Lise Nørgaard I
I dag fylder journalist og forfatter Lise Nørgaard 100 år. I den forbindelse genudsendes Matador, ligesom der udkommer en biografi om hende med den optimistiske undertitel De første hundrede år. Glem Luther, 2017 er Lise Nørgaard-år! Et stort tillykke herfra.
Lise Nørgaard II
I går morges fik Midt- og Vestsjællands Politi imidlertid en kedelig nyhed. Lise Nørgaard-statuen, der sidder på en bænk på Algade i Roskilde, er blevet overhældt med rød maling. Hærværket ligger i forlængelse af en række sager om rød maling i år.
Den lille havfrue
Den lille havfrue har gennem årene måttet stå model til mange ting. I maj i år fik hun samme behandling som Lise Nørgaards statue. Det gav DR anledning til at skrive artiklen »Derfor er den lille havfrue altid offeret«. Nu er hun i det mindste ikke alene længere.
Gert Bjerregaard
En tredje sag om rød maling foregik i Mindeparken i Aarhus, hvor en kunstner har sprayet både græs og træer med rød akrylmaling. Der var ikke tale om hærværk her, men om kunst – mente nogle. Andre, f.eks. byrådsmedlem Gert Bjerregaard, mente, det var noget »svineri«.