Kronik

De syge bliver behandlet elendigt i det sociale system

Det enkelte menneske i systemet har et ansvar for at høre, se og forstå de mennesker, der beder om hjælp. Ellers bliver sagsbehandleren, juristen eller dommeren de skyldige i ikke at bruge deres forstand
Ellen Ryg Olsen udgav i 2005 bogen ’Syge på tvangsarbejde’, fordi alvorligt syge personer, som egentlig burde have førtidspension, ifølge hende i stort omfang blev sendt i arbejdsprøvning. Arkivfoto

Ellen Ryg Olsen udgav i 2005 bogen ’Syge på tvangsarbejde’, fordi alvorligt syge personer, som egentlig burde have førtidspension, ifølge hende i stort omfang blev sendt i arbejdsprøvning. Arkivfoto

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Debat
16. maj 2017

Siden jeg skrev bogen Syge på tvangsarbejde, har fornuftige mennesker forsøgt at få mig til at forstå, at det kun er systemets skyld, at de syge behandles elendigt.

Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det enkelte menneske i systemet, det være sig sagsbehandler, jurist eller dommer, også har et ansvar for at høre, se og forstå de mennesker, der beder om hjælp. De bør bruge deres forstand, hvilket snildt kan gøres uden at landets love krænkes.

Jeg vil komme med et eksempel. Det drejer sig om en kvinde, der er svært invalideret efter overfald, fængsel, tortur og husarrest. De fysiske lidelser er behandlet så godt som muligt, men har efterladt lettere invaliditet og kroniske smerter.

Den psykiske lidelse PTSD er søgt behandlet af fagkundskab i OASIS, i Rehabiliteringscenter for Torturofre, RCT, og senest af speciallæge i psykiatri med særlig erfaring inden for området. Lidelsen er kompliceret og kronisk, og der er ingen helbredende behandlingsmuligheder. Der kan kun lindres.

Om denne kvinde skrev en sagsbehandler: »Den ledige søger at undgå at tage ansvaret for eget arbejdsliv«. Og om den samme velbegavede kvinde, der kun drømte om at kunne bruge sin begavelse: »Hun har ikke lønmodtageridentitet, men nok snarere husmoderlivsform«. 

Visitationsteamet i Jobcentret fortsætter videre om hendes fødder, der var invalideret efter voldsom tortur: »Vi finder, at du med fordel kunne anvende mere hensigtsmæssigt fodtøj«. Dette efter at hun havde forsøgt at få dem til at forstå, at hun havde de færreste gener i smalle sko. Men nej – det interesserede ingen, hvad hun selv havde fundet frem til.

Socialforvaltningen fandt, »at alle behandlingsmæssige muligheder ikke er udtømte«, selv om lidelsen af behandlende læge og af overlæge på Rehabiliteringscenter for Torturofre var vurderet som kompliceret og kronisk, og at al behandling kun ville være lindrende og ikke af helbredende karakter. Rehabiliteringscenter for Torturofre, RCT, nu Dignity, har en særstatus med speciale i behandling af særligt komplicerede traumatiserede flygtninge.

Ny vurdering

Beskæftigelsesankenævnet fandt det samme som Socialforvaltningen, idet de valgte at rette sig efter en tilfældig – på nettet fundet speciallæge. En læge, der i sin omgang med kvinden, med al tydelighed viste, at han ikke vidste, hvad det drejede sig om.

Han gennemførte konsultationen i sit soveværelse, siddende i tennisshorts med det ene ben på det andet knæ, så halvdelen af hans klokkeværk hang udenfor, han tog hende under hagen og bad hende se på ham, hvorefter han begyndte sin udspørgen. Denne førte ham frem til, at hendes PTSD-lidelse ikke var svær, tværtimod var den let.  

Han foreslog, at man behandlede det kroniske søvnbesvær med sovepiller. Et helt igennem uansvarligt forslag. Men det var fint for Beskæftigelsesankenævnet, der så kunne begrunde et afslag på førtidspension således:

»Der er fortsat behandlingsmuligheder i forhold til din PTSD« og senere efter en klage: »Vi har lagt vægt på, at din PTSD kun er af mild grad«.

Afslaget blev givet i 2012 til en person, der har været i kvalificeret behandling for PTSD siden begyndelsen af 1990’erne og i arbejdsprøvninger, aktiveringer og meget andet siden 2002, uden at der har kunnet mobiliseres noget, der mindede om en arbejdsevne.

Ankestyrelsen skrev efter en klage, at de ikke kunne behandle sagen, da den ikke »har principiel eller generel betydning«.

Hvis det ikke er vigtigt rent principielt at tage stilling til, om det er de behandlende læger eller Beskæftigelsesankenævnet, der sammen med en læge fundet ved doktorshopping, skal diagnosticere og komme med behandlingsforslag, så ved jeg ikke hvad. Selvfølgelig havde sagen både principiel og generel betydning.

Ankestyrelsen, der tidligere har fungeret som fornuftens holdeplads, synes nu at acceptere, at de syge skal holdes nede i et respektløst behandlingssystem i en ubarmhjertig uendelighed. Juristerne i styrelsen lever i deres systemefterrettelighed fuldstændig op til det, Jesper Tynell har påvist i sin bog Mørkelygten, hvor han viser, hvordan velbegavede, skolede embedsmænd vrider på love og regler for at gøre deres politiske chefer tilpas.

Strammet til

Man kunne så håbe på en upartisk dommerstand, hvis opgave det må være at se på, om den behandling, som de sociale klienter udsættes for, er ret. Men også her er der strammet til.

Ankestyrelsen indskærper over for dommerne, at de ikke kun skal være overbeviste om, at den klagende klient har ret – de skal også være 110 procent overbeviste om, at Ankestyrelsen har taget fejl, før de vil kunne give klienten medhold. Og sådan blev det. I den aktuelle sag gav Byretten Ankestyrelsen medhold på de mest slappe og ynkelige præmisser:

I dommen siges det, at »nævnet har lagt vægt på, at sagsøgerens PTSD kun er af mild grad. Uanset, at der efter de øvrige lægelige oplysninger (vidneudsagn fra speciallæge i psykiatri og fra læge fra Rehabiliteringscenter for Torturofre) … er sandsynliggjort, at ansøgerens PTSD er af en sværere grad end vurderet af Beskæftigelsesankenævnet, finder retten ikke, at der foreligger det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Beskæftigelsesankenævnets skønsmæssige vurdering«.

Ankestyrelsen får altså ret i, at Beskæftigelsesankenævnet har ret i deres skøn. Et skøn, der som beskrevet er foretaget på falske præmisser. 

Som sidste strå i den aktuelle sag blev der ansøgt om fri proces til at anke til Landsretten, så sagen ville kunne blive vurderet af udenforstående kompetent lægeligt hold, nemlig Retslægerådet.  Civilstyrelsen gav afslag, idet de »navnlig har lagt vægt på de grunde som er anført i byrettens dom«.

Der er copy-pasted hele vejen ned gennem systemet, fra Socialforvaltningen i 2009, til Beskæftigelsesankenævnet i 2011 og Ankestyrelsen i 2012 og dommen ved Byretten i 2017. Man har fastholdt, at en sygdom, der af specialister vurderes som kronisk og ubehandlelig, kan behandles.

Har de virkelig ikke kunnet gøre det anderledes? Skal man virkelig forstå, at de ikke har haft andre muligheder, alle de mennesker, der hele vejen igennem har nægtet at tage den syges ord alvorligt og har nægtet at tage de behandlende lægers ord alvorligt?

Man kan undre sig over, hvad der kan få bureaukrater til at tilsidesætte deres personlige dømmekraft og dække sig ind under afgørelser, der lever op til den politik, der aktuelt gennemsyrer systemet. Afgørelser, der ikke er drevet af forståelse for det menneske, der søger om hjælp, og afgørelser, der insisterende fortsætter med at fastslå, at sagkundskaben ikke har ret. Er de dumme eller onde?

En forklaring kunne være, at de efterrettelige bureaukrater deler den måde, samfundet aktuelt ser på de mennesker, der har behov for hjælp. En anden forklaring kunne være, at de har karriereambitioner og derfor ikke vil skille sig ud: At de først og fremmest er konformister, der henter deres styrke i, at andre dele af systemet giver dem ret i deres afgørelser. Det tages af disse konforme som udtryk for, at afgørelserne er gode.

De synes at glemme, at de har en frihed til at tænke selv og til at bruge disse tanker til at sætte sig ind i, hvad deres vurderinger betyder for andre.

Man kan sige, at de er skyldige i ikke at bruge deres forstand.

Ellen Ryg Olsen er læge og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kirsten Kristensen

Amtssprache a'la Eichmann er farligt. Det farlige er ikke så meget den, som udøver "amtssprache", men i langt højere grad alle os/dem som ikke reagerer på det. Jeg vil gerne reagere, og savner ideer, klarhed på hvordan og fællesskab om at skabe en bedre løsning.
Lige nu er jeg vidne til et UHYRLIGT forløb med en af mine venners barn. Det minder om Godhavnsdrengene og forældet pædagogik. Det indeholdet omsorgssvigt, magtmisbrug, krænkelse af menneskerettigheder.
Hvad kan jeg gøre?

Jeg er overbevist om at en af nøglerne til forandring er fuldt ud at indse at der ikke findes homogene grupper. End ikke min lille gruppe af 10 venner er homogen. Der findes ikke rige-fattige, gode-onde, arbejdsløse-arbejdende, danskerer-indvandrere osv. som en homogen gruppe. Og det har "systemet" det vil sige de mennesker der arbejder i systemet svært ved at se, høre og forstå.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Sider