Læsetid 5 min.

’Jeg har sat mig for at skrue ned for min empati’

Det er, som om vi ikke kan finde ud af at holde med mere end en part ad gangen. Dem eller os. Men hvis vi på venstrefløjen allerede for 15 år siden havde erkendt, at international solidaritet først og fremmest skal udspille sig der, hvor problemerne skabes, kunne vi være nået meget længere med at skabe udvikling i Europas randområder, skriver dagens kronikør, der er specialkonsulent
Syriske børn leger i en flygtningelejr i det nordlige Irak. Det vil ikke kræve den store regnemaskine at regne ud, at de samme penge, vi bruger på at modtage og integrere en flygtning, kunne sikre et minimum af beskyttelse og uddannelse til en masse mennesker, der er strandet i en ussel flygtningelejr i et nærområde.

Syriske børn leger i en flygtningelejr i det nordlige Irak. Det vil ikke kræve den store regnemaskine at regne ud, at de samme penge, vi bruger på at modtage og integrere en flygtning, kunne sikre et minimum af beskyttelse og uddannelse til en masse mennesker, der er strandet i en ussel flygtningelejr i et nærområde.

Felipe Dana
15. maj 2017

Der er ikke noget så hyggeligt som en weekend i sommerhus med vennerne. Om aftenen samles vi omkring pejsen og diskuterer politik. Et fast tilbagevendende tema er populismens skræmmende fremvækst, selv i dette verdens lykkeligste land.

Hvordan er det muligt, at så mange af vores landsmænd, som selv har alt, kan være så kyniske og egoistiske, at de uden anfægtelse lader migranter drukne i Middelhavet, blive dræbt af bomber eller snigskytter eller massevoldtaget af kriminelle bander, frem for at tilbyde disse stakler beskyttelse og dele bare en smule af vores enorme velstand, i det mindste indtil de kan vende sikkert hjem?

Ikke engang børnene finder nåde for disse umenneskers blik. Hvordan kan man kræve grænserne lukket for et barn på 12 år, som har mistet sine forældre i krig, og som med stor sikkerhed ville være blevet tvangsrekrutteret som børnesoldat, hvis ikke han var flygtet over hals og hoved? Hvis vi lukker grænsen for ham, hvor skal han da gå hen – tilbage til den visse død?

Som aftenen skrider frem, vokser empatien for de udstødte og foragten for vores chauvinistiske landsmænd, i takt med at flaskerne tømmes. Jeg elsker virkelig disse aftener i sommerhuset. Bagefter føler jeg mig som et endnu bedre menneske. Det er som om, mit liv får et lille ekstra skud mening.

Læs også

Sidste uge var vi så en flok kolleger i byen efter arbejde. Jeg faldt i snak med en, som jeg kun kender perifert. Efter en øl eller to var jeg kry nok til at bevæge mig ind på mit yndlingsemne: populismen. Jeg fortalte ham om, hvordan jeg skammer mig over at være dansker, når jeg møder udlændinge. Jeg luftede min bekymring over debattonen, der er i frit fald, og om hvor skræmmende det er at se på, hvordan vores nuværende efter-krisetid ligner Tyskland efter første verdenskrig.

Set ned på af eliten

Jeg havde været så optaget af min enetale, at jeg slet ikke havde bemærket, hvordan kollegaens ansigt fortrak sig. Havde jeg bemærket det tidligere, var samtalen måske ikke blevet så animeret. Talen ved baren forstummede, da min ellers så skikkelige kollega kørte sig selv op i en spiral af vrede og frustration.

Jeg skulle bare vide, hvor træt han var af altid at blive set ned på af denne ’elite’ med sit på det tørre. Han var da lige så berørt af al den nød og elendighed, han fik kastet i hovedet, når han åbnede fjernsynet, som nogen anden.

Men var det hans og hans families skyld, at syrerne slår hinanden ihjel på stadig mere bestialske måder, eller at korrupte generaler i Afrika stjæler brødet ud af munden på de fattige? Efterhånden er hverdagen blevet et helvede i kvarteret, hvor han bor med sin familie, omgivet af kriminelle bander og radikale islamister.

Og hvem har nogensinde spurgt ham og hans familie, om de syntes, det var ok, at de skulle blive et mindretal i deres eget kvarter.

Jeg var totalt paf og anede ikke, hvad jeg skulle svare, men fik mumlet et eller andet afrundende, drak ud og forlod selskabet.

Aftenens snak satte en masse tanker i gang: Det er som om, vi ikke kan finde ud af at holde med mere end én part ad gangen. Dem eller os. Hvad der på sin vis er endnu værre: Med al min empati for de flygtninge, der søger beskyttelse hos os, har jeg i praksis lukket øjnene for det enorme flertal af nødlidende, som end ikke har råd til at drømme om at flygte nogen steder hen, men som helt er henvist til den hjælp og støtte, der måtte komme til dem.

Det koster ca. 200.000 kr. at køre et barn gennem folkeskolen frem til 9. klasse. Hun skal også have tag over hovedet og noget at spise. Jeg kender ikke den samlede udgift, vi investerer i at modtage og integrere en flygtning.

Men det kræver ikke nogen stor regnemaskine at regne ud, at de samme penge kunne sikre et minimum af beskyttelse og uddannelse til en masse mennesker, der er strandet i en ussel flygtningelejr i et nærområde.

Kamp fra sommerhuset

Jeg er erklæret venstreorienteret, og jeg har ivrigt støttet kampen for solidaritet med de nødlidende i eller på vej til Danmark. Mit engagement har ganske vist ikke manifesteret sig mange andre steder end i mit sommerhus sammen med vennerne, men jeg har virkelig været optaget af sagen. Det er uden tvivl den sag, der har optaget mig allermest de sidste 20 år.

Måske mine venner og jeg har været lige så snæversynede som vores politiske modstandere, ja ligefrem forblændede. De har på deres side perfektioneret den kunst at producere byge efter byge af mere eller mindre symbolske stramninger, som de ved, bringer os helt op i det røde felt.

Vi hopper i fælden med samlede ben – hver gang, og vores magtesløshed og politiske irrelevans bliver igen og igen udstillet for alverden.

I den senere tid har den rød-grønne humanistiske fløj i varierende grad besindet sig og erkendt, at prisen for at fortsætte den hidtidige kurs er blevet for høj. Med halen mellem benene føjer vi højrefløjens krav om flere stramninger.

Men den bagvedliggende overbevisning fortoner sig. Den engang så visionære og selvtilfredse venstrefløj er reduceret til en våd hund, der med blikket slået ned tørrer poterne af på måtten, inden den lusker ind og lægger sig i sin kurv.

Jeg har sat mig for at skrue ned for min empati med den ene eller den anden gruppe af nødlidende og gentænke min og mit lands plads i den brogede verden. Jeg er nået til den erkendelse, at Danmark, så vel som alle andre nationer, har som første og vigtigste – men langt fra eneste – opgave at passe på os selv.

Vi er nået til toppen af lykkebarometeret i slipstrømmen af generationers kamp for tryghed, lighed og gensidig tillid. Den position giver os et overskud til at gøre verden til et bedre sted at være.

Frem til 2001 struttede vi af dette overskud, mens vi satte nye dagsordener i FN, gik i front med udviklingssamarbejde og brød nye grænser for grøn omstilling. Selv efter års borgerlig tilbagerulning kendes Danmark stadig verden over som et land, der viser vejen.

Jeg kan ikke frigøre mig fra tanken, at hvis nu vi på venstrefløjen allerede for 15 år siden havde erkendt, at international solidaritet først og fremmest skal udspille sig der, hvor problemerne skabes, og at immigration er et meget mangelfuldt instrument til formålet, kunne vi være nået meget længere med at skabe udvikling i Europas randområder.

Vi kunne – i samarbejde med ligesindede i Europa og andre steder –have gjort meget mere for at hjælpe fejlslagne stater i Afrika med selv at beskytte deres befolkninger gennem bedre regeringsførelse. Og vi kunne have fastholdt og bestyrket vores førertrøje i kampen mod klimaforandringer, som i en ikke fjern fremtid bliver den allerstørste kilde til nød og konflikt.

Måske kunne vi have begrænset den politiske højredrejning, som har forvandlet visionerne om en fælles fremtid til en smålig mere-til-mig mentalitet. Måske der slet ikke ville have været plads til partier som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Det er sådan nogle ting, jeg går og tænker over i disse dage.

Jørgen Hvid er specialkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Christian  de Thurah
    Christian de Thurah
  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
  • Brugerbillede for Anders Jensen
    Anders Jensen
  • Brugerbillede for Britt Kristensen
    Britt Kristensen
  • Brugerbillede for Torben Pedersen
    Torben Pedersen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Christian de Thurah, Mette Poulsen, Anders Jensen, Britt Kristensen, Torben Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Johnny Werngreen
Johnny Werngreen

Integration, i alle afskygninger, kan kun finde sted, hvis der etableres fælles gensidige forventninger med gensidig kulturel anerkendelse og fælles mål som basis. At skrue ned for empatien er at forsøge at rette sine fejl ved at begå nye i troen på, at man kan erstatte gensidige forventninger med ensidige krav. Det svarer til den mangeårige praksis, der har været anvendt over for omsorgssvigtede børn, der ikke opfører sig socialt acceptabelt, man giver dem struktur og stiller krav og tror så, at følgerne af omsorgssvigt forsvinder; så kan de lære det!
Men grundlaget for problemløsning er, at man i det mindste forsøger at analysere problemet, så det, man handler på, ikke kun er de skadevirkninger, man selv har forvoldt, fordi man ikke gjorde sig den ulejlighed netop at analysere problemet.
Danmark burde for længe siden have taget initiativ til og vedholdende have arbejdet for, at indsatser for flygtninge blev et internationalt anliggende, for eksempel i NATO og FN regi.
Nu har Danmark så meldt sig ind i koret af nationalstater, der tror, at globale problemer forsvinder, hvis man murer sig selv inde. Vi bruger argumenter som: ”Vi kan jo ikke huse alverdens flygtninge.” Nej, selvfølgelig kan vi ikke det, og det er jo derfor, at internationale løsninger er vejen frem. Og et andet argument, som fylder meget, er det økonomiske; i mange politikeres udlægning forringer udgifter til flygtninge vores folkeskole, sundhedsvæsen og ældrepleje. Er vi nået virkelig nået dertil, at det er samfundets svageste, der er problemet? Kunne vi prøve at sammenlige udgifterne til flygtninge med, hvad det har kostet Danmark at være i krig og dermed medvirkende til flygtningestrømmen; eller med hvad skat årligt bliver snydt for; eller hvad det for eksempel har kostet at forære olie og naturgas til Mærsk og Goldman Sachs. Vi kan også konstatere, at Danmarks rigeste familie uden problemer helt alene kunne brødføde Danmarks flygtninge, eller at én af verdens rigeste mænd – de er alle mænd – kun behøver at bruge et par promille af sin formue for at kunne brødføde alle verdens flygtninge.
Når et land modtager flygtninge, skal alt sættes ind på deres trivsel og udvikling. De skal føle sig anerkendte, så muligheden for gensidige forventninger er tilstede. De skal have muligheder for at bruge og udvikle deres ressourcer med henblik på at kunne være selvstændige og selvhjulpne, og de skal i den udstrækning, det er muligt, inddrages i bestræbelserne på at forandre de forhold, de flygtede fra i deres hjemland. Flygtningelejre og forventet taknemmelighed er ikke integrationsfremmende.
Den amerikanske psykolog, Albert Bandura, kalder det, vi har gang i for moralsk udkobling – moral disengagement. Og det er præcis, hvad mange gør, nemlig at bortforklare vores moralske forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød med, at det ikke er vores problem, for det er deres egen skyld, og vi har for øvrigt ikke råd.
Vi kunne med fordel bruge dette citat fra Erik Kjersgaard som rettesnor: ”Når man behandler andre mennesker ordentligt, når man giver dem mulighed for at udvikle sig og styrke deres selvrespekt, så kan det kun blive en lykke for alle.”

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Troels Brøgger, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørgen Mathiasen, Poul Solrart Sørensen, Carsten Friberg, Steffen Gliese, Ulla Søgaard og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Pedersen
Torben Pedersen

Hvor er jeg glad for der er andre end mig på venstrefløjen som er begyndt at tænke.

Dennis Jensen, Lars Jørgen Hansen, Peter Hansen, Hans Aagaard, Britt Kristensen og Hans Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Jeg er socialist og jeg kan se, at hele vores danake succes bygger på, at arbejderklassen fik til kæmpet sig en ret til at blive uddannet. At uddanne arbejderklassen er ikke en udgift sådan som de borgerlige påstod og stadig påstår, udannelse af arbejderklassen er der imod den investering, der har gjort os til et af de rigeste lande i verden..... De borgerlige ynder at fremstille sig selv som ofre og de påstår at det er dem der har skabt Danmarks rigdom, men det er bare en myte - det en kæmpende arbejderklasse der har uddannet sig.
- De borgerlige i Gentofte føler sig i mindretal i deres egen kommune fordi de skal tage hunderede flygtninge........de borgerlige er flok tudeprinsseser, der jamre sig når de får alting præcis som de vil og det samtidigt med, at de pure kæmpe formuer tilside.
- Vores land ville være lige så fattigt som ulandene, hvis herrermændene hvade forsat deres politik om at bønder burde være udvidene.... herrermændene sagde ligesom Trump ... "jeg elsker de uudannede"...ja fordi de ved ingenting.
- Uddannelse gør hele forskellen i vores land og det kan gøre hele forskellen i alle andre lande, hvis ikke de rige tilrettelægger det sådan, at alle pengene lander i deres lommer...sådan som det også sker i Danmark, men skal vi ændre på så må vi igen i gang med at udanne og oplyse om sammenhængene...... jammer er ikke nogen politik, det er et forsøg på at bortlede folks opmærksomhed fra de mulige løsninger, der altid omhandler ny viden.

-

Carsten Wienholtz, Martin Madsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben - Nielsen
Torben - Nielsen

Jeg har undret mig over, at Danmark får skyld for den flygtningestrøm, som kommer til vores grænser, med det argument at vi selv fører krig i deres hjemlande.

Jeg forstår ikke, hvorfor nogen, som får en bombe i hovedet og smadret deres hjem, så vælger at flygte til det land som har kastet bomben.

Er der en eller anden form for automatik, som jeg har overset i dette forhold??

Kunne man have forudset, at russerne i 1942 ville flygte i sikkerhed i Tyskland??

Eller hvor er flygtningestrømmen til Rusland henne?? De bomber jo ellers mere end vi gør.

Hvis argumentet om, at vi fører krig i mellemøsten og Afghanistan holder, skulle logikken jo sige, at flygtningene netop ikke søgte asyl i Danmark.

Mette Poulsen, Ole Christiansen, Morten Simonsen, Michael Andersen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olaf Tehrani
Olaf Tehrani

Jørgen Hvids 'Denmark first' hører ikke hjemme på det, jeg ser som venstrefløjen.
Denne har for øvrigt i rigtig mange år advokeret for afskaffelse af fattigdom på globalt plan og dermed for fjernelse af de primære årsager til konflikter og flygtningestrømme.
Men... de gode hensigter hjalp jo ikke så meget, når der ikke kunne skabes global konsensus, og nu står de undertrykte, forfulgte og mishandlede ved Europas grænser.
Det er pokkers besværligt, men hvis vi vil bevare vores selvangivelse som moralskt udviklede individer, bliver vi nødt til at hjælpe. Hvis der bliver myrdet og voldtaget uden for vores dør, vil det jo heller ikke være i orden at barrikadere døren og holde sig for ørerne. Eller hvad?

Brugerbillede for Peter  Hansen
Peter Hansen

Tak for den erkendelse, som jeg selv for nogen tid er kommet til, for vi vil jo alle gerne hjælpe alt og alle, men vi skal kende vores begrænsninger, og passe på, at vi ikke indirekte undergraver netop det fundament (vores eget samfund), som netop er udgangspunktet og gør, at vi i dag har mulighed for, at hjælpe, det er det, som er hele essensen.

Michael Hullevad, Britt Kristensen og Christel Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Ser man tilbage i historien på diverse store og små krige, folkemord, imperialisme, religiøse udskejelser (f eks europas heksebrændinger) , undertrykkelse , hungersnød o s v , så er dagens ulykkelige situation underligt nok relativt bedre end nogensinde før.

År 0 var der ca 175 mio mennesker på jorden - i dag er vi over 7,5 milliarder mennesker. Så som art betragtet, så er mennesket en"succes" ( - måske burde vi prøve at nedbringe antallet gennem en global aftale om familieplanlægning ?)

Der er nogle meget store" knaster" (klimaproblemer, nedbringelse af antallet af atomvåben , omlægning til grøn energi, manglende demokrati i en række lande, nogle fejlslagne stater, akutte flygtningestrømme o s v) , som vi må håndtere bedst muligt for ikke at vælte det hele - og det er det vi vel arbejder på i dag ?

Det kræver "knofedt" og stædighed - og løsningerne ligger nok først klare om to eller tre generationer.

At bryde sammen i depression over at det går for langsomt hjælper ikke en tøddel.

Brugerbillede for Lars Christoffersen
Lars Christoffersen

Fjernsyn masser af medlidenhed. Et forfærdeligt billede af et dødt barn i vandkanten (og ja, jeg er også forfærdet over det) får folk til at råbe op om vores ubarmhjertighed. Underligt nok har de samme mennesker gået rundt of haft det fint før flygtningekrisen, selvom der, hele tiden, dør ca 17.000 børn om dagen af det man kalder "easily preventable causes." Mange af dem skulle bare have haft en vaccine til få kroner, eller en elektrolytblandning til en 10er. Så hvis man ser på det her i et stort perspektiv, er det bedste man kan gøre at sejle immigranterne tilbage og bruge pengene lokalt. Man kunne så udvælge folk med helt specielt behov i flytningelejrerne og tage dem herop. Det system vi har nu, slår faktisk en masse mennesker ihjel, for en feel good fornemmelse i Europa og til gavn for et lille mindretal, der formentlig ville have klaret sig bedre lokalt end de fleste. Og med alle dem der omkommer undervejs på middelhavet, er det så ikke mere de kyniske menneskesmuglere der burde stå for skud?

Søren Lindved, Britt Kristensen, Ole Christiansen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Joelsen
David Joelsen

Man kan ikke bruge logik til at forklare empati, lige som man ikke kan bruge empati til at forklare logik.
Ondskab er manglen på empati (G. M. Gilbert) - efter at have interviewet nazibødlerne i Nürenberg.

Man løser flygtningeproblemer logisk og effektivt, men man behandler folk med empati og forståelse. De to kan godt forenes.

Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

Det ultimative svar er partnerskabs-modellen - forpligtenede, og FN-sanktionerede, en-til-en-partnerskaber mellem verdens 50 rigeste- og 50 fattigste lande. Det vil pålægge den rige verden et hidtil uset ansvar for at bringe fattige, mislykkede og konfliktfyldte stater på fode. Samtidig vil modellen befordre en langt mere fokuseret indsats, større folkeligt engagement i donorlandene og - nok så væsentligt - en helt ny gennemsigtighed, som i sig selv er mobiliserende - også når det handler om international politisk prestige for de enkelte donorlande. Javel, det bliver dyrt. Men det er for intet at regne i forhold til den pris, vi kommer til at betale, hvis vi fortsætter som hidtil.

Brugerbillede for Hans Hüttel
Hans Hüttel

Det interessante er, at det ikke er venstrefløjen, men derimod højrefløjen, der konsekvent har forsøgt at se flygtninge som værende et nationalt problem, der skal løses nationalt. Og baggrunden er selvfølgelig, at man så kan spille flere grupper uden magt ud mod hinanden, her specielt borgere med lave indkomster og flygtninge. Alle de smukke ord om at "hjælpe i nærområderne" er ikke andet end en afværgemanøvre.

Poul Erik Pedersen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Hvis man ser tilbage i historien så er alle invandre grupper før eller siden blevet opslugt af det danske samfund uanset hvor anderledes de var til at begynde med... Hvis folk er pessimister, så er det nok fordi de ikke vil se andet de negative sider og ikke løfte blikket på alle de mange der er blevet integreret i samfundet eller som arbejder 100% på at blive det - der er alt muligt grund til optimisme også selvom integrationen ikke går så hurtigt som at ønsketænke, så går det stadigvæk hurtigt ....:-)

Brugerbillede for Mette Poulsen
Mette Poulsen

Empati, som det beskrives hér, er vel nærmere sympati?
Med den nyhedsstrøm man får nutildags er der altid et eller andet at få det dårligt over. Nogle sager, er mere sexede/højprofilerede end andre og så kan man i fællesskab sidde og være forarget sammen (eventuelt over nettet, hvis man har brug for lidt distance ;-) )

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Det er en meget sigende erkendelse, Jørgen Hvid er nået frem til, nemlig at man kan have det rigtig godt med sig selv og føle sig moralsk overlegen i forhold til andre, selv om ens engagement indskrænker sig til en snak med vennerne (der selvfølgelig alle mener det samme) i sommerhuset.