Læserbrev

Borgermøder er ikke markedsanalyser

1. juli 2017

Tak til Lasse Jensen for en glimrende klumme den 28. juni. Tillad mig i forlængelse heraf at uddybe intentionerne i det lange forberedelsesforløb, jeg har igangsat frem mod den næste medieaftale, der skal træde i kraft ved indgangen til 2019.

Jensen skriver, at jeg tilsyneladende er i gang med en »markedsundersøgelse« på min igangværende færd rundt i landet. Og det er angiveligt ikke godt, da »borgernes og samfundets overordnede interesser bør stå over markedets«.

Lad mig for det første understrege, at min generationsrejse intet har med en markedsanalyse at gøre. Det er heller ikke forskning. Eller en folkeafstemning. Jeg vil simpelthen gerne høre alle rapporternes konklusioner udlagt af levende mennesker i dette land. Med deres egne ord.

Ofte kritiseres politikere for aldrig at bevæge sig uden for Christiansborg eller Slotsholmen. Med god grund. For der er meget at hente uden for reservatet. Min plan er, at jeg skal møde alle generationer på turen rundt i landet. Foreløbig har jeg besøgt 6. klasser i Haderslev og 3. klasser i Sorø.

Og ved du hvad, Lasse? Det gør et kæmpe stort indtryk at møde børnene dér, hvor de er. Rapporterne er vigtige, og den politiske diskussion med mediebranchens interessenter er vigtig. Samfundsinteresserne er vigtige.

Som en af børnene sagde: »Det er godt, vi bliver spurgt, for vi har nok lidt mere forstand på det end de voksne. Vi håber ikke, I bare finder på en hel masse forbud, for dem laver vores forældre i forvejen. De forstår ikke, hvad vi laver«.

Lige så opmuntrende var det at høre børnene fortælle om, at de skam godt ved, at nyheder er vigtige, og at man skal lære at følge med i, hvad der sker i verden. Og at de er fuldstændig klar over, at ikke alt, hvad der foregår på nettet, er godt. Mit næste møde er på DGI’s landsstævne i Aalborg, og efter sommerferien møder jeg de ældre generationer.

Det er helt i orden, at nogle finder de mange aktiviteter spild af tid. Men markedsanalyser? Det er det altså ikke. Jeg kalder det noget så gammeldags som borgermøder. Ikke på rådhuset om aftenen, men dér, hvor borgerne er.

Alle de øvrige medieordførere er inviteret med, så vi forhåbentlig kan få flere fælles referencerammer, også når det gælder borgernes egne beskrivelser af deres medieforbrug. Enhver er i øvrigt inviteret til at bidrage med gode ideer ved at gå ind på antennerneude.dk, hvor jeg allerede har modtaget hundredvis af bidrag.

Lasse Jensen anbefaler desuden, at jeg besøger Norge, inden regeringen fremlægger sit udspil. Det har jeg sandelig også tænkt mig.

Jeg tror i bund og grund, at vi er bredt politisk enige om, at der er kvalitetsindhold, som vi ganske enkelt skal sikre. Det er ikke dér, uenighederne bliver størst.

Det er min ambition, at det næste medieforlig skal sikre dansk kvalitetsindhold, så det står tydeligt og attraktivt. Også i forhold til det medieindhold, der skyller ind over os fra giganter, der tilmed giver yderligere stød til tidligere finansieringsmodeller her til lands.

Jeg skal fra min side gøre mig umage. Hvor langt vi når, kan jeg af indlysende grunde ikke sige endnu. Men bare rolig – det handler ikke om at nedbryde, men tværtimod om at opbygge.

Mette Bock (LA) er kultur og kirkeminister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer