Klumme

Har Løkke røget for lidt hash?

Ros til statsministeren for at sætte sig i spidsen for at løfte udsatte unge. Men det er svært at presse uddannelse ned i halsen på unge, selvom man lover mindre bureaukrati og færre indgange. Hvad med dem, der hellere vil have en joint?
16. juni 2017

To unge drenge har stået bag kioskdisken i det nordvestlige København i alle de år, vi har købt fredagsslik. Den ene har vi kendt, siden han var dreng, og da vi kom hjem fra et år i USA, spurgte han, hvor vi havde været. Han står ikke så meget i kiosken, som da han var dreng. Nu læser han medicin, har for travlt med studierne og er til sin iranske far, kioskejerens, stolthed i gang med at få en akademisk uddannelse, som han i modsætning til faren rent faktisk kan bruge til noget.

Den anden gik i nogle år på en erhvervsskole, men kunne ikke få nogen praktikplads, selv om han søgte og søgte. Han droppede ud og kom på produktionsskole. Efterhånden fandt jeg ud af, at han nok også røg for meget hash. Det er en del år siden, jeg sidst har set ham – hans far har solgt kiosken.

De to drenge har indvandrerbaggrund, men det er ikke pointen her. Deres historier indrammer til gengæld statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) allerstørste politiske prestigeprojekt (når nu pensionsplaner mv. er slået fejl).

De unge mænd med appetit på bøger klarer sig uanset hjemmebaggrund. De andre uden smag for uddannelse skal have den stoppet ned i halsen med Løkkes udspil til bedre uddannelsesveje til de 50.000 unge, hvis største problem i regeringen og eksperternes optik er, at de farer vild i uddannelsessystemet og ender på kanten.

Jeg ved ikke, om de farer vild, fordi de er skæve og tyngede af sociale problemer. Til gengæld er der noget, som tyder på, at der er et stykke vej til ekspertudvalg og Løkkes fine intentioner om en ny forberedende grunduddannelse, der skal samle eksisterende tilbud, til de hashtåger, der ifølge flere undersøgelser bl.a. fra Center for Rusmiddelforskning synes lige så hyppigt forekommende på de faglige uddannelser som termokanden på byggepladsen.

Til trods for sociale problemer og misbrug er en uddannelse det, disse unge  ønsker sig mest. Men som en EVA-rapport om unge uden uddannelse har vist, så har de dårlige erfaringer fra grundskolen, faglige problemer, diagnoser, problemer på hjemmefronten og/eller på vej ud i et misbrug.

Socialdemokraten Mattias Tesfaye, der selv har håndværkerbaggrund, og hvis fortjeneste det – sammen med debattør og forfatter Lars Olsen – uden tvivl er, at håndværkerfagenes prestige og betydning for det klassedelte Danmark er kommet højt på dagsordenen, påpegede det i forbindelse med sin bog Kloge hænder: Hvis en ung mand laver ballade og ryger for meget hash, bliver han sat på teknisk skole. Så er han skolens ansvar. Det samme kunne man mene om produktionsskolerne.

Det er selvfølgelig helt til hest, at de unge, der har mest brug for støtte, møder det mest uoverskuelige system på ungdomsuddannelserne. Men man skal kigge langt efter hensigter og indsigter, der afspejler de unges sociale problemer i bureaukratdanmarks medicin til den udsatte gruppe.

I al den systemsnak om nye indgange – og Lars Løkkes nedbarbering af grunduddannelsen fra tre et halvt år til to samt indførelse af en skoleydelse, der er lavere end SU og kontanthjælp, fordi den skal skaffe finansiering til statsministerens hjertebarn – står der altså en stor gruppe unge, som er så baldrede, at de har brug for ekstra tid, overskud og måske en bunke psykologtimer for at komme med på uddannelsesvognen.

Det er måske urimeligt at hæve barren for de folkevalgte politikeres erfaringsgrundlag endnu en gang. Nu har de lige taget kritikken af deres overvældende akademiske skoling til sig, hvilket blandt andet afspejler sig i den ideologiske nyorientering i Socialdemokratiet ført an af folk som Tesfaye og senest Kaare Dybvad i bogen De lærdes tyranni. Men det er lige før, man ønsker sig, at Løkke og bureaukratdanmark havde røget noget mere hash. I hvert fald skaber de stadig uddannelser, som spejler dem selv og deres egen erfaringsverden i højere grad end de udsatte unges.

Mette-Line Thorup er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Henning Kjær
Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette-Line Thorup

"I hvert fald skaber de stadig uddannelser, som spejler dem selv og deres egen erfaringsverden i højere grad end de udsatte unges."

Hvis de udsatte unges erfaringsverden - eller mangel på samme - især handler om hashtåger, så skal politikerne da ikke skabe en uddannelse, der afspejler dette.
Politikerne overlader i øvrigt selve skabelsesprocessen til de professionelle skolefolk -
hvoraf de fleste på teknisk skole har en håndværkerbaggrund.

Kort sagt - du brokker dig lidt i øst og i vest uden at komme med egne forslag bortset fra at øge psykolog-timetallet.