Klumme

Min far havde slet ikke brug for revselsesretten. Han slog i lovløs vrede

Jeg var 12 år, da revselsesretten blev afskaffet. Det ændrede ikke noget hjemme hos os. Min fars vrede angik hverken regeringen eller naboen. Men det var ordene, der fulgte slagene, gjorde mest ondt. Og de var helt lovlige
Debat
6. juni 2017

Jeg var fem år, da naboen spurgte, hvorfor jeg så ofte græd. Jeg var 12 år, da revselsesretten blev afskaffet. Og jeg var 17 år, da min far slog mig for sidste gang.

Det var aldrig deciderede tæsk. Jeg kan bedst beskrive det som små stykker noget for noget. Man tabte en gaffel og fik et fur. Man glemte en nøgle, et tak, en bakke æg eller noget andet og uklart og blev puffet snublende mod savsmuldstapetet. Min fars vrede satte sig som en famlen, der fik juicekartoner, skeer og alt, der var porøst, til at falde mod gulvet, når han kom ud i køkkenet.

Samme famlen satte sig i svaret, når andre spurgte, hvorfor min far altid var så vred. Det var skamfuldt ikke at kunne stoppe med at gøre sig fortjent til al den ufred.

»… så falder der brænde ned,« sluttede hans formaninger, og jeg forestillede mig stablen langs sommerhuset og den hule buldrende efterårslyd af tørt træ. Jeg prøvede at regne ud, hvornår det vaklede, men det var ikke til.

Der var lørdage på Bakken. Bare os to. Med bamse- og chokoladetrofæer, med Pjerrot og senere cykelturen hjem under månen. En pludselig barnlig blidhed, et kejtet venskab og en bøfsandwich. Indtil en tur i tekopperne slog alt i stykker.

Louise fra min klasse ville vide, hvorfor jeg var bange.

»Du ved jo, at du får skældud, så er der vel ikke noget at være så bange for?« spurgte hun med undren bag brillerne. Jeg fik vist ikke givet hende et svar, men tænkte, at hun havde ret, og mærkede i mit snørede bryst, at hun tog fejl.

Jeg ved ikke engang, om jeg ville kunne svare Louise i dag. På hvorfor jeg aldrig blev ligeglad. På hvorfor det gjorde så ondt, for min far slog hverken ret længe eller særlig hårdt.

Det sved, når han ramte, men kun kort – bagefter skulle jeg lytte til, hvad jeg var for en. Til ud på natten og måske igen næste dag. Han lænede sig tilbage i sofalæderet. Han råbte bag røgen fra grønne Cecil, bag kaffe og bridgeblanding.

Jeg forsøgte at nikke på de rigtige tidspunkter. Der var pause, når han var på wc eller i køkkenet, stilhed et øjeblik, et lille suk fra en Tuborg Squash, kapslen, der ramte bordet og gulvet, der knirkede ham tilbage.

»Se på mig, når jeg taler til dig.« Jeg så, men mest på maleriet over sofaen. Det var et sankthansbål med guldramme og utydelige midsommergæster. En af dem stod lidt fra de andre, med slørede penselstrøg og ryggen til.

Det var ham, jeg lyttede til, når min far råbte. Jeg gav ham et venligt ansigt, smilerynker og en rolig stemme. Han mindede om Michael Falch, der på det tidspunkt var vært på Hemlig Nemlig, et tv-program, børn kunne skrive anonymt til, hvis det var svært derhjemme.

»Du skal ikke tage dig af det,« trøstede den ansigtsløse med Michael Falchs hæse omsorg og stirrede evigt ind i det flakkende bål.

Når min far blev for voldsom, lagde hundene sig knurrende imellem, så var det, som om han pludselig kunne se sig selv med deres øjne. Bagefter hviskede jeg deres pels våd i tårer og løfter.

Jeg var 12 år, da revselsesretten blev afskaffet. Det ændrede ikke noget hjemme hos os. Min fars vrede angik hverken regeringen eller naboen. Min far benyttede sig ikke af en ret, når han slog. Han slog i lovløs vrede, som tog til, efter han mistede sit job på grund af den.

Min far findes ikke mere, men der findes stadig forældre som ham, vrede som hans og børn som mig. Det er aldrig nogens ret at revse andre, men jeg kan ikke lade være med at tænke på al den vrede, der ikke sidder fast i et slag. På den vrede, der udløser dages tavshed eller kaskader af hårde ord og evige trusler.

»Blev du slået?« spørger folk med vantro i stemmen, og jeg har stadig svært ved at sætte ord på, at alt det, der ikke var slag, ofte var meget værre.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jakob Lilliendahl

Min mor er heller ikke mere. Hun røg også grønne cecil. Jeg kan huske en gang jeg blev sparket nogle gange, fordi jeg havde spildt et glas mælk på den dug hun lige havde skiftet. Men det jeg bedst kan huske, er det jeg bare og kun og altid eller aldrig var og ikke var, og ja, hvordan jeg skulle se hende i øjnene når hun fortalte mig det. Og jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort uden Gizmo.

Lone Mikkelsen

Tak for dit fine indlæg. Min far røg også grønne Cecil, og først efter jeg blev 50, lærte jeg mig at fortælle, at jeg var blevet slået som barn uden i samme åndedrag at udslette mig selv med bemærkninger, såsom: Jeg var også fræk. Jeg sagde ham imod, så det var min egen skyld - og den slags.

tak Camilla, for din psykologiske indsigt