Læsetid 7 min.

Min mor fandt sig ikke i afstumpet opførsel. Heller ikke fra min side

Mennesker ændrer ens liv. Sætter tingene på plads, vender alt på hovedet. Skubber en i gode og dårlige retninger. Her er historien om det menneske, der ændrede Klaus Lynggaards liv; hans mor – og vores opfordring til, at du deler historien om ham eller hende, der ændrede dit
’Det er den underliggende foragt, jeg slet ikke kan håndtere, for i min mors univers et det mest utilgivelige overhovedet at hakke på nogen, der er svagere eller mere udsat end én selv,’ skriver Klaus Lyngaard

’Det er den underliggende foragt, jeg slet ikke kan håndtere, for i min mors univers et det mest utilgivelige overhovedet at hakke på nogen, der er svagere eller mere udsat end én selv,’ skriver Klaus Lyngaard

15. juni 2017

Drillerierne har stået på i et stykke tid. Vi går i fjerde eller femte klasse, og de er rettet mod Susie, klassens tykke pige. Hun tager det pænt, måske for pænt.

Grundet hendes kropsbygning ligger hun helt i bunden af hierarkiet, selv under Bent, der ellers er epileptiker, hvilket bare er for mærkeligt.

Men også spændende nok til at give en smule status. Plus at vi får ørerne tudet fulde af, hvordan vi skal forholde os, hvis han får et anfald. Beskeden lyder kortfattet: »Sørg for, at han har noget i munden, så han ikke bider sin tunge af. Og få fat på en voksen.« Vi er ellers et par stykker, der godt gad se ham bide tungen af, bare sådan af almindelig interesse. Men okay da.

Det skader ikke sagen, at han til hverdag er fræk som en slagterhund. Det er Susie ikke, hun er bare tyk, og vi får ingen foredrag om, hvordan vi skal forholde os over for den slags. Drillerierne bliver grovere, og jeg holder mig ikke tilbage.

Noget andet er, at man tilsyneladende må kalde tykke mennesker, lige hvad der falder én ind. ’Feltmadras’, f.eks. eller ’Nazi-Susie’. Og alt muligt andet, som jeg kvier mig ved at erindre.

Kildrende sadistisk fryd

Opfindsomheden vil ingen ende tage, og selv om en lillebitte stemme et sted i det fjerne forsøger at råbe mig op, overdøves den af den kildrende sadistiske fryd, der er forbundet med at hæve sig over et andet menneske og gennemtrumfe sin suverænitet alene ud fra den kendsgerning, at hvad der ellers måtte være i vejen med én, er man ikke tyk. Hvilket der hersker konsensus om, bare er det værste.

Hvorfra den indstilling stammer, eller hvordan chikanen begynder, husker jeg ikke. Men det værste er nok, at Susie er et hjerteligt og generøst menneske, måske en af de sødeste piger i klassen. Det rager mig så en fjer, det kører bare derudaf.

Til sidst tager det så meget overhånd og bliver så ondskabsfuldt, at vores klasselærerinde, vores milde og elskede frk. Becker, opdager, hvad der foregår, og så falder der brænde ned. Ikke fordi frk. Becker er vred, hun er skuffet.

Vi er en lille flok, der kaldes op til katederet, og foran hele klassen med lavmælt hvashed får læst og påskrevet på en måde, der ikke lader nogen i tvivl om hendes syn på vores moralske habitus. Og værst af alt forsynes vi hver især med en seddel til vores forældre.

Jeg mærker jorden åbne sig under mig, og jeg foretager et panisk tilbagetog, hvor jeg bokser med det evigtgyldige spørgsmål, hvordan gøre det gjorte ugjort?

Og dernæst; hvem kan jeg skyde skylden for brøden på? Desværre forbliver begge spørgsmål ubesvarede, da vi så at sige er blevet taget med fingrene i kagedåsen.

Jeg trygler frk. Becker, om jeg ikke nok kan slippe med skrækken, hvis jeg lover bod og bedring og evt. på æresord forpligter mig at gifte mig med Susie, når den tid kommer? Hvorfor ødelægge den gode stemning hjemme på Ådalsvej og i øvrigt bringe mine forældre ud af den tilstand af lykkelig uvidenhed om deres lille drengs ubodelige ondskab? En uvidenhed, der både klæder og bekommer dem.

Men frk. Becker er ubøjelig, så sedlen ryger ned i tasken, og så er den dag ellers ødelagt, pga. hende dumme Susie.

Verdens mindste menneske

Resten af dagen sidder jeg som på nåle og spekulerer som en besat på, hvem der dog kunne have lyst til at redde en lille dreng fra en skæbne, som i min som altid overophedede fantasi givetvis er både værre og mere langvarig end døden.

For frk. Beckers sørgmodige skuffelse er ingenting at sammenligne med min mors reaktion, da hun læser sedlen og udfritter mig om, hvad jeg egentlig lige tror, jeg går og har gang i der?

Når hun bliver vred, bliver hun kold, iskold, min ellers så varme og hjertelige mor, der kan fikse alting og trøste og opmuntre og komme både jod og plaster på selv det mindste sår. Og tage ens temperatur, når man er syg, og hjælpe én med et svært ord og dæmpe min far, når han bliver meget, meget vred over, at jeg nu igen ’er kommet til’ at ødelægge noget, også selv om det aldrig er med vilje.

Som (næsten) altid er glad for at se én og aldrig er nærig med kys eller kram og kan tale med den dejligste stemme, der gør mig varm og glad og tryg og sikker på, at alting ender lykkeligt, på en eller anden måde. Som ler så hjerteligt og ryger så mange cigaretter og elsker katte.

Når min mor bliver kold, tumler jeg baglæns gennem tid og bliver verdens mindste menneske, nærmest et umælende foster, så stor er min hjælpeløshed og fortvivlelse.

Det er den underliggende foragt, jeg slet ikke kan håndtere, for i min mors univers et det mest utilgivelige overhovedet at hakke på nogen, der er svagere eller mere udsat end én selv.

I den slags situationer forvandles min ellers så almægtige far (han kan normalt også fikse alting, så fantastiske forældre har jeg!) til sufflør, han sidder med et misbilligende drag om munden og lader min mor svinge pisken, selv om der ingen tvivl hersker om, at han deler hendes fordømmelse af min adfærd.

Det kan aflæses på hans meget sigende brug af øjenbryn og de anerkendende grynt, han udstøder, mens brændet falder ned om ørerne på mig.

Bare det var i går

»Men hvorfor?« spørger mor nu, og jeg ved godt, at her hjælper hverken tårer eller bønner eller bortforklaringer.

»Fordi hun er tyk,« hikster jeg, hvilket er sandt nok, men pludselig lyder det så dumt og afslørende, måske det nu viser sig, at jeg er som én af dem, min mor med bundløs foragt betegner som ’afstumpede’, og som vi ikke vil have inden for dørene. Bødlerne. De værste. De hensynsløse. De småtskårne. Dem, der ikke viser andre mennesker hensyn. Dem, der ikke engang kan mærke sig selv. Fjenden.

Mor sidder lidt med armene over kors og kigger så på min far, der sigende hæver øjenbrynene. Man skulle tro, de fulgte et manuskript. De er ikke så vilde med mig, som de ellers kan være på en god dag. Det er forfærdende, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal genvinde deres kærlighed, uden hvilken jeg ingenting er.

»Mormor er tyk,« siger hun så. »Vil du så også kalde hende grimme navne og pege fingre af hende, næste gang vi skal til Esbjerg og besøge min far og mor?«

»Nej, nej, selvfølgelig ikke. Det er noget andet. Det er jo mormor og morfar.«

»Jeg forstår ikke, hvordan det er noget andet. Men sig mig, Klaus, hvad Susie har gjort dig? Er hun én af dem, der har drillet dig med, at du går med briller?«

Mine ører brænder og blodet hamrer i min tinding, og jeg ved ikke, om jeg skal kigge på mor eller væk. Apropos væk, måske skulle jeg bare løbe væk, for tingene her er for komplicerede. Bare det var i går. Eller i morgen.

Jeg mumler noget uforståeligt og vrider mig i stolen og kigger ud af vinduet, hvor en fugl er ved at fiske en orm op fra plænen. Jeg ved fuldstændig, hvordan den orm har det.

»Din mor spurgte dig om noget,« siger min far og kigger ufravigeligt på mig.

»Nej,« siger jeg så. »Susie har aldrig drillet mig.«

»Heller ikke med dine fregner og dit røde hår?«

Åh, mit røde hår, mine fregner og mine tykke hornbriller! Hvorfor bringe alle disse skrækkelige ting på bane, når vi nu snakker om noget helt andet?

»Nej,« siger jeg.

»Men hvordan synes du selv, det er, når nogen driller dig med det?« spørger den kolde kvinde, der er kravlet ind i min mor, som ikke længere er til at kende.

Legeaftale med Susie

Så kommer tårerne, der har presset sig på, lige siden jeg stod ved katederet med de andre syndere. Tårer og ord og halvkvædede viser og undskyldninger og bortforklaringer og floromvundne løfter om bod og bedring og ikke mindst om et fremtidigt liv som fuldstændig moralsk uangribeligt menneske står ud af mig, mens jeg kæmper for atter at blive accepteret, ja måske ligefrem elsket igen.

Mine forældre udveksler blikke. Hvad betyder de? Desperat forsøger jeg at læse dem. Min far rømmer sig. Mor har ikke længere armene over kors på den der uigennemtrængelige facon.

»Godt så,« siger min mor. »I morgen spørger du Susie, om hun vil lege efter skole.«

»Men … men … men … «

»Er det et problem … ?«

»Nej, nej, overhovedet ikke. Naturligvis ikke.«

Næste dag tager jeg så med Susie med hjem for at lege. Vi har det skide hyggeligt. Hun er ikke bare sød. Hun er også sjov. Og så har hun en masse Beatles-singler.

Klaus Lynggaard er forfatter og musikanmelder ved Information. Kronikken er ment som inspiration for deltagere i Informations kronikkonkurrence 2017. Den deltager ikke i selve konkurrencen

Kronikkonkurrence 2017

I årets kronikkonkurrence inviterer Information dig til at skrive om det menneske, der ændrede dit liv – på godt eller på ondt.

Læreren med den smittende passion. Ham, der nægtede at være din far, selv om han er den eneste, du har. Mesteren, der gav dig en chance, fordi han fornemmede, at der kunne blive en guttermand ud af hashhovedet. Eller ham, der kørte dig ned; hende, der mobbede, eller ham som gav dig selvtilliden tilbage, da du troede, den var tabt.

Nogle mennesker sætter sig uudslettelige spor. Hvem forandrede dit liv? Hvordan gjorde de det? Hvordan bidrog de til den, du er i dag?

1. præmie: Ni dages rejse i Iran med Viktors Farmor. Værdi 14.400

2. præmie: 2x2 biletter til Grand Teatret

3. præmie: Bogen ’De retsløse og de ydmygede’ af Hannah Arendt

Kronikken skal fylde mellem 7.200 og 7.500 tegn inkl. mellemrum. Send den til os senest torsdag den 13. juli. Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren. Send dit bidrag til kronik2017@information.dk

Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren.

Seneste artikler

  • På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden

    25. august 2017
    Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at sorg er kompliceret, fyldt med normative forestillinger, og at vi alle gør den forskelligt. Det tog mig lang tid at forstå, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helle
  • Jeg blev Tvind-imperiets første dissident

    22. august 2017
    Jeg var opfyldt af drømme om solidaritet og fællesskab, da jeg rejste ud i verden på Den Rejsende Højskoles jomfrurejse. Turen blev en vaccination mod snæversyn. Den gav mig nyttig vagtsomhed over for karismatiske ledere og stærke, lukkede ideologier
  • Svend oversatte danskerne for mig

    16. august 2017
    Da jeg som teenager kom til Danmark fra Jugoslavien læste Svend ’Nudansk Ordbog’ med mig, som var den en roman, og han lærte mig, at man i Danmark ikke altid siger, hvad man mener. Uden ham havde mine første år her været komplet uudholdelige
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mads Berg
    Mads Berg
  • Brugerbillede for Per Jongberg
    Per Jongberg
  • Brugerbillede for Ulla Søgaard
    Ulla Søgaard
  • Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
    Bjarne Bisgaard Jensen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Niels Roed
    Niels Roed
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Martin Madsen
    Martin Madsen
  • Brugerbillede for Eva Bertram
    Eva Bertram
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Mads Berg, Per Jongberg, Ulla Søgaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Niels Roed, Carsten Mortensen, Anker Nielsen, Torsten Jacobsen, Niels Nielsen, Martin Madsen, Eva Bertram, David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Helle Nyberg
Helle Nyberg

Historien om Lynggård og den tykke pige var godt fortalt. Jeg levede mig fuldstændigt ind i hans situation. Flot. Moderen må også siges at være ret fantastisk. Sikke et par forældre.
Så tak for den væsentlige fortælling.

Helle Walther, Jes Elnif, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Tine Friis og Søs Dalgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Melsted Thomsen
Lars Melsted Thomsen

Hvor er det skidegodt skrevet. Håber at der er forældre til børn, der mobber, der læser med!

Helle Walther, Randi Christiansen, Anne Mette Jørgensen, Tine Friis og Søs Dalgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tine Friis

Gid alle lærere og forældre i dag reagerede lige så konsekvent på drilleri og mobning.
Fantastisk positiv læsning, inkl. moderens virksomme 'opfølgningskur' i slutningen.

Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Nu må min glorie komme til orde.
Jeg husker ekstremt godt den tykke pige i Jelling skole.
jeg kom fra Ellebjerg skole i sydhavnen, og blev tvangsdeporteret til Jylland, fordi min far var flyttet dertil.
Her herskede en angst kultur, hvor alle gjorde som andre.

En dag i en tysktime sagde læreren, de tykkeste kommer altid til sidst. hun kom sidst op til tavlen.
Hele klassen grinede, men ikke jeg. Han kiggede ned på nej på mig og jeg sendte ham blikket, og han så nervøs ud. Uha, da da.
Jeg kom fra Danmarks største kommuneskole i arbejderkvarter, hvor alle var lige og læreren ikke anede en dut om hvilken social baggrund vi havde. Min retførdighedssans var stor og har plaget mig siden, men det er en anden historie.

Men det skal jeg da lige love for de vidste over there.
Apotekernes søn, gårdejerens datter m.v. blev behandlet totalt anderledes end hende fra det fattige husmandssted, der frejdigt sagde, jeg skal ikke til tandlæge- a får a gebis når a skal konfirmeres.

Jo her herskede klasseskel.

Men godt du havde en klog mor. bare ærgeligt at du først indså det, da skaden var sket, men bedre sent end aldrig.

Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Det er ligeså rædselsfuldt at være vidne til mobning, som at være en del af det, msåske værre?
Jeg blev selv mobbet i det jyske, fordi jeg gik i lårkort og de andre gik i læggede nederdele med nylonstrømper.
men jeg havde en styrke hjemmefra, som ikke alle er forundt, og mig kunne de ikke knægte.
En jødisk veninde i gården i Sydhavnen havde en lillebror, hvor en mor fra Canada råbte ud i gården , at hendes søn ikke måtte lege med den jøde.
Det fik mig i kog efter, at have talt med min mor, som sagde, dette er ondskabsfuldt og racistisk, hvorpå jeg gik op som 8 årig og tegnede et hagekors på deres dør.
Min mor var offer fra den franske skole,og havde oplevet hvad ondskab kan forårsage!

Så til alle Jer forældre. Lær jeres børn at respektere andre og undlad at dele mennesker op i kasser.
Fortæl jeres børn fra ganske små, at de skal respektere andre uanset hvordan de ser ud.
Måske er det noget man er født med. Det er der faktisk lavet undersøgelser på, og desværre ser det ud til at mennesker generelt er nogle røvhuller.

Brugerbillede for Helle Walther
Helle Walther

Jeg har aldrig haft den fryd, ikke mod børn, hverken som barn eller voksen. Men har set det og skredet ind. Ingen skal være andre dørmåtte, og et nej så stopper du. Har virket. Jeg får det som moren, bliver iskold, og så handles.
På min arbejdsplads var der en sekretær, som moppede mig i flere år, jeg fik et godt råd af god ven.
" Du er langt bedre uddannet og begavet end hun, hvad er du dog bange for hun er jo kun en lille grå mus." Sig dog fra. Næste gang damen startede, og der var altid andre til stede, så man kunne more sig over det, hun kaldte drilleri, det var små ondskabsfulde kommentarer, som gjorde mig usikker og dum. Så vendte jeg mig om kiggede på hende, direkte ind i øjnene og sagde, Nu stopper du. Du skal ikke mobbe mig mere. De andre hørte og så det. hun slog en latter op, årh tåler du ikke sjov.
Men det stoppede.
Ingen skal være dørmåtte for nogen. Ingen