Klumme

Hvor var Knuth og vennerne, da Pokémons skabte utryghed i Bibliotekshaven?

Jeg vil ikke leve i et samfund, hvor politikere ikke reagerer på kaos, med mindre det er roma, hvor politikerne kun trækker Danmark frem, når de vil dunke EU i hovedet, og hvor man ikke kan få hvedebrød, selv om man har penge med hjemmefra. Jeg vil ikke!
Debat
22. juni 2017

Jeg søgte et stort og velassorteret bageri. Dem er der gudskelov blevet flere af i København. Da jeg var blevet stillet det klassiske spørgsmål, »hvad skulle det være?« og havde svaret på det, blev der stille.

Man kunne høre en krumme falde til jorden.

»Øh, hvad?« lød det spagt og usikkert fra den anden side af disken.

Jeg gentog:

»Jeg vil gerne bede om et hvedebrød.« Og rømmede mig.

Ekspeditricen rådførte sig med en nærtstående kollega. De nikkede til hinanden og sagde så i kor:

»Det har vi ikke!« Bag dem bugnede væggen og hylderne med alle slags brød.

»Så I har ikke hvedebrød,« slog jeg fast.

På dette tidspunkt kom der en overordnet bagerinde med myndigt rødt hår til syne. Jeg rakte armen ind over disken og standsede hende med et greb i hendes overarm og afleverede den samme bestilling igen.

»Hvedebrød? Nej, dét fører vi ikke,« sagde hun.

»Vi har« – hun slog ud med den frie hånd – »skagensbrød og ølandsbrød, ciabatta og Veronabrød og ...«

Jeg slap hende og marcherede derfra.

Jeg vil ikke leve i et samfund, hvor man ikke mere kan få et hvedebrød i et københavnsk bageri, når man beder om det og har penge med hjemmefra.

Jeg stilede mod det kendte Magasin du Nord på et af hovedstadens ældste torve. Både torvet og stormagasinet er forsvundet – det første bag mægtige plankeværker, der skal forhindre én i at følge med i alle de forbrydelser, der bliver begået derinde.

Magasinet er blevet væk bag endeløse spærringer af sammenfiltrede cykler. Jeg nærmer mig hver gang dette fornemme indkøbscenter med stor utryghed. Skulle jeg også denne gang opleve at måtte gå hjem med uforrettet indkøbspose?

I gamle dage, hvor jeg var mere herkulisk, kunne jeg som ingenting slænge et par cykler, der var i vejen, ud på kørebanen, men nu, hvor jeg kun er en skygge af mig selv, er det mig, der må vige. Det holder jeg ikke til i længden.

Og hvem hjælper? Gør Johan Henrik Marcus greve Knuth, der ovenikøbet trods sine unge år har modtaget en stor, amerikansk medalje for Superior Civilian Service? Han, der kan få fjernet og hjemsendt utryghedsskabende EU-borgere, der tisser i byens porte, bare ved at lade et ord falde? Nej, det gør han ikke. Han er nemlig fuldkommen ligeglad med alt andet kaos end roma.

Hvorfor tog han ikke affære, da Pokémon GO i sin tid hærgede klos op ad hans egen arbejdsplads, Borgen. Da, sagt med andre ord, japansk underholdningsindustri hævdede sin ret til at pløje den idylliske Bibliotekshave i København op, så den aldrig bliver sig selv igen? Var dét måske ikke utryghedsskabende? Åbenbart ikke. For så vi Knuth tage affære dér? Nej.

Jeg vil ikke leve i et samfund, hvor man kun kan regne med sine politikere, når der bliver tisset på dem – og f.eks. ikke når hele kvarterer er ved at kvæles i gammelt jern, og parkerne trampes til ét ælte.

Eller hvor politikere i markante fremgangstider ikke straks rykker ud og fortæller om al den gavn, de vil gøre med gevinsten? Jeg har nemlig forstået på fjernsynet, at det går godt i Danmark. Ikke nødvendigvis ’ufattelig godt’, det var jo dengang under Poul Schlüter. Det siger man ikke mere. Nej, i dag hedder det, at det går 'rigtig, rigtig godt'.

Ja, og så får vi råd til …

Her bliver jeg afbrudt af en rungende stemme fra Borgen. Nej, lyder stemmen, ikke som De formodentlig vil foreslå: til reparation af velfærdsstaten, til flere varme hænder på hospitalerne, kort sagt goder til alle borgere? Nej, min herre, til – skattelettelser!

Bevares, jeg tvivler ikke på, at når det regner på præsten, drypper det på degnen, så der skal nok falde lidt af til velfærd. Men hvorfor er det ikke den, som automatisk kommer øverst på lystavlen, så såre lykken vender? Hvorfor ikke som det første højt og tydeligt ile den offentlige sektor til undsætning, som man til stor utryghed for befolkningen har sultet til det kvababbende i årevis?

Jeg vil ikke leve i et samfund, hvor politikere ikke lyser af, at de til enhver tid ærligt og selvfølgeligt tjener det ganske land og dets fremgang – men kun trækker Danmark frem for at slå EU oven i hovedet eller forstærke grænseværn. Det gælder ikke Denmark first, men All Danes.

Niels Barfoed er forfatter, dr.phil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her