Som indvandrer med et oprigtigt ønske om at være en del af det danske samfund, oplever jeg, at integrationsdebatten er kørt af sporet. Politikerne skiftes til at udlægge teksten. Nogle peger på, at indvandrere og flygtninge bare skal have uddannelse, mestre det danske sprog og en plads på arbejdsmarkedet, så bliver de en del af Danmark.
Andre mener, at en ikkevestlig kulturbaggrund bærer kimen til radikalisering og opposition mod danske værdier og foreslår kulturel opdragelse, kanoner – eller afskriver integrationsprojektet som umuligt på forhånd.
Hvordan sidstnævnte gruppe forklarer radikaliseringen af den pæredanske Kundby-pige, etnisk danske syrienkrigere, amerikanske skoleskydere eller Breiviks myrderier, står hen i det uvisse. Det er i hvert fald svært at henvise til en opvækst i en forkvaklet mellemøstlig kultur.
Også de, der ser uddannelse og sprog som vejen til integration, har et par problemer med virkeligheden. For selv om undersøgelse på undersøgelse viser, at især indvandrerpiger klarer sig markant bedre på gymnasiale og videregående uddannelser end deres etnisk danske kammerater, er mange forankret i traditioner, værdier og kulturelle normer, der adskiller sig markant fra de gængse danske – og intet tyder på, at det vil forandre sig markant.
Kan ikke nå hinanden
Fra min egen gang i indvandrersamfundet – jeg er selv indvandrer med kurdisk baggrund og har tidligere arbejdet med integration i kommunalt regi – kender jeg en del til unge indvandrers syn på sig selv og Danmark.
De fleste ser Danmark som deres eget land og hjem, hvorfor de ønsker at bo her. De vil ikke tilbage til det land, deres forældre kommer fra. Det gælder også for dem, der beundrer Tyrkiets præsident Recep Erdogan, og dem, der bor i Brøndby og for nylig fik lovning på en gratis billet hjem af de Nye Borgerlige. Trangen til hjemlandet eksisterer især om sommeren, når man ønsker sig væk fra Danmarks usikre vejr. Og i dagdrømme, når man har fået nok af danskerne.
Men det betyder ikke, at de har værdier, holdninger eller fremtidsdrømme, der minder om dem, man finder hos det danske flertal. Min datter, som ikke engang er ti år gammel, har allerede besluttet sig for at blive gift med en kurder, når hun bliver stor. Spørger jeg, hvorfor hun ikke vil have en dansker, svarer hun med modspørgsmålet: »Hvad er der galt med at blive gift med en kurder? Du er jo også kurdisk gift.«
Der er faktisk relativt få ægteskaber mellem etniske danskere og indvandrere. Man ser enkelte danske piger, der konverterer til islam og gifter sig med indvandrerdrenge, men det er fåtallet. Muslimer gifter sig med muslimer og fravælger bevidst danskere, hvis det ikke er muligt at få dem til at konvertere til islam.
Jeg befinder mig konstant i en situation, hvor jeg skal forsvare danskhed over for mine børn. De tror, at jeg er mere dansk end dem, selv om jeg først kom til landet som 23-årig, mens de er født her. De beundrer ikke min danskhed.
Det er mig en gåde, hvor alle deres fordomme over for danskere kommer fra. Vi bor ikke i et såkaldt ghettoområde. Vi har kun danske tv-kanaler. Mine børn bliver ikke undervist i religion. De går i en god dansk skole og har mange danske venner, legeaftaler, fritidsaktiviteter. Mine børn tilhører ikke umiddelbart et parallelsamfund, men de oplever sig alligevel ikke som danske. Det er, som om de to kulturer ikke for alvor kan nå hinanden.
Samme oplevelse har jeg, når jeg i den offentlige debat slår et slag for bedre integration. Indvandrerpiger, som har gjort sig selv til talsmænd for etniske minoriteter, sender mig hadefulde beskeder på Facebook. Ordet forræder går igen.
Det vidner om, hvor opdelt vores integrationsdebat er: Enten er du med danskere, eller også er du med indvandrerne. Der findes ikke en position midt imellem.
Når jeg modtager de hadefulde beskeder, får jeg lyst til at spørge angriberne: Sig mig engang, hvad har vi to til fælles ud over en religion, som vi forstår forskelligt? Hvorfor skulle jeg i højere grad være i gruppe med dig end med min nabo, Jesper, som jeg har mere til fælles med?
Danskhed som religion
Samtidig med, at jeg kæmper med hadefulde angreb fra muslimer, tordner en anden fløj løs i debatten. Den føres an af flertallet i Folketinget, som hele tiden stiller nye krav til indvandrere. Så skal man dyrke kristne værdier og traditioner for at være dansk. Så skal man have vestlige forfædre for at kunne kalde sig dansk. Højrefløjen og store dele af Socialdemokratiet har nærmest gjort danskhed til Danmarks nye religion, og det er umuligt at konvertere til den, selv om nogle af os har lyst. Det er tydeligt, at vi er kommet som indvandrere og forbliver indvandrere. Og vi kan heller ikke blive til andet.
Når den danske nationalidentitet tales op og gøres utilgængelig for ikke etnisk danske, får stadig flere unge indvandrere mindreværdskomplekser, som kan få dem til at søge værdier og livsstile, som kan være problematiske for integrationen. Helt banalt kan det aflæses, når de under en landskamp krydser fingre for, at Danmark taber. Uanset hvem Danmark spiller imod, skal det danske hold bare tabe. Mindre banalt kan det føre til radikalisering.
Det er, som om Danmark består af to forskellige folkeslag, der er tvunget til at bo sammen. Danskere og ikke vestlige indvandrere. Den sidste gruppe vokser hurtigere end den første (sikkert fordi vi alle sammen er på kontanthjælp, og har god tid til 1001 nats eventyr på lagnerne). Hver femte københavner er nu indvandrer. I Brøndby er der flere indvandrere end etnisk danske beboere.
Det rejser spørgsmålet om, hvem der skal integrere sig. Skal de etnisk danske i Brøndby integrere sig i indvandrerkulturen, mens indvandrere i Gentofte tilegner sig kristne middelklasseværdier?
Danmark er ikke længere en homogen nationalstat. Det er allerede et multietnisk og multireligiøst samfund. Det må også have konsekvenser for integrationspolitikken, som må tilpasse sig til den nye udvikling. Det er naivt at tro, at man kan bevare et gammelt vikingesamfund, når vikingerne for længst er uddøde.
Fællesidentitet
Det er på tide, at vi begynder at anskue integration fra nye vinkler og holder op med at tro, at alting ordner sig, når indvandrerne mestrer det danske sprog og lægger forældrenes kulturarv bag sig. Hvis udfordringer med integrationen ikke skal vokse, er det afgørende, at vi skaber bedre samhørighed mellem indvandrere og det danske samfund.
Det kræver nye kriterier for, hvad der kan kaldes vellykket integration. Det ligger i essensen i integrationsbegrebet, at det kræver tilpasningsevne fra flere sider. Integration kan alene ikke pålægges indvandrere, når vi alle sammen er Danmarks borgere. Derfor skal nye kriterier for integration gælde for alle, der bor i Danmark, ikke kun indvandrere. De skal give mening både i Brøndby og Gentofte.
Når vi ikke kan være som hinanden, så må vi mødes om nogle fælles, civiliserede og demokratiske værdier. Vi har brug for noget mere, end det den nuværende nationalidentitet tilbyder.
Vi har derfor brug for en ny danskhed, der ikke fremstår som Danmarks nye religion. Måske skal det være noget i stil med den franske opfattelse af, at uanset etnicitet og religiøst tilhørsforhold er man borger. Måske kan vi på den måde gøre vores indvandrere til verdens lykkeligste indvandrere. Det manglede da bare, når nu danskerne er verdens lykkeligste folk.
Mustafa K. Topal er cand.mag. og ph.d.-studerende på RUC
@Aya Sawahiro
Jeg mener ikke, at du som Japaner skal føle dig truffet på nogen måde, i det hele taget asiatere. Asiatere er netop kendt for, at vise respekt, klare sig selv og bidrage, og efter personlig erfaring og bekendskaber er det konstateret.
Personligt mener jeg også at asiasisk kultur er berigende, og at vi kunne lære meget af disse, men der er desværre andre kulturer, som synes gået i stå eller degenereret, og som jeg ikke synes bidrager med noget som helst positivt. Her er det naturligvis trist, hvis alle fra ikke vestlige lande kommer i samme gruppe, og der kan du da have helt ret i, at man burde nyancere tingene lidt dybere.
Efter et glimrende indlæg af Aya Sawahiro får Informations fremmedfjendtlige kommentariat travlt med at fremhæve, at deres fremmedfjendtlighed naturligvis ikke gælder japanere og asiater. De er gode nok, hører vi. I modsætning til de mellemøstlige kulturer, kan vi skam sagtens lære af de(n) berigende asiatiske/japanske kultur(er). Japanerne er gode nok, kan vi berolige os med, og det er jo betryggende, når skældsordene i øvrigt fyger om ”de fremmede”.
Men sådan har det ikke altid været:
Efter et besøg beskrev en vestlig konsulent et fjernt, eksotisk og tilbagestående asiatisk land for netop et hundred siden:
”På det handelsmæssige område er jeg ked af at sige at jeres land ikke har det bedste ry. Jeres produkters ringe kvalitet, samt den skødesløshed og uregelmæssighed der kendetegner forretningsgangen, er kilder til konstant irritation... Jeg mistede hurtigt alle forhåbninger m.h.t. jeres arbejdsstyrke.
Godt nok er den billig, men den er heller ikke meget værd. Når man ser jeres folk på arbejde får man indtrykket af at have med en særlig indifferent race at gøre, for hvem tiden ingen betydning har.
Når jeg diskuterede dette med jeres ledere, fik jeg at vide at dette var der ikke noget at stille op med, det var et udslag af den nationale kulturarv.” (citeret i http://www.information.dk/48919).
Det land, der blev beskrevet med denne samling af småracistiske stereotyper, var såmænd Japan.
Forfatteren af denne rapport fra 1915 var tilsyneladende lige så forledt af overfladiske og popsmarte klicheer om japansk kultur og mentalitet, som hjemlige skribenter er det i dag om den såkaldte muslimske verden.
@Henrik Plaschke
Hvad mener du den muslimske verden har, eller kan bidrage positivt med, jeg spørger fordi jeg gerne vil være åben, og hverken ser mig selv som højredrejet, fremmedfjendsk eller racistisk, men jeg forbeholder mig retten til at være kritisk, især overfor religioner og fascistiske tendenser, hvilket jeg skulle mene er gamle venstreorienterede dyder!?
Desuden går jeg ind for et sekulært oplyst og frit samfund, med demokrati og ytringsfrihed, det er mit udgangspunkt!
Peter Hansen, da fremmedarbejderne i sin tid blev inviteret til landet, var det jo fordi magthaverne mente, at de som underklasse kunne bidrage positivt til økonomien. At man tildelte dem statsborgerskab i stor stil ville ikke være sket, hvis ikke de faktisk havde bidraget positivt til økonomien. At de så for tiden er blandt de hårdest ramte af kapitalismens krise ændrer jo ikke på, at de stadig bidrager positivt til økonomien. Og økonomi er jo alt, i magthavernes verden.
Peter Hansen
For det første kan vi holde op med at tale om den muslimske verden, som om denne var en homogen størrelse – forenet af et religiøst fællesskab. Den er den ikke – kun i islamisters fantasier.
For det andet kan vi gøre os klart, at de lande, hvor islam er udbredt, er sammensatte – de er langt fra blot dominerede af religion, men også af alle mulige andre størrelser: etnicitet, kultur, sprog, køn, ideologi, erhvervsstruktur, geografi, klassestruktur og meget mere. Den er kun i islamisternes fantasier, at vi kan se bort fra sådanne forhold – og reducere menneskelige skabninger til religiøse skabninger.
For det tredje kan vi gøre os klart, at islam – i modsætning til, hvad islamisterne tror – er en historisk konstruktion, der forandrer sig over tid og sted som en konsekvens af samfundsudviklingen i øvrigt (uddannelse, politik, erhvervsudvikling osv.). De fundamentalistiske tolkninger af islam adskiller sig fra de klassiske islamiske traditioner, og deres forholdsvis betydningsfulde rolle i dagens verden har ikke meget at gøre med religion og/eller teologi. Det skyldes primært de sidste årtiers internationale udbredelse af den saudiarabiske wahabisme – understøttet af landets økonomiske ressourcer pga. olien og de tætte allianceforhold med USA. Og man skulle måske tilføje andre vestlige landes villige leverancer af overvågningsudstyr…
For det fjerde er det værd at understrege, at der indenfor islamisk tænkning, filosofi og teologi – såvel historisk som i moderne tid – er en fortsat kamp mellem forskellige tolkninger. Sekulære tolkninger af islam er på ingen måde fremmed for islamisk tænkning, og jeg ser ingen grund til, at vi vestlige ikke-muslimer (idet jeg tillader mig at antage, at du - ligesom jeg - ikke er muslim) skal bakke op omkring fundamentalistiske islamudlægninger af tvivlsom karakter som værende et udtryk for den ”rigtige” islam.
Et udmærket eksempel på denne problemstilling vedrører debatten om blasfemi i islam – en debat der er sørgelig aktuel bl.a. pga. en sag i Indonesien, hvor en kristen guvernør er blevet idømt fængselsstraf for blasfemi (og Indonesien er langt fra det eneste tilfælde hvor blasfemianklager bruges politisk). Koranen rummer ingen jordisk straf for blasfemi. De sande blasfemikere må i muslimsk sammenhæng være de, der insisterer på at straffe andre mennesker for at fornærme gud. Som om en almægtig gud ikke kunne forsvare sig selv!
@Niels Nielsen
Du sagde en meget vigtigt ting, de blev inviteret, det gør hele forskellen!
@Henrik Plaschke
Alt det kan vi fint blive enige om, men du svarede ikke på mit spørgsmål?
Iøvrigt har jeg selv haft den store glæde, at rejse rundt i Indonesien, et "muslimsk" land, som mange lande i Mellemøsten og Afrika kunne lære meget af, hvis altså ikke fundamentalister kommer til indonesien først og ødelægger deres kultur og samfund, eller det ender i en borgerkrig, bare se på hvad der sker i Philippinerne i øjeblikket.
Peter Hansen
Nej, jeg svarede ikke på dit spørgsmål. Jeg afviste præmisserne for det: vi kan ikke tale om den muslimske verden.
Ligesom Japan er en ”undtagelse”, er den muslimske verden fuld af ”undtagelser”, når man ser nærmere på dens enkelte bestanddele.
Men jeg er da enig i, at det er en voldsomt ubehagelig situation, der har udviklet sig i den sydlige del af Philipppinerne. Men også derfra er der nu ”gode” historier at fortælle. Læs f.eks.: https://www.theguardian.com/world/2017/jun/03/philippine-sectarian-blood...
@Henrik Plaschke
OK, så lad mig specificere, hvad mener du, at indvandringen fra specielt de mellemøstlige og afrikanske muslimske lande har bidraget positivt med, eller i fremtiden kan berige og bidrage vores forholdsvise veludviklede samfund med?
Peter Hansen
Du starter nu en helt ny diskussion, som jeg ikke vil gå ind i.
Jeg har i øvrigt aldrig påstået, at indvandring bidrager positivt eller negativt til hverken det ene eller det andet. Det er ikke en enkel diskussion.
Men når eksempelvis Danmark modtager et lille antal flygtninge fra Syrien eller fra Eritrea, bør det efter min opfattelse ikke begrundes med, at det i en eller anden forstand er positivt for Danmark eller for den danske økonomi. Det har selvfølgelig omkostninger – og de omkostninger vil jeg gerne være med til at betale. Men det er nok positivt for vores værdighed - eller for det, der er tilbage af den.
Og ligesom somalierne bød mig velkommen, da jeg boede i Somalia, vil jeg gerne byde somaliere velkommen her.
Bedømmelsen af 'den muslimske verdens' langsigtede kvaliteter eller ej i forhold til den humanistiske leit-kulturs er mest fair (!) på de fundamentale kvaliteter, ikke repræsentationer - det bliver helt uoverskueligt. Der findes fundamentalistisk kristendom, hvor troen er stærk og 'revisionistisk' islam hvor troen er svag, men man skal ikke stirre sig fascineret blind på marginalernes eksotikker. Fikse ramsløgsduske måske hvis man er til den flavor, klart, men rugbrødet er substansen.
Peter Hansen
Man skal ikke undervurdere ISIS og hvis det er smart at anskue nationalstaten set fra dens funktion både i forhold til dets egne indbygger og i dets relation og samvirke med andre stater og deres indbygger, så er det noget intelligente mennesker gør uanset om der er "gode" eller terrroister og kriminelle.
- Grundtvig startede højskole bevægelsen blandt andet for at den almindelige dansker skulle få en bedre horisont på omverdenen og ikke leve som hjemmesfødinge uden nogen horisont....
- Internationalistiske bølger opstår og spredes naturligt, hvis de ikke systematisk undertrykkes.
Sider