Klumme

Jeg kan ikke lide, at jeg så godt kan lide Guns N’ Roses

Guns N’ Roses, som spiller i Parken på tirsdag, var moralsk og æstetisk forbudt for anstændige unge venstreorienterede i slutningen af 1980’erne. Racistiske, homofobiske og kitsch uden ironi. Det var med andre ord farlig popmusik, og det var uimodståeligt
Mange år efter talte vi om, at Guns N' Roses var alt det, vi principielt hyldede: Det var grænseoverskridende, og det var jo decideret farlig musik. Kill your idols. Det var dem, som gjorde det.

Mange år efter talte vi om, at Guns N' Roses var alt det, vi principielt hyldede: Det var grænseoverskridende, og det var jo decideret farlig musik. Kill your idols. Det var dem, som gjorde det.

Paul A. Hebert

24. juni 2017

Guns N’ Roses var rædselsfulde. Det var kitsch uden ironi, det var hårdt og sentimentalt på samme tid. Jesus med blod løbende ud af øjnene og guitaristen Slash stående med bar overkrop i modvind på toppen af en klippe i det vilde vest.

Det var i slutningen af 1980’erne, vi hørte sofistikerede ting som David Bowie og Lou Reed og The Smiths. Popmusik skrevet af digtere, som satte så store ord på vores store følelser, at vi mente, at vores liv var et kunstværk. Vi var heller ikke så gamle.

Et sted i periferien af vores verden var Guns N’ Roses med deres tarvelige sange om, at de ville til paradisbyen, hvor pigerne var skønne, og de sang velkommen til junglen, hvor blod var den pris, man måtte betale. De promenerede drengeværelsets liderlige lykke over Jack Daniels-flasker og villige kvinder og forklædte det som voksen maskulinitet.

Det var så latterligt, at vi ikke bare grinede af Guns N’ Roses, men også af dem, som lyttede til dem.

Senere kom Kurt Cobain, som vi mente var vor tids møde mellem James Dean og Arthur Rimbaud. Det var rigtig rock’n'roll – i modsætning til Guns N’ Roses.

Det værste ved Guns N’ Roses var linjerne fra »One in a Million«: »Police and niggers get out of my way«, sang Axl Rose. Han sang også om indvandrere og bøsser: »Immigrants and faggots / They make no sense to me / They come to our country / And think they'll do as they please /Like start some mini Iran/ Or spread some fuckin' disease«.

Alle fra den amerikanske vicepræsidents kone til New York Times tog afstand fra den skandaløse sang. Alle ordentlige anmeldere foragtede Guns N’ Roses, og vi var højt hævede over Guns N’ Roses. Det var æstetisk og moralsk forbudt for os.

Men så så vi billederne af Axl Rose fra en koncert på Wembley, hvor han bar en T-shirt med teksten »Kill your idols« over et billede af den lidende Jesus. Det var helt, helt uimodståeligt: Dræb dine idoler, hvis du tror på noget, må du rive det ned. Find din egen Jesus og korsfæst ham. Hvis ikke det havde være Axl Rose, havde det været den fedeste T-shirt nogensinde. Det behøvede vi slet ikke snakke om. En anden gang så vi et billede af ham med en anden T-shirt-tekst, som slog ironisk og hårdt: »Nobody knows I’m a lesbian«.

Det skete, at man på vej fra byen gennem et åbent vindue eller til en uoverskuelig fest med ukendte mennesker hørte sange som »Civil War« eller »Estranged«: Slash’ guitar lagde sig som en lasso om halsen på os og trak os ind. Og Axl Rose sang linjer, som talte direkte ind i senpubertetens spleen:

»When you’re talking to yourself / And nobody’s home / You can fool yourself / You came in this world alone«. Når vi var fulde nok, gav vi efter og sang med. Men man håbede ikke, at nogen kunne huske det, når vi blev ædru igen.

For det var verdensødelæggende at blive overvældet af billige effekter, den pumpede patos og popmelodier omringet af røg og kanoner. Men det var det, der skete, og det gentog sig, og det kom så vidt, at jeg overgav mig alene og fik overspillet Guns N’ Roses og hørte dem på min walkman. Skamfuld, men tændt. Som om jeg havde givet efter for et beskidt begær. Det var de skønne år efter Murens fald, og Axl Rose sang om, hvordan »the love of God and the human rights« førte til nye krige. Han var selv den krig.

Mange år efter talte vi om, at Guns N’ Roses var alt det, vi principielt hyldede: Det var grænseoverskridende, og det var jo decideret farlig musik. Kill your idols. Det var dem, som gjorde det.

Dengang alle var rasende over »One in a Million« skrev skuespilleren Sean Penn et lille læserbrev i New York Times, hvor han kaldte den en modig sang. Han sammenlignede den med Robert Capas krigsfotografier, det var scener fra en nation i krig med sig selv. »I’m a small town white boy / just trying to make ends meet«, sang Rose til sidst i sangen som et tidligt varsel om den vrede, som skulle erobre Amerika og gøre Trump til præsident.

Man kan godt tænke så meget over det, at Axl Rose bliver til en provokatorisk profet. Jeg har sådan set overgivet mig, men det var nu T-shirtsene og musikken, som overbeviste mig. Rock er ikke et safe space

Men jeg håber ikke, de spiller »One in a Million« i Parken på tirsdag, og jeg håber overhovedet ikke, at tusinde mennesker skal stå sammen og synge: »Immigrants and faggots they make no sense to me«. 

Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg kan lide, at jeg virkelig godt kan lide Guns N' Roses. Kill your idols

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Benno Hansen
  • Hans Aagaard
Anders Graae, Benno Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Godt at vide,Rune -ligesom at have en hemmelig hang til saltlakrids - med et forhøjet blodtryk.

Christian De Thurah

"Hvis ikke det havde været Axel Rose, havde det været den fedeste T-shift nogensinde". Altså ikke, hvad der bliver sagt, men hvem der siger det - det er efter min mening et af de helt store problemer i tidens debatklima. Musikkens - eller anden kunsts - kvalitet har vel ikke noget at gøre med, hvad Axel Rose eller andre musikere måtte mene om det ene eller det andet. Mange store kunstnere har sikkert været nogle skiderikker, men det bliver deres kunst da ikke mindre af. Man fristes til at gå til yderligheder mod al denne frelsthed og citere Oscar Wilde:
"There is no such thing as a moral or an immoral book. Books are well written, or badly written. That is all".
Selvfølgelig er der bøger eller anden kunst, man ikke bryder sig om på grund af de holdninger, der ligger bag. Det har bare ikke noget med kunstnerisk kvalitet at gøre. Den holdningsbårne kunstkritik hører hjemme i totalitære systemer.