Læserbrev

Kemikalieskandale kalder på politisk handling

Debat
19. juni 2017

De europæiske kemikalieproducenter driver gæk med myndighederne og gambler med europæiske forbrugeres sikkerhed. Det er det deprimerende resultat af en stikprøve foretaget af det europæiske kemikalieagentur (ECHA).

Stikprøven viser, at der i 72 procent af alle indberetninger fra kemifirmaerne til agenturet mangler information om skadelige stoffer. I en tysk undersøgelse levede kun én ud af 1.814 indberetninger op til lovgivningen.

Direktøren for ECHA har derfor også kaldt firmaernes manglende overholdelse af kravene fra EU’s kemikalielovgivning for en fundamental stopklods i bestræbelserne på at beskytte de europæiske befolkningers sundhed.

Det er ikke godt nok. Det er uansvarligt af kemikalieproducenterne at gamble med miljøet og vores fælles sundhed. Og det er mildt sagt bekymrende, at der fra myndighedernes side ikke er blevet rettet op. Derfor rejser Socialdemokratiet nu sagen over for miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og over for EU-Kommissionen.

I 10 år har det nu været kemikalievirksomhedernes eget ansvar at indsende videnskabelige data om de stoffer, der findes i de produkter, som virksomhederne selv producerer eller importerer. Med den frihed følger et ansvar for, at de produkter, der ender på hylderne rundt om i Europa, ikke er skadelige.

Når virksomhederne med al tydelighed ikke kan finde ud af det, så er der set med vores øjne ét klart svar: Så må der politisk handling til.

Det er vores håb, at regeringen og EU-Kommissionen vil smøge ærmerne op, så der findes en løsning, der rent faktisk sikrer, at kemiproducenterne indberetter korrekt. Man må simpelthen tage alle redskaberne i værktøjskassen i brug over for virksomhederne, så vi får den nødvendige viden om de skadelige stoffer.

Vi kan hverken acceptere sjusk eller fusk med informationen om kemi. Hvad enten man er dansker eller polak, har man krav på at vide, om de produkter, man køber, er skadelige eller ej.

Lea Wermelin er bæredygtighedsordfører (S), og Christel Schaldemose er medlem af Europa-Parlamentet (S)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sup Aya Laya

Mærkværdigt indlæg at komme med - når skribenterne er asocialdemokrater.

Så vidt jeg ved er Asocialdemokratiet for CETA, ligesom den del af fagbevægelsen, med Lizette Riisgård i spidsen, der er knyttet til partiet. Der er intet hensyn til hverken borgere eller forbrugere i CETA ...