Kommentar

Jo, der findes skam også antimuslimske hadprædikanter

Et angreb som søndagens mod moskegængere i London finder alene sted, fordi der løbende opmuntres til had, og fordi hadet normaliseres. Begge dele sker i stor stil i Storbritannien. Derfor var angrebet ingen overraskelse
Søndag aften blev muslimer på vej ud af en moské i London angrebet med fuldt overlæg.

Søndag aften blev muslimer på vej ud af en moské i London angrebet med fuldt overlæg.

Tim Ireland

22. juni 2017

Fordomme og vold mod muslimer er et velkendt faktum. På relativt kort tid er vi gået fra at overveje, hvorvidt der overhovedet findes islamofobi til at skulle håndtere dens konsekvenser. Søndag aften på Ramadanens 24. dag blev det islamiske center i Finsbury Park angrebet med fuldt overlæg, mens troende var på vej ud af moskeen.

Hadkriminalitet opstår ikke i et vakuum. Derfor er det afgørende at undersøge den kontekst, angrebet fandt sted i.

For at uskyldige mennesker kan blive angrebsmål, må to forudsætninger være på plads: For det første opmuntring til had og for det andet normalisering af det had.

Det første sker, når der piskes vanvid op, og nogle mennesker fremstilles som undermennesker. Det andet sker, når det første bliver gentaget tilstrækkelig mange gange. Før eller siden kommer det til at forekomme mindre forbryderisk at handle på det vanvid.

Den dynamik gælder for øvrigt, hvad enten angriberne kan siges at være »ensomme ulve« eller led i et større netværk. Det gælder muslimer, som nærer dehumaniserende vrangforestillinger om dem, som ikke deler deres religiøse overbevisning. Og det gælder ikkemuslimer, som udspyr galde mod deres muslimske naboer.

Fuldskala krig

Vi kender kun den jihadistiske indoktrinering alt for godt og nødvendigheden af at kvæle den, når vi har muligheden. Men vi har vanskeligere ved at erkende, præcis hvor langt opmuntring til had og normalisering af had er kommet i Storbritannien, når det gælder islamofobi. Vi kunne kalde dette radikalisering, blot med lidt andre aktører involveret.

Den underlødige del af pressen råber ikke engang vagt i gevær længere. Den måde, muslimer omtales, ligner fuldskala krig. Det var derfor heller ikke overraskende, at Mail Online beskrev den moske, hvor angrebet var sket, som stedet »hvor hadprædikant Abu Hamza engang prædikede«. Disse uskyldige borgere er slet ikke så uskyldige, lod til at være budskabet i underteksten.

Højrefløjspolitikere fangede hurtigt den antimuslimske fortælling. Det var intet tilfælde, at UKIP – der desperat forsøgte at forblive relevant efter Brexit-afstemningen – flyttede fokus over på islam og producerede et muslimbesat manifest.

Mainstreampolitikere er ikke meget bedre. Efter angrebene i Manchester og på London Bridge har de talt dunder mod islamistisk terrorisme. Men dette burde være en krig, der bliver udkæmpet på to fronter.

Hele ideen med terrorisme er at skabe splittelse og fremme et verdenssyn, hvor fredelig sameksistens ikke kan forekomme. Islamisk Stat siger det lige ud i deres propaganda. At fordømme ekstremisme uden at slå lige så kraftfuldt ned på de fordomme, terrorismen skaber, fanger os i en ondskabsfuld fælde.

Radikaliserede hvide

Vi har lært at tænke på terrorister som nogle andre end os selv. Som vrede, mørkhudede mænd. Vi har lært at tænke hadprædikanter som skæggede klerikale, og på dem, der gør terrorismen mulig, som de tavse muslimer, der ikke vil fordømme de fås handlinger.

Men det er på høje tid, at vi også erkender, at dem, der angriber muslimer, ikke er afvigende eller afsindige individer, men produkter af et klima, der har opmuntret til had og normaliseret deres had.

Enhver påstand om, at antimuslimsk vold ikke bliver opmuntret af sensationspressen, af reaktionær politik og af tolerance over for hadtale er lige så fejlagtig som at sige »det har intet at gøre med islam«, når det gælder jihadistisk terror.

På samme måde, som vi må håndtere den radikaliserende indflydelse, nogle hjemmesider, nogle klerikale og nogle muslimske organisationer udøver, må vi konfrontere det faktum, at også islamofobien har sine hadprædikanter.

I kølvandet på angrebet på Manchester Arena efterlyste Katie Hopkins en »endelig løsning«. Hun slettede sit tweet og undskyldte for det, men det virkede ikke, for at være ærlig, som særligt uden for skiven i forhold til, hvordan hun plejer at udtrykke sig. At hun stadig er ansat på Daily Mail og indtil for nylig optrådte i bedste sendetid på LBC og bliver ivrigt forsvaret i ytringsfrihedens navn illustrerer i hvor høj grad, vi har indført dobbelte standarder.

Den barske sandhed er, at Hopkins og hendes ligesindede får lov til at sprede deres møg, fordi de bliver opfattet som »en af vore egne« – og derfor i en anden liga, de kan tolereres og undskyldes.

I sin reaktion på Finsbury Park-angrebet beskrev Theresa May islamofobi som ekstremisme og sagde, at det var »præcis lige så destruktivt for vores værdier og livsførelse«. Dette er en begyndelse, men det er en dråbe i havet, hvis ikke vi holder op med at være selektive omkring, hvilke former for hadtale vi accepterer.

Nesrine Malik er sudanesisk forfatter og kommentator, bosat i London.  The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel, Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen, Dorte Sørensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rikke Nielsen

Retorikken kan meget direkte overføres til Danmark.

Vi overser noget vigtigt, hvis vi er så imbecile at sætte lighedstegn mellem islam og terrorisme.
Terrorisme findes potentielt indenfor enhver ekstrem gruppering. Og vi kan hermed risikere at overse terrorister, der ikke er brune i huden. Typer som f.eks. Anders Breivik, der har 77 liv på samvittigheden.

"Endelig løsning"=Endlösung
"Endlösung" er nazisternes plan om at fjerne alle jøder i Europa.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar

Antisemitismen vokser i Europa – og stort set alle deltager, nogle mere end andre.

Det er vistnok snart på tide, at de europæiske medier begynder at berette mere korrekt om forholdene i Mellemøsten, uden den sædvanlige politiske korrekthed, som denne reportage prøver at rode bod på, med det resultat, at udsendelsen blev holdt tilbage af ard/arte i henved ½ år – overskriften kunne lyde: Muslimske hadprædikanter er alle vegne og antisemitismen mod jøder vokser …

Bemærk særligt Abbas i starten klippet fra EU-parlamentet – afbrydelsen af vandet viste sig enere at skyldes rørbrud, som også ramte en israelsk bosættelse –

http://www.ardmediathek.de/tv/Reportage-Dokumentation/Auserw%C3%A4hlt-un...

Opfølgning -
http://www.ardmediathek.de/tv/Maischberger/Gibt-es-einen-neuen-Antisemit...

jan henrik wegener

Der har da været mange, ikke mindst på debatfora her, der meget klart har nedtonet terrorisme som problem.

odd bjertnes

Eksemplet på 'ikke-islamisk hadprædikant' - et flere år gammelt skyndsomt slettet tweet - er ikke nok til at bære overskriften.
Men ellers er kritikken god nok.
Det er begrebet 'hadtale' ikke.

Det eneste der validerer et udsagn er dets sandhedsværdi.
Dets medies følelser er ikke egentlig relevante i den sammenhæng.
Som det er kollektivt klogest i som intelligensvæsen at forfølge.
Har en splid med 'liberal' på det punkt indrømmet....

Charlotte Svensgaard

Naturligvis gør der det og det er ikke det mindste forbløffende. Det mest forbløffende er at der er så relativt få og at de enten får meget begrænset taletid og/eller der slåes hårdt ned på dem.
Det samme kan desværre ikke siges om muslimske hadprædikanter. Hverken i deres egne rækker, nationalt eller internationalt.

Poul Sørensen

Det er mest overraskende er at hele det politiske system maler videre på deres eneste projekt, som er at gøre de rigere rigere, så de fattige kan få et job. Politikerne tømmer politik for indhold via nedskæringer og skattelettelser til de rige i en tid hvor der netop er brug for politisk indhold, hvor der er brug for at politikerne ikke bare giver tilskud men også følger op på om tilskudene bliver omsat i integration, udannelse og velfærds værdier.
- Politikernes engagement er næsten ensidigt på de besiddenes side....

Poul Sørensen

Dansker politikere minder lidt om Donald Trump på den måde, at lege som Donald ikke har selvdiciplin til at læse dokumeter medmindre han selv er nævnet, så har danske politikere svært ved at sætte sig ind i noget, der ikke omhandler om succes og penge eller Christiansborg...

Eva Schwanenflügel og Charlotte Svensgaard anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Dette indlæg er, på overfladen, velbalanceret. Islamisme op den ene side, Islamofobi på den anden. Begge dele er farligt, begge dele skaber vold gennem agitation.

Men en fobi er en irrationel, ubegrundet frygt. Hvis Islamisme er farligt er frygt for Islam begrundet.

Og modsat undgår indlægget at tale om Nazifobi. For det ville jo være at latterliggøre den bekymring som Nesrine Malik søger at fremme.