Læserbrev

Venstrefløjen skal bruge sin historie til at vokse

17. maj 2017

Venstrefløjens store problem er en tyngende melankoli, der har udviklet sig oven på 50 års skuffelser og nederlag. Det synes at være præmissen for Jørgen Steen Nielsens artikel »Vi tager vores verden tilbage« (den 4. maj).

Løsningen er ifølge Jørgen Steen Nielsen, at venstrefløjen skal opbygge forpligtende fællesskaber og inddragende bevægelser, og inspirationen til dét skal findes i solstrålehistorier og i et hverdagsoprør mod den brutale kapitalisme.

Idéen om, at venstrefløjens fallit kan tilskrives handlingslammelse og depression, er bekvem. Den indeholder en antagelse om, at det ikke er venstrefløjens analyser og tankegods, den er gal med. Alt ordner sig, hvis blot man holder op med at hulke over fortidens fejlslag og samtidens håbløshed.

Det er ligeledes bekvemt at bygge sin optimisme på lokalhistorier om folk, der i fællesskab går sammen for at reparere elektronik eller lave fodboldklubber for unge i belastede boligområder. Enhver kan jo filtrere virkeligheden gennem nøje udvalgte eksempler, så den passer til ens personlige utopi. På den måde slipper man også for at formulere modsvar på makroniveau.

Men bekvemme ideer er ofte ubrugelige. Venstrefløjen løser intet ved at flygte fra sit historiske ophav og fæste lid til enkeltstående feel good-fortællinger.

Måske skal løsningen tværtimod findes ved at dvæle ved det melankolske.

Historikeren Enzo Traverso giver i sin nyeste bog, Left-Wing Melancholia, udtryk for, at venstrefløjen ligefrem behøver melankolien for at kunne genopfinde sig selv. Ifølge Traverso er akilleshælen ved bevægelser som Podemos, Occupy Wall Street og Nuit Debout netop melankoliforflygtigelsen: De er som forældreløse børn, fordi de ikke skriver sig selv ind i en historisk sammenhæng, siger han.

Traumet fra Sovjetunionen har betydet, at den marxistiske identitet er blevet svært stigmatiseret. De fleste har efterhånden skiftet mærkaterne kommunisme og socialisme ud med eufemismer som rød, venstreorienteret eller progressiv.

Konsekvensen af den ideologiske udvanding er, at det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvorvidt venstrefløjen overhovedet udgør et reelt alternativ til den eksisterende samfundsorden – og hvilket alternativ det i så fald skulle være.

De venstreorienterede protestbevægelser, som vi har set i USA og Europa i kølvandet på finanskrisen, har hverken formået at knytte bånd på tværs eller at udforme en stringent vision: Venstrefløjen har tværtimod opløst sig selv i ideologisk usikkerhed og blakket retningsløshed.

Ihærdigheden efter at tage afstand fra marxismens ideologiske udspring har udhulet venstrefløjen og efterladt den i en limbo-agtig tilstand, hvor den forgæves prøver at tage afstand fra sig selv.

Venstrefløjens udfordring er dermed ikke depression eller handlingslammelse. Nej, det er flagren og fragmentering, manglende identitet og ikke mindst afstandtagen til sig selv og sin historie, der er problemet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu