Kronik

Kina vandt over kejserne i olie- og kulindustrien, USA tabte

Mens mange af USA’s folkevalgte er i lommen på olie- og kulindustrien, har den kinesiske præsident haft magt til at slukke kejserdrømmene hos toplederne i Kinas fossile energiindustri. Det har givet Kina manøvrerum til at indgå en grøn alliance med EU
Trods modstand fra magtfulde interesser i Kinas energiindustri er det lykkedes Xi Jinping at gøre sit land til ledestjerne for kampen mod den globale opvarmning.

Trods modstand fra magtfulde interesser i Kinas energiindustri er det lykkedes Xi Jinping at gøre sit land til ledestjerne for kampen mod den globale opvarmning.

Mark Schiefelbein

7. juni 2017

Kan en alliance mellem EU og Kina lede den grønne omstilling? Det spørgsmål stiller mange sig, efter at Trump atter har skudt sig selv i foden og erklæret, at USA vil forlade Paris-aftalen.

Kina er de facto den grønne leder allerede. Ser man på præstationerne over de seneste ti år og de realistiske planer for de kommende 12 år, er Kina klart det førende land i verden. Med en Greenpeace-talsmands ord: »Kina har forvandlet sig fra klima-bad boy til at være en tøvende leder og ved klimaforhandlingerne i Paris faktisk en sand leder.«

I fredags, efter Trumps udmelding, konstaterede en resigneret fransk præsident Emmanuel Macron: »Nu er det Kina, der leder.«

Omkring klokken 21.30 dansk tid meddelte præsident Trump, at USA vil trække sig fra Paris-aftalen.
Læs også

Men de facto-leder betyder ikke, at Kina er klar til at påtage sig en decideret lederrolle. Man vil helst gøre det i samarbejde med andre regioner, f.eks. EU eller andre udviklingslande.

Nøgleallierede

Klimasamarbejdet mellem Kina og USA var ideelt i Obamas anden periode. Her kom der endelig en ny politik fra Det Hvide Hus. Den brød dødvandet efter COP15, hvor Kina i stedet for at få ros for sine klimaplaner blev prügelknabe for den amerikanske kongres, der reelt manglede vilje til at føre en ansvarlig klimapolitik.

Obama og Xi Jinpings diplomater arbejdede næsten et år på den banebrydende aftale, de to fremlagde i november 2014. Den gjorde dem til nøgleallierede i kampen mod klimaforandringer.

Donald Trump kvier sig ved at træffe afgørelsen om USA’s fremtid i Paris-aftalen. Det har udviklet sig til et drama med diverse karakterer i Det Hvide Hus. I går syntes den ideologiske fløj at have overbevist præsidenten, men så gik pragmatikerne i modoffensiven ...
Læs også

Aftalen mellem de to lande støttede de bedste klimakræfter i Kina og skulle – håbede Obama – bruges mod de mange klimamodstandere i USA, som nu ikke længere kunne bruge Kina som en undskyldning for passivitet.

Samarbejdet mellem de to magter gav den nødvendige tillid og de penge, der skulle til, for at næsten 200 lande tilsluttede sig Paris-aftalen året efter. De to landes afgivne løfter tegnede sig for ikke mindre end halvdelen af Paris-aftalens forventede påvirkning af klimaforandringerne. Aftalen betød, at der omsider var international konsensus om en fælles handlingsplan anført af de to store CO2-udledere.

Xi Jinping stækkede de sorte

USA’s udtræden af Paris-aftalen vil skabe et lederskabsvakuum, der vil opmuntre alle, som ønsker at sinke arbejdet med at bekæmpe global opvarmning. De findes overalt, i EU (tænk bare på Polen), i USA og i Kina.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at Xi Jinping har overvundet disse kræfter, mens det ikke lykkedes i det amerikanske politiske system.

Xi har stået over for en stærk kulindustri, som tegnede sig for over 60 procent af Kinas energi. Hele provinser, byer, sektorer og bureaukratier er økonomisk afhængige af denne energikilde, påpeger sinologen David Lampton. Deres interessegrupper og lobbyister er mindst lige så meget imod en omstrukturering af energiøkonomien, som deres modstykker i USA er det.

Statsejede kinesiske olievirksomheder skrev selv (eller gav pokker i) regler og standarder for industrien; chefer i mineindustrien berigede sig på både lovlige og ulovlige miner; el-sektorens matadorer havde længe afværget enhver form for reformer osv. Støttet af opinionen brugte Xi Jinping sin centralisering af magten og ikke mindst den dybtgående antikorruptionskampagne til at ramme ’kejserdømmerne’ hos topfolkene i olie-, kul- og el-sektoren.

I USA kunne Obama derimod ikke gøre meget ved Kongressen, som blokerede næsten al den følgelovgivning, han introducerede, men han var dog i stand til at fastholde Paris-aftalen.

Donald Trump, derimod, og mange af republikanerne i Kongressen er i lommen på den fossile brændselsindustri og dens milliardærer, som er blevet ganske sofistikerede i deres finansiering af politikeres valgkampagner. The New York Times-journalisten Jane Mayer kortlægger det virtuost i bogen Dark Money. Også en rig kandidat som Trump ønskede støtte, f.eks. fra Mercer-milliardærfamilien, som beskytter olie og kul, og i øvrigt sponsorerer hans rådgiver Steve Bannon.

Parløb mellem Kina og EU

Der har længe været større samklang mellem Europas og Kinas synspunkter på klimaområdet end mellem Europas og USA’s. EU-Kina-samarbejdet begyndte ved FN’s klimamøde i Marrakesh i november, hvor det stod klart, at Trump var blevet valgt.

EU kan ikke lede alene, det er for fragmenteret og indadskuende. Kina kan heller ikke lede alene: Det er et udviklingsland, det har mange forureningsproblemer, og dets økonomiske vækst er ved at finde et lavere leje. Der er dog ingen vaklen, hvad angår holdningen til klimaforandringerne:

»Der er kun én Jord i universet, og vi, menneskeheden, har kun ét hjemland … Paris-aftalen er en milepæl i klimaledelsens historie. Vi skal sikre, at denne bestræbelse ikke afspores,« sagde Xi for nylig i Genévè.

I 2016 var Kina det land i verden, der investerede mest i vedvarende energi.
Læs også

Klimaet og forsvaret for Paris-aftalen er klart en fælles interesse. Men i fredags sluttede et meget vigtigt EU-Kina-topmøde for anden gang uden nogen fælles udtalelse. En ni siders fælleserklæring måtte erstattes af en pressemeddelelse. Det er ikke med den slags ansigtstab, man skaber grundlaget for en grøn alliance, hvad enten fadæsen skyldtes manglende forberedelse på embedsmandsniveau, eller at hardlinere som Juncker, Tusk eller Malmstrøm overspillede deres hånd.

Efter udvidelsen af EU er der også flere Kina-skeptikere (og Kina-ignoranter) i EU-organerne end i 1990’erne. Knasterne på mødet var ikke klimarelaterede, men gjaldt handelsområdet.

Kina blev optaget i WTO i 2001 med et forbehold om, at landet i de første 15 år ikke skulle behandles som en markedsøkonomi i handelskonflikter. Kina betragter ophøret af denne klausul som automatisk efter 15 år, mens USA og EU til Kinas vrede nu har valgt at gøre det til en brik i videre forhandlinger. En anden knast var forsøg på at pålægge Kina begrænsninger i dets stålproduktion.

Man kan vælge at hente optimisme i pressemeddelelsens overskrift: »Moving forward with our global partnership« og dens omtale af klimaændring, energidialog og -samarbejde, energiinfrastruktur og regulering, samt integration af vedvarende energi i el-nettet – et område, hvor EU har noget at lære Kina.

Man kan også erindre, at både EU og Kina støtter FN, multilateralisme, og international ret, at de ingen territorial- eller rang-stridigheder har med hinanden, og at begge foretrækker blød magt og diplomati frem for militære midler i udenrigspolitik.

Fremtidens Eurasia

Der er også perspektiver i den eurasiatiske strategi, Kina er i færd med at udvikle. Via store nye udviklingsbanker og det store ’Silkevejsprojekt’, Belt and Road Initiative, skal infrastrukturen på hele det eurasiatiske kontinent over en 30-50-års periode udbygges så voldsomt, at hele området fra Dublin til Seoul/Singapore bliver et sammenhængende, økonomisk integreret hele. Det er nemlig ikke toldsatser, men de fysiske hindringer for international handel, der er det største problem.

Lykkes projektet vil den vestlige halvkugle kunne være sig selv, sådan som Trump og hans vælgere ønsker sig så brændende.

Kinesiske statsmedier jublede af begejstring, da præsident Xi Jinping bød velkommen til blandt andre Ruslands præsident Putin under en konference om handelsinitiativet, der bliver kaldt en ny silkevej
Læs også

Strategien er konstruktiv og udviklingsorienteret. Den er ikke militær og konfrontatorisk, og med lidt held vil den kunne give stabilitet og udvikling i Mellemøsten og Centralasien.

USA har ikke kunnet forhindre sine allierede i at slutte sig til de godt 100 lande, der er involveret i projektet. De fleste EU-lande er med, og man kan håbe, at vi som den yderste ende af Eurasien kan blive en vigtig faktor i det store udenrigspolitiske initiativ. Kina bevæger sig i hvert fald vores vej nu, og Tyskland-Kina-relationen, men også forbindelserne til Danmark er meget stærke.

Clemens Stubbe Østergaard er seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu