Vi kæmper i skyggen af 9/11, finanskrisen og Irakkrigen

Jeg er født i 1983 og fyldte 18 i 2001. Min generation er præget af en politisk splittelse, som ikke nødvendigvis følger det traditionelle højre-venstre-skel, men som måske har været afgørende for, hvilken pol vi hver især har søgt mod på det spektrum.

På den ene side finder vi dem, der primært oplever en udefrakommende trussel mod samfundsordenen fra radikale islamister og indvandring. På den anden side dem, der ser truslen i samfundets interne spændinger og modsætningsforhold, og som vender vreden mod manipulerende politikere og magtfuldkomne finansmarkeder.

Min tese er, at denne splittelse er betinget af den formative historiske erfaring, der i form af fire skelsættende begivenheder har præget min generation. Begivenheder, der på kataklysmisk vis indrammer det uskønne årti, som med et rammende skudsmål kaldes for nullerne.

Nullerne var et kort og koldt årti, der i praksis begyndte den 11. september 2001, da al-Qaeda fløj to Boeing 767-ere ind i tvillingetårnene på Manhattans sydspids, og som sluttede i Midtown sammesteds den 15. september 2008, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers blev begæret konkurs og igangsatte et systemisk dominokollaps i hele verdensøkonomien.

Imellem de to skelsættende hændelser står fra et dansk perspektiv især to andre begivenheder helt centralt: invasionen af Irak i 2003, og Muhammed-krisen i 2005/6. Hvis vi vil forstå de grundlæggende politiske pejlemærker, som min generation orienterer sig efter, og som stadig driver os i dag, så tror jeg, vi skal tage udgangspunkt i den indflydelse, som de fire skæbnebegivenheder har haft på dannelsen af vores politiske bevidsthed.

Ytringsfrihedsfundamentalisterne

For mange i min generation var 11. september og Muhammed-krisen en brat opvågnen: Den islamistiske terrors indtog i hjertet af New Yorks finanskvarter, Londons undergrund, Madrids banegårde, og ikke mindst Vibys tegnestuer og avisredaktioner, var for mange en uafviselig demonstration af, at hovedfjenden i kampen for oplysning og demokratiske frihedsrettigheder var gået fra at være den kongelige censur til radikaliserede miljøer i snuskede baggårdsmoskeer.

Kampen for ytringsfriheden har været identitetsbærende for mange af mine generationsfæller, ikke mindst en stor gruppe journalister og meningsdannere, der fortsat øver stor indflydelse på den offentlige debat. Lad os kalde dem ytringsfrihedsfundamentalisterne.

De har fundet deres kald i forsvaret for borgerskabets hårdt tilkæmpede liberal-demokratiske frihedsrettigheder, og hvis fjende har været en voldelig religiøs fundamentalisme, som mange fejlagtigt troede, at moderniteten for længst havde trukket tæppet væk under.

Systemkritikerne

Jeg er ikke upåvirket af ytringsfrihedsfundamentalismen, men jeg tilhører grundlæggende en anden strømning. For mig var det i højere grad Irak-krigen og finanskrisen, der satte retning på min politiske bevidsthed. Særligt tiden omkring invasionen af Irak øvede et uudsletteligt indtryk på mit unge sind.

Jeg så, hvordan selv en i vid udstrækning demokratiseret stat kan orkestrere en Orwellsk kollektiv psykose, hvor det åbenlyst falske bliver sandt, og et flertal pludselig er overbevist om, at fred kun kan opretholdes gennem angrebskrig.

Invasionen og besættelsen af Irak var ikke kun en militær og menneskelig katastrofe; den var – allerede før det første krydsermissil ramte Bagdad – en demokratisk katastrofe. Én af de definerende politiske erfaringer, jeg og mange andre fra min generation gjorde os, var derfor, at du ikke kan stole blindt på den stat, du i ungdommelig naivitet tog for at være din tjener.

Finanskrisen rummede en lignende lære. Her var det dog ikke staten, men snarere hele det kapitalistiske system, der tabte sin uskyld. Personligt havde jeg stiftet bekendtskab med forskellige former for teoretisk kapitalismekritik inden 2008, men efter et årti med umådeholden forbrugsvækst og fri kredit på alle hylder virkede overdreven markedsskepsis lidt som et bedaget fortidslevn.

Kritikken af den finansialiserede globale kapitalisme, som politikerne siden 1970’erne i stigende grad havde sluppet fri af tidlige tiders politiske tøjler, slog først for alvor rod i min politiske bevidsthed, da det med ét blev klart, dels hvor ekstremt skrøbeligt og risikabelt et fundament hele den globale økonomi og milliarder af menneskers livsgrundlag reelt hviler på; dels hvor lidt fagøkonomer, embedsfolk og politikere faktisk forstår af den økonomiske virkelighed, som de foregiver at besidde videnskabelig indsigt i. Vi kan kalde os, for hvem denne erfaring blev helt afgørende, systemkritikerne.

For mange i min generation havde finanskrisen også en mere eksistentiel dimension. Under indtryk af 1990’erne og 00’ernes globaliseringsbegejstrede fremskridtstro voksede vi op med en i bogstavelig forstand falsk bevidsthed om, at fremtiden tilhørte os, at selvudviklende jobmuligheder ville hænge på træerne, og at materiel velstand var en almen præmis snarere end et klassebetinget privilegium.

De materielle forudsætninger for det generationsdefinerende håb blev knust, da den globale kreditboble brast – men omstillingsprocessen fra højkonjunktur- til krisegeneration har givet ar på mange sjæle i min generation, der forståeligt nok havde svært ved at få greb om den nye virkelighed, vi pludselig levede i.

Hvor kommer truslen fra?

Ser vi på de to strømninger fra et mere overordnet perspektiv, tegner der sig især to forskellige politiske reaktioner på vores fælles historiske erfaring.

De, der i højere grad blev præget af 9/11 og Muhammed-krisen, ser det grundlæggende problem som en ekstern trussel mod den bestående orden. Præmissen for ytringsfrihedsfundamentalisternes diagnose er, at ytringsfriheden og det liberale demokrati repræsenterer en allerede realiseret social virkelighed, der trues af selvcensur og i mødet med fanatikerens maskinpistol.

For systemkritikerne, der primært blev formet af Irak-krigen og finanskrisen, er problemet snarere, at den bestående orden kendetegnes ved nogle indre modsætningsforhold, der udgør en ikke-erkendt trussel mod os alle sammen: At den realiserede demokratiserede velfærdsstat og finansialiserede kapitalistiske økonomi ikke nødvendigvis er helt så fornuftige, stabile og gnidningsløst forenelige størrelser, som de forudgående årtiers triumfnarrativ gav indtryk af.

Den oplagte politiske reaktion på det første problem er et forsvar for den bestående orden, mens den oplagte reaktion på det andet problem er en kritik af den bestående orden.

De to strømninger betinger også vores forskellige reaktioner på den optrapning af den islamistiske terror, som vi oplever i disse år.

For ytringsfrihedsfundamentalisterne fremstår den islamistiske terror som en eksistentiel trussel mod de vestlige samfund, som hos de mindre viljestærke paradoksalt nok giver sig udslag i et ønske om at svække liberale frihedsrettigheder med henblik på at styrke statens mulighed for at imødegå terrortruslen.

For systemkritikerne ligger den egentlige trussel derimod i statens reaktion mod den islamistiske terror, og at vi i krigen mod terror glemmer de grundlæggende modsætningsforhold i den finansialiserede kapitalisme, der på ny kan udløse en katastrofal systemkrise.

Det er klart, at de to strømninger, som beskrevet her, bør betragtes som to idealtyper – og som blot to ud af flere mulige. Desuden ligger de fleste af os givetvis et eller andet sted imellem dem.

Men jeg tror ikke desto mindre, at disse to idealtyper kan give os nogle orienteringspunkter i forhold til at forstå, hvorfor jeg og mine generationsfæller har udviklet ganske forskellige verdensanskuelser, grundholdninger og praktiske dispositioner, med udgangspunkt i den samme historiske erfaringshorisont.

Malte Frøslee Ibsen er Postdoc ved Institut for Statskundskab og skribent i Moderne Tider.