Kommentar

Labour skal lytte, ikke kun jagte stemmer

Når jeg tænker på min bedstemor, forstår jeg, at Corbyns nye måde at bedrive politik på slet ikke er så ny. At udvikle den vil kræve en partikultur, som sætter pris andet og mere end stemmer
24. juni 2017

Mit første politiske minde er synet af min bedstemor, der med sammenknebne øjne og et dybt suk rev Tony Blairs første Labour-manifest i stykker, mens hun talte i telefon med partikontoret og bad dem slette hende af medlemslisten. Det var et brud med en generationer lang familietradition.

Jeg kunne mærke hendes sorg, men var for ung til at forstå den. Jeg spurgte, hvorfor hun meldte sig ud af Labour, og hun svarede, at det var, fordi de havde opgivet nationalisering – noget hun forklarede som et »løfte om at gøre arbejdende mennesker til herrer i eget hus«.

I år har min mor og moster uddelt Jeremy Corbyn flyers, mens mine teenagekusiner har kørt rundt i vores hjemby Dorset med protestsangen 'Liar Liar' (en anti-Theresa May-sang, red.) bragende ud af højtalerne.

Min bedstemor ville have været så stolt, ikke bare af os, men af alle unge i det her land, som kæmper for alt det, der betyder noget. Og jeg har ikke brug for denne uges meningsmålinger for at vide det, for jeg ser det hver eneste dag.

De marginaliseredes sejr

Labour kan helt sikkert takke Corbyns modige manifest for, at partiet har vundet sin største valgsejr siden 2001. Det forvandlede en abstrakt modstand mod nedskæringer til en reel forbindelse mellem mennesker, som har alternative visioner for landet.

Men politikker er ikke nok. Det, der gjorde, at folk stolede nok på Labour til at stemme på det, var de titusindvis af mennesker, som bankede på millioner af døre. 1,2 millioner for at være helt præcis.

Valgdistrikter, der havde været umulige at vinde, blev vundet på den vis. Og mod alle odds blev de vundet med stemmer fra studerende, fattige, sorte og farvede samfund; fra alle dem, som toryerne har bidraget til yderligere at marginalisere.

Da vi sad samlet om en enkelt bærbar i køkkenet på valgnatten, gik der en stund, før vi forstod, hvad vi var vidner til. Som minutterne gik, forsvandt kynismen til fordel for ærefrygt. Ikke så meget over udsigten til flere Labour-medlemmer i parlamentet – lad os være ærlige, det bliver en blandet fornøjelse – men fordi ingen for alvor troede på, at så mange millioner ville finde styrken til at stemme på håbet efter så mange års nedskærings- og skræmmepolitikker.

Hold de rige ansvarlige

Med min bedstemor i tankerne indså jeg, at denne »nye form for politik« slet ikke er særlig ny; den har en lang og stærk historie, som en hel generation er ved at genopdage. Spørgsmålet er da: Hvad er næste skridt?

Dem, der gik rundt og bankede på døre, er ikke fodsoldater, der handler pr. automatisk partiloyalitet.

Det er en ny generation med forventninger og meninger, og hvis partiet vil holde på os, så er det nødt til at høre på os. For at udtrykke det meget enkelt: Det er på tide, at Labour lever op til sine egne værdier og fortsætter bevægelsen mod venstre, for vi ved nu, at det er muligt at få opbakning til den politik.

Corbyn bør også bruge anledningen til at udfordre den retning, diskussionerne om fri bevægelighed, migration og ulighed går i. Vi er langtfra i mål, og den måde, migranter bliver brugt på som syndebukke for vores velfærdsstats forlis, er en trojansk hest, som har skaffet toryerne magten. Labour må stille sig på den rigtige side af historien og gøre det klart, at det er de rige og magtfulde, der skal holdes ansvarlige for fattigdom og magtesløshed – ingen andre.

Demokratiser Labour

En anden forudsætning bliver, at Corbyns mest ambitiøse løfte – en ny form for politik – bliver virkeliggjort. Det betyder i praksis demokratisering af partiet, mere magt til medlemmerne og mere ansvarlighed fra parlamentsmedlemmernes side.

Det betyder opbygning af en partikultur, der værdsætter andet og mere end stemmer, og som ikke svinger rundt som en vejrhane, alt efter hvilken vej valgvindene blæser. Labour må alliere sig med de bevægelser for social retfærdighed, som har rødder i civilsamfundet.

Mens denne forbavsende valgsejr har fået Corbyns tidligere kritikere til at holde skåltaler til ære for ham, vedbliver Labour et dybt splittet parti. Corbyns instinktive reaktion vil formentlig være at bygge broer, men partiets enhed er ikke vigtigere end de principper, som definerer partiet.

Jeg skal ikke gøre mig klog på alle Labour-parlamentsmedlemmernes principper, men det er på tide, at de selv viser dem. Det bør være en betingelse for at komme med ind på banen, at man bakker oprigtigt op om ikke bare Corbyn som leder, men om den politik, han er blevet valgt på.

Labour er – ofte skrigende og sparkende – blevet hevet tilbage til sine rødder af almindelige mennesker, der gik i aktion. De væltede op på scenen sammen med Corbyn, fordi han giver folk en følelse af at blive hørt.

Når Corbyn efterlyser en »ny form for politik«, vidner det om en forfriskende ydmyghed. En anerkendelse af, at, ja, demokrati betyder, at vores stemmer betyder noget, både i landet, i lokalsamfundet og i partiet. At der skal bankes på døre ikke kun for at sikre stemmer, men fordi vi faktisk gerne vil høre, hvad folk på den anden side af døren har at sige. Det vil vise sig, om det er noget, resten af Labour er klar til at høre. Men hvad der end sker, er den nye form for politik allerede en realitet.

Marienna Pope-Weidemann er journalist og kommunikationsansvarlig i Right to Remain, en landsdækkende britisk organisation for et retfærdigt migrationssystem.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Corbyn skal have sagt, at Labour ikke blot er en opposition, men en regering, der venter på at komme til.
Som det hedder i venstrefløjspublikationen Morning Star:

- May’s difficulties in cobbling together a pact with the Democratic Unionist Party lay bare her vulnerability and encourage all progressives to anticipate further exposure of Tory political bankruptcy and subsequent acceptance that Corbyn be asked to put Labour’s programme before Parliament and form a minority government.

https://www.morningstaronline.co.uk/a-e57f-Corbyn-masterfully-demolished...

Michael Kongstad Nielsen

Ja, men måske er det ikke tiden til hastværk, netop som vi står midt i Brexit-forhandlingerne. Et nyt valg vil ikke handle om dem, men kan forplumre dem, til ugunst for UK.

Eva Schwanenflügel

Forfriskende nyheder fra et nyt (?) Labour medlem, som oplever rødderne komme til live igen, hvor er det opmuntrende!
Det er svært at vide hvad der vil ske i den nærmeste fremtid, men hvis ikke May og toryerne kan finde flertal, kan der enten komme nyvalg, eller en alliance mellem Labour og andre partier.
Ville ønske, at Socialdemokratiet lyttede, i stedet for at omfavne DF, det kommer der intet godt ud af i det lange løb.

Torben K L Jensen

Nogle skriver "gamle" politik om Labours nye politik - Selv foretrækker jeg ordet "oprindelige" politik.