Klumme

Jeg savner ord for ordenes skyld. Og en mening med galskaben, som ikke behøver tales ihjel

Jeg savner ikke indhold i mit nyhedsfeed. Jeg savner mere poesi for poesiens skyld og flere ord for ordenes skyld. Og en mening med galskaben, som ikke behøver tales ihjel eller argumenteres for
8. maj 2017

Jeg ved ikke med dig, men jeg lærte at holde af poesi på trods.

»Jeg kan ikke finde ud af det knækposelort,« sagde en af mine klassekammerater i en dansktime. Det har vel været ottende klasse. Og en anden klassekammerat var rasende over at spilde sin tid på tekstanalyse, når hun allerede nu vidste, at hun skulle være leder i det private erhvervsliv.

Og læreren forsøgte sig med standardforklaringer om pensum og almen dannelse, men det er der vist ikke en eneste teenager i verdenshistorien, der er blevet overbevist af. Og helt ærligt: Hvis man vil ødelægge poesi, skal man bare begynde at analysere det.

For fanden, hvor jeg hadede at tale om poesi i skolen. I gymnasiet fik min engelsklærer nys om, at jeg var begyndt at læse Ginsberg, hvorefter hun tvang mig til at analysere ’America’ foran hele klassen. Så var den forelskelse slut. Ord for ord skulle teksten pilles fra hinanden, og hvis man kunne få det til at passe ind i månedens tema (overgangsriter, seksualitet, kolonialisme, mccarthyisme ...) var man garanteret et anerkendende nik fra underviseren.  

Indhold over form eller form som nøgle til indhold. Aldrig bare form for formens skyld, og sprog for sprogets skyld. Men jeg har købt, lånt, stjålet og kastet lange blikke efter et sprog, der er større end mit eget. I want you in a bottle to send to your father with a long bitter note (Diane diPrima). To my daughter I will say, when the men come, set yourself on fire (Warsan Shire). Ukueligt er kødet, der klynger sig til sit ben (Ivan Malinowski). Jeg vågner stum op i et tomrum og køber ord på kredit (Blæs Bukki). There's a crack in everything, og resten kan vi synge i kor, ikke?

Det ku' ha' været dig, der elskede ord, så meget at du ridsede dem ind i skolens bord (Jokeren).

Fra jeg lærte at holde på en kuglepen og lytte til mere end melodier, til jeg fyldte omtrent de 20, skrev jeg sangtekster på alle overflader, jeg kom i nærheden af. Aldrig mine egne ord, for jeg kan ikke engang rime til husbehov, men andres ord, der kildede noget i mig.

Min far brugte, hvad der føltes som måneder, på at save og slibe et skrivebord til mig, og der gik kun få dage, før jeg lod tuschen glide fra papiret og ud på selve bordets overflade. Som årringe i træ var de løsrevne sangtekster vidnesbyrd om mine teenagekvaler, og da jeg flyttede hjemmefra og ikke kunne tage bordet med mig, føltes det som at sige farvel til en bid af mig selv.

Blev du irriteret, da du læste det? ’En bid af mig selv’? Kunne jeg virkelig ikke finde på et mere originalt sprogbillede? Det smager jo som et forsuttet bolche, der i øvrigt er en forsuttet metafor i sig selv.

Kender du det? Hvordan en sætningskontruktion både kan nive bag ribbenene og give samme nydelse som Irmas chokoladelakridser med hindbærstøv. Hvordan to ord, der betyder det samme, kan føles vidt forskelligt på tungen. Hvordan det banale bliver poetisk med et pennestrøg. Jeg bliver træt helt ind i stjernernes knæ, når jeg læser Strunge, men min søster knuselsker ham, og ingen af os kan forklare hvorfor. Det er jo bare ord. 

Dagbladenes debatedaktører kan fodre svin med unge mennesker, der skriver om deres hverdag, og det er bare for meget, mand, kan jeg forstå på nogle af de mange læserbreve fra ældre læsere, der brokker sig over tendensen. Det hænger da også mig ud af halsen.

Mest fordi det pinedød skal kategoriseres som debat: Der skal være et formål med teksten; der skal beskrives et problem eller en konflikt; der skal være en mening med galskaben. Man kan jo ikke putte ord for ordenes skyld i avisen, og så ender vi med letkøbte samfundsdiagnoser og generationsportrætter baseret på en dårlig aften i byen. 

Flotte sætninger ændrer ikke verden (okay, Hitler nåede ret langt), men mindre kan vel også gøre det. Poesien kan beskrive verden, hvor det videnskabelige sprog kommer til kort. Det lærte de os ikke i skolen.

Og jeg savner ikke indhold i mit nyhedsfeed, men jeg savner mere poesi for poesiens skyld, og flere ord for ordenes skyld. Og en mening med galskaben, som ikke behøver tales ihjel foran hele klassen.

Mikka Tecza er publikumsudvikler ved Information.. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
ingemaje lange, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

.. hvorefter hun tvang mig til at analysere America

Du skulle have bedt om 'Wales Visitation' i stedet.

/O

Poul Solrart Sørensen

Alt er politik og ingen lever alene på en poesi ø. Poesi sammenhænge er objekter for spændende analyser lige som alt andet. :-)

Anders Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Uden poesi bliver livet sgu for trist. Selv foretrækker jeg en god poetik frem for fortænkt knækprosa, men poesi er langt mere end blot skønne digterord. Vinden, der blæser i den udkårnes hår, en solnedgang over Avedøreværket, andrikkerne der forsøger at voldtage ænderne i Ørstedsparken.

Michael Kongstad Nielsen

Om maj:
I kunsten er maj emnet for sangen Kom, maj, du søde milde en oprindelig tysk sang skrevet af C. A. Overbeck og med melodi af Mozart. Holger Drachmanns Se, det summer af sol over engen fra 1897 kaldes også Maj-visen, og Viggo Stuckenbergs digt med begyndelselinien Nu springer Vaaren fra sin Seng hedder Første Maj.[1]
Ordene i de tekster er ganske glade, omend ikke just passende til dagens falske forår.
Fake Spring.

@Mikka Tecza, hvor er jeg enig med dig,
jeg hader for eksempel også at begynde at analysere filmen på vej ud af biografen

min krop strør ord ud over din krop
som stjernedrys

Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil nu mene, det er prosa - grænsende til knækprosa.
Lyrik er det i hvert fald ikke.
Epik heller ikke.
Man fornemmer slet ikke stor digtekunst in spe
ingen ny Odysseen elle iliade venter lige om hjørnet,
Ej heller en ny Edda.
De danske folkeviser mangler angloamerikansk sprogtone
Schiller og Goethe er hældt ud med sidste hold skyllevand.
Jeppe Aakjær har for meget følelse
Poul Henningsen (PH) var for politisk.
Så det er fandme ikke nemt.
Med mindre man halder sig til ligegyldig knækpølse