Corbyn og Labour vender op og ned på socialdemokratisk valgtaktik

De seneste år har ikke været gode for de europæiske socialdemokratier. Først kollapsede det tidligere altdominerende græske socialdemokrati PASOK. Så kom turen til PSOE i Spanien, der så sin status på venstrefløjen undergravet af Podemos.

I de første måneder af 2017 så vi lignende resultater i Holland hvor PdvA endte med kun 5,7 procent af stemmerne, og i Frankrig, hvor socialist partiet på trods af forsøg på at distancere sig fra Hollandes regering under den nye leder Hamon også blev ydmyget i første runde med 6,4 procent – to tredjedele færre stemmer end den radikale venstrefløjs kandidat, Melenchon, kunne notere sig.

Alle havde forventet, at det samme ville ske med Labour ved valget i sidste uge. Men Corbyn og hans team overraskede ved at give Labour den største vælgermæssige fremgang siden Clement Attlees historiske valgsejr i 1945. Med en ustabil konservativ regering, der er afhængig af det højreekstreme DUP fra Nordirland, står Labour med gode chancer for at vinde det næste valg.

Alt tyder på, at Labour har fundet en venstrepopulistisk strategi, der passer langt bedre til vores krisefyldte samtid end den neoliberale tredje vejs politik, som har domineret det politiske venstre siden 1990’erne.

Farvel til Blairs taktik

Corbyn og Labours fremgang skyldes i høj grad en klar strategi, der baserede sig på at mobilisere ellers glemte vælgergrupper blandt unge og arbejdere. Grupper, der længe ikke har kunnet se sig selv repræsenteret i det parlamentariske landskab.

Denne tilgang adskiller sig fra den form for midtsøgende strategi, som har domineret i Labour siden Kinnocks ledelse i 1980’erne. Her var målsætningen at vinde et flertal ved at appellere til relativt konservative vælgere i middelklassen.

Især under Blair fra 1997-2005, betød den strategi, at Labours kernevælgere i arbejderklassen blev glemt. Man gik ud fra, at de ikke havde nogen steder at gå hen og derfor automatisk ville blive, mens man fokuserede på at appellere til midtervælgere med neoliberal ansvarlig økonomisk politik og en hård kurs mod kriminalitet.

Blairs strateger havde ret i, at kun få arbejdervælgerne gik til de konservative. Mange af de fem millioner vælgere, som Labour mistede under Blair og Brown fra 1997-2010, valgte i stedet sofaen. Det var dem samt mange af de unge, der aldrig tidligere havde stemt, som Corbyns strategi handlede om at mobilisere.

Opgør med sparepolitikken

For at nå ud til sine målgrupper satsede Labour på en økonomisk fokuseret og venstreorienteret agenda. Den blev optegnet i et detaljeret program med finansieringsforslag, der kombinerede sociale løfter som højere mindsteløn og afskaffelse af brugerbetaling på uddannelse med højere skatter på de fem procent højeste indkomster og renationalisering af jernbaner, energisektor og postvæsen.

Vigtigst har dog været et opgør med den sparepolitik, der ikke bare har præget Storbritannien, men også resten af Europa det seneste årti. Siden Corbyns sejr har Labours skyggefinansminister John McDonnell arbejdet på en økonomisk strategi, der kunne udgøre et alternativ til sparepolitikken, i samarbejde med fremtrædende økonomer som Marianna Mazucatto, Joseph Stiglitz og Ann Pettifor. Ideen er at bruge en kombination af højere mindsteløn og offentlige investeringer til at skabe efterspørgselsdrevet vækst.

Selv om valgprogrammet snarere udtrykker en form for socialdemokratisk og keynesiansk politik end en radikalt venstreorienteret kurs, skal man ikke undervurdere, at programmet er et klart brud med den neoliberale konsensus, som har domineret britisk politik de seneste årtier. Og det er et nybrud i Labour, hvor ethvert forsøg på en økonomisk venstredrejning længe er blevet afvist i forsøget på at undgå at blive stemplet som økonomisk uansvarlig.

Interessant nok viser de foreløbige analyser, at Labour har tilbageerobret en god del af de især nordengelske vælgere, der ved de seneste valg stemte UKIP. Det skyldes i nogen grad, at Corbyn har insisteret på at respektere resultatet af Brexit-afstemningen, selv om han er blevet kritiseret kraftigt for det af sine modstandere i partiet og medierne.

Gevinsten har imidlertid været, at det tillod Labour at nå ud til Brexit-tilhængerne med sit økonomiske program. Det er værd at bemærke, at det tilsyneladende er lykkedes Labour at vinde disse vælgere tilbage uden at have rykket sig på spørgsmålet om immigration eller nationalisme.

Ny mediestrategi

Også i forhold til medierne er Labours fremgang udtryk for et nybrud. De engelske mediebillede er præget af en meget hardcore tabloidpresse, hvor medieoligarker som Rupert Murdoch med Sky TV og The Sun eller Paul Dacre med Daily Mail ikke er bange for at bruge deres aviser til meget direkte politiske kampagner.

Det har været en del af den politiske common sense i Storbritannien, at du ikke havde en chance i et valg, hvis ikke du havde Rupert Murdochs støtte. Derfor var ønsket om at få den konservative mediemoguls støtte også et af kardinalpunkterne i Tony Blairs forandring af Labour-partiet i 1990’erne.

Corbyn har ikke mødt nogen opbakning fra de kanter. I stedet har han oplevet en massiv negativ mediekampagne fra både den traditionelt konservative tabloidpresse og centrum-venstreavisen The Guardian.

Hans team har derfor satset på nye platforme og græsrodsmedier. Det har givet tidligere obskure netmedier som Novara og The Canary en ekstrem gennemslagskraft via de sociale medier med en klar pro-Corbyn redaktionel linje.

Farvel til nødvendigheden

I den kommende tid vil Brexit blive det altoverskyggende tema i britisk politik. Det store spørgsmål er, om Theresa May er i stand til at samle et flertal for sit ønske om et hårdt Brexit, eller om hendes koalition bryder sammen.

Også Labour står splittet over for Brexit. Selv om Corbyn formåede at holde låg på uenighederne under valgkampen, er der en kløft mellem partiets traditionelle arbejdervælgere, der i stort tal støttede Brexit, og de unge og veluddannede i byerne, som ønsker at blive i EU eller i hvert fald går ind for så blødt et brud som muligt. Brexit giver dog også Labour større manøvremuligheder. Uden EU er der bedre muligheder for at renationalisere centrale sektorer eller gribe ind over for den finansielle sektor, uden at man risikerer, at de berørte firmaer eller EU-Kommissionen bringer en fremtidig regering for EU-retten.

Uanset hvad Brexit-debatten måtte bringe, står Labour under Corbyn som det p.t. stærkeste venstrefløjsparti i Europa. Det har 40 procent af stemmerne og et medlemstal på mere end 600.000 – alene siden valget har partiet fået mere end 25.000 nye medlemmer.

Vigtigst af alt er det dog, at Labour demonstreret, at det er muligt at bryde med den neoliberale nødvendighedens politik, som har domineret de store europæiske arbejderpartier de seneste mange år. Corbyn har vist, at vejen til magten går igennem mobilisering af de vælgere, socialdemokratierne har glemt, mens de har jagtet middelkassevælgere. Det giver god mening i en tid, hvor gruppen af dem, der taber på den samfundsøkonomiske udvikling, vokser.

Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet