Kommentar

Massedeltagelse er den eneste vej til samfundsforandring

Hvis venstrefløjen skal forandre samfundet, må den sikre den almindelige befolknings mulighed for at engagere sig og deltage i det politiske arbejde. Når politikerleden vokser og hovedkonflikterne i samfundet forbliver uløste, er det, fordi kanalerne for deltagelse er stoppet til siden 1970’erne
1. juli 2017

I de seneste uger har der i Information udfoldet sig en diskussion mellem kunsthistoriker Mikkel Bolt og Enhedslistens Pelle Dragsted om, hvordan venstrefløjen kan forandre samfundet.

På den ene side mener Bolt, at partier som Enhedslisten og Syriza eller Corbyns Labour og Melenchons La France Insoumise er en stopklods for et reelt brud med kapitalismen. På den anden side påpeger Dragsted, at parlamentarisk arbejde også må spille en vigtig rolle i sådan et brud.

Diskussionen er klassisk og velkendt og strækker sig tilbage til fremkomsten af den tidlige socialistiske arbejderbevægelse.

Det nye i diskussionen ligger i Bolts antagelse af, at vi lige nu lever i et slags sammenbrud, hvor »politikken er død« og »højre-venstre-dikotomien fungerer blot som en stopklods«.

Men det kan virke en smule mærkeligt, at Bolt erklærer begreberne »arbejderparti«, »demokrati« og »velfærd« for et »forældet vokabular«, kort efter arbejderpartiet i Storbritannien har fået næsten 13 millioner stemmer på at ville demokratisere samfundet og udvide velfærden.

Det er rigtigt, at de gamle demokratiske massepartier og den klassiske arbejderbevægelse for længst er borte, men det er hverken nyt eller en grund til ikke at forsøge at revitalisere en ny arbejderradikalisme blandt større dele af befolkningen.

Politik kan ikke bare dø

Er politikken virkelig død? Nej, politik kan ikke bare sådan dø, og det må vel snart være gået op for fleste, at der virkelig sker noget i det europæiske politiske landskab i dag. Politikerleden er begyndt at finde retning, hvilket både har betydet, at det nye højre vinder frem, og at nye muligheder for venstrefløjen viser sig.

Bolts ønske om at se venstrefløjen død virker derfor noget forhastet, og hans idé om, at venstrefløjen »skal væk« er, ja … jeg ved egentlig ikke, hvad det overhovedet betyder.

På den anden side peger Bolts kritik af det politiske system også på noget rigtigt, som han dog aldrig får forklaret eller udfoldet: Nemlig afviklingen af mulighederne for befolkningens deltagelse i det politiske system og samfundet generelt.

Siden 1970’erne er massepartier og -bevægelser (herunder den klassiske arbejderbevægelse) gået i opløsning, og partierne har udviklet sig til stadigt mere professionaliserede enheder, der har afskåret den politiske elite fra befolkningen og indsnævret de politiske muligheder for at agere politisk i en global kapitalistisk økonomi med dårlige vækstrater.

I den situation udspiller hovedkonflikterne i samfundene sig mellem de rammer, det kapitalistiske marked sætter for enhver politik, og de behov, ønsker og krav, stadig større dele af befolkningerne stiller til at leve et økonomisk og socialt tilfredsstillende liv.

Mellem den manglende løsning af deltagelsesproblemet og den stigende politikerlede samt de voksende krav om demokratisk deltagelse. Mellem forværringen af den økonomiske situation for brede dele af befolkningerne på den ene side og den ekstreme ophobning af rigdom på få hænder på den anden.

Massebevægelsen Labour

Hvilke politiske og sociale kræfter er nødvendige og kan komme til at spille en progressiv rolle i den situation? Det leverer Bolt ikke noget svar på. Han henviser blot abstrakt til »opstande« og »protestbevægelser« fra tiden omkring henholdsvis 2008 og 2011. Men de fleste af dem er efterhånden løbet ud i sandet eller har antaget et andet politisk udtryk, som f.eks. hos Podemos og Barcelona en Comu i Spanien.

Bolt synes fanget i en forestilling om, at protesterne, der udspillede sig mange steder i verden fra henholdsvis 2008 og 2011 og nogle år frem, var egentlige opstande. Selv om nogle af dem nok kan kategoriseres sådan, var langt de fleste af dem forskellige typer af almindelige sociale og politiske protester, som vi har set dem i hele den moderne politiks historie. Selv om den type protester er vigtige, er de dog ikke tilstrækkelige til at skabe grundlæggende samfundsforandringer i det lange løb.

Samfundsforandringer kan skabes på mange måder, men karakteristisk for venstrefløjens projekt må være, at de gennemføres af en demokratisk massebevægelse. Venstrefløjens samfundsforandrende projekt er ikke en politisk eller økonomisk elites projekt, og det er heller ikke en bestemt nation, etnicitet eller et bestemt køns projekt. Det er i det hele taget ikke et mindretals projekt, men et universelt frigørende projekt, der kan og må involvere det store flertal.

Som Karl Marx skrev allerede i 1848:

»Alle hidtidige bevægelser har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse.«

Hvad Bolt ikke fanger, er, at også partier som Enhedslisten med omkring 270.000 stemmer og 9.000 medlemmer, eller Corbyns Labour med næsten 13 millioner stemmer og omkring en halv million medlemmer, i øjeblikket er de mest realistiske muligheder for genoplivning af en demokratisk massebevægelse.

En sådan demokratisk massebevægelse kan i sagens natur ikke udelukkende beskæftige sig med parlamentarisk politik, men må have som mål at demokratisere større dele af det hele sociale og økonomiske liv.

Labour-partiet har her været eksemplarisk i inddragelsen af medlemmerne i partiets politiske arbejde, og angiver dermed en af mange mulige veje for en genåbning af de demokratiske kanaler for deltagelse, og dermed en samfundsforandring, der siden 1970’erne ellers er forsvundet.

Dette fokus på massedeltagelse og -organisering er ikke bare mere realistisk, men også den eneste ønskelige og farbare vej for en venstrefløj, der virkelig ønsker at forandre samfundet.

Esben Bøgh Sørensen er ph.d.-studerende ved afdeling for filosofi og idéhistorie på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Margit Kjeldgaard
  • Dorte Sørensen
  • Alvin Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Holger Madsen
  • Teodora Hansen
  • Steen Sohn
  • Curt Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Torben K L Jensen, Margit Kjeldgaard, Dorte Sørensen, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Holger Madsen, Teodora Hansen, Steen Sohn, Curt Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Thomsen

"I den situation udspiller hovedkonflikterne i samfundene sig mellem de rammer, det kapitalistiske marked sætter for enhver politik, og de behov, ønsker og krav, stadig større dele af befolkningerne stiller til at leve et økonomisk og socialt tilfredsstillende liv."
og
"Dette fokus på massedeltagelse og -organisering er ikke bare mere realistisk, men også den eneste ønskelige og farbare vej for en venstrefløj, der virkelig ønsker at forandre samfundet." - konkluderer Esben Bøgh Sørensen.

Jo, meget enig, men hvad er det, vi skal deltage i og organisere?

Som jeg ser det, er modstykket til den globale kapitalisme: hele vores offentlige sektor.
Det er jo dén, der er fællesskabets "værktøj".
Er det ikke her, vi skal videreudvikle til noget meget mere beundringsværdigt?

Peter Ole Kvint

"Massedeltagelse er den eneste vej til samfundsforandring"
Det er teknologien som skaber samfundsforandringerne.

Torben K L Jensen

I Tony Blairs opgangstid var der en opfattelse af at man ikke kunne vinde valget uden Rupert Murdochs opbakning i hans boulevard-aviser (Tony Blair´s erkendelse). Det skete ikke denne gang og skylden har de nye sociale medier og Smartphones der er blevet et helt naturlig måde at kommunikere oprør og modstand for unge mennesker. På blot 2 år (2015 til 2017) voksede valgdeltagelsen blandt de unge fra ca. 45 % til godt 70 % - lige netop de 2 år efter Jeremy Corbyn blev valgt til "leader" af Labour. Den bevægelse der i dag kaldes "Corbynism" der skaffede flere vælgere end noget andet siden 2. verdenskrig har alle chancer for at vinde det næste valg.
Noget der for bare to år siden forekom umuligt.