Kronik

Jeg lod mine høje karakterer styre mit uddannelsesvalg – det blev jeg ikke lykkelig af

Sørg for at få høje karakterer, så du har frit valg på alle hylder i uddannelsessystemet, lyder rådet til gymnasieeleverne. Men høje karakterer lukker også døre. Med høje karakterer følger nemlig et enormt pres for at søge en uddannelse med et højt adgangskrav
’Det var ikke en mulighed for mig at fravælge universitetet. Jeg havde altid fået at vide, at intet andet var tilstrækkeligt fagligt udfordrende for mig. Jeg var jo bogligt stærk. Jeg skulle ikke spilde mine evner på en professionsskole eller det, der var værre,’ skriver dagens kronikør.

’Det var ikke en mulighed for mig at fravælge universitetet. Jeg havde altid fået at vide, at intet andet var tilstrækkeligt fagligt udfordrende for mig. Jeg var jo bogligt stærk. Jeg skulle ikke spilde mine evner på en professionsskole eller det, der var værre,’ skriver dagens kronikør.

Thomas Borberg

23. juni 2017

Huerne er sat på hovedet. Årgang 2017 er sprunget ud til hakker i huen, champagne, sure stjernefrugter og jordbær dyppet i chokolade. Men lige om lidt melder alvoren sig, og årets studenter skal vælge uddannelse.

De har hørt, det er deres fremtid, der er på spil. At det er vigtigt at vælge rigtigt. De ved, at det er vigtigt at vælge rigtigt i første omgang, for uddannelsesloftet og fremdriftsreformen, og senest regeringens udspil om et nyt taxametersystem for uddannelsesstederne, levner ikke plads til slinger i valsen. Men hvad vil det egentlig sige at vælge rigtigt?

Hele karaktersystemet er opbygget ud fra den præmis, at man kan sætte tal på et menneskes værdi. Og fokus på karakterer og et godt gennemsnit er voldsomt, for »det er jo så godt at have alle muligheder åbne, når man er færdig på gymnasiet.«

Åh ja, det er bestemt rart at have alle muligheder åbne, men problemet er, at karakterræset har det med at lukke flere muligheder, end det åbner – også for dem, der får gode karakterer. Unge lærer nemlig, at de gode uddannelser er dem med høje adgangskrav. Selv om gode karakterer formelt giver frit valg på alle hylder, forventes det af topstudenterne, at de veksler deres skyhøje karakterer til en plads på eliteuddannelserne; medicin, statskundskab, psykologi, antropologi, dyrlæge-studierne etc.

Ligger det i superstudenternes dna, at de brændende ønsker sig at blive læger, psykologer eller antropologer? Næppe. Men folkelogikken siger, at hvis blot man vælger en uddannelse med en høj adgangskvotient, har man en VIP-billet til det gode liv. Der må jo være en grund til, at de uddannelser er så efterspurgte. At efterspørgsel i sig selv genererer efterspørgsel, strejfer de færreste.

Den helt rigtige signalværdi

Jeg gik selv direkte i fælden. Jeg fik høje karakterer i gymnasiet. De voksne omkring mig sagde, at jeg skulle skynde mig på universitetet og udvikle mine talenter. Jeg husker stadig, da jeg besluttede mig for at læse antropologi. Jeg sad med min computer i skødet og kiggede på uddannelser. Eller det vil sige: Jeg kiggede på uddannelser med høje adgangskvotienter. Antropologi krævede et gennemsnit på 10,8. Det havde den rigtige signalværdi. Jeg ville blive lykkelig på det studie. Tre måneder efter jeg var begyndt, droppede jeg ud.

Det var ikke en mulighed for mig at fravælge universitetet. Jeg havde altid fået at vide, at intet andet var tilstrækkeligt fagligt udfordrende for mig. Jeg var jo bogligt stærk. Jeg skulle ikke spilde mine evner på en professionsskole eller det, der var værre.

Så efter antropologiforsøget begyndte jeg på Copenhagen Business School. Jeg fandt en stor del af uddannelsen meningsløs og intetsigende. Lektorer, der stod og brægede foran 100 unge mennesker, der alle brugte størstedelen af tiden på at surfe rundt på Facebook i stedet for at lytte. Undervisningen var ikke medinddragende og inspirerende, men set udefra var det en virkelig god uddannelse. Et springbræt til et godt liv.

Mine boglige evner kom i spil, men mine andre evner talte ikke. Jeg var ulykkelig, men stædig; jeg ville ikke droppe ud. Jeg var på nippet til at gå ned med stress. Men jeg gav ikke op. For jeg var skabt til universitetet! Det var det eneste, jeg havde hørt, lige siden jeg blev klar over, hvad en videregående uddannelse var.

Det tog flere år, før jeg indså, at jeg i virkeligheden havde allermest lyst til at uddanne mig til lærer. En professionsbachelor. Den slags havde vist aldrig været en del af fortællingen om vejen til det gode liv.

Ingen så mennesket Sofie

Jeg ville sådan ønske, at nogen havde set mennesket Sofie i stedet for kun at have fokus på den bogligt stærke Sofie med de høje karakter. Men nu blev det så min livserfaring, der førte til, at jeg som 28-årig sadlede om og begyndte på lærerstudiet, hvor jeg trives som aldrig før.

Her bliver min relationskompetence, empati og kreativitet sat i spil. Her er det boglige ikke det primære fokus. Her er både det boglige og de relationelle kompetencer centrale. Og jeg får i høj grad brugt mit intellekt sammen med fagligt kompetente undervisere. Det skaber trivsel at være i et miljø, der understøtter ens person. Dét er VIP-billetten til et godt og lykkeligt liv.

Det groteske er, at muligheden for at sadle om, når man er blevet mere vis, nu er ødelagt for de kommende generationer. Uddannelsesloftet har skabt en absurd forhindring for dem, der ikke valgte rigtigt fra begyndelsen.

Jeg følte min verden falde sammen i november, da det i første omgang stod klart, at jeg var stavnsbundet til en CBS-uddannelse, der ikke gav mening. Jeg var dog så heldig, at jeg kom ind på læreruddannelsens vinteroptag i år, så jeg på den måde sneg mig uden om lovgivningen; men jeg føler sådan med alle dem derude, der ikke var ligeså heldige som mig.

Voksne skal tage ansvar

Lærerstudiet er fyldt med begavede mennesker. Mange af dem er kommet ind via optagelsessamtaler, fordi de ikke havde 7 i karaktergennemsnit, sådan som læreruddannelsen kræver. Jeg kan vitterligt ikke mærke forskel på, hvem der er blevet optaget alene på baggrund af deres karakterer, og hvem der har været til optagelsessamtale. Det modbeviser fortællingen om, at jo højere snit du har, des dygtigere en studerende er du.

Jeg har gået på uddannelse med de, der havde enormt høje gennemsnit på antropologi; dem, der havde et gennemsnitligt gennemsnit på Copenhagen Business School; og dem der ikke nødvendigvis har et specielt højt snit på læreruddannelsen. Og jeg kan garantere for, at dem på antropologistudiet ikke levede et lykkeligere liv end dem på lærerstudiet. Man behøver ikke vælge uddannelse på baggrund af ens høje karaktersnit. VIP-billetten til et lykkeligt liv er ikke (nødvendigvis) det studie, der er sværest at komme ind på.

Det er vigtigt, at vi vejleder unge mennesker, så deres valg i uddannelsessystemet ikke blot tager afsæt i deres karakterer. Selvfølgelig spiller karaktergennemsnittet en rolle, men hvad med alle de talenter, karaktererne ikke bedømmer? Relationskompetencer, empati, kunstneriske evner? Hvad hvis et ungt menneske udviser stærke kompetencer inden for andre felter end de gængse boglige? Bør vi ikke vejlede dem i, at der findes andre kriterier for valg af uddannelse end deres karaktersnit? Hvis vi gjorde det, kunne det måske lægge en dæmper på det voldsomme boglige præstationspres, som skaber mistrivsel hos mange i gymnasieårene.

Det er os voksne, der skal sparke til myten om, at et menneskes egnethed og værdi kan måles ud fra et tal. Vi skal råbe højt for at overdøve den dominerende forestilling, og vi skal ryste de unge og deres opfattelse af, hvordan de skaber et lykkeligt liv.

Der er så mange værdier og evner, der ikke bliver værdsat i vores samfund. Evnen til indlevelse og empati har, som jeg ser det, længe haft dårlige vilkår. Det er et problem for os alle, men det er i særdeleshed et problem for de unge, der måske ikke får chancen for at gro i de rette omgivelser, fordi de ikke får en kyndig og helhedsorienteret vejledning. Det fører til mistrivsel, sygemeldinger og identitetskriser.

En af grundene til, at jeg har valgt at blive lærer, er netop, at jeg ønsker at vejlede de unge om disse store spørgsmål. For det er så nemt at fare vild i junglen af uddannelsesmuligheder, hvor karaktersnittet har en næsten symbolsk værdi for det gode og lykkelige liv.

Sofie Traulsen er lærerstuderende og har en bachelor i International Virksomhedskommunikation fra CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Henning Kjær
  • Flemming Berger
  • Jørn Andersen
  • Sidsel Jespersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben Skov
  • Anne Albinus
  • Margit Tang
  • David Zennaro
Mikael Velschow-Rasmussen, Henning Kjær, Flemming Berger, Jørn Andersen, Sidsel Jespersen, Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Anne Albinus, Margit Tang og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Relevant indspark fra en tidligere studerende med samme synspunkt som mit. :-)

For 7 år siden lavede jeg den samme fejl som dig. Jeg læste statskundskab på KU, men undervisningsformen og stoffet passede egentligt ikke til mig. Jeg mistede motivationen og droppede ud i slutningen af første semester.

I stedet for at prøve CBS, så gik jeg dog direkte på erhvervsakademi som datamatiker på vinteroptag, hvilket er en kort videregående uddannelse i softwareudvikling. Her var adgangskvotienten vist nok 2,6 så vidt jeg husker, så der var åbent for nærmest alle. Og ja, der var nok nogle af de studerende som ikke var de skarpeste eller mest motiverede, men der var også flittige og dygtige medstuderende som jeg lavede fantastiske projekter med.

I dag har jeg et rigtigt spændende arbejde og en rigtig god løn - også selvom jeg har en uddannelse som er åben for nærmest alle.

Vær flittig i gymnasietiden, så du får adgang til mange døre. Find de døre som du selv tror passer til dit temperament og som samtidig er nogenlunde erhvervsrelevant.

Erhvervsakademierne er modsat universiteterne ikke bundet af antikverede dogmer om hvordan videregående uddannelse skal foregå. "Eliteuddannelse" er et vildledende begreb. Det er ikke gymnasiesnittet på dine medstuderende som afgør kvaliteten af dit videregående uddannelsesforløb. Den vigtigste faktor her er dig selv. Du kan gøre enhver uddannelse til en eliteuddannelse.

Pensum er bare en referenceliste. Har man tid, lyst og evner til at gå udover denne, så gør det. Det kan godt være du ikke kan få et 12-tal for noget du ikke skal op i, men det er ligemeget. Eksamenspapiret er ikke målet i sig selv, det er bare symptomet på den udvikling du gennemgår.

Thomas Rasmussen

"Hele karaktersystemet er opbygget ud fra den præmis, at man kan sætte tal på et menneskes værdi."

Det er nu ikke rigtigt. Det er et menneskes præstation. Og netop fordi en dårlig (eksamens)dag ikke skal forfølge en resten af livet, tæller hele årets præstation (årskarakteren) med i gennemsnittet.

Men misforståelsen er ikke din egen skyld. Disse voksne mennesker omkring dig har ikke været særligt voksne og selv troet, at det handlede om din værdi. Vejledere er notorisk ude af trit med virkeligheden, så det er ikke vejen frem. Det er derimod vores kærlighed til vores børn, der skal vide, at de er værdifulde uanset deres præstationer. Så skal de nok klare sig gennem uddannelsessystemet og tage karakterne som en udfordring og ikke opfatte dem som en galge.

Søren Kristensen

Jeg lod mine høje karakterer styre mit underliv, det blev jeg heller ikke lykkelig af. I hvert fald ikke ret langt tid ad gangen. Men det betyder ikke at der er noget forkert i at have høje karakterer. Vær kun glad for dine høje karakterer, men du har selvfølgelig ret i at det ikke er dem alene der gør dig lykkelig, det gør den måde du bruger dem på, når du gør det rigtige. Det rigtige kan i øvrigt sagtens indbefatte at se helt bort fra dem. Brug i det hele taget din mavefornemmelse, når du træffer valg, for høje karakterer kan, lidt ligesom ros og smiger, alt for let korrumpere dit klarsyn. Man skal næsten bare tale om dem, for at mærke suset.

Annika Hermansen

Sofie Traulsen skriver "det er os voksne, der skal sparke til myten om, at et menneskes egnethed og værdi kan måles ud fra et tal". Det er det, der kendetegner en voksen, nemlig at man ikke sætter et menneskes værdi lig med gode karakterer. Jeg tænker ikke at folkelogikken siger, at hvis blot man vælger en uddannelse med en høj adgangskvotient, har man en VIP-billet til det gode liv. Det ville være en meget umoden tankegang. Jeg tror der kan være enkelte, usikre unge, der kan have den tankegang, men de bliver også voksne en dag. Enten finder de selv ud af det eller lærere det "the hard way".
Problemet er ikke karaktersystemet. Der skal være en eller anden måde at måle den ene studerende fra den anden. Her er karaktersystemet et lige så godt eller skidt system som et andet. Måske er det mindst ringe. Individuelle subjektive vurderinger ved ens lærere ville være meget værre. Problemet her er at nogle titler værdisættes højere end andre. Det er mere fint at være psykolog end lærer. Og her er der måske tale om snobberi. Og voksne mennesker kan godt være snobbede.

Man skal vælge den hest man helst vil have, en hest hvor man bare kan mærke det der bånd, en hest som lytter til en.

Steffen Gliese

Det er vel sådan, at man jagter de høje karakter af en a to grunde: enten fordi det er interessant, hvad man lærer, eller fordi man har brug for et højt snit for at blive kunne komme ind på den uddannelse, man ønsker at tage.
I sig selv siger karakterer jo ikke noget, hvis folk i øvrigt er normalt begavede. Man kan jo ikke i den forstand noget efter gymnasiet, man har fået indblik i nogle ting, men uddannet i dem bliver man først efterfølgende, og jo kun i det, der er direkte relevant for det fag, man læser - eller spiller en rolle mere alment.
Vigtigere end at kunne alle disse ting er det at kunne tænke sig om, at forstå tilstrækkeligt af de mekanismer, logikken og tankegangen i vores kulturkreds benytter sig af, så man kan blive selvstændigt tænkende og handlende. Man får let den opfattelse, at dette i dag er nedprioriteret til fordel for en mer religiøs opfattelse af videnskaben som noget i sig selv, frigjort fra sin omskiftelighed og instrumentalitet.