Kommentar

Den globale værdikamp har brug for både politik og penge

Danmark kan ikke vinde kampen for kvinder og pigers rettigheder med kroner og ører alene. Vi skal også sætte ind politisk og påtale uretfærdighederne, så ofte vi kan
Danmark kan ikke vinde kampen for kvinder og pigers rettigheder med kroner og ører alene. Vi skal også sætte ind politisk og påtale uretfærdighederne, så ofte vi kan

Finn Frandsen

Debat
3. juli 2017

Knud Vilby kritiserer den 26. juni regeringen for at have skåret i støtten til organisationer, som arbejder med familieplanlægning. Af den grund kan Danmark – ifølge Vilby – ikke være med front i kampen for pigers og kvinders rettigheder.

Hvis det skulle være en præmis for den politiske debat, ville det betyde, at enhver ny regering ikke kan mene noget politisk, hvis den har tilpasset budgetterne på den ene eller anden måde. Så lavt er det generelle debatniveau gudskelov ikke.

Men lige når det kommer til udviklingsbistanden, er det meget yndet at kritisere regeringen for de tilpasninger, som vi lavede for nu to år siden. Jeg er kommet videre, for jeg ved, at den globale værdikamp, som Danmark deltager i med fuld styrke, har både brug for politik og for penge.

Lad mig slå en ting fast: Danmark har tilpasset vores udviklingsbistand, så vi giver 0,7 procent af BNI. Det følger FN’s målsætning, og det er vi seks lande i verden, der gør. De øvrige 24 rige lande, der også har forpligtet sig til at give 0,7 procent af BNI, giver mindre end 0,7 procent.

Danmark har levet op til FN’s målsætning i 40 år til næste år, og det vil vi blive ved med. Store rige lande som USA, Canada og Frankrig giver langt mindre end 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand. I 2016 gav Canada 0,26 procent af BNI, USA gav 0,18 procent af BNI og Frankrig gav 0,38 procent af BNI.

Når det kommer til at leve op til FN’s målsætning, er Danmark et land i en lille eksklusiv skare. Derfor er Danmark også særdeles respekteret for vores engagement i verdens udvikling, og vi er en meget eftertragtet partner.

Så meget desto mere paradoksalt er det, at dem, der taler Danmarks udviklingspolitiske engagement ned, er danskere selv.

Penge er ikke alt

Penge betyder noget, og derfor lever vi op til vores internationale forpligtigelser, og jeg arbejder målrettet på også at få de andre rige lande til at leve op til deres forpligtigelser. Men penge er ikke alt.

Lige nu foregår der en global værdikamp mellem os, der mener, at menneskerettigheder gælder for alle mennesker, og dem, der åbenbart mener, at piger og kvinder ikke skal have adgang til helt basale menneskerettigheder.

Det kan være pakket ind i religion, kultur eller traditioner, men bottom-line er, at de retfærdiggør eller lukker øjnene for, at unge piger bliver gift med ældre mænd, at kvinder ikke kan arve, men bliver arvet, og at kvinder ikke selv kan bestemme, hvornår hun vil have børn, hvor mange og med hvem.

Vi kan gøre noget med penge for at bekæmpe det. Siden jeg satte mig i stolen som minister for udviklingssamarbejde, har jeg haft både politisk og økonomisk fokus på kvinders rettigheder. Jeg har f.eks. i 2017 øremærket 56 millioner kroner til UNFPA Supplies, der står for indkøb og udlevering af prævention i udviklingslandene.

Ifølge Knud Vilby er øremærkning af bidrag til UNFPA også problematisk. Men øremærkning kan i nogle tilfælde – som i forhold til UNFPA – være en god løsning, fordi vi ved at styrke indkøb og uddeling af prævention netop styrker pigers og kvinders muligheder og rettigheder. Og det i en tid, hvor befolkningstilvæksten i Afrika er en direkte trussel mod stabiliteten i Europa.

Afgørende politisk indsats

Men vi skal også gøre mere politisk. I marts besøgte jeg en skole i en flygtningelejr i Kenya. Her viste skolelederen stolt et skema over eleverne. Her var ca. 300 piger og ca. 300 drenge i 1. klasse. Det samme gjorde sig gældende i 2. klasse. Men som klassetrinene steg, forsvandt pigerne lige så stille. I 8. klasse var der kun 26 piger tilbage, men stadig 300 drenge.

Da jeg spurgte, hvor pigerne var blevet af, fik jeg en lang forklaring om kultur og traditioner, og om at pigerne begyndte at bløde, og så blev de gift.

Jeg var rasende, og bliver det stadig ved tanken. At vi som internationalt samfund vender det blinde øje til, at piger i 7.–8. klasse bliver taget ud af skolen, for at blive gift, er ikke et spørgsmål om penge, men om en global værdikamp, som vi skal tage. Og jeg har tænkt mig at stå allerforrest i den kamp.

For de millioner af piger og kvinder i verdens fattigste lande, er det helt afgørende, at et land som Danmark, vores gode venner i Holland, Sverige, Finland og Norge, hæver stemmen og går fuldtonet ind i den globale værdikamp.

De har ikke selv en stemme, og hvis ikke vi hæver vores, kan vi bruge nok så mange penge, men vi får ikke fat i de helt grundlæggende uretfærdigheder, som f.eks. at pigerne i flygtningelejren får en ægtemand i stedet for en grunduddannelse.

Ulla Tørnæs er minister for udviklingssamarbejde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Aaen

Jo, Ulla Tørnæs - det handler bestemt også om penge. Og dit besøg - som udviklingsminister - i en flygtningelejr i Kenya kan desværre ikke bruges til ret meget! Fordi det netop handler om penge også her. For nej, det handler aldeles ikke udelukkende og kun om kultur her! Det handler om penge - ganske enkelt. Fordi blyanter, skolebøger, hæfter, skoletasker mm. og mv. koster penge - også i en flygtningelejr i Kenya. Eller i afrikanske land som Ghana, Gambia, Botswana, Niger, Zimbabwe, Tanzania. Derfor tager familierne deres piger ud af skolen i 8. og 9.klasse - fordi de ikke har råd til at gå der! Måske ikke lige i en flygtningelejr i Kenya, men i andre afrikanske lande er det altså normen, at eleverne bærer skole-uniformer, også i de gratis! offentlige skoler: Familerne skal selv betale for skole-uniformen. Og kan man få en medgift ved at gifte en pige på 15-16 år væk, ja så gør famílien da det.

Og mht. den organisation som Ulla Tørnæs - som dansk udviklingsminister nævner, UNFPA, så tyder det på, at hun, sammen med visse andre borgerlige personer, stadig intet har indset, fattet og erkendt: Uddeling af prævention, dvs. kondomer hjælper ikke noget som helst - hvis man ikke kan få de afrikanske mænd til at bruge dem! Eller hvis de unge kvinder på 15-16 år bruger kondomerne til noget andet end de som egentlig skulle bruges til mm. og mv.

Og nej, Ulla Tørnæs - befolkningstilvæksten truer aldeles ikke stabiliteten i Europa. Om 5-10 år vil europæerne tigge afrikanere fra afrikanske lande som Nigeria, Ghana, Zambia, Kenya, Tanzania, Eritrea mm. og mv. om at komme til Europa - fordi vi kommer nemlig til at mangle arbejdskraft, gør vi.

Og nej, Ulla Tørnæs - ved at indkøbe og uddele kondomer mm. gør du - som dansk udviklingsminister intet for at at styrke unge kvinders "muligheder og rettigheder." Det gør du ved at sørge for at familierne, især de fattigste familier i landsbyerne i Afrika, har penge nok, så de kan sørge for, at også deres piger kommer i skole. Og får en uddannelse. Så vil der ske det, at fødselsraten næsten helt automatisk vil falde - fordi uddanende kvinder får færre børn end kvinder, som ikke har nogen uddannelse. Og derfor er penge også vigtig her.

Ikke kun din - som dansk udviklingsministers - hvide mands kamp for at få belære afrikanere om den vestlige civilisations lyksaligheder! I en form for neo-kolonialisme hvor du som hvid kvinde kommer ig belærer afrikanerne om hvad der der korrekt og rigtigt....

Vibeke Hansen, Torben K L Jensen, Lise Marie Andersen, Torben Skov og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Tørnes har fuldstændig ret - at det handler både om penge og en aktiv politik. Og der er et kæmpe problem med befolknings tilvæksten på kontinentet som hel hed. Og selv om Europa skulle komme til at mangle arbejdskraft er det ikke funktionelle analfabeter som der bliver behov for!
Så hvis man kobler en aktiv politik om en 2 barns politik op på om der ydes bistand og om hvad der ydes bistand til ville man måske kunne hjælpe de kommene generationer på kontinentet.

Jens Mose Pedersen

Det er muligt at Danmark giver 0.7 % af BNI i udviklingsbistand, men hvilket land er det nu som er den største modtager af dansk bistand. Det er ----- Danmark!!!!
Hurra hvor er vi gode.

Søren Jacobsen

For fremtiden skal vi være glade for, hvis vi i Europa kan holde sammen på os selv.