Here we go again. Så kører der for Gud ved for hvilken gang en debat om den politiske venstrefløj og dens muligheder for at påvirke Socialdemokratiet til at føre en marginalt anden politik, end den en Venstre-ledet regering vil føre.
Nuværende og tidligere folketingsmedlemmer for Enhedslisten og SF og såkaldt politiske eksperter skiftes til at udlægge teksten og komme med forslag til, hvad Enhedslisten skal gøre, når der bliver udskrevet folketingsvalg næste gang. Og bagefter, når der – håber de – bliver dannet en socialdemokratiskledet regering.
Sporene fra Thorning-regeringen skræmmer: skatteaftalen i 2013 med Venstre og De Konservative, DONG-salget til Goldman Sachs og lærerlockouten står som højdepunkterne for en regering, der af navn var socialdemokratiskledet, men i praksis var helt umulig at skelne fra de foregående Fogh- og de efterfølgende Løkke-regeringer.
Hvordan sikrer vi os, at vi ikke endnu engang lader Socialdemokratiet trække os rundt i manegen, spørger venstrefløjen. Enhedslisten og den venstrefløj, den forstår sig som det parlamentariske udtryk for, vil jo noget andet. Den vil ikke bare bevare det bestående, skal vi forstå.
Kritikløs venstrefløj
Deltagerne i debatten overser imidlertid det forhold, at venstrefløjen allerede er død. Som systemkritisk projekt er venstrefløjen for længe siden holdt op med at eksistere, hvilket til fulde bekræftes af diskussionernes totalt forældede vokabularium: arbejderpartier, velfærdssamfundet, demokratiet.
Det er kun de få såkaldt venstreorienterede intellektuelle, der endnu findes i Danmark, og så Enhedslistens egne folketingsrepræsentanter, der stadig tror på dét, de ord engang betød.
Diskussionen om Enhedslistens fremtid overser, at venstrefløjen som emancipatorisk projekt er fortid. Og godt det samme, for det er meget længe siden, den politiske venstrefløj holdt op med at fungere kritisk i forhold til det etablerede systems blanding af kapitalistisk økonomi og nationaldemokrati.
Venstrefløjen er så opsat på at udtænke en ny strategi, at den slet ikke har opdaget, at den er fanget i et system, som ikke lader sig ændre parlamentarisk. Hele det politiske system, Folketinget, partierne, fagforeningerne og arbejdsmarkedets parter er en tom kulisse. Kun skuespillerne vandrer stadigvæk rundt på scenen – publikum er for længst udvandret.
Vend ryggen til
I dag er den eneste måde at forholde sig til det politiske at vende det ryggen. Gøre noget andet. Danse væk og dermed undergrave det. Altså praktisere antipolitik, dvs. undergrave nationaldemokratiet, der afpresser vælgerne og tvinger dem til at overdrage magt til de valgte politikere, hvis fornemmeste opgave det er på én gang at gøre befolkningen begribeligt, at politik skam er for kompliceret til at kunne overlades til befolkningen, og samtidig undgå, at vælgerne helt mister interessen for den lejlighedsvise stemmeafgivelse.
Selvfølgelig sker det sidste alligevel. Det vidner de seneste valghandlinger fra Brexit over Trump til det franske præsidentvalg om. Overalt har det nationaldemokratiske system stort besvær med at reproducere sig og må derfor ty til falske valg som Le Pen over for Macron; eller mere bizarre løsninger som Trump, der skal fortsætte berigelsen af de rige, skrue op for den hvide racisme og kombinere skattelettelser til firmaer med nationalkonservativ beskyttelse af hjemmemarkedet. Opløsningen er nu så fremskreden, at centrum mange steder er begyndt at bryde sammen og uddelegere politisk magt til fascistiske politikere.
Men i Danmark fortsætter venstrefløjen, som om intet er hændt, og bruger en masse krudt på at diskutere forholdet til et socialdemokrati, der er lige så racistisk som DF og lige så neoliberalt som Venstre.
Socialdemokratiet har i dag så lidt med det oprindelige socialdemokratiske projekt at gøre – her taler jeg ikke om ideen om etableringen af et socialistisk samfund gennem reformer, men bare om efterkrigstidens velfærdssamfund med arbejderkonsum og politiske rettigheder til alle (voksne) – at det ville give mening at introducere betegnelsen ’neo-socialisme’ som en følgeterm til betegnelsen neoliberalisme.
Systembevarende Enhedsliste
Selv om Enhedslisten valgte at fastholde henvisningen til revolution i sit principprogram i 2014, er partiet alt andet end revolutionært. I dag trumfer »det parlamentariske grundlag« i nationalstaten Danmark alt andet. Det sætter rammerne for partiets ageren, og forsøget på at kapre og – endnu vigtigere – undgå at miste stemmer er alfa og omega.
Tænk bare på sagen om Asmaa Abdol-Hamid tilbage i 2007, hvor Enhedslisten viste sig ude af stand til at håndtere den hetzlignende inkvisition, hun som »muslimsk folketingskandidat« blev udsat for. Og sidste år var det så debatten om Jonathan Simmel og »den væbnede revolution«, hvor folketingsgruppen med stor kraft distancerede sig fra de i virkeligheden harmløse udtalelser.
Konklusionen er, at partiet i sin kamp for stemmer er systembevarende mere end noget andet. Den forbindelse, der historisk var mellem gaden og parlamentet i den vestlige arbejderbevægelse, er helt forsvundet. I dag er Enhedslisten et parti som alle andre, der bedriver politik og optræder i det demokratiske skuespil. Når Liberal Alliance siger ét, siger Enhedslisten det modsatte, og sådan udspiller venstre-højre-dikotomien sig aften efter aften i Deadline, i aviserne, på nettet osv.
En rarere, hvid kapitalisme
Enhedslisten er som resten af den europæiske venstrefløj suverænister og helt igennem reformistiske. De forestiller sig, at det kan lade sig gøre at styre kapitalakkumulationen nationalt. Projektet er en lidt rarere kapitalisme. Men det har naturligvis ikke noget som helst at gøre med revolution eller en ophævelse af kapitalismen. Og det er også højst tvivlsomt, om det overhovedet kan lade sig gøre efter mere end 40 års kapitalistisk nedslidning af samfundet og klimaet.
Forløbet i Grækenland med Syriza viser med tydelighed, at det er svært at agere ’progressivt’ inden for rammerne af nationaldemokratiet. Og hvis det kan lade sig gøre, vil det jo være i form af hvid velfærd nord for Alperne og så massedød i Middelhavet til flygtende revolutionære fra Syrien og fattige fra Afrika. Den nordeuropæiske venstrefløjs program mimer underligt Trumps ultranationalisme: Vi deler ikke vores goder med nogen.
I dag vil et revolutionært minimumsprogram være et krav om fri asyl, asyl uden betingelser, og det er Enhedslisten langt fra at artikulere. Og spørgsmålet om pengeøkonomiens og lønarbejdets afskaffelse? Ja, det har vist aldrig været en del af programmet for den rød-grønne alliance i Danmark, der i virkeligheden aldrig forstod revolutionen som andet end en form for statskapitalisme.
Det er derfor tid til at sige farvel. Enhedslisten, men også hele venstrefløjen, skal væk. Den fungerer i dag kun som en stopklods for en revolutionær position, der tør tage et tilbundsgående opgør med staten. I dag udspiller den afgørende konflikt sig mellem stat og ikke-stat, dvs. oprør eller med andre ord: afviklingen af magten.
Den proces er allerede i gang. Den kommer til udtryk negativt i de mange blanke stemmer og den såkaldte politikerlede, men den kommer også til udtryk i de forskellige protestbevægelser, der hele tiden dukker op verden over, fra Tunesien til Grækenland til Bosnien til Hong Kong til Frankrig etc. Det er opstandene, vi skal orientere os efter. De vil noget andet.
Mikkel Bolt er kulturkritiker, lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet og forfatter til ’Trumps kontrarevolution’, der udkommer den 19. juni på forlaget Nemo.
Problemet som Mikkel Bolt synes at tale hen over, er jo at en radikal nedrivning af ét system, førend et andet organisk er vokset frem - funktionsdygtigt og klar til at tage over - ikke fører til Utopia, men til helvede. Vejen til en ny orden går ganske vist gennem kaos, men uden kompas er risikoen for at gå vild overhængende.
Revolutionsromantikere var der rigeligt af ved det 20. århundredes begyndelse. Deres begejstring og trang til hærværk og pludselig død ledte os ikke ind i de hellige haller, men tværtimod - og ganske forudsigeligt (Nietzsche, Dostojevskij) - gennem blodbad uden sidestykke og frem til netop det Status Quo, som Bolt nu igen vil omstyrte under revolutionens natsorte faner. Men denne gang vil det gå anderledes, naturligvis...
Eller sagt på en anden måde:
Enhver revolutionær må allerede i formuleringen af sine mål gøre sig klart, hvad han/hun efter revolutionens gennemførelse vil stille op med de mange mennesker, som ikke slutter op om fanerne, og som både under og efter revolutionen yder passiv eller aktiv modstand?
Sporene skræmmer..
Frederik Kornum,
Hvis man i ramme alvor taler om 'afvikling af magten', er man i mine øjne revolutions-romantiker af den mest naive slags. Altså Utopist.
Desuden er det noget forbandet sludder at bilde sig ind, at man kan indtage en position 'uden for systemet'. Revolutionen afskaffer ikke 'systemet', den føder blot et nyt. Og der er - som historien igen viser med al ønskelig klarhed - ikke nogen garanti for, at det nye system vil vise sig bedre end det gamle. Tænker man dybere over det, vil man formentlig indse, at sandsynligheden endda taler for, at det nye system bliver værre.
Frederik Kornum,
Mikkel Bolt taler eksplicit om et "tilbundsgående opgør med staten". Netop derfor afviser han 'reform'-strategien, som han med en vis ret underkender for dens tilsyneladende fallit.
Well, et "tilbundsgående opgør med staten" er i min optik et særdeles farligt og tillige et både utaknemmeligt(!) og historieløst projekt. Ikke overraskende at den slags tanker vokser sig stærke i akademiske kontorer, hvor en mere pragmatisk og jordnær virkelighed synes at fortabe sig i tågerne. Er det ikke som om, at vi har set det hele før?
Frederik Kornum,
Men til hvilken pris? Det er netop ikke en akademisk diskussion, men blodigt alvor..
Jeg er forøvrigt enig i Mikkel Bolts grundlæggende påstand: At venstrefløjen som vi kender den, forlængst har slået sig selv hjem. Det er ganske rigtigt ikke fra den kant, at vi skal forvente andet end et forsigtigt og halvkvalt ying til neoliberalismens yang. Det latterlige er jo i og for sig - som Mikkel Bolt implicit pointerer, at dén kamp er færdigspillet, og de 'onde' vandt. Game Over!.
Så langt kan jeg følge ham, men så heller ikke et skridt længere ;).
Jeg har også svært ved at læse, hvad der så skal ske når venstrefløjen og staten er væk?
Frederik Kornum (23:10),
Nej. Der synes ikke at være nogen farbar vej ud. Men her kan man så søge en smule trøst i det faktum, at vi har at gøre med så komplekse systemer, at selv det mest eftertænksomme menneske ikke har nogen reel chance for at forudsige verdens tilstand om blot 5 år.
Kaos hersker allerede, i det mindste for mig at se, og kaos har to aspekter: Et kreativt/skabende og et destruktivt/tilintetgørende. Det er dragen, som vogter over en skat af guld.
Det bedste/eneste et menneske kan gøre i kaos, er at tale sandt, handle i overensstemmelse med denne sandhed, og så leve med konsekvenserne. Måske overvindes dragen. Måske går man til grunde. Kunsten er at acceptere begge udfald på forhånd, i troskab mod denne sandhed.
Buddhisme handler om at beherske sindet. At træne sig selv til at se gennem Mayas slør, og dermed hinsides selvets illusioner. Selvudslettelse, med andre ord, i en samtidig erkendelse af og opløsning i universets enhed. En livsopgave.
Buddhisterne hævder at man gennem træning kan transcendere lidelsen, og at man i samme bevægelse kan ophøre med at skabe mere lidelse i verden. Og deri har de ret, så vidt jeg kan se. Men vejen er både lang og særdeles smal, hvilket vel til dels forklarer hvorfor der er så få 'ægte' buddhister til.
I Kristendommen er lidelsen et grundvilkår, som man frivilligt må tage på sig, som Kristus gjorde det. Også i dette perspektiv er der visdom at finde: Livet er ulideligt hårdt. Livet vil for de fleste mennesker - før eller siden - strejfe eller styrte ned i tragedien. Meningen findes her i individets indvilligen i at påtage sig den byrde. I ikke at flygte fra den, men tværtimod gennem handling og i troskab skabe en mening i den. Ofte på trods og i modgang.
Naive sjæle kerer sig om, hvorvidt Buddha eller Kristus virkelig eksisterede. De overser i samme bevægelse den opsparede erfaring gennem æoner, som begge åndelige perspektiver udtrykker og repræsenterer..
Ved nogen hvilket parti Mikkel Bolt stemmer på, hvis han overhovedet stemmer til folketingsvalg eller andre valg?
Hmmm, sikke en omgang vat snak. Det er netop i modgang mand skal være stærk.
"I dag er Enhedslisten et parti som alle andre, der bedriver politik og optræder i det demokratiske skuespil, skriver dagens kronikør."
"sidste år var det så debatten om Jonathan Simmel og »den væbnede revolution«, hvor folketingsgruppen med stor kraft distancerede sig fra de i virkeligheden harmløse udtalelser."
Der er i hvert fald korrekt, at der ikke er megen systemkritik og antikapitalisme over Enhedslisten, men man har da overtaget nogle af de dyder og redskaber, som Socialdemokratiet og SF har forladt i deres opportunistiske bevægelse mod højre.
Nødvendigt tænkt og velbeskrevet. Derfor ser jeg nu bort fra alt det sludder der følger i kølvandet på dette bidrag, for helt konkret at opfordre Enhedslistens Pelle og Pernille med flere fra venstrefløjen, til et politisk virke og aktivisme, uden Deadline, Debatten og anden TV underholdning.
Fint - radikal kritik er tiltrængt, uden at jeg nødvendigvis er enig i konklusionerne.
Kurt Bertelsen Christensen skriver:
[...] "for helt konkret at opfordre Enhedslistens Pelle og Pernille med flere fra venstrefløjen, til et politisk virke og aktivisme, uden Deadline, Debatten og anden TV underholdning."
En gratis omgang, hvis man ikke ulejliger sig med at definere hvordan et sådant politisk virke og en sådan aktivisme skal tage sig ud.
Jeg forstår for så vidt godt kritikken. Enhedslistens vej i retning af mål og principper kan ind imellem virke mere systembevarende end systemforandrende. Om kritikken er rimelig, er vel et spørgsmål om, hvordan man ser på tingene. Hvis man som EL insisterer på at finde en fredelig vej til det gode liv, så må der nødvendigvis blive tale om et langvarigt projekt med mange omveje - og fejlbeslutninger. Det kan jeg personligt godt acceptere. Lige som jeg respekterer, at andre vil en anden vej.
Det jeg ikke helt forstår, er hvorfor Enhedslisten og resten af venstrefløjen skal nedlægge sig selv. Hvis man opfatter dem som samfundsbevarende på linje med alle de andre, hvorfor så ikke bare lade dem være? De er vel ikke mere en stopklods end så mange andre?
Hvis du har en bedre vej, Mikkel Bolt, så er det bare om at samle rejsekammeraterne og komme af sted. Du behøver ikke sidde og vente. De forhindringer, du møder på vejen, dem undgår du alligevel ikke - Enhedsliste eller ej.
God tur.
Frederik Kornum,
Det bliver vi vist ikke helt enige om her. Formatet tillader det ikke, og diskussionen falder for så vidt uden for emnet. Så lad os parkere den her, indtil en mere passende lejlighed måske byder sig til? :)
Torsten Jakobsen: "Det bedste/eneste et menneske kan gøre i kaos, er at tale sandt, handle i overensstemmelse med denne sandhed, og så leve med konsekvenserne."
Så går du altså alligevel ind for revolution?
Casper Fryd Rækjær: "Hvis man opfatter dem som samfundsbevarende på linje med alle de andre, hvorfor så ikke bare lade dem være?"
Det må være et levn fra de gode gamle dage, hvor socialdemokraterne blev betragtet som klasseforrædere, fordi de ville reformer i stedet for revolution og derfor ønskede at samarbejde med de borgerlige, alias fanden selv.
I vore dage, hvor Socialdemokratiet er blevet et højborgerligt parti, har Enhedslisten så overtaget Socialdemokratiets rolle som forsvarer af både de borgerlige rettigheder og demokratiet, imod de borgerliges undergravning af deres egne rettigheder. Inklusive taktikken med at forsøge at få folkelig opbakning til socialismen gennem demokratisk samtale (derfor betegnelsen social-demokrat).
Men så længe 58% af befolkningen bor i ejerbolig, og derfor har objektive borgerlige politiske interesser, vil demokratisk tænkende socialister være i mindretal. Socialisterne er derfor i defensiven, og det er svært at se en demokratisk løsning på dette problem.
Så kronikøren har ret i substansen. Med mindre man er parat til at forlade flertalstyranniet og indføre et mindretalsdiktatur, vil der ikke ske en skid, bortset fra en voksende folkelig utilfredshed, som en dag vil udløses i en revolte - mindretallets afmagt vil forvandles til rå modmagt. Spørgsmålet er så, om de/vi revolutionære er parate til at tage ledelsen i denne kommende revolte.
Det historisk set nye er, at hvor socialister altid har kæmpet for flertallet, har globaliseringen ændret demografien, således, at flertallet i vore dage ikke længere har en interesse i at ændre status quo. Globalt set er alle os danskere udbyttere, som lever højt på varer produceret af underbetalte arbejdere i sweatshops i Sydøstasien. Det er jo derfor Mikkel Bolt kan skrive, at der ikke længere eksisterer en arbejderklasse i Danmark - traditionelt arbejde er blevet udliciteret, så i dag er vi alle direktører. Undtagen det store mindretal, som til gengæld bliver trynet af flertallet.
@Niels Nielsen: Det forstår jeg godt. Og jeg er enig i, at den demokratiske løsning på problemet synes at være meget langt væk. Jeg synes, der er to ting at påpege i den forbindelse.
For det første er det helt legitim venstrefløjspolitik at insistere på en fredelig revolution af samfundet. Jeg er opvokset med fredsbevægelsen som penneven, og som barn gik jeg sammen med mange andre og sang "Nej til atomvåben, krydsermissil!" i Odenses gader. Vi siger nej til krig og vold, og ja til en bedre verden og det gode liv. Kapitalismen og alle dens skrækkelige venner skal nok brænde sammen på et tidspunkt - det holder ikke i længden. Derfor er opgaven at definere, hvad vi vil i stedet for. Hvordan skal vi indrette os med hinanden i et nyt og bedre fællesskab?
For det andet er problemet, som du ganske rigtigt påpeger, af global karakter. Ja, vi skal naturligvis starte med os selv. Men vi er også nødt til at se på løsninger, der rækker ud over den nationale sfære. I det perspektiv virker det en smule nytteløst at bede Enhedslisten om at pakke teltet sammen og tage hjem. Og det virker helt ærligt skræmmende, hvis man vil arbejde i retning af en global revolution uden om demokratiske institutioner og samarbejdsformer.
Først min anbefaling af Torsten/Frederik-dialogen, især den fredelige tone, som forhåbentlig kan holdes om dette prekære emne, der traditionelt får folk op af lænestolen.
Hvad stemmer Bolt på, spørger en? Han stemmer nok blank. Til højre kan han ikke, og til Å, tja?
Det mindste onde, hvad er det så? Jeg tror, de fleste af os kvier os ved at sige ordene. Det bliver jo noget a la Maren i Kæret: Man må jo gøre, hvad man kan. Det gør man så uden at skilte for meget med det, og dermed bliver vi en ydmyg (for ydmyg) lille flok. Jeg kunne da godt diske op med en hel del, men det ville falde til jorden. Derfor nævner jeg ikke Å. Det vil tirre nogle og friste dem over evne til ironiseren, og det skal vi ikke have noget af (mere).
Listefolkene skal ikke opgive sig selv, men tværtimod forny sig, så procentsatsen ryger op i meningsmålingerne - eller, og det er nok der Bolt vil hen, ind tage gaden. Kom igang Ø'er.
Menneskehedens, muligvis planetens, overlevelse afhænger af evnen til at leve i overensstemmelse med biotopens lovmæssigheder i en cirkulær økonomi, som afsætter det mindst mulige økologiske aftryk. Altså lokalt og globalt en radikal miljø-og socioøkonomisk omstilling efter permakulturelle principper. Hverken mere eller mindre - det ligger lige for, og det er bare at gå i gang, hvor det er muligt og så ellers håbe på, at det ikke bliver vores svanesang.
Men efterkrigstidens traumatiserede overforbrugsmenneske har hovedet så langt oppe i r**** på sig selv, at det tredje øje er indsmurt i fæces og derfor ikke ser, at 'guds rige (også) er indeni jer'.
Kronikøren modsiges totalt og aldeles af valget i England, det kan ikke være mere skudt forbi. Enhedslisten har nøglerne til den virkelige nødvendige forandring. Det danske, neoliberale, blå Socialdemokratis dage er forhåbentlig talte, new labour og al dens væsen var en kæmpe fejltagelse.
Kronikøren behøver vel ikke have de rette svar for at fremsætte sin særdeles velplacerede kritik?
Men hvis Enhedslisten ville gøre noget ved den problematik kronikken peger på, kunne de begynde med at se på det interne demokrati. Oganisationen er i dag styret af et oligarki på Christiansborg som i sagens natur har stor, personlig interesse i at den parlamentariske position fastholdes. Der er langt fra den åbne, demokratiske organisation Enhedslisten ynder at præsentere sig som, til den reelle magtstruktur. Så fantastisk er den rotationsregel heller ikke.
Torsten Jacobsen mener jeg giver "En gratis omgang, hvis man ikke ulejliger sig med at definere hvordan et sådant politisk virke og en sådan aktivisme skal tage sig ud" med opfordringen til Pelle og Pernille om at tage en lang TV pause for i stedet at bruge tiden i det politiske arbejde ude omkring. De kunne f.eks. besøge vores forsamlingshuse (den anden dag var vi et par hundre til et Grundlovsmøde på Bovbjerg Fyr. De kunne skrive i vores aviser, de kunne høres i radioen, besøge arbejdspladser, institutioner og meget mere. Der er nok at tage fat på i det danske folkestyre, hvis man vel at mærke også har lyst til at tage fat, der hvor det rykker for andre end sig selv.
Carsten Rækjær, jeg er enig med dig i, at kritikken af EL i egenskaben af et demokratisk socialistisk parti er forfejlet. Det er vigtigt at have repræsentanter i parlamentet, men det er også vigtigt at have kontakt til græsrødderne, og det er vel dybest set det, Mikkel Bolt stiller spørgsmålstegn ved.
Vi har ganske få gange set bl. a. Pelle Dragsted og Søren Søndergaard give deres besyv med her i kommentarsporene, det ville jeg da gerne se mere af, som selvudnævnt græsrod
At gå i offensiven, som de politiske forhold er nu, vil være eventyrpolitik. Og så længe et flertal har interesse i at udbytte et mindretal, vil en ændring ikke ske ad demokratisk vej. Så kan vi håbe, at systemet bryder sammen under sin egen vægt, men det har jeg sådan set gået og ventet på hele mit liv, og i stedet er det bare blevet endnu stærkere. Ergo: Historisk determinisme er noget lort.
Men lidt håb er der da: En stor procentdel af de 58% selvejere har faktisk hjertet på rette sted, selvom deres pengepung trækker dem i borgerlig retning. Jeg tænker på Alternativet, som i langt de fleste mærkesager kan samarbejde konstruktivt med EL om konkrete forbedringer for befolkningen.
At Ø og Å så ikke kan enes om grundlaget for en sand revolution, nemlig afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, kan være en diskussion, som vi overlader til vore børn og børnebørn. Her og nu må det handle om at bryde det højborgerlige monopol på at regere landet. Og i mine mest optimistiske stunder tror jeg faktisk på, at en alliance mellem EL og Alternativet kan samle et flertal - hvis de vel at mærke får fat i græsrødderne. Her tror jeg, at EL kan lære noget af Alternativet.
Totalitarismens æstetik.
Det lyder næsten som en form for etnisk udrensning ... ;-)
Demokrati er i bund og grund en elendig styreform - som i tilgift tillader, at vi alle kan kværulere over den.
"The best argument against democracy is a five-minute conversation with the average voter."
Winston Churchill
Bemærk, at det eneste konkrete, der i indlægget beskrives som befordrende hensigten, er 'asyl til alle'.; indikerer at artiklen formentlig er af en algoritme-robot, hyis metadata hovedsagelig bygger på små segmenter af chilenske PhD'er.
Sådan var de nemlig kodet i halvfemserne.
De kan også som regel synge sange af Bertolt Brecht, og det er dens eneste kvalitet.
@Niels Nielsen: "Så kan vi håbe, at systemet bryder sammen under sin egen vægt, men det har jeg sådan set gået og ventet på hele mit liv, og i stedet er det bare blevet endnu stærkere. Ergo: Historisk determinisme er noget lort."
Jeg tror egentlig, du selv giver svaret længere nede i dit indlæg. Det handler om at formulere og skabe nogle alternativer - som netop Alternativet lader til at fokusere på. Så længe der ikke er et sted at gå hen, så bliver de fleste nok, hvor de er. Kapitalismens svøbe forsvinder først, når vi afklæder os den og sætter i bevægelse. Så ja, græsrodsarbejde, dialogmøder, kollektive projekter, parallelle økonomier osv. - når først mulighederne bliver synlige og tydelige, så kan vi komme videre.
Herligt med en konsekvent og logisk holdning.
Den er til at forstå.
I stedet for at gemme sig og væve mystiske ting, så stå dog ved dogmerne fra år 1989 og forsøg en voldelig revolution!
Alle arbejdsløse, KH-modtagere, syge, førtidspensionister mv.: Foren jer og overtager magten!!
Der skal kun een tosset i en tungt lastet varebil til at skræmme temmelig mange neo-rige danskere ...
Min eneste kritik af forfatteren er hans brug af præfixen: Neo.
Den er slang, intetsigende og overflødig!
Mikkel Bolt. Har du ikke tænkt den tanke at det ville være befriende, hvis Venstre og Liberal Alliance nedlagde sig selv? Så kunne vi måske slippe for al den snak om afskaffelse af topskatten samt ikke mindst ønske en mere miljø- og klimavenlig politik. For det er jo på visionerne om præcis miljø-og klimapotikken EL og Alternativet har en af deres styrker.
Vi skal fange klasseforræderne og flå skjorten af dem, blotte deres bryst, så alle kan se at de er brandmærkede (ligesom det sker med Jussi i Brødrerne Løvehjerte)—for det er de jo—højrefløjen, der kalder sig demokrater, men blot er lakajer, tjenere for den globaliserede elite, der sidder i deres små bestyrelser og spiller deres højst udemokratiske magtspil. De politiske lakajer tilhører jo i de fleste tilfælde ikke denne konspirerende, transnationale virksomhedselite, men kommer fra langt mere ydmyge vilkår. Folk (f.eks politikere eller stemmekvæg til højre) skal huske at stikke hånden i lommen og mærke efter, om der ligger et par bilnøgler der, og hvis ja, så lige se ud ad vinduet engang, om det er en ferrari, de har holdende der, foran deres villa eller hvad? Hvis nej, så lad være med at stemme til højre. Det er sgu meget enkelt!
Kasper Andreasen "Organisationen er i dag styret af et oligarki på Christiansborg som i sagens natur har stor, personlig interesse i at den parlamentariske position fastholdes."
Det er mit indtryk at EL er det mest demokratiske parti i folketinget, der hvor medlemmerne og den af dem valgte hovedbestyrelse, har mest indflydelse på den politik folketingsgruppen kan føre. Er det ikke det der er blevet fremhævet som et særligt problem, at EL ikke kunne indgå forlig en mørk aften, uden at sikre sig opbakning, om ikke direkte fra baglandet, så fra de hovedbestyrelsesmedlemmer, der er valgt af partiets medlemmer.
Selvfølgelig løser rotationsordningen ikke alle problemer, men det er da langt mere demokratisk, end de levetidspolitikere for ikke at tale om 2.- eller 3.- generationspolitikere, der findes i nogle af de andre partier. Der hvor politisk magt og forbindelser til magtstrukturen, åbenbart kan nedarves ligesom formuer.
Staten er os- så hvorfor nedlægge noget der lever i bedste velgående - justeringer skal der til -og ikke på markedets vilkår men på menneskets - det kan foregå drevet af lokale bevægelser mod afmagt - når lokale demokratiske bevægelser finder frem til magten i kommunerne vælter det topstyrede elitære enevælde -
Det er da en overdrivelse der vil noget, at venstrefløjen er blevet overflødig. Se på valget i England, som Ulla Enevoldsen skriver 12:15. Her blev de unge begejstrede af en ildsjæl der virkelig mener det han siger, og strømmede til for at stemme Labour. Noget helt andet er, at vi godt kunne bruge flere brændende politikere i Enhedslisten, som kunne opildne til dåd !
Det eneste Enhedslisten skal nedlægge er de forældede principper om loyale og ansigtsløse partisoldater der forhindrer lokale aktivister og socialistiske Jægersoldater i at udfolde sig - Enhedslisten er stadig en glimrende politisk platform -
Vi lever i samfund, hvor alle partierne undtagen enhedslisten afslutter alle deres politiske tiltag med "at det også er godt for stor kapitalen" .....alle partierne lægger op til et plutokratisk system (rigmandsvælde) og når den politiske kraft i et samfund så momentalt støtter ideen om et plutokrati, så er der også der vi ender - heldigvis har vi stadig enhedslisten, der står for noget andet end rigmandsvældet...... men jeg er pessimistisk med hensyn til om at parti kan holde os fra de riges totale dominans. Allerede i dag skriver storkoncerne selv mange af de love som de skal følge og samfundets penge politik drejer sig for 80% om at gøre det så godt som muligt for storkapitalen....
- Mikkel Bolt taler simpelthen sort i flere betydninger...
Lars Bo Jensen, du har ret: Rotationsordningen er et godt princip, men den blev etableret ved Enhedslistens stiftelse, og siden er ordningen blevet en sovepude. Det var ikke meningen at Søren Søndergaard skulle cruise mellem forskellige venstrefløjsorganisationer mere eller mindre relateret til Enhedslisten i mange flere år end rotationsordningen gav mulighed for. Det var ikke meningen at Enhedslisten skulle profilere sig ved den til enhver tid mest fikse cand.polit.-babe som efter endt periode blev udskiftet med en tilsvarende. Det var ikke meningen at der skulle opbygges et bureaukrati på 60-80 fastansatte (som i sagens natur ikke giver en aktivistisk opposition ret mange chancer for at påvirke noget som helst af betydning).
Forestillingen om Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse er et fatamorgana. De fleste hb-medlemmer tilhører bureaukratiet eller er knyttet hertil, og resten er fyld. Det med at parlamentarikerne skal spørge de medlemsvalgte, er koketteri og spin.
Ja, de andre partier er endnu mere udemokratiske. Og det var netop hvad Enhedslisten ikke skulle være. Ikke noget med pamperi og parlamentsfiksering. Jeg er ikke overbevist.
Ja, det er jo meget godt at efterlyse flere kommentarer fra de folkevalgte, men der skal jo også bestilles noget i det daglige ...
"Afvikling af magten"? Er der nogen, der i fuldt alvor tror, at magten lader sig "afvikle"?
Han må ha' spist søm.
Bolt har nok lyttet til Hella Joofs råd om at brænde lortet hvert 7. år, for at starte på en frisk.
Han må ha' spist søm.
Bolt har nok lyttet til Hella Joofs råd om at brænde lortet hvert 7. år, for at starte på en frisk.
Man kan jo spørge Mikkel Bolt hvorfra du taler, hvis venstrefløjen er død? Er du spiritist og taler på den dødes vegne, eller taler du over den afdøde?
Som man bevæger sig gennem kronikken, bliver det klart at du netop taler fra et sted, hvor du ikke kan fanges på noget som helst ben, for din kritik er så ufattelig ukonkret.
Pseudovalg mellem Le Pen og Macron, skriver du – for hvem er det et pseudovalg, flokken af indvandrere i Frankrig?
Og jeg synes du skulle spørge, de der er ramt af kontanthjælpsloftet, om det er ligegyldigt om det er venstre eller en socialdemokratisk regering, vi har. For ikke at tale om den grønne omstilling.
Skuespillerne bliver på scenen- skriver du - men publikum er for længst udvandret. Er du en af dem der er udvandret, hvorfra ved du så, hvad der foregår på scenen? Eller er du en af dem der bliver, for at få lov til at bekræfte dig selv i, at det er det samme lort du spiller?
Står du selv for det revolutionære minimumskrav om fri indvandring og asyl uden betingelser, hvad forestiller du dig der sker, hvis det gennemføres?
Svarene blæser i vinden eller er måske hen i vejret.
Hvem ved.
Birger Hauptmann
Man kan jo spørge Mikkel Bolt hvorfra du taler, hvis venstrefløjen er død? Er du spiritist og taler på den dødes vegne, eller taler du over den afdøde?
Som man bevæger sig gennem kronikken, bliver det klart at du netop taler fra et sted, hvor du ikke kan fanges på noget som helst ben, for din kritik er så ufattelig ukonkret.
Pseudovalg mellem Le Pen og Macron, skriver du – for hvem er det et pseudovalg, flokken af indvandrere i Frankrig?
Og jeg synes du skulle spørge, de der er ramt af kontanthjælpsloftet, om det er ligegyldigt om det er venstre eller en socialdemokratisk regering, vi har. For ikke at tale om den grønne omstilling.
Skuespillerne bliver på scenen - skriver du - men publikum er for længst udvandret. Er du en af dem der er udvandret, hvorfra ved du så, hvad der foregår på scenen? Eller er du en af dem der bliver, for at få lov til at bekræfte dig selv i, at det er det samme lort du spiller?
Står du selv for det revolutionære minimumskrav om fri indvandring og asyl uden betingelser, hvad forestiller du dig der sker, hvis det gennemføres?
Svarene blæser i vinden eller er måske hen i vejret.
Hvem ved.
Birger Hauptmann
Inden blodet skal til at flyde i rendestenen, er der sikkert mange, der gerne vil vide, hvem ’vi’ er – måske nogle, der ’optræder i det demokratiske skuespil’ ? …
Denne kronik er tydeligvis skrevet før resultatet af parlamentsvalget i Storbritannien var kendt.
Hele analysen er centreret omkring hjemlige partipolitiske forhold og deres fallit. Men der hvor det bliver mest interessant (i sidste passus) bliver det også aldeles diffust. Blanke stemmer, politikerlede og protestbevægelser i fjerne lande. De er vel ikke, ligesom tolkningerne af dem heller ikke er det, entydige. Savner skribentens mere konkrete bud på, hvad han egentlig ønsker. For en afvikling af magten lyder da som sød musik i mine ører. Men virkeligheden er ikke en sang.
Der står mange gode ting undervejs i artiklen men det lykkedes alligevel for Mikkel at komme med en underlig konklusion:
"Det er derfor tid til at sige farvel. Enhedslisten, men også hele venstrefløjen, skal væk. Den fungerer i dag kun som en stopklods for en revolutionær position, der tør tage et tilbundsgående opgør med staten. I dag udspiller den afgørende konflikt sig mellem stat og ikke-stat, dvs. oprør eller med andre ord: afviklingen af magten."
Det er måske ikke gået op for Mikkel at venstrefløjen også inkluderer anarkister som netop vil afskaffe staten og lave en revolution. At afskaffe staten og være antikapitalistisk hænger sammen. Og nej magten skal ikke afvikles. Den skal spredes ud så det i stedet for at være repræsentativt demokrati bliver til direkte demokrati med forsamlinger der hvor det giver mening. Forsamlinger i virksomhederne, i nabolagene, i kommunerne osv. Så hver person har en stemme.
Man kan læse mere her:
https://medium.com/anarchist-faq/why-are-most-anarchists-in-favour-of-di...
Sider