Klumme

Før eller siden bliver jeg sat ud af Paradis

Jeg forurettes, når mine privilegier krænkes. Når der pludselig er tørke og terror i gaderne. Jeg er vokset op med tryghed og sikkerhed som en selvfølge. Som en fed engel svævende på en vatsky. Nu forstår jeg, at det liv er ved at være slut
12. juni 2017

Jeg er hvid. Det er det første, jeg nævner. Ikke noget, jeg plejer at tænke over, men hver gang jeg tager toget til Sverige, bliver det så åbenlyst: Det er de brune og de sorte, der bliver stoppet af enorme mænd i kampuniformer, to meter mellem skuldrene og skarpladte våben, bryske stemmer. Imens sidder jeg, lille, hvid dame dér med mine papirer. Ingen problemer.


Jeg kigger på mine hvide fingre, mens jeg skriver dette. Det er først for nylig, det overhovedet er gået op for mig, at jeg er hvid, det var ikke noget, jeg tænkte over. Men mit hylster er åbenbart min fordel.


Jeg er klummeskribent. Så sidder jeg her med mine hvide fingre og har ordet i hænderne, jeg har en stemme. Jeg har godt nok kæmpet for den, synes jeg selv, men jeg har egentlig aldrig tænkt over, om jeg overhovedet havde RET til at sige noget. Men nu efter jeg har set The Handmaid’s Tale, er jeg begyndt at tænke over det. Hvilket privilegie at få lov til at sige noget! Tænk, at jeg må have en holdning! Tak!

Jeg er født i Danmark. Det er også et privilegie. I Danmark er jeg født, der har jeg næsten hjemme. Jeg voksede op i en kultur, hvor man gik til lægen, når man var syg og i skole for at blive klog. Jeg voksede op i en kultur, hvor alle havde ret til et fedt liv og et fedt køkken, det var ikke noget, vi tænkte over, det var bare sådan, det var. Vi havde det da fedt nok i 1980’erne. Vi havde både walkmen og rulleskøjter og alt muligt. Det var som sagt ikke noget, jeg tænkte over.

Det bliver den tørreste sommer i 50 år. Grundvandniveauet har aldrig ligget lavere, jeg begynder at indstille mig på tørke. Jeg troede aldrig, det skulle ramme os. Jeg troede kun, den slags kunne ske i Afrika eller et eller andet, andet sted, langt væk, for nogle andre, for de fattige.
 Det med tørken går mig virkelig på. Vand er jo essentielt, det er sgu da et stort problem, hvis vi ikke har adgang til uanede ressourcer af det længere!

Alt det, jeg tog for givet. Jeg tog virkelig vandet for givet.
 Det er kun, når jeg mister mine privilegier, at det går op for mig at jeg havde dem i det første sted, de lå som en beskyttende membran omkring mig, jeg var en nøgen engel på en flyvende sky af vat. Gud, hvor havde vi det godt! Hvad har vi dog gjort for at fortjene at have det så godt!

Mit privilegium i ikke at skulle tænke over min hudfarve eller mit køn, og på hvilken måde det ville påvirke mine muligheder i verden. Mit privilegium at have en stemme. Mit privilegium at komme fra Danmark – et land, hvor det ikke regner med bomber, og hvor børn kan gå til koncerter og i skole og med fidgetspinners, ingen problemer, ingen afrevne lemmer på gaderne her. Det er en absurditet, når der sker noget. Det er en anomali, og jeg forurettes. Forurettes over bomber i Manchester og knivstikkere i London. Forurettelsen bliver hos mig i lang tid. Jeg mister noget, der var så indlejret i min eksistens, at jeg ikke engang tænkte over det: Tryghed. Sikkerhed.

Og jeg tænker på, hvor historisk unik en situation jeg egentlig befinder mig i. Hvem i verdenshistorien har kunnet vokse op uden krig, død og ødelæggelse omkring dem? 
Genialiteten lå i at outsource krigen til de fattige lande, så vi ikke skulle se på den og forholde os direkte til den.

Vi outsourcede det hele faktisk, og nu får jeg pludselig sådan en følelse af, at jeg gået rundt i en dome, med mit hvide tøj til de hvide haveselskaber, med den hvide pille, i min dome. Som en engel på en vatsky, helt fed og kvabset.
 Åh nej, var det os? Var det sådan, det var?
 Virkelig?


Jeg vidste ikke, at mine privilegier var stjålet, at de byggede på slavehandel og vedvarende (stadig pågående) udbytning af de fattige, deres ressourcer, tid og kroppe var blevet til min mobiltelefon, min chokolade, min kaffe og mit billige tøj. 


Jeg undskylder mig med, at jeg ikke vidste det. Men nu ved jeg det, og jeg ved, at jeg må miste mine privilegier. 
Før eller siden knækker glasset i domen, om jeg vil det eller ej. Før eller siden bliver jeg sat ud af Paradisets have.

Andrea Hejlskov er forfatter og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
Pernille Elholm, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anita Pedersen

Kronik i Information.

Jeg synes holdningen, der kommer til udtryk i denne kronik er forsimplet.
Det stilles op som om det fredelige, lykkelige og rige liv i Danmark kun beror på udbytning af den 3. Verden og udlicitering af krige.

Det er sandt, at Danmark for en del generationer siden stjal med arme og ben i kolonierne og udbyttede lokalbefolkningen.
Det er imidlertid kun en lille del af forklaringen på det sk lykkelige liv, vi stadig lever, men som jvfr kronikøren er truet.

Tidligere generationer har arbejdet hårdt og under stor fattigdom for at skabe mange af de værdier, vi nyder godt af i dag. Det skete stort set uden socialforsorg og mange af tidligere tiders danske underklasse havde forhold, der på mange måder kan sidestilles med slavers.
Middellevetiden var lav. Børnedødeligheden stor og almindelige mennesker boede under elendige kår og led af talrige sygdomme samt underernæring.

Tidligere tiders fagbevægelse, arbejderpartier og kvindebevægelse, kæmpede de kampe, der gav os frihed, demokrati og velstand.
Det er ikke noget, der er kommet af sig selv eller noget, vi har fået forærende.

Arbejdere, landmænd m, organiserede sig i andelsbevægelser, som var en stor del af opskriften på fremgang og velstand og som (for arbejderne) sikrede adgang til gode, billige fødevarer, møbler og kultur.
Samtidig har vi haft en fri folkeskole og folkehøjskolerne, som har bidraget til oplysning af folket.
Velfærdssamfundet blev organiseret som et kollektiv, hvor man havde rettigheder og pligter, uafhængigt af, om man tilhørte den rette klan, havde den rette tro eller boede i den rette by.
Det sikrede, at de fleste var villige til at bidrage med skatter til fællesskabet. Man vidste at man selv og ens familie selv havde gavn af det. Sikring af social stabilitet og ro samt visheden om, at man selv kunne få lægehjælp , understøttelse etc, hvis det blev nødvendigt.
Det sikrede et højt uddannelsesniveau.

Man tog samtidig opgøret med religion, som blev et privatanliggende til indvortes brug.
Religiøse stridigheder i Danmark ligger mange år tilbage i tiden.

Kvinden blev fri og fik stemmeret. Dvs alle individer i samfundet kan bidrage. Den ene halvdel er ikke holdt nede.
Kvinden var ikke mere afhængig af manden.

Senere kom en sexuelle frihed.

Således fik vi skabt et frit velfærdssamfund, som (sammen med de øvrige nordeuropæiske samfund) er nogle af de mest velfungerende i verden.

Det fik mange øjnene op for uden i verden og tilstrømningen af folk fra hele verden, der ønskede at bo her, blev stor.
Især fordi der blev taget godt imod folk.
Mange af disse mennesker er faldet til og lever problemfrit i samfundet.
En mindre gruppe takker imidlertid for gæstfriheden ved at ønske at ødelægge deres nye hjemland og skabe et samfund, der ligner det, de kom fra.

Dét er årsagen til den frihed, kronikøren beskriver og som hun nu er ved at miste.
Naivitet og dumhed.

Eva Schwanenflügel

Det er indlysende, at vi her i Danmark har levet i et smørhul igennem længere tid. Vi har stortset undgået at være part i de to verdenskrige, selvom vi under den sidste var under besættelse. Vi blev ikke bombet sønder og sammen. Vi samarbejdede med besættelsesmagten, indtil det blev for meget for befolkningen, og generalstrejken satte en stopper for det.
Og ja, vi har fortalt hinanden historien om, hvor gode og heltemodige vi altid og til enhver tid har været. Det første jeg lærte om de Dansk-Vestindiske øer, og vores kolonihistorie, var gennem et radiospil om Peter von Scholten, og hvordan han gik imod sine foresatte i Danmark og frigav slaverne. Det var ikke i skolen.
Det er også først fornyligt jeg blev opmærksom på, at grønlandske børn blev tvangsfjernet fra deres forældre for at tilgodese et socialt eksperiment. Længere tilbage havde det samme gjort sig gældende for Vestindiske børn.
For Danmark er jo så dejlig! Hvordan kan nogen dog have noget imod at være her?
Desværre er det hele nu blevet til en debat med omvendt logik. Danmark er så dejlig, at alle - død og pine - vil hertil, koste hvad det vil af liv og helbred. Derfor må vi nu sværte vores omdømme med umenneskelige, symbolske love, og retfærdiggøre lovbrud med moral, jævnført Støjberg-sagen.
I stedet for at løse den nødvendige integrationsindsats, har det siden Fremskridtspartiets opkomst ved det såkaldte 'jordskredsvalg' i 1973 handlet mest om at lefle for laveste fællesnævner.
Så jo, det at være hvid er gået hen og blevet et mere og mere synligt privilegie. Men det har altid været der. Der er ingen brune og sorte i Matador og Olsenbanden. Men det er ved den søde grød det, de der udlændinge skal sætte sig ind i, for at blive ligeså danske som os andre med hvidt hylster.

Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

At benægte at Danmarks nuværende rigdom primært skyldes udbytningen af en arbejderklasse overvejende placeret i Sydøstasien, er at være naiv og dum. Hvor skulle alle værdierne ellers komme fra i dette land af damefrisører og andre servicemedarbejdere?

Okay, en del af rigdommen skyldes mishandlingen af nogle millioner svin, som i aflivet tilstand kan byttes til dollars, som vi kan bruge til at købe sneakers og fladskærme. Men er dyremishandling bedre end udbytning?

Jane Juul, Per Jongberg, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar