Læserbrev

Dagtilbudsaftalen er en narresut

26. juni 2017

Et bedre børneliv – især for de mest udfordrede børn. Det var overskriften, da regeringspartierne sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre førte sig frem som de glade givere i forbindelse med den nye dagtilbudsaftale. Men når man sidder nede på gulvet blandt børnene, føles aftalen nu snarere som en narresut.

Der er i alt sat 580 millioner af over tre år. De 300 millioner kroner skal gå til en lang række indsatser, herunder implementering af en styrket pædagogisk læreplan. Dette guldrandede beløb – som svarer til mindre end tre kroner pr. barn pr. år – skal også finansiere bedre kvalitet i institutioner med mange udsatte børn.

Hvis det ikke var så tragisk, ville det næsten være komisk. Børneområdet har kontinuerligt og igennem mange år været udsat for nedskæringer. Derfor er disse 580 millioner nærmere et symbolsk beløb end et mærkbart løft.

Der lægges i aftalen vægt på afbureaukratisering og mindre administration. Det kan vi kun tilslutte os. Desværre vil en række af de besluttede tiltag medføre mere administration og bureaukrati, når aftalen skal implementeres i landets kommuner.

Aftalepartierne har nemlig valgt at bruge hele 60 millioner kroner på liberalistiske tiltag om frit valg og bedre vilkår for private leverandører. Et eksempel er, at forældre får ret til at vælge et 30 timers tilbud i kombination med 10 timers privat pasning.

Kommunerne vil skulle bruge ikke ubetydelige yderligere ressourcer på godkendelser og tilsyn af de private børnepassere. Og uden at denne administrative proces kompenseres økonomisk.

Aftalen opmuntrer direkte til yderligere privatisering af børnepasningsområdet. Vi har i LFS’ områdebestyrelser svært ved at forstå, hvordan Socialdemokratiet kan være en del af dette.

I LFS har vi den holdning, at børnepasning skal drives af det offentlige. Erfaringerne fra private leverandører på ældreområdet taler sit tydelige sprog. Privatisering er en trussel imod den pædagogiske kvalitet. Det er grundlæggende en helt forkert vej at gøre børn til et investeringsobjekt, så private kan tjene penge på børnepasning.

Der er også fornuftige tiltag i aftalen. Som eksempelvis midler til uddannelse af dagplejere. Men samlet set gør aftalen os alvorligt bekymrede for børneområdets fremtid.

Det ville være klædeligt, hvis politikerne brugte krudtet – og pengene – på at skabe bedre rammer for børnene, frem for at bruge dem som spydspids i en yderligere liberalisering af samfundet.

Thomas Enghausen og Majbritt Kronbøl, Landsforeningen for Socialpædagoger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ja disse stort omtalte tilskud til dit og dat bliver højt berømmet. - det samme ses hvert år med Satspuljen , der betales af fratrækket fra alle overførselsindkomster. Det er også "sjovt" når puljerne i Satspuljen bliver nedlagt og projekterne igen nedlægges så fortæller politikerne aldrig om disse nedlæggelser.

Men tak for indlægget , der skulle være mange flere , så politikerne holder op med at sole sig på områder hvor de samtidig skærer ned osv.....

Anne Eriksen

Igen, den nu meget brugte øvelse "millioner til alle", mens milliarderne ruller ud?
Det er så tykt og gennemskueligt, at man enten må finde på noget nyt - eller gøre tingene ordentligt, det sparer man måske også på?