Klumme

Vi talte hele natten som altid, men ikke længere om det samme

Nina og jeg var hinandens, indtil voksenlivet, drengene og mit ubehag ved at være usynlig kilede sig ind mellem os. Nogle bedsteveninder forbliver i barndommen, men savnet af dem bliver voksent
Debat
9. maj 2017

Nina kunne lide Stryhns (den grovhakkede), røde pølser og slik, som vi omhyggeligt udvalgte i kiosken på hjørnet. For 25 øre af den og for 50 øre af den og så videre.

Det var ikke det, hun bedst kunne lide, det var det, hun kunne lide, og jeg husker ikke, at hun spiste andet. Hvorfor skulle hun. Og hvorfor var det altid mig, der førte ordet, når vi skulle spørge de voksne om noget?

»Fordi du synes, det er pinligt, at stå der uden at sige noget, det synes jeg ikke,« svarede hun og havde ret.

Når der rodede tilstrækkeligt på Ninas værelse, slog hun telt op i haven og boede der. Og når der var for meget rod i teltet, flyttede hun ind i huset igen med et skuldertræk. Hun gik til guitar, om torsdagen tror jeg, men cyklede ned på Lyngby Bibliotek i stedet og spurgte, om jeg ville med, og hele vejen derned spurgte jeg, om ikke hun var bange for at blive opdaget. Det var hun ikke.

»Så skælder de vel bare ud og siger, at det ikke skal gentage sig,« sagde hun, trak en kop varm kakao i automaten og var ligeglad og i gang med Hulebjørnens Klan for anden gang med benene oppe og nye cowboybukser på, øjeblikket inden alle havde dem.

Morten var forelsket i hende, som de fleste, og hun trak på skuldrene og lod dem være det, sødt og ugengældt og fortalte mig om den eftermiddag, hvor de havde fået friske ærter derhjemme, og hendes storebror ikke ville dele. Hans ven havde rakt hende håndfulde under havebordet. Da der ikke var flere, havde de holdt i hånden. Hun kunne åbenbart også godt lide ærter.

Nina havde en gynge på sit værelse og en undulat, der hed Sofie. Det var en han. Hun gik en klasse under mig, sagde hun skulle tisse, gik op og bankede på og bad om at låne mig fem minutter, det var vigtigt, og hun havde alvor i øjnene, indtil døren var lukket. Så sad vi på trappen og talte med dæmpet latter.

Senere skulle hun have taget billeder af en fotograf, som havde været forbi vores klub og spørge efter den kønneste pige til en cykelreklame, og pædagogerne kiggede på hinanden og ringede til Nina, og jeg forsøgte at gøre mig usynlig, fordi jeg var det.

Bagefter sagde Nina, at det var så kedeligt, man skulle stå helt stille og smile uden noget at smile ad, og så smilede hun igen, især med øjnene, som himlede – også når der var nogen, hun ikke gad. Hun havde aldrig venner af høflighed. Hvorfor skulle hun.

Vi var på cykeltur sammen, det var med spejder og på Fyn, og vi var de eneste piger i en uge og sakkede langt bag de andre. Imens sang vi sangene fra Annie og Cyrano, skiftedes til at have mandestemme og andenstemme, forbandede bakkerne, sov på hølofter og sprang ned i høet fra de højeste steder, Nina først.

Nina fik sit første kys. Et farvelkys i Vestjylland. Jeg kunne have glædet mig på hendes vegne, men jeg kunne ikke. Hvis bare der var en dreng, der ville kysse mig engang, om lidt. Nina blev konfirmeret, og hendes mor holdt en tale, om Nina, der var hende så nær og alligevel så fjern, og måske var det omvendt.

Og vi tog i sommerhus, bare os to. Og havde hemmelig vin med og masser af kage. Og om aftenen sad vi ved brændeovnen og kiggede ud i havemørket. Og Nina sagde tænk, hvis der stod nogen derude og kiggede ind. Jeg tænkte på mordere.

Nina tænkte på, hvor hyggeligt vi havde det, og hvor rart det så ud, hvis man stod derude. Og hun fortalte mig om en dreng fra Virum, om at de havde været nøgne en hel weekend, og vi talte hele natten som altid, men ikke længere om det samme.

Vi mødtes i teateret engang og fulgtes hjem i metroen, da den lige var blevet bygget. Hun skulle til casting næste dag, og jeg kunne da tage med. Men jeg dukkede ikke op. Jeg ringede heller ikke. Jeg tænkte, at jeg ville blive valgt fra, og ville hellere selv stå for det.

I går sprang et lille rødt 1-tal frem på Facebook. Det var Nina, der gemte sig bag, voksen nu og helt den samme. Med mand, barn, hus og latter mellem linjerne. Så fjern og nær. Det er 15 år siden sidst, og jeg er gået glip af så meget.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her