Klumme

Det er nødvendigt også at tale om ’fiaskoen Caspar Eric’

Jeg vil tro, at jeg blev bedt om at holde tale til de nyudklækkede studenter på mit gamle gymnasium som repræsentant for noget, der minder om succes. Men det er lige så vigtigt for samfundet, studenterne og mig, at jeg taler om fiaskoerne og dengang, jeg overvejede at gøre en ende på det hele
30. juni 2017

I sidste uge var jeg til studenternes dimission på mit gamle gymnasium. Ikke fordi jeg har søskende i den alder, men fordi det i år er 10 år siden, jeg selv blev student, og derfor var jeg blevet indbudt til at holde en tale.

Så kan man stå der og pludselig føle sig voksen og få følelser på de unges vegne. Og man kan håbe, at det vil gå dem godt, og vide, at det vil det formentlig for de fleste af dem, simpelthen fordi de kommer derfra, hvor de nu engang kommer fra.

Og man kan stå der og tale om, at man sådan ville ønske, at den næste generation sætter pris på, at der ikke ville være noget, der hed en studenterhue, hvis ikke det var for alle de andre mennesker i samfundet. Og man kan især håbe på det, fordi mindst én af de nyudsprungne studenter garanteret bliver en magtfuld direktør engang i fremtiden.

Og man kan håbe, at man ikke selv bliver 68'er-agtig i den forstand, at man betragter sin kamp for visse idealer som veloverstået, fordi man engang var med til en lillebitte demo, der gjorde en forskel. Og man kan håbe, at man ikke ender med at lade sig forføre af kyniske myter om trickle down-effekten uden egentlig hold i virkeligheden.

Nå, men den første udfordring ved at stå og prædike lighed og sammenhæng på den måde er, at jeg helt tydeligt var blevet inviteret til at snakke, fordi jeg er et godt eksempel på en succesfuld student fra mit gymnasium.

Eller jeg er vel blevet semikendt, eller hvad fanden vi skal kalde det, og jeg har været elevrådsformand, og det kunne lige så godt have været en ingeniør, der arbejdede på at løse en reel samfundsudfordring, som havde fået lov til at holde den tale, men jeg har selvfølgelig noget med ord at gøre, og derfor var det også oplagt at spørge mig, præcis fordi det kræver visse ting, at få lov til at være en person, der taler.

Den anden udfordring ved at stå på den talerstol, var at insistere på, at de kommende generationers manglende intimitet med kunst – for nu at bruge et slidt og klamt udtryk – er et reelt samfundsproblem.

Derfor er jeg også glad for, at mit gamle gymnasium spurgte mig, for måske handlede det slet ikke om, at jeg 'havde klaret den', men om at give nogen ordet, som på et rimeligt konservativt gymnasium turde sætte spørgsmålstegn ved begreber som nødvendighedens politik, og ideer om at realisere sig selv, frem for fx at kræve praktisk næstekærlighed og fællesskab.

Ja, jeg ved det lyder som selvros. Og det er det vel også. Men jeg tror, at dét er noget af det, som kunsten må gøre i dag; primært fordi ingen andre virker til at gøre det.

Jeg vil til gengæld også gerne sige til nyudklækkede studenter og alle andre, at hvis jeg er en succeshistorie, her 10 år efter jeg blev student, så er jeg i hvert fald også en historie om en person, der droppede ud af statskundskab; og jeg er også historien om en person, der har lidt meget af stress, fordi jeg er bange for ikke at leve op til nogle bestemte forventninger, som ingen rigtig stiller til mig, men som alligevel findes i et eller andet vortex omkring mine fingerspidser, og jeg er en person, der har svært ved at vise dem, jeg elsker, at jeg elsker dem, og jeg er er også en person, der på trods af et mindre fysisk handicap har haft alle muligheder for at klare sig godt, men som i 2012 alligevel stod afklædt på en strand og meget seriøst overvejede at svømme ud og ende det hele.

Og jeg er historien om en mand, der over halvdelen af tiden også kan være en kold og selvoptaget idiot, og det skriver jeg ikke for at chokere eller skræmme eller få offerpoint. Jeg skriver det, fordi det er vigtigt at pege på de sandheder, der også ligger under alle succeshistorier, som vi som samfund virker til at bruge rigtig megen energi på ikke at tale om.

Studenterne bliver nu en del af et samfund, der gennemlever forvirrede tider: Vi skal både gå glip af og være mere i nuet. Vi skal føre nødvendighedens politik, men også forstå, at det nok skal gå, selv om flere milliarder skattekroner forsvinder som følge af selv samme nødvendige politik.

Og vi skal udleve vores personlige frihed, mens vi stiller os pænt op på række, og i den verden savner jeg sgu nogen, der gider snakke værdier, og hvad der i grunden er vigtigt ved at have et samfund. I dag er der efterhånden kun plads til at udfordre de lykkelige og vedtagne sandheder i kultursektionerne.

Af og til kan man så få lov at gøre det samme fra en lige så tilsyneladende uskyldig placering som den velmenende talerstol, men mere end nogensinde kan man håbe på nogle studenter, der tør noget mere og bedre end det.

Kære studenter, held og lykke. I får brug for begge dele.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu