Kronik

Omsorgssvigtet fortsætter, når et barn fjernes fra hjemmet

Alt for mange udsatte børn fjernes alt for sent fra hjemmet og fortsætter i for vid udstrækning samværet med de forældre, der svigtede dem. Samtidig mødes de med pædagogiske metoder, der vedligeholder deres mistillid til voksne. Derfor ender mange af dem på samfundets bund som voksne
Til trods for at man bruger enorme summer på anbringelser, viser forskningen, at en meget stor del af de anbragte børn og unge ikke får løst deres problemer. Her er vi til Børnehjælpsdag 2016 i Kongens Have i København, hvor anbragte børn sendte drømmeballoner til vejrs.

Til trods for at man bruger enorme summer på anbringelser, viser forskningen, at en meget stor del af de anbragte børn og unge ikke får løst deres problemer. Her er vi til Børnehjælpsdag 2016 i Kongens Have i København, hvor anbragte børn sendte drømmeballoner til vejrs.

Jens Dresling

12. juni 2017

Det går dårligt for mennesker, der har været anbragt uden for hjemmet som børn. Kun lidt over halvdelen afslutter 9. klasse med afgangseksamen, halvdelen ender uden for arbejdsmarkedet, og når de selv får børn, er risikoen for, at også de bliver anbragt, langt højere end for resten af befolkningen.

Så til trods for at man bruger enorme summer på anbringelserne, viser forskningen, at en meget stor del af de anbragte børn og unge ikke får løst deres problemer. Det går end ikke i den rigtige retning, og sådan har det været i mange år.

Det er for letkøbt at sige, at vi er oppe imod stærke kræfter, selv om det er sandt. Langt de fleste anbragte børn er omsorgssvigtede siden fødslen. På grund af svigt har de lært deres forældre at kende som modstandere, og de har udviklet mistillid til dem. Det ses ved, at børnene kæmper imod forældrene, når de tør, og ellers overtilpasser sig.

Ligesom alle andre bruger også svigtede børn deres erfaringer. Det betyder, at de møder alle mennesker, for eksempel også pædagoger og lærere, med mistillid, fjendebilleder, kamp og overtilpasning.

Hvis en anbringelse skal kunne løse problemet, må pædagogerne og lærerne møde barnet på en måde, så det begynder at udvikle tillid. Når det lykkes, begynder barnet at finde ind mod den vej midt imellem kamp og overtilpasning, som et barn normalt følger. Den er kendetegnet ved, at barnet overvejende ikke kæmper, men godt kan hævde sine synspunkter, og overvejende ikke overtilpasser sig, men godt kan samarbejde og indgå kompromiser.

Fjernes for sent

På baggrund af 35 års erfaringer med svigtede, anbragte børn og unge er det min vurdering, at der er flere væsentlige forklaringer på, hvorfor det stadig går skidt for dem.

Den første forklaring er, at børnene anbringes for sent. De har manglet omsorg siden fødslen, men hovedparten anbringes først mange år senere – måske efter års forebyggende, men nyttesløse indsatser. Dertil kommer svigtede børn, som aldrig anbringes.

Det er som med mange sygdomme: Sættes der først ind sent, er der risiko for alvorlige og varige mén, uanset den bedste behandling.

Når der anbringes for sent, skyldes det kommunernes økonomi, men også undervurdering af barnets og forældrenes problemer.

Den børnefaglige undersøgelse, som kommunens sagsbehandler skal lave før anbringelsen, men ofte ikke får lavet, er som regel for overfladisk, og den handler ikke nok om forældrene. Det viser sig i årene efter anbringelsen, hvor det gradvist bliver tydeligt, at problemerne er alvorligere end undersøgelsen viste, og at anbringelsesstedets opgave er for stor.

De overfladiske undersøgelser skyldes ikke mangler hos sagsbehandlerne, men at man ikke kan forvente, at de kan løse en opgave, som egentlig er en børnepsykologisk specialistopgave. Der er brug for deltagelse af en psykolog, som undersøger både barnet og forældrene, hvis man skal kunne forvente fra begyndelsen at få afdækket problemer og udviklingsmuligheder.

Ved inddragelse af en psykolog kan man desuden lave en arbejdsdeling, som ofte er nødvendig for ikke at underspille problemernes tyngde over for forældrene. Arbejdsdelingen består i, at psykologen, som ikke træffer afgørelser, vurderer problemer, udviklingsmuligheder og behandlingsbehov, så sagsbehandleren kan nøjes med at repræsentere kommunen, der træffer de ubehagelige afgørelser. Men det er dyrere at inddrage en psykolog og også at undersøge forældrene, så det sker kun sjældent.

Omsorgssvigtet fortsætter

Den anden forklaring er, at omsorgssvigt ofte ikke stoppes i tilstrækkeligt omfang, selv om barnet anbringes, fordi det sendes hjem til et fortsat svigt i weekender og ferier. Derved kastes barnet jævnligt tilbage i udvikling. Det vil sige, at det går ét skridt frem og ét tilbage, og derfor ikke udvikler sig.

Når kommunerne går med til at sende børn hjem til svigt, kan det spille ind, at man synes, det er for stort et indgreb både at ’tage’ barnet fra forældrene og at begrænse dets samvær med dem, også selv om samvær ifølge serviceloven skal udformes til barnets bedste og dermed kan gå imod forældrenes ønsker.

Som i den børnefaglige undersøgelse, står sagsbehandleren også i vurderingen af samvær med en opgave, som hun ikke kan forventes at løse alene. Også her er der brug for psykologiske vurderinger, og for arbejdsdeling mellem at foretage faglige vurderinger og at repræsentere myndigheden.

Forældrene skal behandles

Den tredje forklaring er, at der som oftest arbejdes for lidt med forældrene. De overlades for meget til sig selv, hvilket betyder, at man let får dem som modspillere i anbringelsen. Det kan hindre barnets udvikling.

Forældre til svigtede børn er typisk selv svigtede, men har ikke fået tilstrækkelig hjælp, mens tid var, og nu er det for sent at give dem omsorg, som var de børn. Men man kan give dem kontakt i form af samtaler om barnet og om det, de selv er optaget af, foruden besøg, kage og rygepauser. På et symbolsk plan fungerer det som omsorg. Det ses hos forældrene, når de tager imod og selv begynder at kontakte den, der tager sig af dem. Men også tæt forældrearbejde koster penge.

Vedligeholdte fjendebilleder

Den fjerde forklaring er, at man på anbringelsessteder og skoler i den bedste mening anvender metoder, som vedligeholder barnets mistillid og fjendebilleder. Man anvender almindelig, god pædagogik, for eksempel vejledning af barnet i, hvordan det kan opføre sig mere hensigtsmæssigt over for andre. Barnet opfatter imidlertid vejledningen som kritik, og den voksne som en modstander; det kæmper imod, hvis det tør, og overtilpasser sig, når det bliver bange. Men det udvikler sig ikke, selv om overtilpasning kan forveksles med udvikling.

Man anvender også forskellige former for ressourceorienteret pædagogik – også i bedste mening. Metoderne forudsætter imidlertid, at barnet vil samarbejde. Det vil svigtede børn sjældent, fordi de nærer mistillid til den voksne og ser vedkommende som en modstander.

Der findes metoder, som tager højde for det svigtede barns mistillid og fjendebilleder, bl.a. spejlende miljøterapi. Metoderne vinder udbredelse, men er slet ikke gængse.

Sen anbringelse, fortsat svigt, for lidt forældrearbejde og metoder, der vedligeholder mistillid, fører til, at pædagoger og lærere overbelastes af opgaven. Fagpersonerne råber ikke op, men lever med det og viser overbelastningen på diskrete måder – for eksempel ved at tale om, at børnene ’fylder’ og ved at mangle følelsesmæssigt engagement i dem.

Pædagogers og læreres overbelastning vedligeholder barnets oplevelse af at være forkert og uønsket, som forældrenes svigt allerede tidligt har givet det. Pædagoger og lærere kommer derved til at bidrage til et fortsat svigt, selv om de ikke ønsker det.

Alle fagpersoner gør deres bedste. Alligevel er det ikke overraskende, når mange af de anbragte børn ikke får noget ud af anbringelsen. Det er tvært imod forventeligt. Hindringerne for gode anbringelser er systemiske og omfatter kommunernes økonomi og faglige traditioner.

Gode anbringelsesforløb koster mere, i hvert fald på kort sigt. På langt sigt kan det være, at kommunerne vil spare på nyttesløs forebyggelse, forsørgelse af børnene som voksne og sociale foranstaltninger for deres børn. Men man kan ikke på forhånd regne ud, om gode anbringelsesforløb er en meromkostning eller en investering med afkast.

Faglige traditioner har det med ikke at ville lade sig udfordre, og jeg savner desværre ideer til, hvordan man kan gøre det tillokkende at prøve nye veje. Men der er i hvert fald brug for dristige politikere, administratorer, forskere og praktikere, hvis noget nyt skal ske.

Lars Rasborg er pædagog, cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Han har skrevet flere bøger om behandling af omsorgssvigtede børn og unge, og om at arbejde med deres forældre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Susanne Riis

Hvilken enøjet og fordomsfuld artikel om et så komplekst område som anbringelser. De biologiske forældre betragtes over een kam som værende ophavskilde til al mistrivsel og fejludvikling og "børnene burde have været fjernet langt tidligere"...
Med et pennestrøg fjernes ligeledes ethvert ansvar for dette fra sagsbehandlere og andre i "anbringelses branchen" til trods for at der her - med et mildt udtryk er gevaldig plads til forbedring.
Altså; nogle børn fjernes for sent, andre børn fjernes som ikke burde have været fjernet og atter andre fjernes aldrig men klarer sig fint i livet alligevel.
Ordblindhed hos enten/både forældre / barn, et behov for midlertidig udefrakommende hjælp, problemer som kun findes i skole/institution, usandfærdige underretninger / beskyldninger om vanrøgt fra naboer eller tidligere samlever; ja, listen er lang og der kunne nævnes langt flere årsager til tvangsanbringelse end de her nævnte og iøvrigt vage begrundelser.
Efter anbringelsen minimeres samvær med biologisken forældre og andet netværk til det helt ubetydelige og 1 time om måneden er intet særsyn!
Og det drejer sig vel at mærke ikke om de kæderygende og omsorgssvigtede forældre, som fordomsfuldt omtales i artiklen.
Mange bliver plejeforældre af især økonomiske årsager og lever derfor slet ikke op til deres ansvar i tilstrækkelig grad og tilsynet med disse er yderst mangelfuldt. Barnet bliver således svigtet endnu engang.
En del døgninstitutioner lover langt mere end de kan holde i deres udbuds materiale og er reelt ren opbevaring. Børnene modtager ikke den for alderen normale skole undervisning og sakker med tiden håbløst agterud. Der er flere børn, som misbruges seksuelt efter en anbringelse end før - både af de øvrige børn/unge men også af enkelte medarbejdere. Sidstnævnte med pædofile tilbøjeligheder har optimale vilkår eftersom tilsynet som sagt er uhørt ringe. Og potentielle sager "dysses ned"; anbringelses stedet ønsker ikke "ballade" og hvem gider iøvrigt lytte til et anbragt barn/ung?
Mangt et anbragt barn påbegynder misbrug af euforiserende stoffer og en kriminel løbebane på landets døgninstitutioner. Men alt dette skal de biologiske forældre vel også have skylden for selvom de højst har set deres afkom i een sølle time om måneden siden den tidlige barndom?
De nævnte teorier om manglende tillid til voksne skyldes ikke tidligt svigt men at de anbragte igen og igen og igen osv skal "samtale fortroligt" med stadigt nye voksne, som de i mange tilfælde slet ikke kender eller overhovedet har mødt før. Og selvom barnet "skal høres" jf lovgivningen så manipuleres der ofte i de reelle udtalelser og ønsker i det skriftlige referat. Så det høring af barnet er blot teoretisk og vel egentlig blot en formulering i loven.
Skribenten har udeladt alle de mange tilfælde, hvor en stor del af de anbragte "omplantes" til en "ny" plejefamilie eller institution: Enten fordi den "fejlfri" sagsbehandler / psykolog ikke har "vurderet" barnets "behov" retvisende eller af andre årsager. Barnet bliver flyttet uanset om det er i rigtig god trivsel og kun ønsker at blive det pågældende sted og gør opmærksom på sine ønsker. Nogle gange sker dette med blot 1 times varsel. Dette giver om noget mistillid til voksne mennesker.
Jeg håber Lars Rasborg vil få et mere nuanceret syn på anbringelses området end for nuværende og især de helt forkerte fordomme og psykologiske teorier...

Morten Nørgaard, David Adam, Anne Eriksen og Annika Hermansen anbefalede denne kommentar
Annika Hermansen

Jeg er meget enig med Susanne Riis i hendes analysen af artiklen og hendes vurderinger.
Det store problem med anbringelsesområdet er at anbringelse som konstruktion er en meget problematisk størrelse og de undersøgelser (Egelund 2009), der er lavet viser, at hvis man sammenligner to unge med den samme baggrund og de samme problemstillinger - den en anbragt, den anden ikke - klarer det ikke-anbragte sig bedre en den anbragte. Dertil ser vi i kommunerne anbragte børn, der anbringes fra fødslen udvikler svære psykiatriske lidelser i puberteten selv om de har været anbragte det samme sted hele livet og haft minimal kontakt til deres biologiske forældre.
En anden problemstilling er, at alle de eksperter, herunder psykologer og psykiatere, der skal klæde kommunerne på til at iværksætte de rette indsatser reelt set ikke er dygtige nok og derfor rådgiver kommunerne i øst og vest.
Så kære Lars Rasborg - en nuanceret debat efterlyses.

Susanne Riis, David Adam og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Tak for indspark Lars Rasborg. Ja der der mangler i høj grad solid forskning. De sidste 30 års socialpolitik kan vel opsummeres i følgende: Kommunerne skal både reducere udgifterne, og for alt i verden undgå sager i medierne om overgreb. Samtidigt er der tilført flere regler og love. Ingen udfordre på ærlig vis det paradoks, at servicelovens gode værdigrundlag bestående af 'gode' intentioner om rettigheder, omsorg og støtte, idag primært fortolkes med afsæt i en borgelig ideologisk økonomisk tænkning. Der er på ingen måde tale om rationel økonomisk tænkning. Helt banalt så koster nuværende socialpolitik betydelige tab af menneskelige ressoucer og øget omsorgsvigt for både børn og voksne. De sidste års politik, kan betegnes som en ren frygtpolitik. I stedet for at 'skælde ud', kunne vi have forsket i dybden. Forskning ville bl.a afsløre at kommunerne ofte har rigtigt svært ved at overholde lovgiving og best practice. Og det giver selvklart usikre anbringelser.
For sammenligningens skyld kan vi tage følgende eksempel. Novo Nordisk Fonden vil over de næste fem år næsten fordoble udbetalingerne til dansk lægevidenskabelig og bioteknologisk forskning fra knap 900 mio. kr. til op mod 1,6 mia. kroner – om året. Finanslovsbevillingerne til forskning var i 2014 på i alt 16,5 mia. kr. Heraf får universiteterne 8,5 mia. kr. i basisforskningsmidler. Og her går langt største delen til naturvidenskabelig fag. Mens professionshøjskoler og erhvervsakademier, der er gode til at skabe ny viden og nye løsninger i samarbejde med praktikere, kun modtager 326 mio. kr. Her dækkes alle professionsfag, fx hele sundhedområdet. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd får kun 129 millioner kr til forskning om året indenfor hele det sociale område. Jeg tror at den sammenlagte forskningpulje næppe overstiger 20 millioner kr om året specifik afsat til undersøgelse af området anbragte børn. Børneområdet for udsatte børn koster statens ca. 45 milliarder kr om året. Tænk hvis politik var baseret på klogskab og en ægte økonomisk forståelse som i en virksomhed fx, ja så ville vi minimum investere for 2% af vores 'anbringelsesinvestering', det svare til ca 900 milloner kr. om året til forskning. PS Vi kunne jo lade NOVO Fonden give de 1.6 milliarder et enkelt år.

Susanne Riis, Søs Dalgaard Jensen, Mette Poulsen, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Det kommer jo lidt an på, hvor man lægger skylden!
Den sene anbringelse? Mistillid til forældrene? (ikke nødvendigvis fra børnene, alle børn elsker deres forældre, om ikke andet så på trods - og modsat. Muligvis ikke på den perfekte måde, men alligevel)
Mistilliden kommer først og fremmest i forløbet, hvor både forældre og børn rammer hovedet mod en mur, som i alle årene, hvor man har haft problemerne.
Nu er der ekstremt fokus på økonomien, mere end nogensinde. Nej, behandlere m.m. er heller ikke dygtige nok. Uddannelserne og erfaringerne mangler det, der erstatter "at brænde for sagen".
Det er selvfølgelig ikke altid muligt, men en grundig faglig baggrund kan hjælpe betydeligt på det.
Den forskel, der gør - at både børn og voksne udvikler selvværd - og ikke kun tilpasser sig "overmagten".

Steffen Gliese

Hvis man brugte de midler, der bruges på anbringelser, på at styrke familierne, ville 85-90% af anbringelserne kunne undgås. På trods af deres barndom vokser de fleste op og får et rimeligt til godt voksenliv, omend på meget forskellige præmisser og vilkår, som er kommet til at tælle alt for meget i vurderingen af, hvorvidt folk lever et tilfredsstillende og fuldt liv.
Derimod tyder noget på, at berøvelsen af den helt essentielle tætte, fysiske kontakt mellem forældre og deres nyfødte kan have frygtelige konsekvenser senere i livet.

Susanne Riis, Torben Kjeldsen, David Adam, Viggo Okholm og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Ja, var det muligt at viderebringe opfattelsen af, at mennesker er forskellige og at der ikke er en brugsanvisning (naturligvis forbeholdt de frelste) på, hvordan man skal være. Regeringer og div. Styrelser har det med at være "perfekte" og som i dag, med ledige eller syge (eller begge dele) så behandles de usselt.

Noget, som Christoffer Pedersens indlæg i den grad understreger med hensyn til hvad forældre findes for...

Christoffer Pedersen

@Steffen Gliese; det er ikke specielt vigtigt at det er forældrene der er tæt på barnet de første levemåneder. Men ødelæggende for barnet hvis forældrene ikke formår at være til stede for barnet præcis på den rigtige måde. Det indebærer bl.a at forældrene i stort omfang skal kunne tilsidesætte egne behov og det er svært for mange psykisk syge og stofmisbrugere. Og netop fordi der ikke kan laves en ommer hvis det går galt der skal man ikke overlade det til forældre hvor der er begrundet tvivl om deres forældreevner.
@ Anne Eriksen; Mener du så at accepten af, at være forskellige også skal omfatte retten til at ødelæge et barn ? For det er præcis der der er tilfældet i dag. Og det du kalder "perfekt" er så det jeg ser som noget med, at barnet undgår at få udviklet psykiske sygdomme som følge af omsorgssvigt, at barnet ikke skal påføres de normer og værdier der desværre pr automatik medfølger i miljøer der kendetegnes ved misbrug, lav IQ, lav (overførsels)indkomst og så videre.
Og nej, det gør ingen, eller kun minimal forskel hvis der tildeles kontaktpersoner, psykologer, rådgivere, hjælpere i dusinvis når forældreevnen mangler.
Viderebringelsen af, at mennesker er forskellige er ikke nødvendig. De fleste ved nok i forvejen der findes raske/syge, rockere/politibetjente, kloge/dumme, misbrugere/ikke-misbrugere, gode/dårlige mennesker, nazister/ikke nazister og sådan kan vi blive ved. Men bare fordi der findes for eksempel nazister, betyder det så at vi blindt skal anse det for OK, nu hvor vi ikke skal pådutte hvad det "perfekte" er ?

Anne Eriksen

Christoffer Pedersen - gid det var så vel, at man præcist kunne sige "disse mennesker vil aldrig kunne klare et barn"!
Når jeg skriver "forskellighed", så mener jeg at de fleste, der er uddannede i et fag" er ret sikre på at de selv og det, de har papir på, er helt rigtigt i sammenligning. Desværre fungerer det sociale "redningsnet" med mange sidegevinster og er ikke tilrettelagt individuelt nok.

Det ville være nemt, hvis mennesker kunne inddeles så simpelt, men man skal bare læse lidt op på fortiden og især, menneskers historie, for at vide at det absolut er meget mere kompliceret.
Sygdom og mistrivsel bekæmpes bedst med en tryg tilværelse uden f.eks pengesorger, man skal holde sig helt fra medierne for at tro på "det gode sociale netværk". - Samfundet er stadig, sammenlignet hvilket er utåleligt, godt - men når du lukker op for radioen? hver morgen, så bræges der "det er ikke godt nok"!
SKAT skal laves om, ministrene dummer sig - lovene ej heller osv.

Dem, der mistrives, af en eller anden grund - i et eller andet miljø/ også det rigtig gode, er ilde stedt. Egoismen breder sig mere og det opleves på alle parametre. Et beskedent håb kunne være, at man igen fandt noget mere humanisme kontra økonomien.

Christoffer Pedersen

Anne Eriksen - der er altså mange hvor man har kunnet sige det præcist. Og derefter alligevel ladet børn blive hos forældre, som er altødelæggende for barnets udvikling, trivsel og fremtidsmuligheder.
Et eksempel som de fleste har fået serveret sammen med aftenkaffen er TV2´s "Er du mors lille dreng".
Hvis man i sådan et tilfælde overhovedet kan komme i tvivl om hvad der er det bedste for barnet, (hvilket jeg ikke et sekund tror på nogen af sagsbehandlerne var, men de "respekterede jo forældrene!) - så siger jeg bare: stakkels børn.
Og ja du har ret i det bedste for børn er at vokse op i et trygt miljø. Og det hører måske lidt med til ar være forældre at sørge for sine børn ikke er utrygge. Helt ærligt, jeg synes selv hvis der kommer massiv hjælp i form af diverse hjemmebesøg etc, så er det bare slet ikke rimeligt at et barn skal leve i et hjem der holdes sammen af "systemet".
Og der er masser der er vokset op hos økonomisk dårligt stillede forældre, som har haft en fin barndom. Det at have en lav indtægt betyder ikke automatisk at man ikke er et velfungerende menneske som har fremragende forældreegenskaber.
Jeg undskylder den lidt barske tone. Jeg hører bare til dem der bliver oprigtigt harm over børn stadig ofres fordi mange mener det er forældrene der skal hjælpes.

Anne Eriksen

Christoffer Pedersen - det er jo ikke enten eller - og jeg er enig i, at økonomi ikke behøver at spille den store rolle. Det begrænser så mulighed for ferier, pænt tøj og fritidsbeskæftigelse f.eks.
Diverse hjemmebesøg, er du sikker på det? Eller var det TV?
Jeg er allergisk over for "sandheds-tv" af den art - finder det rent ud sagt manipuleret, så jeg ser det ikke.
Derimod kan jeg ofte på indkøb eller i gadebilledet finde meget uheldige "familier" og tænke på børnene. Der er rigtig mange ting i hverdagen, hvor man kunne ønske ændringer, også sygemeldte på arbejdsprøvning osv, der er ofte også børn. Det er ofte politisk, desværre.
Det er det også med børnene, bemærk hvor mange "forkerte" handleplaner man fandt her sidst - 100% - Jeg er ikke så sikker på at forældre respekteres så meget - eller børnene.
Hvis man er i nærheden, hvor man kan hjælpe, så er det vist det. :)

Christoffer Pedersen

Anne Eriksen
Ja jeg er helt sten sikker. Og det er jeg også når jeg siger at den pågældende dokumentar indeholdt scener der i den grad tydeliggjorde hvor mangelfulde forældrenes kompetencer var. Jeg skal ikke gå i detaljer men blot sige, at jeg tvivler på du kan finde mange, som har set udsendelsen, som mener den var manipuleret på nogen måde.
Hvis det er på baggrund af observationer foretaget på indkøbsture kombineret med fravalg af kritiske dokumentarudsendelser din mening er dannet, ja så mener jeg faktisk du slet ikke burde mene noget om det. Det er nemt nok at have humane hensigter som ikke passer til virkeligheden, hvis man ikke vil se (den barske) virkelighed i øjnene. Og jo du kan være helt sikker på forældrene respekteres alt for meget på bekostning af børnenes tarv.

Anne Eriksen

Christoffer Pedersen - ja, fint at du er sten sikker, også via tv udsendelser. Jeg opgiver videre diskussion om emnet, jeg prøvede at skrive let forståeligt.