Siden jeg skrev bogen Syge på tvangsarbejde, har fornuftige mennesker forsøgt at få mig til at forstå, at det kun er systemets skyld, at de syge behandles elendigt.
Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det enkelte menneske i systemet, det være sig sagsbehandler, jurist eller dommer, også har et ansvar for at høre, se og forstå de mennesker, der beder om hjælp. De bør bruge deres forstand, hvilket snildt kan gøres uden at landets love krænkes.
Jeg vil komme med et eksempel. Det drejer sig om en kvinde, der er svært invalideret efter overfald, fængsel, tortur og husarrest. De fysiske lidelser er behandlet så godt som muligt, men har efterladt lettere invaliditet og kroniske smerter.
Den psykiske lidelse PTSD er søgt behandlet af fagkundskab i OASIS, i Rehabiliteringscenter for Torturofre, RCT, og senest af speciallæge i psykiatri med særlig erfaring inden for området. Lidelsen er kompliceret og kronisk, og der er ingen helbredende behandlingsmuligheder. Der kan kun lindres.
Om denne kvinde skrev en sagsbehandler: »Den ledige søger at undgå at tage ansvaret for eget arbejdsliv«. Og om den samme velbegavede kvinde, der kun drømte om at kunne bruge sin begavelse: »Hun har ikke lønmodtageridentitet, men nok snarere husmoderlivsform«.
Visitationsteamet i Jobcentret fortsætter videre om hendes fødder, der var invalideret efter voldsom tortur: »Vi finder, at du med fordel kunne anvende mere hensigtsmæssigt fodtøj«. Dette efter at hun havde forsøgt at få dem til at forstå, at hun havde de færreste gener i smalle sko. Men nej – det interesserede ingen, hvad hun selv havde fundet frem til.
Socialforvaltningen fandt, »at alle behandlingsmæssige muligheder ikke er udtømte«, selv om lidelsen af behandlende læge og af overlæge på Rehabiliteringscenter for Torturofre var vurderet som kompliceret og kronisk, og at al behandling kun ville være lindrende og ikke af helbredende karakter. Rehabiliteringscenter for Torturofre, RCT, nu Dignity, har en særstatus med speciale i behandling af særligt komplicerede traumatiserede flygtninge.
Ny vurdering
Beskæftigelsesankenævnet fandt det samme som Socialforvaltningen, idet de valgte at rette sig efter en tilfældig – på nettet fundet speciallæge. En læge, der i sin omgang med kvinden, med al tydelighed viste, at han ikke vidste, hvad det drejede sig om.
Han gennemførte konsultationen i sit soveværelse, siddende i tennisshorts med det ene ben på det andet knæ, så halvdelen af hans klokkeværk hang udenfor, han tog hende under hagen og bad hende se på ham, hvorefter han begyndte sin udspørgen. Denne førte ham frem til, at hendes PTSD-lidelse ikke var svær, tværtimod var den let.
Han foreslog, at man behandlede det kroniske søvnbesvær med sovepiller. Et helt igennem uansvarligt forslag. Men det var fint for Beskæftigelsesankenævnet, der så kunne begrunde et afslag på førtidspension således:
»Der er fortsat behandlingsmuligheder i forhold til din PTSD« og senere efter en klage: »Vi har lagt vægt på, at din PTSD kun er af mild grad«.
Afslaget blev givet i 2012 til en person, der har været i kvalificeret behandling for PTSD siden begyndelsen af 1990’erne og i arbejdsprøvninger, aktiveringer og meget andet siden 2002, uden at der har kunnet mobiliseres noget, der mindede om en arbejdsevne.
Ankestyrelsen skrev efter en klage, at de ikke kunne behandle sagen, da den ikke »har principiel eller generel betydning«.
Hvis det ikke er vigtigt rent principielt at tage stilling til, om det er de behandlende læger eller Beskæftigelsesankenævnet, der sammen med en læge fundet ved doktorshopping, skal diagnosticere og komme med behandlingsforslag, så ved jeg ikke hvad. Selvfølgelig havde sagen både principiel og generel betydning.
Ankestyrelsen, der tidligere har fungeret som fornuftens holdeplads, synes nu at acceptere, at de syge skal holdes nede i et respektløst behandlingssystem i en ubarmhjertig uendelighed. Juristerne i styrelsen lever i deres systemefterrettelighed fuldstændig op til det, Jesper Tynell har påvist i sin bog Mørkelygten, hvor han viser, hvordan velbegavede, skolede embedsmænd vrider på love og regler for at gøre deres politiske chefer tilpas.
Strammet til
Man kunne så håbe på en upartisk dommerstand, hvis opgave det må være at se på, om den behandling, som de sociale klienter udsættes for, er ret. Men også her er der strammet til.
Ankestyrelsen indskærper over for dommerne, at de ikke kun skal være overbeviste om, at den klagende klient har ret – de skal også være 110 procent overbeviste om, at Ankestyrelsen har taget fejl, før de vil kunne give klienten medhold. Og sådan blev det. I den aktuelle sag gav Byretten Ankestyrelsen medhold på de mest slappe og ynkelige præmisser:
I dommen siges det, at »nævnet har lagt vægt på, at sagsøgerens PTSD kun er af mild grad. Uanset, at der efter de øvrige lægelige oplysninger (vidneudsagn fra speciallæge i psykiatri og fra læge fra Rehabiliteringscenter for Torturofre) … er sandsynliggjort, at ansøgerens PTSD er af en sværere grad end vurderet af Beskæftigelsesankenævnet, finder retten ikke, at der foreligger det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Beskæftigelsesankenævnets skønsmæssige vurdering«.
Ankestyrelsen får altså ret i, at Beskæftigelsesankenævnet har ret i deres skøn. Et skøn, der som beskrevet er foretaget på falske præmisser.
Som sidste strå i den aktuelle sag blev der ansøgt om fri proces til at anke til Landsretten, så sagen ville kunne blive vurderet af udenforstående kompetent lægeligt hold, nemlig Retslægerådet. Civilstyrelsen gav afslag, idet de »navnlig har lagt vægt på de grunde som er anført i byrettens dom«.
Der er copy-pasted hele vejen ned gennem systemet, fra Socialforvaltningen i 2009, til Beskæftigelsesankenævnet i 2011 og Ankestyrelsen i 2012 og dommen ved Byretten i 2017. Man har fastholdt, at en sygdom, der af specialister vurderes som kronisk og ubehandlelig, kan behandles.
Har de virkelig ikke kunnet gøre det anderledes? Skal man virkelig forstå, at de ikke har haft andre muligheder, alle de mennesker, der hele vejen igennem har nægtet at tage den syges ord alvorligt og har nægtet at tage de behandlende lægers ord alvorligt?
Man kan undre sig over, hvad der kan få bureaukrater til at tilsidesætte deres personlige dømmekraft og dække sig ind under afgørelser, der lever op til den politik, der aktuelt gennemsyrer systemet. Afgørelser, der ikke er drevet af forståelse for det menneske, der søger om hjælp, og afgørelser, der insisterende fortsætter med at fastslå, at sagkundskaben ikke har ret. Er de dumme eller onde?
En forklaring kunne være, at de efterrettelige bureaukrater deler den måde, samfundet aktuelt ser på de mennesker, der har behov for hjælp. En anden forklaring kunne være, at de har karriereambitioner og derfor ikke vil skille sig ud: At de først og fremmest er konformister, der henter deres styrke i, at andre dele af systemet giver dem ret i deres afgørelser. Det tages af disse konforme som udtryk for, at afgørelserne er gode.
De synes at glemme, at de har en frihed til at tænke selv og til at bruge disse tanker til at sætte sig ind i, hvad deres vurderinger betyder for andre.
Man kan sige, at de er skyldige i ikke at bruge deres forstand.
Ellen Ryg Olsen er læge og forfatter
En god gennemgang af en ganske almindelig sag. Den ser vi behandlere ofte. Det er et udtryk for et tiltagende totalitaert system. Det er systemet der bestemmer over den syge.
Bravo !
Korruption er meget andet end kontant betaling.
I dette totalitære system handler det om at bevare sit job frem for at sætte det på spil, ved at gøre som de politiske vinde kræver.
Hvilket i mine øjne er lige så korrupt som at modtage skjult betaling, fordi man opnår en gevinst ved at gøre det der er hensynsløs, man bestikkes ved fortsat at have sit job med indtægt.
Det er at gøre brug af alternativ fakta til at underbygge sin handlemåde, uden hensyn til om det giver mening for borger eller arbejdsmarkedet.
Om det til eksemplet fører den syge nærmere dette arbejdsmarked, om arbejdsevnen kan udvikles til eventuelt at kunne bruges i et fleksjob og dette i overskueligt tidshorisont.
Næh, nu skal det bevises at mirakler ikke kan ske i fremtiden.
Det kunne Stalin ikke have gjort bedre.
Hvis ikke
Albert Bandura har skrevet en meget anbefalelsesværdig bog om fænomenet: Moral Disengagement: How People Do Harm and Live with Themselves. Den burde være pligtlæsning for alle myndighedspersoner.
Måske et resultat af den gennemgribende styring der over alt sættes over fagligheden i effektiviseringens og besparelsernes navn.
Kunne vi dog bare finde medmenneskeligheden og empatien frem igen og lade faglighed komme frem i første række og også se situationen ud fra borgerens perspektiv. Det er i min optik et vigtigt element i behandling af/at hjælpe mennesker med behov.
Jeg er selv behandler og møder mennesker i deres eget hjem, efter at "systemet" er "færdige" med dem. Og ja - det er behov (ikke alle steder) for at varetage borgerens perspektiv.
Jeg kan desværre fortælle en lignende historie om sagsbehandlere fra jobsystemet, Ankestyrelsen med mere. Lad mig gætte på, at din historie er fra KBH? Deres jobcentre har fanden skabt.
1000 tak, fordi du er der med din stemme. Måske skulle du slå dig sammen med http://socialpolitisk-forening.dk/- Sammen kunne I blive en endnu stærkere stemme.
»at alle behandlingsmæssige muligheder ikke er udtømte«
Nej, det er de ikke i det "moderne" Løkke Danmark før døden indtræder.
»Den ledige søger at undgå at tage ansvaret for eget arbejdsliv«
"Robuste" sagsbehandlere gemmer sig bag forud definerede system formuleringer fra forvaltningsmanualen.
Du spørger: "Er de dumme eller onde?"
Jeg har været "kunde" i systemet i mere end 4 år og mine oplevelser levner ingen tvivl:
De er onde !
De "gode" er forlængst smidt på porten.....
Hvis personen havde været inden for elitens egne rækker, var der forlængst dokumenteret nødvendigheden af førtidspension. Tilhører du derimod en udsat gruppe er det jo bare din egen skyld.
Det handler jo om kasser og hvor regningen kan skubbes hen, og hvis den umiddelbart ikke kan skubbes nogle væsentlige steder hen, så ender borgeren i et evigt og for det offentlige relativt billigt forløb.
Lige præcis Ole Christiansen. Kommunerne søger for at ansætte det "rigtige" robuste personale, som udelukkende har som mål at arbejde resultatorienteret efter forvaltningsmanualen og som evner at give afslag uden empati og indsigt i borgerens situation. Ifølge den robuste medarbejder forsøger alle, som søger hjælp, som udgangspunkt at snyde da de bare er dovne. 10 afslag giver 1.000 kr. i bonus.
Det er som med jobcentrene. Systemet arbejder efterhånden kun for systemets skyld for at sikre systemets arbejdspladser. De ramte borgere er kun et nødvendigt onde.
@Johnny Werngren,
Jeg var lige inde på saxo og kigge på "Moral Disengagement", for den lyder meget spændende, men den koster desværre en bondegård at købe. ÆV. Gad vide om man kunne få Information til at lave en kronik om den ....:-) eller måske har du mulighed for selv at skrive en?
Principielt mener jeg at Moral Disengagement skyldes en kognitiv manøvre, hvor "de udøvende" påtager sig de rolleforventninger, som de opfordres til eller som de forventer selv skal være rollen, så de kan leve med at udføre den" - uanset om denne rolle og dens handlinger egentlig ligger indenfor deres normale værdinormer. Jeg tænker her på "Fange/Fangevogter-eksperimentet" og på andre lignende eksperimenter, f.eks. den om Milgram smertestraf eksperimentet. Lidt som jeg beskriver på min blog: http://jordfygning.dk/?p=228
Eksperimentet omkring at påføre andre smerte via elektriske stød - ganske enkelt. "De må være sarte, dem der ikke tåler mosten" i dagens regi.
Jeg ser, at kun enkelte henviser til hvor starten udgår, Statens Administration, forskellige strategier i Finansministeriet. Og helt i fokus "vore folkevalgte politikere"!
Dem, som reelt får folk til at gå imod deres egen moral og etik for ikke at møde nogle konsekvenser i form af "forringelser af egen jobsikkerhed".
Dyrkelsen af økonomi, fra velhavere, erhvervshøvdinge og - politikere, tillader umenneskelighed i stadig større omfang. Det hjælper IKKE at frede dem, at forlade sig på små partiers protester, der sjældent når andet end overskrifterne.
Er folket bedre end dem, når man ikke iværksætter noget mere og andet end underskrifter?
Enhver kan jo se, at udvalgte ministre bare siger "jeg modtager ikke underskrifter"! - Mage til hoven indstilling.
Der er ingen grænser for ondskaben mennesket er i stand til at udfører når bare vi er dækket ind af legitimitet og dermed ansvarsfraskrivelse. Det har vi gang på gang oplevet i historien og nutiden for den sags skyld.
I en anden debat her på Information, var der en, der sammenlignede systemets medarbejdere med Capo´er.
-dem der hjalp til i kz-lejrene: Hellere skubbe de andre ind i gaskammeret, end selv at ryge derind.
Tankevækkende og skræmmende..........
Der herskede engang et retsprincip: Hellere lade 10 skyldige går fri, end sætte een uskyldig i fængsel.
I "hjælpeindustrien" har man vendt det på hovedet: Helle fratage 10 åbenlyst berettigede deres førtidspension, end lade een svindler få uberettiget hjælp.
Nogen ville måske endda omskrive det til: ...........end lade een muslim få uberettiget hjælp.
De skulle skamme sig !
De bliver da ikke behandlet elendigt. Det er fake news. Vi bliver mere og mere effektive i vores hjælp i hele sundhedssektoren, det er dokumenteret!
Ole skide godt det du skriver, men du taber den lige med den der muslim henvisning til sidst :)
Anders Jensen
Det er ikke udtryk for min opfattelse,
-men rigtig mange (f.eks. Ny Borgerlige) prøver at indbilde os at vores "velfærd" er ved at bukke under for muslimske svindlere, der vælter ind over landets grænser for at malke de offentlige kasser.
Det gir sikre pladser på tinget, -og legitimerer at behandle syge og arbejdsløse elendigt og i strid med loven.
Derfor skriver jeg at "nogle ville omskrive det til...."
Jeg synes ikke den omtalte sag er særlig normal. Hvis det overhovedet giver menig at tale om en normal sag. Ofte ligger der simple, men uoprettelige, fysiske (ja, ja, somme tider også psykiske) skavanker til grund for afgørelser, der skubber helt almindelige danskere det sidste stykke ned ad den sociale rangstige og ind i kontanthjælpssystemets sorte hul.
Inspireret af artiklens overskrift, vil jeg beskrive det sådan:
Det enkelte menneske i systemet er hverken mere ondt eller empatiforladt end de fleste, det er bare skolet i at høre, se og forstå de mennesker, der beder om hjælp, på en særlig måde, hvor muligheden for at forlade arbejdsmarkedet i utide er stort set umuliggjort, via en detaljeret lovgivning, der fylder flere hyldemeter. På den måde bliver sagsbehandleren, juristen eller dommeren helt fritaget for at træffe afgørelser baseret på skøn og dermed også befriet for skyld. At enkelte alligevel er forstandige nok til at fornemme når lovgivningen ikke slår til eller bliver direkte meningsløs, betyder ikke meget i det store billede. De er nemlig som regel også forstandige nok til at gå stille med dørene, når de har fundet et andet og mindre stressende job.
Det er en udbredt praksis i over halvdelen af kommunerne, nogle kommuner er mere pressede end andre af den enorme velfærdsmassakre vi oplever i disse år, efterfuldt af lige så store skattelettelser til dem som intet mangler.
Denne artikel viser med al tydelighed, hvad der sker hvis man overlader landet til politikerne, det er ikke nok at stemme en gang hver fjerde år - deltag aktivt i det politiske arbejde og skriv på de sociale medier. Meld dig ind i foreninger og sociale grupper hvis du bliver ramt af nedskæringer, demonstrer, strejk og frem for alt protester, civil ulydighed er en pligt, ligeledes er whistleblower aktivitet.
Det er vores ansvar, vi er alle medskyldige, vi kan ikke tillade at det fortsætter, det er op til os andre at stoppe dette vanvid, vi trænger til et kraftigt folkeligt oprør. Danmark er et klassesamfund med store forskelle i levevilkår, magt og muligheder og klasseskellene vokser". Mennesker uden videregående uddannelse er stadig det store flertal. https://klassesamfund.dk/
Listen over andre aktører, som tjener fede penge på disse ulykker er lang, den kostbare beskæftigelsesindustri omfatter bla. kommunernes lægekonsulenter, ledere af rehabiliteringsteamer, lægefaglig repræsentanter fra regionerne, samt medarbejdere fra forskellige forvaltningsområder, som repræsenterer forskellige faglige kompetencer i 98 kommuner. Men også folketingsmedlemmerne herunder ministre samt de politiske partier hæver store honerarer for nedskæringerne. Folketinget har lige tildelt sig selv fri førtidspension efter eget valg, dvs de skal ikke i arbejdsprøvning m.m. Liberal Alliance fejrede sidste år finanslovaftalen med champagne i glassene, jordbærtærte på tallerkenerne og et trefoldigt hurra.
Vi taler her om massive retslige overtrædelser af socialloven, hverken Kammeradvokaten, Ankestyrelsen, de kommunale ledere, udvalgsmedlemmer, politikerne eller sagsbehandlerne kan frifindes i disse umenneskelige mishandlinger. Tænk at udvikle systemer som bevidst ødelægger et stort antal mennesker i nød.
Der er fri adgang til tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling i hele systemet, velkommen til den mørkeste tid i Danmarkshistorien. Inkvisitionen er på dette tidspunkt helt inkorporeret i dansk lov, og alle borgere skal nu følge dommene fra Inkvisitorernes Stormestre. Guden Mammon hersker nu over liv og død i hele riget.
Vel talt Peter Sterling
@peter Sterling.
Du nævner "ledere af rehabiliteringsteamer" blandt de "andre aktører".
Er dette rigtigt? Jeg troede det var ansatte/ledere i Jobcentret....
Hvid du har ret, er jeg virkelig chokeret, -men begynder bedre at forstå nogle af de ovegreb jeg har været udsat for i disse teams.
Er du sikker i din sag?
Dumhed eller ondskab, lyder spørgsmålet. Jeg tror det er begge dele. Det er noget med 'bare' at følge ordrer, at gøre det let for sig selv at være medløber. Som det anføres, er det en tortur oveni torturen, når systemets tjenere viderefører, eller 'copypaster' hinandens forklaringer, for på den måde at legitimere de frygteligste uretfærdigheder. Systemet er kafkask og absurd, og dets fortalere/medløbere er skyldige i korrupte afgørelser med umenneskelige konsekvenser for den enkelte.
Inden i systemet er copy/past en nem og behagelig metode til at slippe af med "problemet". Og jo flere gange der copy/pastes jo mere sandt må det jo være. Ikke.
Det er rigtigt, Søren Jacobsen
Hvis man bliver ved at gentage en løgn, bliver den til sandhed:
Det skal kunne betale sig at arbejde
Vi har ikke råd til både flygtninge og velfærd
Vi er verdens lykkeligste folk
(fortsæt selv listen...)
“Er de dumme eller onde?” Eller er de 'konforme'?
“Man kan sige, at de er skyldige i ikke at bruge deres forstand.”
Det er særdeles relevant, at Ellen Ryg Olsen undrer sig og forsøger at finde en forklaring. Jeg har tidligere på dette sted anvendt udtrykket 'Eichmann-syndromet'. Da den jødisk-amerikanske filosof Hannah Arendt fulgte retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1961, stillede hun lignende spørgsmål. Arendts svar var, at Eichmann var 'banal', og deraf skabte hun begrebet 'ondskabens banalitet'.
På Wikipedia finder man følgende beskrivelse af Arendts teori: “Eichmann begik ikke sine forbrydelser ud fra ondskab, men fra en bureaukratisk ansvarsfralæggelse og opfyldelse af sine pligter som statsansat. Ondskabens banalitet er knyttet til moderniteten. Den opstår med massesamfundet, bureaukratiseringen og anonymiteteten der følger med det moderne.”
Det bemærkelsesværdige ved Arendt refleksioner over den mand, som Arendt og hendes famile undslap på hængende hår, var, at hun nægtede at dæmonisere ham. Hun fandt ham gennemsnitlig på mange måder; intelligensmæssig gennemsnitlig men hul, latterlig, overfladisk, tankeløs og uden evne til at forholde sig kritisk til de uhyrlige samfundsmæssige konstruktioner, som han var omgivet af. Til sin egen overraskelse fandt Arendt, at Eichmann var 'motivløs' – bortset fra en meget stor optagethed af sin egen karriere.
Det mest interessante i Arendts analyse er nok beskrivelsen af Eichmanns sproglige evner. Nazismen opfandt ligesom andre magtsystemer, der ikke kan få ideologien til at stemme med virkeligheden, nogle sprogregler, der efterhånden som magtudøvelsen radikaliseredes udviklede sig til rene absurditeter. Det mest kendte eksempel er nok 'Endlösung' – den endelige løsning – altså total udryddelse af jøder i Europa. Blandt mindre kendte eksempler er 'Umsiedlung' og 'Arbeitseinsatz im Osten' som begge betyder anbringelse i KZ-lejr. Arendt hævder, at ord som 'udryddelse' og 'likvidering' forekommer uhyre sjældent i den korrespondance mellem forskellige nazistiske administrative enheder, som er bevaret for eftertiden.
Formålet med disse sprogregler var ifølge Arendt ikke at holde aktørerne i det nazistiske udryddelsesapparat uvidende om virtkeligheden – den kendte de udmærket - men at få dem til at afkoble virkeligheden fra deres 'normale' opfattelse af f.eks. mord, løgn og tortur. Arendt fandt, at Eichmann var meget modtagelig for fraser og eufemismer, og dette kombineret med hans manglende evne til almindelig klar tale, gjorde ham til en unik behersker af de nazistiske sprogregler. Eichmann kunne ikke åbne munden uden at klchéer strømmede ud af ham, skrev Arendt.
Spørgsmålet, som Arendt ikke stiller, er, om der skal specielle – eventuelt ekstreme - samfundsmæssige forhold til at frembringe en type som Eichmann, eller om Eichmann-typen altid er til stede under alle samfundsformer – blot kræves der bestemte situationer i samfundet, for at Eichmann-typen træder frem og bliver almindelig? Sådanne situationer kunne f.eks. være, at bestemte magtforhold gør 'uretfærdige' handlinger 'nødvendige'. Begreber som 'ressourceforløb' og 'arbejdsprøvning' afspejler sådanne forhold.
At få 'ressourceforløb' og 'arbejdsprøvning' til at fremstå som en hjælp til de syge mennesker, som rammes af disse absurditeter kræver, at magten udføres og administreres af Eichmann-typer, som med bestemte sprogregler formår at afkoble virkeligheden fra de forskellige aktørers 'normale' opfattelse af virkeligheden – ikke af ondskabsfuldhed naturligvis, men fordi de er banale, tankeløse, klichéagtige, ekstremt karrierebevidste og uden evne til at forholde sig kritisk til den påståede nødvendighed. Den 'normale' opfattelse af virkeligheden er i dette tilfælde, at syge mennesker kun har ressourcer til at forsøge at blive raske. Når 'ressourcer' hos en syg person forbindes med 'arbejdsmarkedsparathed', har man sprogligt afkoblet sig fra virkeligheden (den biologiske) ved indirekte at reducere sundhed til evnen til at påtage sig et lønarbejde. Tidens normalitet er en ekstrem fokusering på menneskelig identitet som lønarbejder. Ikke at besidde en sådan normalitet er for den tankeløse uhyre nem at associere med begrebet 'sygdom'. Ligesom det for nazisterne var uhyre nemt at associere 'anormalitet' med jødedom.
'Logistikchefen' Eichmanns uhyrlige udryddelsessystem kan naturligvis ikke sammenlignes med 'ressourceforløb', men mekanismen er den samme. Eichmann slog ingen jøder ihjel, hævdede han under retssagen, men i lyset af jødernes uhyre vanskelige situation, var han behjælpelig med at skænke jøderne en nådig død. Eichmann blev dømt til døden ved hængning. Det nazistiske normalitetsbegreb kollapsede. Spørgsmålet vi i dag kan stille os, er, hvad der skal til for at denne ensidige definition af mennesket som lønarbejder kollapser?
Jeg beundrer Hannah Arendt for hendes arbejde og eksistentialismen som sådan. At sammenligne slutningen af W2 kan måske synes lidt søgt, men det er jo kræfter i mennesket, der skaber disse situationer.
Eichmann fulgte bare ordrer sagde han, deri ligner eksemplet. Faktisk tror jeg ikke på, at selv den mest mentalt fraværende ser "ressourceforløb" som en hjælp til klienten, desværre er det nok mere en slags "de kloge ved bedre", hvilket de jo heller ikke lægger skjul på i deres selvtilfredshed.
At det så er en ren fiktiv opfattelse betyder ikke så meget.
Landets økonomi har en stor plads sammen med den politiske styring. Desværre kan ingen påstå, at vi er på vej til at indse miséren, tværtimod. Den manglende loyalitet og moral/ etik synes at fortsætte med yderligere konsekvenser for dem, der allerede har det svært.
Et demokratisk samfund skal ikke bestemme over borgerne, og de ansatte i samfundets tjeneste skal have frihed til at træffe den for borgeren bedste afgørelse. Derfor kan man ikke have et hierarkisk system, man har arvet fra enevælden, man må betragte opgaverne som - opgaver, der ikke i sig selv giver prestige, udover det at gøre sit arbejde godt og blive beundret for det.
Det bør ikke være muligt for en forvaltning at gå udenom sagkundskaben, der har til opgave at varetage borgerens sundhed og velfærd. Vi har et uafhængigt lægesystem af en grund, nemlig den grund at det ikke skal kunne presses af politikere eller embedsmænd, men alene have patientens og kilentens bedste som rettesnor.
Det drejer sig i al sin enkelthed om at stille krav, inden de kommer alt for godt i gang ...
Ivan Breinholt Leth16. maj, 2017 - 19:36. Tak for dine ord som jeg ikke selv kunne finde frem.
Eichmanns og det tredieriges klchéer minder i høj grad om den lille svindlers "moderne" Danmark om nødvendighedens politik, hvor uhyrligheder pakkes ind i let fordøjelige ordspil som ingen tænker nærmere over, samtidig med der bygges en syndebuk op gennem syge og ledige. En gammel propaganda klassiker forældres tilsyneladende ikke lige meget hvor oplyste vi tror vi i det veluddannede Danmark. Lidt uhyggeligt.
Hvis magtens tredeling, en udøvende magt (præsident/statsminister, regering, herunder den offentlige forvaltning), en lovgivende magt (parlament, i Danmark Folketinget) og en dømmende magt (domstolene) fulgte samme arbejdsprincip som det der er opstået i den udøvende kommunale sagsbehandling ville Danmark være en diktatur stat.
Hej Ole
Ja jeg ved godt det ikke var din holdning, jeg hentyder til at du lavede en stråmand.
Vil du mene at der ingen sandhed er i påstanden at migranter søger til danmark pga. velfærden?
(På trods af anekdoterne fra hestens egen mund?)
Steffen Gliese@
Jeg ved ikke, om du har bemærket, at vores "uafhængige lægesystem" for længst blevet solgt til stanglakrids via regler og krav - trods modstand.
Det er faktisk tæt på, at sagkundskaben også er sat til vægs via finurlige krav og strategier, så det er op til få stærke personligheder? - at få rettet op på det urimelige.
Tror sgu det er forsent Anne. De stærke personligheder har resigneret og fortrukket sig.
Det gennemsnitlige menneske er ikke særligt intelligent. Der er en grund til at intelligente mennesker ikke er glade, har få venner og har det med at trække sig tilbage fra resten af samfundet.
Personligt lever jeg i min egen eventyr verden, fordi havde jeg levet i den virkelige verden, havde jeg skudt mig selv for lang tid siden.
Det smerter mig at se ud af "vinduet," på trods af fællesskab, næstekærlighed og gavmildhed.
Man kan fravælge at bruge sin intelligens (nogen kan)
Man kan leve uden fællesskab og alligevel være gavmild, skuffet over verdens tilstand og menneskers begrænsninger og hverdagens idioti, finde det, der giver glæde - naturen, bøger og kunst ect. - Når nu det har varet så længe, så må der være noget bedre? :)
Vi har håbet, vi kan tro på det bedste i hinanden, vise tillid og medmenneskelighed.
Men vi kommer ikke uden om en konfrontation på et tidspunkt, spørgsmålet er bare hvor lang tid vi lader os svække før vi handler.
Vi er i stand til at skabe så smukke handlinger og ting, som kan få alle følelser i spektret frem, men samtidig er vi i stand til at foretage de mest uhyrlige gerninger. Det er et paradoks.
Anne Eriksen
16. maj, 2017 - 20:27
“Faktisk tror jeg ikke på, at selv den mest mentalt fraværende ser "ressourceforløb" som en hjælp til klienten.”
Nej, og det var heller ikke hverken min eller Hannah Arendts pointe. Arendt påpeger netop, at de sproglige klicheers funktion ikke var at skjule en virkelighed, som alle kendte. Jeg citerer mig selv:
“Formålet med disse sprogregler var ifølge Arendt ikke at holde aktørerne i det nazistiske udryddelsesapparat uvidende om virtkeligheden – den kendte de udmærket - men at få dem til at afkoble virkeligheden fra deres ’normale’ opfattelse af f.eks. mord, løgn og tortur.”
'Ressourceforløb' har nøjagtig samme funktion, når man afkobler sygdommen fra biologi (f.eks. når man ignorer lægens vurdering) og dermed indirekte reducerer sundhed til evnen til at påtage sig et lønarbejde. Det er ikke det samme som at påstå, at 'ressourceforløb' har noget som helst at gøre med en bevidst masseudryddelsesstrategi af en bestemt gruppe af mennesker. Men det er måske antydningen af et skråplan, som kan ende meget galt, hvis vi ikke siger fra nu – ligesom Ellen Ryg Olsen meget fornemt gør det.
Der er efter min og mange professionelle iagttageres mening en række uhyggelige sammenfald mellem 30ernes Europa og Europa efter kollapset i 2008 både mht. de økonomiske mekanismer, som udløste krisen og mht. de sociale konflikter og den stigende nationalisme som fulgte. Men det er en anden og meget indviklet historie.
Søren Jacobsen
16. maj, 2017 - 21:54
En anden parallel mellem vor tid og 1930erne er det mylder af klicheer og eufemismer, som strømmer fra det politiske establishment: 'Den nødvendige økonomiske politik', ''ressourceforløb', 'omprioriteringsbidrag', 'skattelettelser' osv. Sådanne klicheer har ofte deres baggrund i, at det er vanskeligt at få ideologi og virkelighed til at stemme.
Tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen begik en klassisk 'Eichmann' da han udtalte, at formålet med nedskæringen af kontanthjælpen var at 'hjælpe' mennesker, som er i en vanskelig situation. Ved hjælp af en særlig sproglig ekvilibrisme, fik han reduktion af menneskers levestandard til at fremstå som en håndsrækning til disse mennesker: »Vi skylder de mennesker, der er ramt af længerevarende ledighed, også at få mulighed for med økonomiske incitamenter og anden støtte igen at blive en del af det arbejdende fællesskab.«
Formuleringen er afkoblet fra den virkelighed, som den berører, fordi ledighed kun i sjældne tilfælde skyldes manglende økonomiske incitamenter. (Opgangstider medfører altid fuld beskæftigelse.) Dens hensigt er, at lede modtagerens associationer til nedskæringer og fattiggørelse af mennesker bort fra politikken. De fleste af os ved, at reformens egentlige hensigt var nedskæringer/besparelser og at fattiggørelse er dens faktiske konsekvens, men Neergaard Larsen tilbød de ansvarlige en vej udenom disse ubehagelige associationer.
Som almindelig skatteborger, så græmmes man jo over, at skattekronerne går til at brødføde en hær af mennesker, som systematisk gør livet surt for de svage i samfundet.
Det er muligvis den underliggende strategi (bevidst eller ubevidst): at vi skal blive så trætte af det sociale system, hvor pengene fosser ned i et sort hul og de svage bliver endnu svagere, at vi tilsidst går med til, at systemet skrottes.
Jeg er overbevist om, at det sociale system, vi havde engang, og som stadig fungerer mange steder, er med til at gøre vores land rigt og velfungerende. Fordi solidaritet nu engang er bedre brug af ressourcerne end alles kamp mod alle.
Problemet er at se arbejde som et fællesskab. Det kan det være, indefor visse snære brancher; men ellers er det samfundet i bredere forstand, der er fællesskabet - det, hvor vi som borgere uden persons anseelse deltager i de aktiviteter, der holder samfundet i gang på et højt, civilisatorisk niveau.
@ Ivan Breinholt Leth
Som talt ud af mine tanker, der desværre mangler din viden og formuleringsevne!
Mange tak Eva og Niels. Det var blot nogle tanker, jeg fik, da jeg sidste sommer læste Hannah Arendts bog "Eichmann in Jerusalem - A Report on the Banality of Evil." Bogen er faktisk ret kedelig, for den som ikke er speciel interesseret i de juridiske spidsfindigheder, men jeg var dybt imponeret over, at jøden Hannah Arendt til specielt det jødiske samfunds bestyrtelse nægtede at dæmonisere Eichmann. Da jeg netop havde læst, at 65 personer var døde i ressourceforløb, at man ikke kunne fastslå dødsårsagen, og at ingen tilsyneladende havde i sinde at iværksætte en undersøgelse, nedskrev jeg i vrede mine tanker og sendte det til Information som kronikforslag under overskriften "Eichmann-syndromet". Information ønskede ikke at offentliggøre det. Siden har jeg benyttet mig af enhver chance til at få disse uhyggelige paralleller frem i offentligheden. Jeg er alvorlig bekymret for, at denne kyniske behandling af vores medborgere er begyndelsen til noget, som kan minde om den humanitære katastrofe, der var et resultat af 1930ernes økonomiske, politiske og sociale kaos.
For de som interesserer sig for emnet, kan jeg anbefale Zygmunt Baumans bog "Modernitet og holocaust". Bauman er inspireret af Arendt.
I gamle dage var det offentlige til for borgeren, og ville gerne hjælpe borgeren, i dag er borgeren en økonomisk belastning som det offentlige for alt i verden håber at skræmme eller skubbe fra sig.
Nej, Peter Hansen, en malkeko, som embedsmændene i al deres vælde ikke forstår er uinteresseret i deres eventulle flytten rundt på papirbunker, men til gengæld virkelig gerne vil have et velfærdssamfund for pengene med mindst muligt papirflytteri og mest muligt til de i samfundet, der er aktive.
Det er velfortjent ros, lvan. Jeg deler til fulde din vrede og bekymring over den retning vores samfund har taget, og forfærdelse over den ligegyldighed de sygdomsramte ofre for ressourceforløb mødes med i offentligheden. Det er ikke engang fordi vi ikke næsten hver dag mødes med rædselshistorier. Men indignationen udebliver, og ofrene individualiseres som 'cases'. Man siger, at der ofte skal 'lig på bordet', før der bliver reageret. Men her er der efterhånden ret mange døde, uden det har affødt nævneværdige reaktioner. Det er lykkedes politikerne at udgrænse og mistænkeliggøre syge borgere i et sådant omfang, at deres lidelser nu snarere skaber foragt end empati, og ramaskriget glimrer ved sit fravær.
Medierne har en kæmpe skyld i, at det er kommet så vidt, og det virker som heller ikke de gider bruge tid på at gå radikalt til værks med dybdeborende journalistik, eller i dit tilfælde, tør udgive en kronik der lugter bare den mindste smule af at politikerne sammenlignes med toppen af det Tredie Rige.
Her tør jeg ikke engang anvende n - ordet.
Fik du nogen begrundelse for, at din kronik blev afvist? For jeg mener at du har fuldstændig ret i din pointe.
Eva. Ingen begrundelse. Tidligere erfaringer med kronikredaktionen siger mig, at der er visse 'følsomheder', men det er gætværk, som jeg ikke vil indlade mig på i dette forum. Det er anden gang, at jeg offentliggør disse tanker på dette sted. Hvis jeg tæller antallet af tilkendegivelser, var der næsten dobbelt så mange første gang. Den respons er jeg tilfreds med, og så lader kronikredaktion være kronikredaktion. Generelt er jeg - ligesom jeg fornemmer du er - utilfreds med mediernes prioritering. DONG sagen og 100 mia forsvundet fra Skat er vigtige sager, og jeg takker især Lars Trier Mogensen for hans vedholdenhed, men jeg har svært ved at acceptere, at 65 døde mennesker i ressourceforløb afstedkom et par overskrifter, og derefter blev det glemt. Betragter vi mennesker på bunden af systemet som en slags affald, der blot skal ryddes af vejen? Desuden går især begrebet 'den nødvendige økonomiske politik' mig på nerverne. Jeg har aldrig hørt en journalist bede en politiker forklare præcist, hvori denne nødvendighed består. I min analyse er den stort set fraværende, men politkere og journalister tænker alt for ensartet. Der finder en massiv ideologisk ensretning sted i vores uddannelsesinstitutioner og i den intellektuelle elite, og vi trænger til et oprør. Men udsigten til at dette oprør kommer fra 'verdens lykkeligste folk' anser jeg for minimal. Det skal komme fra udlandet.
@ Ivan
Jeg undrer mig også over at kritisk journalistik stort set er forsvundet.
Kom kritiske journalister til orde i Tyskland i 30´erne ?
@Ole
Det er der mange grunde til. I USA ejes 90% af medierne af 6 store selskaber. Så vidt er vi endnu ikke kommet i DK, men måske er det kun et spørgsmål om tid?
Jeg ved ikke så meget om journalistik i 30ernes Tyskland, men jeg ved at med nazisternes magtovertagelse i 1933, var det slut med kritiske ytringer i offentligheden. Efter rigsdagsbranden i Berlin var den nazisitiske magt total, og al opposition blev udryddet.
Sider