Kommentar

Jeremy Corbyn kastede en redningskrans til de unge – og vi greb den

For første gang i årevis føler jeg, at den tåge, der har ligget over min fremtid, er lettet. Vi har ikke magten endnu, men nu har vi håb
For første gang i årevis føler jeg, at den tåge, der har ligget over min fremtid, er lettet. Vi har ikke magten endnu, men nu har vi håb

Frank Augstein

13. juni 2017

I de tidlige timer efter resultatet af det nylige britiske valg lå klar, blev de regnskyer, der har hængt over London i uger, opløst af morgenlyset, og siden har solen skinnet. Jeg havde ikke regnet med det udfald af valget, og jeg havde ikke forestillet mig, hvordan jeg ville have det efterfølgende.

Jeg havde ikke forventet, at verden pludselig ville træde frem i farver, levende og fuld af muligheder. Nu er jeg lige så stille ved at vænne mig til at have håb og en følelse af tilhørsforhold.

Først da valgresultatet kom frem, blev det klart for mig, hvor stort et åg det har været at leve under en konservativ regering, der har været som besat af nedskæringspolitikker de seneste syv år. Det har været isnende.

En social kontrakt, der lovede, at der blev taget hånd om alle, blev sønderrevet af denne regering (især af finansminister George Osborne, som netop nu er i færd med at genopfinde sig selv som moderat), og det virkede til, at den eneste vished, man havde, var, at alt ville blive værre.

Læs også

I den udstrækning, jeg overhovedet turde tænke på fremtiden, forestillede jeg mig at leve på de rige landbesidderes nåde og at skulle optage lån for at kunne betale for adgang til sundhedssystemet, førend jeg skulle henslæbe min tilværelse som fattig pensionist – alene, uden børn, fordi jeg ikke havde haft råd til at få nogen.

Pludselig er der muligheder

I skrivende stund lever vi fortsat under en konservativ regering, nu støttet af det homofobiske, abortundsigende og indimellem kreationistiske DUP (det nordirske Democratic Unionist Party, red.).

Men det aktuelle arrangement ser skrøbeligt ud, og et nyvalg er en reel mulighed. Og skulle det ske, kan et Labour opstillet på en eksplicit socialistisk platform meget vel blive valgt. Selv hvis der ikke bliver valg foreløbig, er der næsten 13 millioner vælgere, der allerede har stemt på dette budskab.

Vi er blevet en politisk faktor med magt: Man er nødt til at lytte til os, og vi vil fortsætte med at opbygge vores styrke herfra.

For første gang i et godt stykke tid er jeg ikke længere bekymret over økonomi. Jeg kan forestille mig at komme til at bo et rart sted uden at være nødt til at flytte til udlandet. Jeg er mindre bekymret for mine forældre, som i deres alderdom vil kunne blive taget hånd om af et nationalt sundhedssystem med rimelig finansiering.

Modsat De Konservatives valgprogram havde Labour også langt mere at tilbyde de unge. Bl.a. lovede partiet i sit valgprogram at sløjfe brugerbetalingen på universiteterne og sågar finde en løsning for dem, der betaler for deres studier lige nu. Og partiet lovede at genoprette studietilskud til unge, økonomisk trængte studerende samt boligtilskud for unge, som er blevet skåret i de seneste år af den konservative regering.
Læs også

Jeg har et håb om, at vi måske begynder at tage klimaforandringer seriøst, og at folk på min alder og yngre ikke bliver overladt til år efter år at skulle stå med spande og tømme vores stuer for beskidt vand.

Måske vil jeg endda ikke længere skulle være en del af et muterende prekariat uden løn under sygdom, uden ret til ferie eller jobsikkerhed. Det er fascinerende at tænke på, at mine forældre tog den slags for givet, og at jeg først nu har indset, hvor lave mine forventninger var.

Jeg ved godt, at disse forandringer ikke kommer fra den ene dag til den anden – og måske slet ikke – men langt om længe er muligheden der. At håbe på en bedre verden føles ikke længere blot som selvpineri. Det føles rationelt; det føles som noget, vi har fortjent.

Slaveoprør mod hyklere

Da jeg var ude for at fejre valgresultatet, mødte jeg en 25-årig kvinde, som var i gang med en ulønnet praktikstilling på andet år og stadig boede hjemme hos sine forældre. Jeg talte med en mand i 30’erne, som sagde, at han oplevede, at han stadig levede, som da han var studerende.

Er det mærkeligt, at Labours jordskred blev sat i gang af folk under 45? For vores generation betyder det ikke noget, at Jeremy Corbyn ikke ligner en traditionel politiker (det er faktisk en fordel), eller hvad han gjorde engang, før vi overhovedet var blevet født.

Vi ønsker bare, at det konstante pres på vores liv – det pres, der kommer af stort set ingen sikkerhed at have – skal lette.

Naturligvis stemte denne generation på Labour i stort tal. Som en kvinde, jeg mødte forleden, udtrykte det:

»Jeg er nødt til at stemme Labour, hvis jeg vil gøre mig håb om at finde et sted at bo.«

De politiske kommentatorer, som lige nu er bestyrtede over, at unge mennesker tilsyneladende er tiltrukket af socialisme, skulle tage at overveje den mulighed, at det måske ikke havde været sådan, hvis ikke kapitalismen havde behandlet os så dårligt.

Læs også

Nå ja, og så en anden ting: De unge, der lagde stemmer til Labours fremgang, er mindre tilbøjelige til at være fjendtlige over for indvandrere; de er mere frisindede, hvad angår seksualitet; de er mere feministisk indstillede – og de ønsker ikke at vende tilbage til det kitschede 1950’er-Storbritannien, Theresa May fremstod som repræsentant for.

Hver eneste unge menneske, jeg har mødt, som har ført kampagne for Labour, har gjort det, fordi de var trætte af at føle sig slavegjort på en ø kontrolleret af dyneløftende hyklere. De ønskede at sætte en stopper for den oversvømmelse af Daily Mail-agtige snævertsynede udgydelser, som landet har været plaget af.

Og de – vi – er ved at få vores ønsker opfyldt. For første gang siden David Cameron og Nick Clegg stod i den der rosenhave og bekendtgjorde deres sammenslutning, har jeg en følelse af at have mere til fælles med andre mennesker i dette land, end at vi tilfældigvis befinder os på samme geografiske territorium.

Jeg er en del af noget – og der findes ikke sådan noget som individer og deres familier, der findes kun et samfund. Langt om længe er dette samfund ved at blive et, jeg har lyst til at leve i.

©The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Mihail Larsen
  • Flemming Berger
  • Arne Lund
  • ingemaje lange
  • Poul Anker Sørensen
  • Ole Henriksen
  • Jes Enevoldsen
  • Jørgen Wassmann
  • Steen Sohn
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
Estermarie Mandelquist, Bjarne Bisgaard Jensen, Mihail Larsen, Flemming Berger, Arne Lund, ingemaje lange, Poul Anker Sørensen, Ole Henriksen, Jes Enevoldsen, Jørgen Wassmann, Steen Sohn, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glimrende kommentar med gode formuleringer af den unge kvinde:

- De politiske kommentatorer, som lige nu er bestyrtede over, at unge mennesker tilsyneladende er tiltrukket af socialisme, skulle tage at overveje den mulighed, at det måske ikke havde været sådan, hvis ikke kapitalismen havde behandlet os så dårligt.

Estermarie Mandelquist, Bjarne Bisgaard Jensen, Curt Sørensen, Steffen Gliese, Flemming Berger, ingemaje lange, Poul Anker Sørensen og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar

Steen Sohn - ...og du kunne have tilføjet: Det kgl. danske Socialakrobati, der er ved at skide grønne grise, over "den engelske tragedie". Se fx Deadline i går aftes, hvor SD's Ane Halsboe, vred og vendte sig for at fortælle, at sådan som Corbyn fremturede, det var helt forkert - og så alligevel skulle hun jo være diplomatisk, for tænk, hvis "den engelske syge" breder sig til DK, eller der var andre søsterpartier, der opdagede, at Corbyn (og Sanders) har fat i den lange ende.

Estermarie Mandelquist og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ja, den engelske syge viser sig ved en enorm stemmefremgang. I øvrigt har partiet fået 150.000 nye medlemmer siden valget.

Når vi har fået skat til at fungere igen, burde vi investere i uddannelsessektoren, fra start til slut.

Lars Christian Jensen, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar