Læsetid 3 min.

Sig det igen til dig selv og dine politikere: En anden verden er mulig

Et år efter Brexit er vi vågnet op til en politisk virkelighed, hvor det urealistiske er blevet muligt, de mest utænkelige politikere kan vinde, og de vildeste ideer kan komme til magten
Jeremy Corbyn skabte den alliance mellem unge progressive studerende og ældre arbejderklassevælgere, som venstrefløjen i årtier har drømt om. Og Corbyn vandt en valgkamp på at love et opgør med de betingelser, som vi troede, definerede det politiske mulighedsrum.

Jeremy Corbyn skabte den alliance mellem unge progressive studerende og ældre arbejderklassevælgere, som venstrefløjen i årtier har drømt om. Og Corbyn vandt en valgkamp på at love et opgør med de betingelser, som vi troede, definerede det politiske mulighedsrum.

Haria Dinendra
17. juni 2017
Delt 147 gange

Politik er det muliges kunst, siger man. Men alt for længe har alt for mange accepteret, at politik i virkeligheden er det nødvendiges teknik.

Politikerne har været delt ind i to kategorier: De ansvarlige og de uansvarlige, de realistiske og de urealistiske kandidater. Og politik blev fremstillet som enten nødvendig eller umulig.

Men det seneste år har det ’urealistiske’ vist sig at være muligt, og vi har opdaget, at dem, som på forhånd blev dømt ude, ikke længere kan holdes nede. Vælgerne tror ikke mere på de herskende sandheder om, hvad man kan, og hvad man ikke kan, og de kloge sidder med et politisk verdenskort fra den gamle verden og kan ikke fatte, hvad der sker:

»Det er tredje gang, jeg har siddet vågen hele natten i en måbende tilstand,« som lederen af Politik og Internationale Studier ved Cambridge University David Runciman sagde efter det britiske valg:

»Dette er et andet land eller verden, end jeg troede.«

Den første gang, Runciman ikke kunne sove, var efter Brexit. Vi kender historien om meningsmålingerne, bookmakerne og iagttagerne, som ikke troede, det kunne ske. Og så skete det alligevel, at briterne sagde nej til at være med i det fællesskab, som de ledende partier og herskende klasser opfordrede dem til at blive i.

Den anden gang, professoren ikke kunne sove, var, da Donald Trump imod målinger, bookmakere og de vises forudsigelser blev valgt som amerikansk præsident.

Dengang var historien, at kampen stod mellem de uansvarlige, destruktive højrepopulister og de etablerede gamle partier. Det var afslutningen på afslutningen på historien, at dem, som udfordrer det liberale demokrati, vandt ved frie demokratiske valg. Geert Wilders i Holland og Marine le Pen i Frankrig skulle være de næste farlige udfordrere. Frygten var, at Brexit og Trump inspirerede en bevægelse, som forenede højrepopulister i alle lande i triumftog gennem de vestlige demokratier.

Men som den amerikanske statistiker Nate Silver skrev i denne uge: »Trump gør Europa liberal igen«. Silver spekulerer over, om Trump skader højrepopulisterne i Europa, fordi han er upopulær over hele Vesten, og fordi billedet af en populist ved magten er blevet et virkeligt rædsescenario.

I hvert fald viser Silver, hvordan Alternativ für Deutschland i Tyskland, Front National i Frankrig og Frihedspartiet i Østrig er gået tilbage, siden Trump blev præsident. Og UKIP blev så godt som udslettet ved det britiske valg.

Det interessante er, at det politiske opbrud er fortsat, selv om højrepopulisterne har tabt.

Émmanuel Macron blev præsident i Frankrig, hans nye parti sejrede ved første runde af parlamentsvalget og meget tyder på, at han efter anden runde vil kunne regere på et solidt flertal i det franske parlament. Han har skabt en helt ny politisk position i Frankrig, som er koblingen af politisk, økonomisk og kulturel liberalisme. Den ene historie er, at Macron har vundet stort. Den anden historie er, at det er med en meget lav valgdeltagelse. Nogle tror meget på det nye, mange tror slet ikke på politik.

Men det, der fuldstændigt chokerede David Runciman, var, at det modsatte skete ved valget i Storbritannien: Jeremy Corbyn skabte den alliance mellem unge progressive studerende og ældre arbejderklassevælgere, som venstrefløjen i årtier har drømt om. Og Corbyn vandt en valgkamp på at love et opgør med de betingelser, som vi troede, definerede det politiske mulighedsrum.

De etablerede partier blev smadret i Frankrig, mens de to gamle partier tog over 80 procent af stemmerne i Storbritannien. 

Et år efter Brexit står højrepopulisternes triumfer som det mest realistiske af de urealistiske scenarier i Vesten. Det var ikke helt usandsynligt, det havde længe været frygtet. Det virkeligt urealistiske, som blev virkelighed, er den liberalismes sejr i Frankrig og den venstreorienterede socialdemokratismes triumf i Storbritannien.

Politik er i Vesten ved at gå fra det nødvendiges teknik til det muliges kunst. Det bør ikke længere være et chok efter valget, men en præmis vi alle bruger til at tænke frit og stort over. Det, som venstrefløjen drømte om for 20 år siden, gælder i dag ved hvert valg: En anden verden er mulig. Og dem, som griber mulighederne nu, kan vinde valg og måske endda forandre verden. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Susanne Eberhard Petersen
    Susanne Eberhard Petersen
  • Brugerbillede for Henning Kjær
    Henning Kjær
  • Brugerbillede for Jesper Eskelund
    Jesper Eskelund
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Espen Bøgh, Susanne Eberhard Petersen, Henning Kjær, Jesper Eskelund, Ejvind Larsen, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anna Lønne Sørensen
Anna Lønne Sørensen

Ja, Obama sagde det jo: "HOPE". ;o)
Nogen har helt tydeligt glemt at lytte til 'folket', ja, de har oven i købet glemt at de selv er en del af folket. Folket det er os alle. ;o)

Allan Stampe Kristiansen, Ole Christiansen, Ivar Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

HVORDAN KAN MAN TRO, AT NEOLIBERALISMEN UDGJORDE DET "POLITISKE MULIGHEDSRUM"? Hele tankegangen har fra start til slut vist sig at være en fantasi - den var det i det 18., det 19. og det 20. århundrede, og det er det, fordi det bygger på en fejlforestilling om mennesker, som hele menneskets udviklingshistorie modbeviser!
Men selv hvis den havde noget for sig, er det jo en tankegang, der skal neutraliseres, hvis man vil bygge retfærdige og demokratiske samfund. Folk vil have velfærdssamfundet, længere er den ikke.

Torben Skov, Egon Stich, Allan Stampe Kristiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Søs Dalgaard Jensen, Lars Steffensen, Henrik Leffers, Randi Christiansen og Ivar Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Det er en gammel nyhed at der er alternativer og muligheder, og nogle kan man godt kalde "vilde" og man kan sikkert også fare vild i dem. Det ville vel også være synd at sige at det "ekstreme" og det "umulige" historisk set ikke er sket. Ikke mindst i Europa og i det foregående århundrede.
Men hvad er i øvrigt alternativerne her i landet og i Norden til "nødvendighedens regering"? Det står ikke så klart hvordan modstanderne af dem der nu er ved magten (?) vil gøre det anderledes og slet ikke hvilke ændringer de kunne gøre for vores orientering i verden. Hvis "magten" tilhører de regerende partier er det vel klart at det er "borgerlige" der for det meste har været de magtfulde, men sådan ser langt fra alle på det.

Brugerbillede for Frank Hansen
Frank Hansen

Analysen lider af den skævhed, at den betragter Trump som højreorienteret, hvilket åbenlyst ikke er tilfældet. Trump er tidligere demokrat og kan sagtens leve med offentlig ejerskab af jernbaner og motorveje. Han går ind for reguleret handel og har støttet Medicare og Medicaid lovgivningen, som præsident Johnson indførte i 1965, og som giver gratis lægehjælp til de fattige og de gamle. Demokraterne har ikke været så ophidsede siden republikanerne tog slaverne fra dem. Ikke på grund af Trumps lovgivning, men fordi de anser sig selv som de eneste legitime magthavere.

Brugerbillede for Per Hansen

Jeg snublede noget over oversættelsen af det amerikanske begreb "liberal" i lederen. "Liberal" på amerikansk betyder altså ikke "liberal" på dansk, men derimod "venstreorienteret". Altså på flere måder omtrent det stik modsatte. Det er det amerikanske ord "libertarian", der svarer til "liberal" på dansk.

Venstreorienterede (am. liberals) ønsker jo netop ikke frihed til at de stærke kan tromle de svage, hvilket er den form for frihed, de liberale (am. libertarians, eller evt. conservative) ønsker – altså retten til at gøre hvad fanden der passer dem, også selv om det går ud over andre; eller med andre ord en ret til delvist at melde sig ud af det menneskelige fællesskab og kun nyde frugterne af det, men ikke yde noget tilbage til det. Det afspejler sig fx i vægringen mod at betale skat. De ønsker at bidrage mindst muligt til fællesskabet og tage mest muligt til sig selv. Venstreorienterede ønsker derimod demokrati og lighed, som jo er en udvidelse af de svages frihed på bekostning af en indskrænkning af de stærkes frihed, således at vi alle havner i nogenlunde lige frihed. For de venstreorienterede (am. liberals) handler det om at bidrage til fællesskabet så meget som muligt, så flest muligt får nogenlunde lige del i frugterne af vores fælles arbejde. To radikalt forskellige livssyn.

Jeg forenkler naturligvis tingene her. Men det amerikanske begreb "liberal" (udtalt på amerikansk) har altså, uanset hvad, meget lidt med det danske begreb "liberal" (udtalt på dansk) at gøre.

Lise Lotte Rahbek, Mihail Larsen, Mette Poulsen, Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Hansen

Og så en lille indvending, som intet har med indholdet at gøre, men snarere manglen på korrekturlæsning (nå ja, det havde den anden indvending måske også): Hele tre steder i lederen er pronomenet "dem" brugt, hvor det klart skal være "de". Det er altså lidt forstyrrende for læsningen at der bruges sjusket talesprog på skrift, og så i en leder i Information?

Heldigvis forstyrrer det selvfølgelig ikke meningen. :-)

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Per Hansen, du har ret.
At Steffen Gliese ikke mener, at der er nogen venstrefløj i USA, ,er en typisk Steffen Gliese fantasme, som virkeligheden må vige for.
Men at der er i virkeligheden er en mærkelig forskel på dansk og amerikansk opfattelse af begrebet liberal, giver jeg alle ret i, Både partifarve og politisk indhold. De liberale er blå, mens de republikanske er røde. Hvad fanden er det for en uorden?

Brugerbillede for Steen Sohn

Per Hansen har helt ret.
'Liberal' betyder noget ganske forskelligt i USA og Europa. Som Børge Visby forklarer det i sin bog USA -de riges velfærdsstat (1978), så er liberal i USA modsætningen til 'konservativ', men det i Europa er modsætningen til 'socialistisk.'

Visby giver et i sin bog et meget sigende eksempel på denne opfattelse. Justitsminister John Mitchells kone, Martha, beskrev efter en af de store Vietnam-demonstrationer, at der ikke var tale om "fredelige demonstranter, men meget liberale kommunister."
(S. 44 f)

Mihail Larsen, Niels Nielsen, Flemming Berger og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Folk med interesse i at vide, hvorfor pressen tog så meget fejl af Corbyn, bør læse denne artikel fra den engelske venstrefløjsavis Morning Star:

Why was the liberal press so wrong on Corbyn’s Labour?
- Mainstream journalists are unlikely to step outside their own political ‘gated community’ of lobbyists and think tanks –

https://www.morningstaronline.co.uk/a-b5ee-Why-was-the-liberal-press-so-...

Brugerbillede for Espen Bøgh

De forhold som artiklen beskriver virker nærmest abstrakte på absurde på én og samme tid, men ellers et fornuftigt indspark omkring tiden vi oplever i disse vekslende tider, hvor det eneste politisk sikre næsten er - at alt er usikkert!

Om ordet "liberal's" betydning på henholdsvis amerikansk og dansk vil jeg ikke gå ind i, men derimod minde om at "der i en hver god demokrat, hviler en sand republikansk ånd" for den amerikanske nationale selvforståelse.

Tilfældet Frankrig er mere specielt en BREXIT selv om man gerne vil finde lighedspunkter.

Theresa May var ikke særlig heldig med valget for nylig, der gik hende så grueligt imod, at hun nær havde tabt premierministerposten.

Men tilbage til Frankrig der efter 2 valg - henholdsvis til præsident og til parlamentets 2 kamre.

Begge valg plaget af ekstrem lav valgdeltagelse i alle runder, og afsluttet med lavpunktet ved 2. runde til parlamentet, - "hvor sofavælgerne vandt", og demokratiet tabte, og som Macron ikke kunne lave om på.

Vist vandt Macron over Le Penn første valgrunde til præsident og i 2. valgrunde vandt Macron over Le Penn, men sejrherren blev trods alt sofavælgerne, hvilket er særdeles interessant.

Mindre interessant bliver det ikke efter valgene til Parlamentets 2 kamre, for her vandt sofavælgerne endnu større over Macrons "en marche", og tilbage står han med en voldsom stor skare af helt uprøvede politiske mennesker der skal fylde parlamentets 2 kamre, og være med til at opfylde hans politik - noget vi ikke ved særlig meget om endnu, men ordet "reformer" har vi da hørt i den forbindelse.

Hvis Macron fejler, så bliver det atter engang 5 triste år for Frankrig i tomgang, og vist har han været på besøg hos Merkel i Tyskland, - en høflighedsvist blev det til, og lidt enighed om at stå sammen i og for EU, - men så heller ikke ret meget mere.

De franske problemer ligger altså fortsat alene i Macrons hænder, og tyskerne vil afvente og se hvad der sker i Frankrig, før de vil tage stilling.

Delingen blandt vælgerne i Amerika, England og nu også i Frankrig handler i ligeså høj grad om det samme som man beskylder bevægelserne rundt omkring i Europa for, - dem man kalder "populisterne", men vi ser det også i især de Østeuropæiske lande i forhold til de gamle lande i EU, - alle gør de krav på at være "de sande troende, og de andre for det modsatte"!

Delingen syntes meget fundamental i vore demokratiske verden for tiden, og handler om et opgør med årtiers politiske doktriner af dobbelt natur i det politiske establishment, der føler sig højt hævet over loven på den ene side, og på den anden side med uforståelige forklaringer for de love som de selv vedtager, der skal administrere borgernes liv i deres lande, med EU på sidelinjen.

Ingen vil reelt tage ansvaret for mange EU love, forordninger osv., der næppe var kommet i stand uden landenes egne øverste ledere selv havde godkendt dem først, så de kunne træde i kraft.

Love og forordninger der primært i mange tilfælde blev noget borgerne skulle efterleve, og alene på præmisset om "de havde det godt i EU", og ingen grund til at bekymre sig om lovenes indvirkning på borgernes liv og dagligdag - for det var jo et demokrati i EU og de enkelte lande, og det skulle borgerne alene bøje for.

Det har vist sig ikke at være nok for det gode liv som borger i EU, og bedre er det ikke blevet af såvel den tilstrømning af Østeuropæisk arbejdskraft - og senest tilstrømningen fra Mellemøsten og Afrika.

Hverken politisk eller økonomisk har "pengepungen" ikke kunnet holde til dette for de enkelte lande, og slet ikke med de store mentale og økonomiske forskelle der var mellem Østeuropa og EU landenes sociale systemer, og de krav de skal opfylde for landenes egne borgere på den sociale front, som de har betalt skat til igennem de gode tider, i troen på de forhåbentlig ikke selv fik brug for dem, - men da det viste sig ikke at holde stik mistede de troen på deres politikeres løfter.

Besparelsernes nødvendighed skabt af "brændende platforme" forlængelserne af pensionsalder og ringere pensioner overfor egen tildeling af yderligere fordelagtige pensionsordninger for politikerne selv, med gode tidlige aftrædelsesordninger, hænger ikke sammen med disse for borgerne forringede pensionsbetingelser og deres nødvendighed grundet "de brændende platforme" - også fint kaldet "reformer".

Modsætningsforholdet er så åbenlyst at det skriger til himlen, når man samtidig erindrer sig hvad partiernes presse- og medieafdelinger koster samfundet af skattekroner årligt til ekstravagante lønninger og pensions- og aftrædelsesordninger.

"Det politiske establishments" arrogante og nedladende syn på borgerne har udviklet sig til alene at betragte borgerne "som arbejdsæsler", der blot skal hænges en gulerod foran næsen, så trækker de i al evighed læsset fremad, men kun og primært til "det politiske establishments" fortsatte øgning af deres forbrug til spindoktorer m.m.,, som skal får det til at se ud som om der ikke kun er én gulerod foran æslernes næse på stangen - men en hel pakke, som belønning for sliddet!