Kommentar

Tak fordi du er den, du er

I LGBT Danmark er vi indforståede med, at nogle mennesker ikke har brug for at identificere sig som bøsse eller homo eller noget helt tredje, men blot vil være et menneske, der elsker et andet menneske. For andre er sproglige kategorier netop det, der giver fred til at elske uden frygt
For mange mennesker er det at eksistere som en kategori i sproget afgørende for at opleve sin identitet som gyldig og accepteret. For mange mennesker er det lige præcis dét, der giver dem fred til at leve og elske uden frygt. Arkivfoto fra Aarhus Pride

For mange mennesker er det at eksistere som en kategori i sproget afgørende for at opleve sin identitet som gyldig og accepteret. For mange mennesker er det lige præcis dét, der giver dem fred til at leve og elske uden frygt. Arkivfoto fra Aarhus Pride

Ida Munch

20. maj 2017

LGBT Danmark blev stillet et spørgsmål her i avisen af Niels Ove Kildahl onsdag d. 17. maj: Kan man ikke bare få lov at elske den man elsker – uden at blive kategoriseret for det?

Det er på samme tid et stort spørgsmål med et komplekst svar og et ganske enkelt spørgsmål med et ditto enkelt svar. Det enkle svar er, at selvfølgelig bør du kunne det – altså elske den du elsker, uden at blive anbragt i en bestemt kasse.

Nils Ove Kildahl spørger også, om det er LGBT Danmarks mission at opstille så mange kønsidentiteter og seksualiteter som overhovedet muligt, blandt andet i den ordbog, man kan finde på vores sider. Han vil nemlig gerne være fri for alle de kategorier og bare have lov til at elske sin elskede i fred. Så lad mig bare svare helt klart på LGBT Danmarks vegne: Niels – det er netop det, vi kæmper for at du kan få lov til.

Og det er her kompleksiteten sætter ind. LGBT Danmark er en udadvendt, politisk organisation, som varetager interesserne for en meget divers gruppe mennesker i Danmark og i resten af verden, for eksempel i Afrika. Den interessevaretagelse foregår på de arenaer, hvor man får størst indflydelse – ofte i det politiske liv – og der har man brug for at have et sprog, der kan gribe den virkelighed, som alle vi mange forskellige LGBT+-personer lever i.

Lovtekster, skrivelser til beslutningstagere og politisk interessevaretagelse egner sig kun sjældent til sproglig elasticitet – her fordres der præcision og skarpe definitioner. Når vi søger at påvirke lovgiverne inden for organisationens arbejdsområder, er det altså nødvendigt at udgrænse området og etablere definitioner og kategorier. Alt sammen for at skabe rammerne for, at vi alle kan få lov at elske, dem vi elsker – end of story.

Ordbog uden værdiladning

Når vi har en ordbog med begreber om kønsidentitet og seksuel orientering, er det en service til alle dem, der interesserer sig for køn og seksualitet og uvægerligt må forholde sig til en lang række indforståede udtryk og kategorier. Ordbogen har ikke nogen værdiladning – men den er nok så værdifuld for mange af de beslutningstagere, vi gerne vil have til at interessere sig for rettigheder for LGBT-personer.

En anden grund til at have både kategorier og ordbog er, at der findes en hel del LGBT+-personer, der har brug for, at der findes et sprog omkring, hvordan deres kønsidentitet eller seksualitet helt præcist er forskellig fra normen. For mange mennesker er det at eksistere som en kategori i sproget afgørende for at opleve sin identitet som gyldig og accepteret. For mange mennesker er det lige præcis dét, der giver dem fred til at leve og elske uden frygt. Det favner vi selvfølgelig også i LGBT Danmark.

Meld dig ind

Når alt det er sagt, så ønsker vi faktisk at nedbryde siloerne, og derfor taler vi i dag også mere om variationer i køn og seksualitet og gør det ud fra en normkritisk tilgang – langt mere end vi har gjort tidligere. Vi mener, det er den vej, vi skal bevæge verden i dag.

Som organisation er vi desuden i høj grad defineret af de frivillige, der former og driver foreningen og dens arbejde. Hvis du er frustreret over os – eller mener, at vi er galt afmarcheret – så meld dig ind og vær med til at forme arbejdet og udviklingen.

At man måske ikke har brug for at identificere sig som bøsse eller homo eller noget helt tredje, men blot være en mand, der elsker en mand, er helt klart en ret, man har, og den virkelighed rummer LGBT Danmark også.

På væggen i LGBT Danmarks sekretariat, lige ved døren før man går ud af foreningens lokaler, står der:

»Tak fordi du er den, du er«.

Og dét er i al sin enkelthed det, LGBT Danmark arbejder for: At du kan være den, du er!

Søren Laursen er forperson for LGBT Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Ehm Hjorth Miltersen
Hans Larsen og Ehm Hjorth Miltersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu