Kommentar

Danmark protesterer mod Trump, men skærer i støtte til familieplanlægning

Da præsident Trump fjernede støtten til familieplanlægning i udviklingslande, lød der stærk kritik fra begge fløje i folketingssalen. Men faktisk er den danske støtte til kernebudgettet i FN’s familieplanlægningsorganisation, UNFPA, faldet støt gennem flere år
Da præsident Trump fjernede støtten til familieplanlægning i udviklingslande, lød der stærk kritik fra begge fløje i folketingssalen. Men faktisk er den danske støtte til kernebudgettet i FN’s familieplanlægningsorganisation, UNFPA, faldet støt gennem flere år

Jens Dresling

26. juni 2017

I protest mod præsident Trumps fjernelse af amerikansk støtte til UNFPA’s kerneaktiviteter var udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i foråret medinitiativtager til en international konference, der gennem ekstraordinære bidrag til UNFPA ville hindre, at Trumps beslutninger svækkede kvinders adgang til familieplanlægning.

Danmark ydede en ekstraordinær bevilling på 40 millioner kroner. Men ekstrabevillingen er langt mindre, end de beskæringer Venstre-regeringen gennemførte i årene forud.

UNFPA’s årsberetning for 2016 er netop udkommet. Af den fremgår det, at Danmarks årlige kernebidrag fra 2014 til 2016 faldt fra ca. 42 millioner dollar til godt 28 millioner dollar. Trods ekstrabidraget vil kernebidraget i 2017 falde yderligere til godt 25 millioner dollar.

USA’s kernebidrag til UNFPA lå fra 2014 til 2016 ret konstant på omkring 31 millioner dollar. I 2015 var det danske kernebidrag godt 10 millioner dollar større end USA’s. I 2016 var det to-tre millioner mindre end det amerikanske på grund af de nedskæringer, V-regeringen gennemførte.

Kristen-konservativ nervøsitet

Ifølge UNFPA’s 2016-beretning medfører manglende adgang til familieplanlægning hvert år næsten 60 millioner utilsigtede graviditeter i udviklingslandene. Organisationen fremhæver, at den ved at nå ud til 21 millioner mennesker med prævention i 2016 var med til at hindre 12 millioner utilsigtede graviditeter.

UNFPA leverede i 2016 700 millioner kondomer som led i organisationens programmer, men fokus er på seksuel og reproduktiv sundhed og kvinders rettigheder, og det er derfor langt mere omfattende end blot udbredelse af prævention.

USA har traditionelt forholdt sig skeptisk til UNFPA’s kerneprogram. Der er en kristen-konservativ nervøsitet for, at programmet vil støtte aborter og sterilisation af kvinder. Præsident Trumps beslutning medfører, at den amerikanske kernebevilling på 32 millioner dollar i år til UNFPA fjernes og i stedet overføres til USA’s statslige bistandsorganisation USAID.

Mens USA har været skeptisk over for UNFPA’s kerneprogram, er der givet betydelige ekstrabeløb til øremærkede aktiviteter, som USA selv har kunnet kontrollere. Danmark giver også øremærkede bidrag, men væsentligt mindre.

Øremærker stadig mere

Udviklingsministrene i Belgien, Holland, Sverige og Danmark organiserede i marts konferencen She decides for at understrege, at kvinder verden over selv skal kunne bestemme, hvornår de vil være gravide.

Det var også en fundraisingkonference, der gav USA-kritiske regeringer mulighed for at give ekstra midler for at modvirke præsident Trumps beslutning. Udviklingsminister Ulla Tørnæs kom med 40 millioner danske kroner i ekstra kernebidrag fra Danmark. Sveriges Isabella Lövin gav 200 millioner svenske kroner.

Med Ulla Tørnæs’ beslutning om at prøve at rette op på nedskæringerne i den danske bistand til UNFPA kommer den samlede danske støtte i 2017 op på 169 millioner kroner i kernebidrag og 86 millioner kroner i ekstrabidrag til øremærkede formål.

Mens kernebidraget stadig vil være mere end 100 millioner kroner lavere end i 2014, vil det totale bidrag ’kun’ være ca. 60 millioner kroner lavere. Danmark følger således tendensen med at øremærke en stadig større del af den samlede bevilling. En tendens, der gør det stadig sværere for FN-organisationen selv at prioritere hjælpen.

Trods nedskæringerne er Danmark stadig en af de allerstørste bidragydere til UNFPA’s kernebudget. I 2016 var Danmark organisationens femtestørste donorland.

Men det ændrer ikke ved, at regeringen høster stærk medieomtale og ros på protester mod Trumps beskæringer, samtidig med at man har skåret på de budgetter, der skulle hjælpe klodens fattigste til familieplanlægning.

Knud Vilby er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Else Marie Arevad

Det er da helt i skoven at skære ned på støtten til famlieplanlægning i udviklingslandene, ikke mindst når man ser på befolkningsudviklingen i Afrika. Vi skyder os selv i foden.

Lars Uløkke protesterer spagfærdigt mod Trump under en NATO-middag. Claus Hjorth ved ikke hvilken regering de har i Washington DC...men det er alt sammen mundsvejr. Når den til enhver tid siddende præsident kalder, så stiller DK altid op. Senest med 55 soldater, der skal til Kabul for at - ja hvad? Officielt for at beskytte ambassadepersonel på dets færd rundt i byen.
Inden længe så kommer de første dræbte hjem i ligposer, og de efterladte får at vide, at de skal være stolte over, at familien ofrede en søn/datter, der gjorde en forskel.
Hent en brækpose. En af de helt store.

Karsten Aaen, Torben Skov og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar