Kommentar

Jeg er pusher i velfærdssamfundets baggård

Intet er gratis, heller ikke en pose datooverskredne fødevarer og børnenes aflagte tøj, som man som reformramt kan samle op hos frivillige. Det er gratis, men som modtager får man lov at betale med taknemmelighed, ydmyghed og gerne med tårer
Mine varer skifter diskret ejermand. Under et bord eller med en hvisken på en trappeopgang. Jeg er den, der sætter modtager i forbindelse med aftager, skriver Linda Villadsen. Arkivfoto

Mine varer skifter diskret ejermand. Under et bord eller med en hvisken på en trappeopgang. Jeg er den, der sætter modtager i forbindelse med aftager, skriver Linda Villadsen. Arkivfoto

Miriam Dalsgaard

Debat
29. maj 2017

Fattigdomsgørende reformer er ikke gratis, hverken for dem der bliver ramt, eller for dem der er tæt nok på til at se, hvad der sker, når mennesker mister deres forsørgelsesgrundlag.

Nogen har åbnet Pandoras æske. Jeg lavede en fejl, da jeg bevidnede det og forstod, hvad der ligger forkrøblet tilbage, når reformerne har taget deres. Jeg ville gøre alt godt igen og begyndte at hjælpe.

Jeg ville have andre med. Det lykkedes. Det skulle være så godt, og det er så godt, men også rigtig skidt. Der er en pris at betale. Ingenting er gratis, heller ikke en pose datooverskredne fødevarer og børnenes aflagte tøj. Det er ikke gratis at give, og det er ikke gratis at modtage.

Vi drikker vin, min ven og jeg. Jeg kan ikke huske, hvem der betalte. Jeg går ikke så nøje op i den slags. Min ven drikker langsomt. Sådan gør eftertænksomme mennesker ofte. »Jeg ved, jeg er berettiget til hjælp, men jeg vil ikke stille mig i kø. Stiller jeg mig i kø, mister jeg min stolthed og min værdighed. Jeg har mistet så meget andet, og min stolthed og værdighed vil jeg ikke også miste.«

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad min ven siger, men jeg nikker. Sådan gør høflige mennesker, og jeg vil gerne være høflig.

En slags moderne Al Capone

Jeg er pusher. Efter en årelang kamp har jeg endelig indset det: Æblet falder ikke langt fra stammen. Stammen pushede små brune klumper i nøje afmålte gram. Prisen var fast. Jeg pusher nødhjælpsvarer til en ukendt pris. Æblet falder ikke langt fra stammen – og jeg er en simpel pusher. Flere reformer blev spyttet ud i høj hast, og pludselig faldt jeg i. Det var ikke min hensigt. Jeg ville gerne være faldet længere fra min stamme. Det lykkedes ikke. Jeg fejlede.

Mine varer skifter diskret ejermand. Under et bord eller med en hvisken på en trappeopgang. Jeg er den, der sætter modtager i forbindelse med aftager. »Jeg har skraldemad – hvem er sulten?«

Jeg er pusher. En slags moderne Al Capone – jeg bilder mig ind, at jeg er en af de gode. Det er værre med de andre. Der, hvor varerne koster en sjæl eller to.

Jeg fortæller mig selv, og jeg fortæller dem, der modtager, at mine varer er gratis. Jeg kommer steder med skilte, hvor der står: »Det koster, hvad du har råd til«. Det er stoltheds- og værdighedskoden. Det tog lidt tid at forstå. Der findes en kode, og efterhånden er der stadig flere, der kender den.

Men ikke alle bruger den, og nogle gange koster varerne præcis det, du har råd til, men ikke vil betale. Heller ikke, når du er sulten, og der ikke er mad i køleskabet til børnenes madpakker i morgen. Du kan betale, men prisen er stadig for høj. Varerne på hylden er kun gratis på overfladen.

Det er gratis, men jeg vil gerne bede om et stykke med taknemmelighed, et halvt stykke ydmyghed, gerne med tårer på toppen. Kunne jeg måske få et stykke med sex – et lille blow job – bare et lille et og gerne med et tvist af din kropslugt, lidt sekret og et lille dryp urin. Et stort stykke med deltagelse i en bøn, en velsignelse eller en andagt er vel det mindste, man kan forlange for gratis varer.

Hjemmevant i andres nød

Jeg er pusher – hjælpepusher. Jeg græder ikke mere, når jeg læser om tomme køleskabe, et køkkenskab uden modermælkserstatning, om snarlige udsættelser fra en lejlighed, om aborter på baggrund af stress, om sygdom og selvmordstanker. Jeg leger postmester og pusher modermælkserstatning fra en by til den næste. Jeg bevæger mig hjemmevant rundt i andres nød og elendighed. Mere følsomme typer kan ikke holde det ud. De stopper hurtigt med at pushe. Jeg er hærdet. Æblet falder ikke langt fra stammen.

Nogle stiller sig i kø. Andre gør ikke. De, der står i køen, venter pænt på deres tur. En rejse ind i det gode liv, til lykken, til tilværelsen med almindelige middelklassebekymringer. De venter på deres tur til at blive talt til og om med almindelig respekt og værdighed. Jeg ser på køen af ventende og undrer mig over al den høflighed. Hvornår bryder den første ud af køen og tager selv? Det forekommer mig så let.

Et øjebliks uopmærksomhed ved en varevogn med fødevarer, og der er nok til resten af måneden. Det sker ikke. De reformramte venter høfligt og tålmodigt på deres tur i køen, der bliver længere og længere. Nogle taler om urimelighed, andre om at man da heller ikke kan forvente at have råd til medicin, forsikringer og tandlæge ’for andres penge’. De sidste er de flinke elever i klassen, der har lært og læst på lektien. Jeg bryder mig ikke om det pensum, der skal læses, og siger det højt.

Mine reformramte venner spiser, hvad der bliver serveret. De spiser deres skam i store og ikke afmålte mængder. Jeg er vred, men det er ikke mine reformramte venner, jeg er vred på. Skammen tilhører ikke dem, og skammen tilhører ikke mig, men ingen andre er villige til at modtage den skam, som jeg ved hører til et andet sted.

Nogen har åbnet Pandoras æske. Had, misundelse, selvmordstanker og mere eller mindre udtalte krav om modydelser for almisser er, hvad der lå i den. Jeg håber, at håbet om en verden stadig ligger på bunden af æsken. Jeg håber, det vokser sig stort og stærkt.

Linda Villadsen er medstifter af Næstehjælperne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Stærkt skrevet. Ja nogen, vi ved faktisk godt hvem, har åbnet Pandoras æske, og nu vælter det ud og ind med mennesker, der ikke rigtigt fatter hvad der er overgået dem, og hvorfor. Mange mener, i tråd med regeringens propaganda, at det er deres egen skyld, og at det derfor også er deres egen skam.
Ve dem der falder, thi de skal falde dybere i egen afmagt og selvforagt. .

Allan Stampe Kristiansen, Egon Stich, Søren Andersen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Den er rigtig svær, den problematik.
Skal man hjælpe - så hjælper man jo samtidig Folketing og politikere med at slippe afsted med at skære i overførselsindkomsterne, for som beskæftigelsesministeren hævder igen og igen. at der jo ikke rigtig er sat nogle børnefamilier på gaden eller rapporteret om underernæring siden fattigdomsydelserne blev indført.
Hjælper man ikke - så bliver menneskene endnu hårdere ramt og hvem, udover regeringen, hjælper det at mennesker ryger helt ud af fællesskabet?

Taknemmelighed er en rigtig uhyggelig gæld at stå i.

Allan Stampe Kristiansen, Ervin Lazar, Søren Andersen, Vivi Rindom, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Ole Christiansen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

S er det eneste parti som kunne gøre noget aktivt i forhold til armoden, den fysiske og den psykiske, men de vil ikke

Allan Stampe Kristiansen, Søren Andersen, Eva Schwanenflügel og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

S ønsker at forværre tilstanden.

Allan Stampe Kristiansen, Søren Andersen, Eva Schwanenflügel og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Enhedslisten er de enste der kan aktivere folk til at gøre oprør... alle de andre er plutokrater eller vil gerne basere deres politik på at samarbejde med plutokrater....
- Politikerne har altid set det som deres fornemmeste opgave at køre rundt med folk og ikke at løse problemer for dem der ikke har penge nok i forvejen.

Allan Stampe Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar