Kronik

Vi kæmper i skyggen af 9/11, finanskrisen og Irakkrigen

Min generation er splittet mellem ytringsfrihedsfundamentalister og systemkritikere. Førstnævnte er formet af islamistiske terrorangreb, og ser samfundsordenen som truet af en ydre fjende. Systemkritikerne blev derimod politisk vakt af Irakkrigen og finanskrisen, og ser truslen komme fra samfundets indre modsætningsforhold. Forskellen ægger gang på gang til politisk strid
Jyllands-Postens Muhammedtegninger fremkaldte voldsomme protester. Der blev sat ild til det danske flag ved flere demonstrationer i Mellemøsten, den danske ambassade i Syrien blev angrebet og redaktører og tegnerne måtte leve under konstant beskyttelse. For mange blev Muhammedkrisen et symbol på, at islamismen udgør en fundamental trussel imod Vesten og de liberale værdier.

Jyllands-Postens Muhammedtegninger fremkaldte voldsomme protester. Der blev sat ild til det danske flag ved flere demonstrationer i Mellemøsten, den danske ambassade i Syrien blev angrebet og redaktører og tegnerne måtte leve under konstant beskyttelse. For mange blev Muhammedkrisen et symbol på, at islamismen udgør en fundamental trussel imod Vesten og de liberale værdier.

Nasser Ishtayeh

30. juni 2017

Jeg er født i 1983 og fyldte 18 i 2001. Min generation er præget af en politisk splittelse, som ikke nødvendigvis følger det traditionelle højre-venstre-skel, men som måske har været afgørende for, hvilken pol vi hver især har søgt mod på det spektrum.

På den ene side finder vi dem, der primært oplever en udefrakommende trussel mod samfundsordenen fra radikale islamister og indvandring. På den anden side dem, der ser truslen i samfundets interne spændinger og modsætningsforhold, og som vender vreden mod manipulerende politikere og magtfuldkomne finansmarkeder.

Min tese er, at denne splittelse er betinget af den formative historiske erfaring, der i form af fire skelsættende begivenheder har præget min generation. Begivenheder, der på kataklysmisk vis indrammer det uskønne årti, som med et rammende skudsmål kaldes for nullerne.

Nullerne var et kort og koldt årti, der i praksis begyndte den 11. september 2001, da al-Qaeda fløj to Boeing 767-ere ind i tvillingetårnene på Manhattans sydspids, og som sluttede i Midtown sammesteds den 15. september 2008, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers blev begæret konkurs og igangsatte et systemisk dominokollaps i hele verdensøkonomien.

Det ikoniske billede af 9-årige Kim Phuc, der flygter efter et napalmangreb, blev et af de stærkeste symboler på det, mange i Vesten betragtede som USA’s brutale og imperalistiske krig i Vietnam. Andre betragtede krigen som nødvendig for at stoppe kommunismen udbredelse i Asien.
Læs også

Imellem de to skelsættende hændelser står fra et dansk perspektiv især to andre begivenheder helt centralt: invasionen af Irak i 2003, og Muhammed-krisen i 2005/6. Hvis vi vil forstå de grundlæggende politiske pejlemærker, som min generation orienterer sig efter, og som stadig driver os i dag, så tror jeg, vi skal tage udgangspunkt i den indflydelse, som de fire skæbnebegivenheder har haft på dannelsen af vores politiske bevidsthed.

Ytringsfrihedsfundamentalisterne

For mange i min generation var 11. september og Muhammed-krisen en brat opvågnen: Den islamistiske terrors indtog i hjertet af New Yorks finanskvarter, Londons undergrund, Madrids banegårde, og ikke mindst Vibys tegnestuer og avisredaktioner, var for mange en uafviselig demonstration af, at hovedfjenden i kampen for oplysning og demokratiske frihedsrettigheder var gået fra at være den kongelige censur til radikaliserede miljøer i snuskede baggårdsmoskeer.

Kampen for ytringsfriheden har været identitetsbærende for mange af mine generationsfæller, ikke mindst en stor gruppe journalister og meningsdannere, der fortsat øver stor indflydelse på den offentlige debat. Lad os kalde dem ytringsfrihedsfundamentalisterne.

De har fundet deres kald i forsvaret for borgerskabets hårdt tilkæmpede liberal-demokratiske frihedsrettigheder, og hvis fjende har været en voldelig religiøs fundamentalisme, som mange fejlagtigt troede, at moderniteten for længst havde trukket tæppet væk under.

Systemkritikerne

Jeg er ikke upåvirket af ytringsfrihedsfundamentalismen, men jeg tilhører grundlæggende en anden strømning. For mig var det i højere grad Irak-krigen og finanskrisen, der satte retning på min politiske bevidsthed. Særligt tiden omkring invasionen af Irak øvede et uudsletteligt indtryk på mit unge sind.

Jeg så, hvordan selv en i vid udstrækning demokratiseret stat kan orkestrere en Orwellsk kollektiv psykose, hvor det åbenlyst falske bliver sandt, og et flertal pludselig er overbevist om, at fred kun kan opretholdes gennem angrebskrig.

Invasionen og besættelsen af Irak var ikke kun en militær og menneskelig katastrofe; den var – allerede før det første krydsermissil ramte Bagdad – en demokratisk katastrofe. Én af de definerende politiske erfaringer, jeg og mange andre fra min generation gjorde os, var derfor, at du ikke kan stole blindt på den stat, du i ungdommelig naivitet tog for at være din tjener.

Finanskrisen rummede en lignende lære. Her var det dog ikke staten, men snarere hele det kapitalistiske system, der tabte sin uskyld. Personligt havde jeg stiftet bekendtskab med forskellige former for teoretisk kapitalismekritik inden 2008, men efter et årti med umådeholden forbrugsvækst og fri kredit på alle hylder virkede overdreven markedsskepsis lidt som et bedaget fortidslevn.

Kritikken af den finansialiserede globale kapitalisme, som politikerne siden 1970’erne i stigende grad havde sluppet fri af tidlige tiders politiske tøjler, slog først for alvor rod i min politiske bevidsthed, da det med ét blev klart, dels hvor ekstremt skrøbeligt og risikabelt et fundament hele den globale økonomi og milliarder af menneskers livsgrundlag reelt hviler på; dels hvor lidt fagøkonomer, embedsfolk og politikere faktisk forstår af den økonomiske virkelighed, som de foregiver at besidde videnskabelig indsigt i. Vi kan kalde os, for hvem denne erfaring blev helt afgørende, systemkritikerne.

For mange i min generation havde finanskrisen også en mere eksistentiel dimension. Under indtryk af 1990’erne og 00’ernes globaliseringsbegejstrede fremskridtstro voksede vi op med en i bogstavelig forstand falsk bevidsthed om, at fremtiden tilhørte os, at selvudviklende jobmuligheder ville hænge på træerne, og at materiel velstand var en almen præmis snarere end et klassebetinget privilegium.

De materielle forudsætninger for det generationsdefinerende håb blev knust, da den globale kreditboble brast – men omstillingsprocessen fra højkonjunktur- til krisegeneration har givet ar på mange sjæle i min generation, der forståeligt nok havde svært ved at få greb om den nye virkelighed, vi pludselig levede i.

Hvor kommer truslen fra?

Ser vi på de to strømninger fra et mere overordnet perspektiv, tegner der sig især to forskellige politiske reaktioner på vores fælles historiske erfaring.

De, der i højere grad blev præget af 9/11 og Muhammed-krisen, ser det grundlæggende problem som en ekstern trussel mod den bestående orden. Præmissen for ytringsfrihedsfundamentalisternes diagnose er, at ytringsfriheden og det liberale demokrati repræsenterer en allerede realiseret social virkelighed, der trues af selvcensur og i mødet med fanatikerens maskinpistol.

For systemkritikerne, der primært blev formet af Irak-krigen og finanskrisen, er problemet snarere, at den bestående orden kendetegnes ved nogle indre modsætningsforhold, der udgør en ikke-erkendt trussel mod os alle sammen: At den realiserede demokratiserede velfærdsstat og finansialiserede kapitalistiske økonomi ikke nødvendigvis er helt så fornuftige, stabile og gnidningsløst forenelige størrelser, som de forudgående årtiers triumfnarrativ gav indtryk af.

Den oplagte politiske reaktion på det første problem er et forsvar for den bestående orden, mens den oplagte reaktion på det andet problem er en kritik af den bestående orden.

De to strømninger betinger også vores forskellige reaktioner på den optrapning af den islamistiske terror, som vi oplever i disse år.

For ytringsfrihedsfundamentalisterne fremstår den islamistiske terror som en eksistentiel trussel mod de vestlige samfund, som hos de mindre viljestærke paradoksalt nok giver sig udslag i et ønske om at svække liberale frihedsrettigheder med henblik på at styrke statens mulighed for at imødegå terrortruslen.

For systemkritikerne ligger den egentlige trussel derimod i statens reaktion mod den islamistiske terror, og at vi i krigen mod terror glemmer de grundlæggende modsætningsforhold i den finansialiserede kapitalisme, der på ny kan udløse en katastrofal systemkrise.

Det er klart, at de to strømninger, som beskrevet her, bør betragtes som to idealtyper – og som blot to ud af flere mulige. Desuden ligger de fleste af os givetvis et eller andet sted imellem dem.

Men jeg tror ikke desto mindre, at disse to idealtyper kan give os nogle orienteringspunkter i forhold til at forstå, hvorfor jeg og mine generationsfæller har udviklet ganske forskellige verdensanskuelser, grundholdninger og praktiske dispositioner, med udgangspunkt i den samme historiske erfaringshorisont.

Malte Frøslee Ibsen er Postdoc ved Institut for Statskundskab og skribent i Moderne Tider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Jens Carstensen
  • Per Jongberg
  • Carsten Munk
  • Erik Feenstra
  • Christian Mondrup
  • Slettet Bruger
  • Palle Yndal-Olsen
  • Niels Duus Nielsen
Benno Hansen, Jens Carstensen, Per Jongberg, Carsten Munk, Erik Feenstra, Christian Mondrup, Slettet Bruger, Palle Yndal-Olsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

"For mig var det i højere grad Irak-krigen og finanskrisen, der satte retning på min politiske bevidsthed. Særligt tiden omkring invasionen af Irak øvede et uudsletteligt indtryk på mit unge sind" skriver Malte her over.

Tillad mig at gøre klart, at 9/11 må have været et insidejob - som ikke kunne have været gennemført uden - at myndighederne, som minimum havde en finger med i spillet!

Ud over tvillingetårnene WTC 1 og 2, styrtede bygning 7 i WTC i grus den 9/11.
Bygning 7 styrtede sammen som ved en kontrolleret nedrivning (frit fald) mere end 7 timer efter at fly havde ramt WTC 1 og 2. Bygningen blev ikke ramt af WTC 1 og 2.
Der var på det tidspunkt hvor bygningen imploderede - kun mindre kontorbrande i bygningen. Bygningen husede blandt andet Finanstilsynet.
Nævnt i denne kontekst fordi - det viser hvordan vi mennesker er (let) påvirkelige igennem manipulation.

Malte skriver videre: "Jeg så, hvordan selv en i vid udstrækning demokratiseret stat kan orkestrere en Orwellsk kollektiv psykose, hvor det åbenlyst falske bliver sandt, og et flertal pludselig er overbevist om, at fred kun kan opretholdes gennem angrebskrig."

SHIT - vi er på røven!

AC Akademikerne, morten rosendahl larsen, Peter Jessen, Olav Bo Hessellund, Niels Borre, Torben Arendal, Jacob Fenger og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Jacob Fenger

Systemkritikerne er vel en fortsættelse af det, man i gamle dage kaldte de venstreorienterede og marxistisk inspirerede, som så ejendomsforholdene og klassekampen som det vigtigste, og netop kritiserede nationen og nationalismen ud fra dette som ideologisk indpakning af kapitalisme og imperialisme - men desværre med dårlig gennemslagskraft. Klassekampen tabte til nationerne i første og anden verdenskrig, i Sovjetunionen og i efterkrigstidens amerikanske "fred". Vi kunne prise os lykkelige i de nordiske velfærdlande for at være havnet et heldigt sted i historien, og med dette blev venstrefløjen en del af systemet, så meget at også denne tidligere "venstrefløj" er fuldkommen blind for den tolkning af 9/11 som John Christensen ovenfor giver udtryk for. Kan man først åbne sig for det, kan meget andet tolkes anderledens end før.

Carsten Wienholtz, Peter Jessen, Olav Bo Hessellund og Niels Borre anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Hvis 10-12% af verden tror de skal bestemme over 88-90%, så er det forprogrammeret til at gå galt.

Jonathan Larsen

Nu vi snakker konspiration: Bruce Lee's død var også fake. Han træner i Himalaya og har fundet opskriften på evigt liv. Det var ikke en eller tre skytter, der der dræbre J.F.K, nej der var sgu hele 38skytter. Jeg har læst det på nettet, så det må jo være rigtigt.
Det er en god artikel, der sætter spørgsmålstegn, ved det fundament vores samfund er bygget op på.

Vibeke Hansen, Torben Pedersen og Benno Hansen anbefalede denne kommentar
Jonathan Smith

@Malte
Du har ret i meget. Islamisk terror er spektakulær, men konsekvensmæssigt til at overse. Men du overser at hvis man betragter demografien med samme realisme som f.eks. klimaudviklingen, bliver Europa som vi kender det i dag uigenkendeligt uden en markant ændring. Sidste år kom omkring 120.000 migranter, ikke flygtninge, fra vestafrika til Italien. Primært fra Nigeria. Hvert år fødes for tiden 5.000.000 nye nigerianere i at land hvor mulighederne er så ringe, at det åbenbart er værd for mange at risikere livet for at nå til Europa. Medianalderen er 18 år. Om 50 år er de over 400.000.000, og vil være det tredje mest befolkede land i verden. Det var så bare Nigeria.
http://worldpopulationreview.com/countries/nigeria-population/

Olav Bo Hessellund

I øvrigt er der aldrig fundet egentlige beviser for at bin Laden stod bag 9/11, ifølge Rex Tomb, Chief of Investigative Publicity for the FBI. Denne og andre bemærkelsesværdige udtalelser vedr. 9/11 finder ikke vej til mainstream medierne, ligesom de mange modstridende og ufuldstændige forklaringer fra officielt hold heller ikke gør.

Peter Jessen

@Jonathan Larsen. Det er kun dig der snakker konspiration!
@Malte. Udemærkede overordnede betragtninger, og det er glædeligt at du bliver klogere på det omgivende samfund. Men en ting du skriver, er direkte forkert: ...da al-Qaeda fløj to Boeing 767-ere ind i tvillingetårnene på Manhattans sydspids,... Det ved du ikke! Al-Qaeda blev udpeget som forbryderne af den amerikanske Bush-regering. Men der er aldrig ført retssag for at opklare forbrydelsen. De amerikanske myndigheder gør alt for at forhindre opklaringen af 9/11-forbrydelsen. Hvorfor tror du at den amerikanske magtelite er interesseret i krigen mod terror?

Touhami Bennour

Det er kendt at nogle kom frem med den påstand at Ben Laden var ikke ansvalig for 11/9 men al caida gjorde det. Kan det have været "infiltreret". ydermere siges det at bush jr nægtede at lægge beviser at Ben Laden vidste om 11/9. Det siges også At taliban var rede at aflevere Ben Laden hvis det lægges frem beviser mod ham.

Touhami Bennour

Krig mod terror var en rigtig krig,ex.: Irak, Bosnien, Libyen og Syrien. En rigtig krig i luft, og land og måske også i havet. Det var de meste moderne krige.Hvem er interesseret i krig?Hvem er interesseret i regn, regnen er ligeglad hvis mennesker finder interesse i regn.

Jens Winther

Det grundlæggende problem er, at unge Malte og hans samtidige har et så ringe kendskab til historie, at de føler sig kaldet til at drage vidtløftige konklusioner alene på baggrund af deres egen "historiske erfaringshorisont", som er så indskrænket som skaldede 10 år!

Der sker mange ting på 10 år, men der er ikke i den periode, der ligger indenfor Maltes "historiske erfaringshorisont" indtruffet begivenheder, der har større rækkevidde eller betydning for samfundsudviklingen end begivenheder indtruffet i ethvert andet årti! Og hvis Malte tror andet, kan det kun skyldes en kort "historisk erfaringshorisont" og et ringe mål af erfaring - og de to forhold har en vis sammenhæng.

Olav Bo Hessellund

Også interessant, hvor mange i denne tråd, der tilsyneladende ikke læst den officielle 9/11 rapport (findes på nettet), og som ikke besidder elementær naturvidenskabelig indsigt - men alligevel udtaler sig skråsikkert om 9/11.