Når Sana fra Skam får stukket en ølflaske i hånden, er det ikke for at tage en slurk, men for at give en hjælpende hånd til sine veninder, som helst skal have begge hænder frie for at kunne slå sig løs til festen.
For Sana er muslim, og med hendes viljestærke og nuancerede personlighed, hendes hijab og hendes problemer både som muslimsk pige og teenager kan hun endelig bryde stigmatiseringen af unge muslimske piger.
Med hendes stenhårde blik er folk ikke et sekund i tvivl: Sana passer ikke ind i en firkantet kasse, som alle kvit og frit kan sætte deres egne mærkater på. Tværtimod. Hvis der er én, der får lov til at definere, hvem Sana er, så er det udelukkende hende selv.
I lang tid er vi unge muslimske piger blevet kastet frem og tilbage mellem fordomme om udlændinge, muslimske piger og muslimer generelt. Vi er blevet frataget vores stemmer – for i stedet for at blive talt til er vi alt for ofte blevet talt om. Konsekvensen er, at vi er endt som en homogen gruppe, som folk bare kan kaste rundt med i den endeløse og intetsigende debat om de undertrykte muslimske piger.
Men vi er alt andet end undertrykte, for ligesom Sana sætter flere af os vores egne grænser uden at begrænse os selv – og det har vi gjort i lang tid.
Sanaermedtilatviseenlilledelafdétatværeenmuslimskpige,forselv omSana harkontrollen, er det ikke nogen hemmelighed, at hun –ligesom mange andre unge piger med muslimsk baggrund–står klemt mellem to verdener.
Jeg håber, at det, vi har i vente i denne sæson af Skam, er en masse konflikter med kontroversielle emner som kærlighed, seksualitet og religion. Selv om udfaldet af den nye sæson stadigvæk er uvist, er én ting i hvert fald sikkert: Sana udfordrer fordommene om muslimske piger, og hun lader sig ikke skræmme, tværtimod spytter hun stigmatiseringen i ansigtet – og det burde vi allesammen gøre.
