Kommentar

Terror er det umenneskeliges angreb på det menneskelige

Når terroren rammer så hårdt, er det fordi mennesket formår at leve sig ind i den fremmedes situation. Når mennesker slås ihjel eller lemlæstes, skaber det foruroligelse, sorg og bekymring hos den menneskelige. Det eneste rigtige svar på terror, er at bevare sin menneskelighed
Når terroren rammer så hårdt, er det fordi mennesket formår at leve sig ind i den fremmedes situation. Når mennesker slås ihjel eller lemlæstes, skaber det foruroligelse, sorg og bekymring hos den menneskelige. Det eneste rigtige svar på terror, er at bevare sin menneskelighed

Emilio Morenatti

27. maj 2017

Det var et stød i hjertekulen, en grusomhed, der skulle dræbe og lemlæste så mange børn og teenagere som muligt. Attentatmanden og hans bagmænd begik ugerningen for at ramme, der hvor det gør mest ondt – og det lykkedes.

Formålet med terrorhandlinger, om de begås af ’ensome ulve’, organisationer eller stater er ikke bare at føre politik med andre midler. Det er også at demoralisere de mennesker, angrebene retter sig imod – at udhule og fornedre deres menneskelighed. At slå til mod en koncert fuld af glade unge mennesker og detonere en bombe fyldt med søm er det klarest tænkelige udtryk for en sådan hensigt.

Netop derfor bør det også stå klart, hvordan vi skal svare igen. Terroristerne ønsker at splitte os, at så mistillid og frygt, at presse os til at udskifte frihed med sikkerhed og reagere med vores egne bomber og kugler. For enhver terrororganisation vil alle handlinger, der trækker i den retning, betyde, at missionen er lykkedes. Vi trodser dem bedst ved at bevise, at sådan er vi ikke.

Mennesket er menneskeligt

Heldigvis findes beviserne for det alle steder. Samarbejde og gensidig anerkendelse mellem mennesker er så normalt, vi knap lægger mærke til det.

Vi er tilbøjelige til at overse de hensyntagende, venlige handlinger, som hver dag er fuld af: at hjælpe fremmede med at bære deres kuffert op i et tog, at give plads for hinanden i trafikken og på fortovet, at deltage i frivillig velgørenhed, at give penge til sager, der ikke rummer den mindste vinding for os selv.

Det skulle have været en fest, da den amerikanske sangerinde Ariana Grande gav koncert i Manchester Arena mandag aften. Men det endte i en tragedie, hvor indtil videre 22 personer er meldt dræbt
Læs også

Men fordi vores bevidsthed er lagt an på at reagere på det farlige og det ekstraordinære, får uhyggelige hændelser som angrebet på koncerten i Manchester eller drabene på Charlie Hebdos redaktionsstab i Paris i januar 2015 enorm eksponering og lejrer sig i vores sind.

Vi er mindre tilbøjelige til at huske, at 3,7 millioner franskmænd dengang gik på gaden i solidaritet med ofrene, og at andre millioner gjorde det samme i andre byer verden over. Det er disse mennesker og ikke de få terrorister, der repræsenterer den menneskelige norm.

Denne norm – vores umiddelbare vilje til at samarbejde med fremmede medmennesker – er fokus for en nylig artikel i Frontiers in Psychology og beskrives her som »spektakulært usædvanlig sammenlignet med andre dyr«.

Hvad mere er: Normen er øjensynlig medfødt. Empati, forklarer artiklens forfattere, ser ud til at eksistere fra menneskelivets tidligste faser. Nyfødte spædbørn foruroliges ved andre børns gråd. Allerede fra 14-måneders-alderen forsøger børn at lindre andre menneskers stress ved at trøste, hjælpe eller dele ting med dem.

I modsætning til andre arter (så vidt vi ved) er vi også i stand til at forestille os følelsesmæssige tilstande hos mennesker, vi ikke kan tale med og endda ikke kan se, og leve os ind i deres bevidsthed. Det er derfor, vi nyder romaner og film. Uden denne evne ville historier ikke sige os spor og fiktionsfigurers følelser ikke vække genklang i vores bevidsthedsliv.

Indlevelse

Vi forstærker disse tendenser hos os selv med moralske normer, som igen er unikke for mennesker. De ansporer os til at stå sammen over for de trusler, som et meget lille antal mennesker stiller os overfor – personer, som enten på grund af medfødt afstumpethed eller hjernevask med en ideologi, der sløver deres moralske sanser, ikke kan indleve sig i andre mennesker eller værdsætte deres ret til at være til.

Så stærk er vores indlevelse og moral, at posttraumatisk stress ofte kan blive følgen af at blive vidne til, at frygtelige ting overgår andre. Når andre udsættes for voldsomme lidelser og overgreb, påvirker det vores velbefindende negativt.

Jeg boede tilfældigvis over for den ejendom, hvorfra April Jones, en fem år gammel pige, blev bortført og myrdet. I den efterfølgende vinter forekom flere af de lokale indbyggere at være ældet med 10 år ... som om noget var gået i stykker i dem, selv om nok kun de færreste kendte hende.

Det er derfor terrorisme sker. De, som begår terrorhandlinger, ved, at et angreb på nogle er et angreb på alle. Mennesker slås ihjel eller lemlæstes for at maksimere den foruroligelse, sorg og bekymring, som et langt større antal lider under og for at anspore os til at blive blændet af raseri, glemme vores menneskelighed og kræve gengæld. Dermed skabes det politiske miljø, hvori terrorister trives allerbedst: et klima af frygt, en cyklus af hævn, en eskalation af konflikt.

Altruisme og empati er, hvad der binder os sammen og definerer os. Vi bør aldrig tillade, at nogen leder os bort fra denne centrale kendsgerning om vores natur: Hverken terrorister eller dem, der som svar på dem, kræver, at vi smækker døren i for en hel folkegruppe eller en hel religion.

Vores medmenneskelighed har været nem at se i Manchester: I køerne af folk, der ville donere blod; i hoteller og private hjem, der åbnede deres dør efter koncerten; i bølgen af sympatitilkendegivelse på de sociale medier; i den hjælp, der blev tilbudt mennesker til at finde savnede medlemmer af deres familie; hos de taxichauffører, der gav gratis ture til hospitaler og private hjem.

Som en taxichauffør udtalte: »Vi skal nok vise, hvem der end har gjort dette, at os får I ikke ram på – i Manchester holder vi sammen, når det gælder.«

Men det er ikke kun i Manchester. Næsten overalt opfører mennesker sig sådan. Det bliver vi mindet om, når angreb som dette rammer. Vores opgave er nu at undgå at blive det samfund, terroristerne vil skabe.

Så lad os hylde, dem vi er. Lad os stå sammen i solidaritet med angrebets ofre og sikre, at angrebets bagmænd drages til ansvar. Vi må aldrig lade et minimalt antal psykopatiske mordere og deres støtter undertvinge vores menneskelighed.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Det er værre, at pressen hele tiden fortæller om børn og teenagere sammen med det primære angreb. Det støtter terrorismens hensigt. Det gør blomsterne også, og ofte suppleres blomster med lys.
Det ligner lidt en tanke, at teenagere nævnes, fordi kun et barn blev dræbt. Bomben blev netop ikke sprængt i koncertsalen, hvor der var mange børn og teenagere. Den blev sprængt i et hjørne af foyeren, og flere af de dræbte var forældre, som kom for at hente sine børn.

Koncertsalen og de andre udgange blev ramt af kaos af ukendt oprindelse. Selvom højttalerne fortalte, gæsterne ikke skulle skynde sig ud, havde nogle gæster meget travlt med at komme ud. I en video på internettet høres spørgsmål om, hvad et brag var efterfulgt af "O God" og panik. For mig lignede de unge, løbende mennesker en opfølgning på bomben, hvor især børn og teenagere kunne trampes eller mases ihjel. På andre videoer kan høres, at den adfærd ikke var normal.