Kronik

EU har godt af at blive rystet af folkets nej

Danmarks nej til Maastricht-traktaten blev en gevinst for hele det europæiske samarbejde. Det banede vej for øget åbenhed og integration af østlandene. Rigtigt håndteret kan også Brexit blive et positivt vendepunkt
Danskerne stemte for 25 år siden nej til Maastricht-traktaten om det gamle EF’s udbygning til en politisk union. Især daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) var chokeret.

Danskerne stemte for 25 år siden nej til Maastricht-traktaten om det gamle EF’s udbygning til en politisk union. Især daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) var chokeret.

Tine Harden

2. juni 2017

Den 2. juni er det 25 år siden, at danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten om det gamle EF’s udbygning til en politisk union. Nej-fronten bestod dengang af både bløde tilhængere og stålsatte modstandere af Danmarks EF-medlemskab, og den fik lige akkurat 50,7 procent af de fremmødte til at stemme nej.

Oprindeligt havde Folkebevægelsen ønsket en egentlig udmeldelse af EF, men resultatet af afstemningen viste, at vi gjorde klogt i at lade dét ønske træde i baggrunden. Det stod klart allerede, da kampagnen blev formet.

Udgangspunktet var en meningsmåling fra januar 1992, hvor ja-siden havde dobbelt så mange støtter som nej-siden. Vi indhentede forspringet, og de udslagsgivende 0,7 procent af vælgerne ændrede Europa for bestandigt.

Vores nej blev meget overraskende modtaget vældigt positivt i næsten alle europæiske medier.

»Det er det største bidrag, Danmark har leveret til verdenshistorien,« kommenterede den store svenske forfatter Per Olov Enquist.

Den 2. og 3. juni blev vores kritik forsidestof i hele Europa. CNN og andre internationale medier stod i kø i min lille have i Bagsværd for at få en dansk EU-modstanders kommentarer.

»TAK DANMARK« skrev den franske avis Liberation over hele forsiden samme morgen.

Ingen udmeldelsesafstemning

De fem nej-organisationer var den gamle Folkebevægelsen mod EF, Fagbevægelsen mod Unionen, Frihedsbrev ´92, Nødvendigt Forum og det nye initiativ: Danmark 92. Tilsammen dækkede de enhver tænkelig politisk observans.

Modstanden var ikke længere begrænset til venstrefløjen og de store byer. Danmark 92 havde den kendte kvindeforsker Drude Dahlerup og professor Niels I. Meyer som talspersoner. Uden de nye stemmer havde folkeafstemningen resulteret i et nyt ja som ved folkeafstemningen om EF-pakken i 1986. Danskerne ville have accepteret medlemskabet af økonomiske grunde.

Det store flertal ville ikke ud.

I Folkebevægelsens ledelse var vi dybt splittede. Beslutningerne, der var med til at vinde folkeafstemningen, blev oftest vedtaget med 11 stemmer mod 10. Efter folkeafstemningen blev vi da også sprængt.

Folkebevægelsen fortsatte for dem, der lagde mest vægt på at komme ud. JuniBevægelsen blev skabt for dem, der hellere ville bekæmpe EF’s Unionsplaner og reformere EF med åbenhed, nærhed og demokrati.

De fem nej-organisationer fremlagde i fællesskab det såkaldte 18. maj-papir med de senere så berømte fire danske undtagelser fra Møntunionen, Forsvarssamarbejdet, Unionsstatsborgerskabet og den nye fælles Retspolitik med Politisamarbejdet.

Det britiske Labour-parti offentliggjorde tirsdag det mest radikale valgprogram siden 1983 under overskriften ’For de mange, ikke de få’. Men selv om de enkelte forslag er populære, har det ikke rykket meget i meningsmålingerne
Læs også

Næste afsnit bad regeringen sikre »garantier for, at Folketinget selv kan lovgive om social tryghed og arbejdsmiljø, indvandrer- og flygtningepolitik, miljø, kultur og uddannelse, sundhed og forbrugerbeskyttelse, frie overenskomstaftaler«. Endelig var der en række ønsker til en eventuel ny forhandling af traktaten.

Logikken bag undtagelserne var, at vi ikke skulle melde Danmark ind i en Union, så længe Europa var delt i øst og vest, og de andre nordiske lande stod uden for EF 18. maj-papiret fik næsten ingen omtale, men det fik truslerne om udsmidning til at forstumme.

Hr. Åbenhed blev mainstream

Nej’et åbnede for EU’s udvidelse med Sverige, Finland og Østrig og senere med otte tidligere kommunistiske lande samt Malta og Cypern i 2004, Rumænien og Bulgarien i 2007 og Kroatien i 2013. Det var næppe sket uden det danske nej.

Kommissionens daværende formand Jacques Delors ønskede nabolandene tilknyttet et udvidet handelssamarbejde, mens unionsplanerne kun skulle omfatte kernelandene. Den model bidrog det danske nej til at lægge i graven.

’18. maj’-papiret havde også en række offensive krav til, hvordan EU kunne blive grønt og socialt, åbent, nært og demokratisk. Også de fandt vej til EF-toppen. Fire måneder efter folkeafstemningen mødtes EF-landenes statsministre i Birmingham og vedtog en erklæring med nye toner om åbenhed, nærhed og demokrati.

Den danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) optrådte som aktivist for nærhedsprincippet med en kasse danske Ingrid Marie-æbler foran fotograferne. Den britiske premierminister Major var søn af en cirkusartist og jonglerede med dem. De var for små til at opfylde foreslåede EU-regler om æblers størrelse.

Ellemann-Jensen afviste at genforhandle traktaten allerede to dage efter folkeafstemningen. Men så indså også han, at EF måtte reformeres med åbenhed, nærhed og demokrati. Han mener selv, det var ham, der fandt på akronymet ÅND.

EU-landenes ledere havde hørt budskabet om åbenhed, for det havde forplantet sig til alle lande. Jeg mærkede det selv i Europa-Parlamentets forfatningsudvalg. Før blev jeg hånligt kaldt for Hr. Åbenhed, nu blev jeg valgt som udvalgets ordfører for åbenhed og fik min udtalelse vedtaget med alle stemmer mod en enkelt.

Nu havde Hr. Lukkethed overtaget min plads som afviger.

Europa-Parlamentet har lige siden kæmpet for åbenhed i EU. Vi vandt mange sejre gennem årene. Dengang var EU’s telefonbog og alle drøftelser om nye love i Ministerrådet hemmelige. Der blev nu åbne møder, når de forhandlede og stemte om lovene.

Dagsordener og referater for Kommissionens møder plejede at være hemmelige, i dag kan de læses på Kommissionens hjemmeside, og telefonnumre kan slås op. Kommissionsformand Barroso gav mig en liste med 3.094 hidtil hovedsageligt hemmelige arbejdsgrupper ved sin tiltræde i 2004.

Tid til reformer

Det danske nej ændrede virkelig EU-samarbejdet. Vore synspunkter havde langt større vægt, end vores beskedne antal tilsagde. Men der kom også nye problemer. Møntunionen var en fejlkonstruktion fra begyndelsen med sit ensidige fokus på pengepolitik.

Det førte til lavvækst og kriser i særligt Sydeuropa, hvor halvdelen af de unge stadig er uden arbejde.

Fjernelsen af de indre grænser blev ikke fulgt op af en fælles ydre grænse. Pludselig var motorvejene overfyldt med flygtninge og indvandrere. Der er også kommet tilbageslag for åbenheden. Nu lovgiver embedsmænd fra Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet bag lukkede døre i såkaldte trilog-møder.

Og så kom Brexit som det store selvmål. Statsministrene skulle have givet briterne en række synlige sejre i et forhandlingspapir, som kunne vises frem for vælgerne. De skulle have sagt undskyld for de begåede fejl og et væksttab på otte procent i forhold til USA.

Ingen embedsmænd tør tilsyneladende fortælle premierminister May, at der ikke er nogen realisme i hendes forestillinger om en hurtigt og smertefri exit fra EU
Læs også

De skulle have fremlagt en ekspansiv økonomisk politik, som kunne skabe håb og arbejdspladser. De skulle have tilladt medlemslandene at standse løndumping og social turisme.

Nu ønsker den nye franske præsident og den tyske kansler Merkel nye traktater for EU. Lad os tage dem på ordet, men tilføje, at det ikke skal være nye utilstrækkelige studehandler, men en demokratisk proces, som inddrager alle vælgerne.

Hvorfor ikke vælge en forsamling, som kan skrive et forståeligt udkast til en ny grundtraktat eller forfatning? Så kan et eller to udkast sendes til vejledende folkeafstemning den samme dag i alle Unionens lande.

Hvis forfatterne ved, at traktaten skal til folkeafstemning, vil den blive fyldt med åbenhed, nærhed og demokrati, klimabeskyttelse, miljø og bæredygtige job, og den vil blive vedtaget med store flertal overalt.

Brexit bør blive et wake up call, der skaber mindst lige så store reformer i EU som det danske nej den 2. juni 1992.

Gerne så mange, at også briterne vil være med igen.

Jens-Peter Bonde, cand.scient.pol, er forfatter og redaktør på euabc.dk. Han var medlem af Europa-Parlamentet fra 1979-2008. Han er sammen med professor Uffe Østergård ved at færdiggøre debatbogen ’HVAD NU EUROPA’ med fælles forslag til at redde EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Michael Friis
  • John Drage Thomsen
  • Jan Weis
Espen Bøgh, Michael Friis, John Drage Thomsen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Nej’et åbnede for EU’s udvidelse med Sverige, Finland og Østrig og senere med otte tidligere kommunistiske lande samt Malta og Cypern i 2004, Rumænien og Bulgarien i 2007 og Kroatien i 2013. Det var næppe sket uden det danske nej."

Nejjjjjj hvor vi gungrer.

Eva Schwanenflügel og Einar Carstensen anbefalede denne kommentar

Jens-Peter Bonde vækker forhåbentlig ikke de sædvanlige EU-aficionados af deres slummer til en ny omgang ’debat’ … ;-)

Torben Lindegaard

@Jan Weis

Du lærte mig at stave til aficionados, og jeg koketterer nu og da med at være EU-tilhænger på Uffe Ellemannsk niveau ..........; men bare rolig - jeg orker ikke mere EU-debat i Informations læserbrevstråde.

Egil Rindorf

Jens Peter Bonde misforstår i dagens artikel i Information EU's rolle. EU er intet andet end, hvad landene og befolkningerne gerne vil gøre det til. EU er ikke et formål i sig selv, men europæisk samarbejde har et formål, hvis befolkningerne ønsker det. Og til det er EU det bedste redskab med en struktur, som så desværre ikke er let at forstå, og som derfor savner folkelig legitimitet.
MenJens Peter Bonde siger een ting, som jeg tror at mange af os er enige i. Nemlig (i min fortolkning) at man må håbe, at Brexit bliver anledning til at EU forandres på en måde, som betyder større folkelig legitimitet. Det vil vi alle ønske.
Men det er jo logik for høns, at man kun kan ændre det europæiske samarbejdes struktur ved at være helt inde i midten af de lokaler, hvor beslutningerne påvirkes og træffes. Man påvirker ingenting ved at gå sin vej, eller ved at tage forbehold i forventning om, at så tilslutter de andre sig nok de danske forbehold. det kommer IKKE til at ske.
Så lad os stræbe imod at vitalisere det europæiske samarbejde og skabe større folkelig legitimitet, og lad os håbe, at Danmark tager de muligheder vi har for at få dansk indflydelse på det europæiske samarbejdes udviklingsveje. Europa har brug for en europæisk politisk og kulturel identitet - ikke som alternativ til f.eks. den danske kultur og identitet, men som det supplement, der kan sikre at Danmark bliver hørt og får den andel af indflydelsen, som tilkommer en konstruktiv partner i det europæiske projektskulle have sagt.

Ole Rasmussen

Jens Peter Bonde er af de personer som har lagt flest sten på vejen for en positiv udvikling i EU, så hold moralprædikener om Brexit og forbehold har tjent EU. Magen til sludder skal man lede længe efter.

Ole Rasmussen

Og apropos er alle enige om, at den øgede åbenhed var en katastrofe, da EU slet ikke var klar til at blive 28 stater.

Søren Kristensen

EU bør, ligesom Eurovision Song Contest, i princippet altid være klar til nye medlemmer, så længe de er europæiske, omend det kun er i en eller anden kulturel udstrækning. Måske bliver Israel, Rusland eller Australien en del af næste runde, for britterne efterlader et stort tomrum og der skal noget til at fylde det ud.

Ole Rasmussen

Hvis jeg skal afslutte, så er Brexit ikke et wake up call. Brexit giver for første gang siden Tacther EU en mulighed for at komme videre, da vi kommer af med det fodslæbende England, som Danmark klistrer sig op af. Det har ødelagt det for os andre, som gerne ville EU. Man kan synes om EU hvad man vil, men at melde sig ind i klubben for at stoppe udvikling, det er ikke alene selvforstærkende, det er destruktivt.

Michael Kongstad Nielsen

Jens-Perter Bonde skriver i JP:
"Jeg var dengang leder af Folkebevægelsen mod EF i Europa-Parlamentet og en af arkitekterne bag nej-kampagnen."
Det skal nok passe, tror du ikke Torben Lindegaard.
Hverken Folkebevægelsen eller Junibevægelsen var med i udformningen af Det nationale Kompromis, Jens-Peter altså heller ikke, Da kompromisset blev genstand for vedtagelse af Edinburgh-aftalen var de heller ikke med. Og at de anbefalede NEJ i 1993 er derfor ikke så underligt. Jo, jeg tror såmænd nok, Jens-Peter altid har været til at stole på.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror dog ikke meget på de to forfatteres fælles bogprojekt. ’HVAD NU EUROPA’ med fælles forslag til at redde EU

Michael Kongstad Nielsen

Hov, forbindelsen smuttede.
Kort sagt blev Jens-Peter Bonde med tiden for 'embedet' med hele systemet, hvilket er meget menneskeligt, men sløver og svækker, og Uffe Østergaard har i adskillige indlæg plæderet for føderationen, endda uden grænser, unionen er at foretrække som nyt Romerrige.

Efter min mening bør EU gå ligeså meget i opløsning, som Romerriget gjorde.

Michael Friis, Per Torbensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Foreløbig har Danmark valgt en konfronterende linje i forhold til Storbritanniens udmeldelse af EU. Hvis udmeldelsen håndteres godt, er det ikke med Danmarks støtte.

"EU-landenes ledere havde hørt budskabet om åbenhed, for det havde forplantet sig til alle lande."

Hvordan har det helt konkret forplantet sig til Danmark? Jeg kan kun se åbenhed om de forhold, der er egnede til skabelse af modvilje mod EU. Det passer selvfølgelig godt til Jens Peter Bonde. Fakta er jo, at Folkebevægelsen mod EF burde have nedlagt sig selv i 1972, men valgte at opføre sig, som om folkeafstemningen d. 2. oktober 1972 aldrig fandt sted.

De danske forbehold er ikke meget værd. I mange tilfælde er Danmark undtaget fra direktiver og forordninger, andre landes befolkninger har glæde af. Da en dansk undtagelse var ubehagelig nok, blev der bare arbejdet for en parallelaftale.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Jens Peter Bonde er forhåbentlig ikke historielærer i det daglige.

For sjældent har jeg dog læst sådan en gang sludder om EU-projektet. Selvglæden kender næsten ingen grænser.

Nu mener jeg så ikke, at JP Bonde kan sammenlignes med en Nigel Farage eller Marine Le Pen. Dertil var han alt, alt for venlig i sin tid som medlem af EU-Parlamentet. De to nævnte størrelser havde et sprog, som var helt forskrækkeligt.

EU er et enestående projekt i europæisk sammenhæng - ingen ville i 1972 have troet på, at det kunne udvikle sig til 28 nationer plus Norge og Schweiz som påhæng uden beføjelser. Især da ikke de, der var trofaste tilhængere af Comintern som en slags modvægt til EF og siden EU.

Det blev til det største økonomiske projekt i historien, og samtidig fulgte en fredelig periode. For hvem går dog i krig mod en samarbejdspartner?

M&M vil i løbet af de næste 5 år skabe en videre udvikling af projektet, så man tror, det er løgn. Ganske enkelt fordi, det er en god ide at ... samarbejde fremfor at slås.

Michael Kongstad Nielsen

EU er en enestående fejltagelse, Hans Jørn Storgaard Andersen. Sådan kan vi mene lidt af hvert.
I dag skriver Uffe Ellemann i Politiken, at Jens-Peter Bonde begår historieforfalskning. Intet mindre.
Ligesom du, Hans Jørn Storgaard, ikke mener, at JP Bonde kan sammenlignes med en Nigel Farage eller Marine Le Pen, så mener jeg heller ikke, at du kan sammenlignes med Uffe Ellemann. Dertil er du alt for tung og upassende i dine sammenligninger og konstante henvisninger til komintern og kommunisme, når folk mener noget andet end dig.
Uffes trick i sagen er, at han ikke vil vedstå, at han modarbejdede den danske befolknings demokratiske NEJ i 1992 ved at sige til de andre udenrigsministre, at der ikke ville blive tale om at ændre Maastricht-traktaten.

Michael Kongstad Nielsen

I øvrigt har det gennem årene været gængs praksis i dansk regeringsførelse, at man ikke i praksis har villet rette sig efter folkets vilje, ikke arbejde for den.

Vi så det efter NEJ-et i år 2000 til euroen. Resultatet blev, at Danmark fulgte euroen i et og alt, som om vi havde stemt JA.

Vi så det ved den nye afstemning om retsforbeholdet, som folketinget ikke ville acceptere, og derfor skulle det genafprøves. Dog med samme afvisning fra befolkningen.

Vi så også Danmarks regering modarbejde rigsfællesskabet i sagen om fiskekvoter for Færøerne og Grønland, da EU vejede tungere end danske interesser.

Ærgerligt og mærkeligt.

Torben Lindegaard

@Michael Kongstad Nielsen

Vi skal vel lige have med, at Uffe Ellemann kvitterer for Jens-Peter Bonde's kovending overfor EU - mere EU i stedet for mindre EU.
Jeg ser mig dog ikke i stand til at kunne glædes over noget som helst Jens-Peter Bonde har udtalt - han er bare så fuld af fup og gamle aviser, at det kan være lige meget.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Michael Kongstad Nielsen mener det diametralt modsatte af jeg - så jeg vil ikke gentage mine holdninger til den sag - al den stund vi er med i EU, vi følger Euro'en osv. osv.

Hvad angår emnet her - nemlig Bonde vs. Ellemann Jensen, så holder jeg med den sidste. Al den stund han var udenrigsminister og vidste mere end både Bonde, du og jeg.

Det var simpelt hen genialt med det nationale kompromis, som SF og S lavede sammen.
Nogle bliver heldigvis klogere med tiden - som Aksel Larsen, da han ikke kunne tage ansvaret for Stalins udskejelser.

Det kan du åbenbart stadig ;-)
Man kalder det en ... dårlig taber !!