Jeg sidder og lytter til stille musik, og fuldmånen lyser gennemsigtig smuk, da der lyder skrig og krampe oppe fra oven. Hun skriger og råber og græder igen. Hun har et anfald i sin vildeste form. Mon det forsvinder, før solen skal op?
Åh Gud, hvor det knirker i min halvgamle krop. Skriget bliver ved, og manden messer som en græsk-katolsk præst og supplerer skriget med noget, der skulle være beroligende, men som får det hele til at eskalere endnu mere.
Hun er i behandling, siges det, men det hjælper ikke. Opgangen, andre opgange og naboer hører og taler om det, alle har meninger. Nej, siger en pensionist i opgangen, det kan ikke være panikangst, de skændes, lyder det som.
Mon han er voldelig, er der en anden, der tænker og siger. Hvorfor er det kun, når han er der, at hun er i oprør, spørger en tredje. Er det mon vild og rå sex, spekulerer en fjerde.
Hundelufteren stopper op og siger, at han ved noget om konfliktforskning, så han vil skrive til Center For Konfliktløsning. De kan sikkert hjælpe. En ældre dame på gaden spæner væk i forskrækkelse over skrigene og gråden, der skærer som en issyl gennem marv og ben.
Vi er på tredje år her. Tidligere havde vi en anden overbo i nogle år, der var endnu mere vanvittig. Han flyttede væk, vi var skyld i det, vi vil ikke være skyld i mere af den slags, vi vil gerne bidrage med noget, der kunne være helende, helbredende, lindrende, som en mild varm brise, der smyger sig beroligende omkring kroppen.
Vi ville gerne – men vi fatter intet, og vi får ingen hjælp til at forstå.
For den syge får åbenbart en behandling, der stritter i alle retninger. En behandling, der ikke skaber fremgang og ro. Vi er underboerne, naboerne, folk i de andre opgange, der intet forstår, og som systemet ikke mener skal forstå – vi skal opruste vores store tolerance og bede til, at den syge bliver rask.
Der er ingen, der har tænkt på de naboskaber i hele Danmark, der forsøger at leve med at forstå de syge mennesker, der er i blandt os. Vi vil gerne forstå, vi vil gerne have vores nattesøvn, vi vil gerne deltage konstruktivt i en helbredelse, f.eks. ved at lade den syge forstå, at vi ikke er truende monstre, men mennesker, der vil alle det godt. Mennesker, der gerne vil hjælpe, hvis det er muligt at få lov.
Farvel nattesøvn
Nu kulminerer skriget, angsten og messen fra ham, og så bliver der helt stille. Man kan høre hoveddøren smække i og hastige trin ned ad trappen mod udgangen. Pause. Vi taler om, at det nok kommer igen, det plejer det jo.
Jeg ruster mig til en nat med næsten ingen søvn og gør mig mentalt klar til at skulle møde arbejdet næste dag. Døren ovenpå smækker i, han er tilbage, og kort tid efter starter jammeren, den messende græsk-katolske præst og angstens skrig igen.
Fruen i vores lejlighed er på desperationens rand, især fordi vi er magtesløse over for det, der sker. Og hun er bange for, at børnebørnene bliver bange, når de er her.
Både patienten og os, der bor under, ved siden af og i andre opgange bliver alle sammen syge af sygdommen, fordi den har et skrig om hjælp i sig.
Systemet tager sig måske af patienten, kommunen stiller måske krav til patienten om arbejde og deltagelse i samfundet. Måske har patienten en kritik af systemet, men her kan vi være sikre på, at systemet ikke tåler kritik, en patient, der har en kritik, betragter systemet som et symptom.
En nabo, der retter kritik, har ikke forstand på, hvad der foregår og skal blande sig uden om. Systemet er selvtilstrækkeligt, systemet kan ikke anfægtes. Som nabo har man ingen stemme, ingen ret. Man betragter, er en, der kan risikere at gøre alting værre for patienten, hvis man virkelig går til den.
Ellers må I jo lægge sag an for den generende adfærd, de udøver, og det gør vi ikke, for vi ved godt, at det ikke er for at genere os bevidst, man er syg.
Det er bare sådan, at vi alle er søvnløse og præget af patienten i vores nærhed, præget af systemets ligegyldighed over for de mennesker, der er belastet af det, de mennesker, der ikke ved og forstår, hvad der foregår, og som ligger søvnløse nat efter nat, de mennesker, der bliver uvenner og uenige over patienten.
I vores land har vi et forfejlet psykiatrisk system, der lader dem, der lider, bo ude blandt alle de mennesker, der ikke forstår noget af den smerte og lidelse, der foregår. Os, der kun kan være med til at gøre den syge bange for, at vi rotter os sammen for at få dem smidt ud af boligen.
Os, der akavet prøver at hilse på de nedslåede øjne, når de glider forbi.
Os, der med diverse små lommefilosofier og søgen på nettet stiller de mærkværdigste diagnoser. Jeg tror dybest set på, at vi alle sammen vil hinanden det bedste, men mange af os vil ikke forstyrres i vores egne små bobler.
Vi vil ikke reagere på det af misforstået høflighed, der fører til, at vi lader os terrorisere af noget, vi ikke forstår, så vi danner fordomme og forestillinger om, hvad der foregår i lejligheden deroppe i lejligheden med de altid nedrullede gardiner.
System uden ansvar
Når vi har et system, der overlader ansvaret for folks psykiske helbred til en flok uvidende beboere i en ejendom, kan det jo aldrig komme til at gå for sig på en ordentlig måde. Patienten bliver måske ikke rask, beboerne bliver måske syge, vrede, aggressive og bliver efterladt til fantasien og en sygdom, de intet ved om.
Når systemet lader psykisk syge folk leve blandt såkaldt almindelige mennesker, har de pligt til at tilbyde de samme mennesker en mulighed for at forstå, hvad de er i midten af.
Patienten skal have mulighed for at leve i forståelse med sine naboer, mulighed for at tro på, at nærhed og afvæbning af det folk ikke forstår, det som patienten frygter, bliver åbnet op på en sådan måde, at der måske i virkeligheden ligger en vej til helbredelse i sameksistens og tolerance baseret på fælles accept og hensyn til hinanden og patienten i blandt os.
Vi er som patienten fanget i afmagt. Det kan være, at systemet reagerer, når vi alle sammen raller rundt med knald i låget og vilde øjne.
Jeg ved godt, at det er en naiv tanke, at systemet vil tage hensyn til omgivelserne og forstå, at der er en helhed i vejen til helbredelse, at de omgivelser, den psykisk syge lever i, skal være så åbne, at der ikke er noget at frygte.
Det kræver ikke kun noget af patienten, den pårørende og naboer, det kræver også et behandlingssystem, der tager konsekvensen af, at de mennesker, der er syge, lever blandt alle andre.
Det her er ikke en hyggetur, ikke en idé om et forlorent fællesskab, hvor vi alle tolererer hinanden, ser fjernsyn, leger gæt og grimasser, griller i de små velplejede haver, hvor der er rig lejlighed til at dyrke småborgerlighedens italesættelse af hinandens fejl, bedrevidenhed og mangler.
Jeg vil blot gøre opmærksom på, at vi alle bliver syge af den syges sygdom, hvis vi ikke tager hånd om os alle sammen.
Vi skal gøre det muligt for den psykisk syge at leve en tilværelse, hvor naboerne også forstår, hvad de lever sammen med. Patienten skal så give sit samtykke i, at naboerne bliver en del af forståelsen og ikke en del af misforståelsen.
Martin Taarup er kunstner og konsulent
Tak for en indfølende kronik om et svært problem. Jeg kender det selv, her hvor jeg bor. Som 'tilhører' er man overladt til sin egen formåen eller uformåen. Der burde være socialrådgivere, som ejendommenes bestyrelser kunne trække på. Svaret på det ville nok være, at det er der ikke penge til, men betalt bliver der - bare på en anden og helt forkert måde.
En tilkaldemulighed med en psykiatrisk sygeplejerske ville nok være mere anvendeligt end en socialrådgiver. Allerbedst et ambulant udgående psykiatrisk team bestående af psykolog, psykiater og plejepersonale
Det lyder vel lige lovlig frelst, men hvad med simpelhen at spørge om man kan hjælpe?
Sådan helt lige på: hvordan kan jeg hjælpe dig?
Man skal mene det og se den anden i øjenene, blidt men bestemt, så det står klart, at man vil hjælpe.
Der er vist tale om et menneske, man ikke som nabo kan nå direkte. Mon ikke det er forsøgt? Men jeg ville da også gøre alt, hvad jeg kunne, for at finde ud af, hvad der foregår og forsøge at identificere, hvorledes denne helt uholdbare situation kan håndteres bedre, end tilfældet er. Du må i aktion martin. Et helt naboskab kan da ikke være så magtesløse?
Jeg ville have flyttet for længe siden. Det har jeg efterhånden fået en del træning i, og det er ofte den eneste eller ihvertfald nogenlunde hurtige løsning på lydgener, hvilket der er der mange varianter af i lejligheder, ikke mindst hvis man er lydfølsom. Jeg fatter ikke andre kan udholde det i tre år, men det kan selvfølgelig være som at vinde i lotteriet at finde en anden betalelig og egnet bolig i en ønsket by. Lidt underligt systemet er skruet sådan sammen i et civiliseret samfund.
Nu er jeg så gammel (52+) at jeg kan huske da særforsorgen blev til nærforsorg i 1980. Altså da området blev lagt ud til de gamle amter, altså hele det psykiatriske område. Man talte dengang meget om distrikts-psykiatri og om at de psykisk syge skulle bo i f.eks. villaer, lejligheder mm. ude i det rigtige samfund; skulle ej længere gemmes væk i store institutioner, skulle - ud blandt normale mennesker, skulle de. Og allerede dengang som cirka 16-18 årig var jeg en smule skeptisk omkring det her og det var jeg bl.a. af de her grunde:
Hvad med de beboere, der rent faktisk har det bedst på en lille eller større institution, sammen med andre sindslidende?
Hvad vil de mennesker, der skal bo ved siden af de her sindslidende sige til det? Kan de mon holde til det?
På papiret lyder og ser distrikts-psykiatrien pæn og flot ud - men det kræver 1) uddannede distrikts-sygeplejersker indenfor psykiatrien og 2) at der er resurser nok til at også tage ud om natten til de psykisk syge, der lider af angst, har ocd, er schizofrene, eller har andre sindslidelser. Og det synes der ganske enkelt ikke at være penge til, ikke mindst efter kommunerne vist overtog ansvaret for de sindslidende? i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Og selvom det var regionen, der gjorde det - overtog ansvaret for de sindslidende i 2007 - så er der sådan set ikke penge nok. Netop på
grund af blå og røde regeringens krav om effektivisering af indsatsen for de syge - især på kræft-området.
Og jeg kan godt føle med, føle empati med skribenten her. Men min løsning er sådan set den, at man igen begynder at bygge nogle små og lidt større institutioner til de her psykisk syge, der er bange om natten. Og hvor der er veluddannede psykiatriske overlæger samt veluddannede psykiatriske sygeplejersker til at yde omsorg til dem, der er bange om natten.
"Når vi har et system, der overlader ansvaret for folks psykiske helbred til en flok uvidende beboere i en ejendom, kan det jo aldrig komme til at gå for sig på en ordentlig måde. "
Det gør systemet heller ikke. Man er ikke ansvarlig for andres psykiske helbred, ligesom man ikke er ansvarlig for deres hjerte-lunge-lidelser eller whatever.
Når man vælger at bo i en ejendom med andre mennesker, så accepterer man et vist niveau af larm. Og man bliver nødt til at udvise tolerance over for andres skrigende børn, høj musik eller som her skænderier og skrig og skrål. I den retning er der ikke forskel på psykisk syge naboer og alle de andre. At lukke folk inde i institutioner af hensyn til deres naboer synes jeg er noget fantasifuldt.
Det første mine nye naboer engang sagde til mig var, at da de havde skiftende arbejdstider, og ejendommen var dårligt isoleret, om jeg ville være sød at gå med blødt fodtøj. Naturligvis, den slags indbyrdes aftaler og hensyn er man nødt til at kunne lave med sine naboer, også kaldet en husorden. Hvis det ikke lader sig gøre med syge mennesker, må andet gøres, som fx karsten foreslår 21.43.
Jeg synes det er lige frisk nok at sige, at man selv har valgt at bo i lejlighed og derfor må acceptere et vist niveau af larm. Det hænger desværre ikke altid sådan sammen, at man bare kan vælge at købe eller leje et hus i stedet for at bo i et inferno, og bortset fra psykisk syge så indebærer mange menneskers version af “vi skal jo alle have lov til at være her”, at lige præcis deres børn, deres musik, hunde, natteliv etc. skal have lov til at udfolde sig frit. Til sammenligning har det sjovt nok ændret sig med hensyn til rygning, hvor det stik modsat er kommet så vidt, at man flere steder nu ikke må ryge i sin egen lejlighed. Støjgener er bare mere nærgående og ødelæggende for livskvaliteten, og man kunne utvivlsomt få løst en hel del problemer, hvis husorden kunne håndhæves og folk boede lige præcis der, fordi de påskønnede netop det sted, de regler og fællesskabet - eller rettere hvis det mht støj, ligesom med DSB’s stillekupeer, var muligt at leje stillelejligheder, og generelt muligt at bo steder, som specifikt passede til ens foretrukne livsstil hvad enten det var fest og farver eller ej. Selvom boligen er essentiel er det ikke noget, som det frie marked skaber, men et sted skal man starte og indtil da ville det være fedt, hvis det overhovedet var muligt at leje en lille lejlighed i en større by uanset tynde gipsvægge til en overkommelig leje uden at det krævede 40 års anciennitet på ventelisten.
Med hensyn til psykiatrien, er det primært pilleuddeling, på hospitalerne er det altovervejende tom opbevaring og meget sekundært lidt snak. I meget begrænset omfang findes boliger og generelt set i distriktpsykiatrien ingen holistisk tankegang eller mulighed for løsninger med handling på konkrete problemstillinger. Det er altid en hylde på et andet kontor. Når der ikke findes flere boliger, skyldes det ikke økonomi og besparelser eller at vi ikke bør gemme folk væk på institutioner. Der eksisterer heller ikke boliger til de mange, der ikke har behov for opsyn eller professionelt personale 24/7, men for et fællesskab med ligesindede i modsætning til isolationen i lejlighederne, og både menneskeligt, kulturelt og økonomisk er dette et stort spild af ressourcer.
Ellers kan jeg supplere omkring udviklingen siden 1980’erne. Om det skyldes en syg udvikling i samfundet eller måden at opgøre statistik på, som har ændret sig, ved jeg ikke, men i 1980 blev der registreret 300 psykisk syge kriminelle. I år 2006 var det blevet til 2.000.
Jeg bor i en aab-ejendom i Kbh på tolvte år. Dejlig sted, godt ledet. Kommunen besætter 25% af lejlighederne med folk, der trænger til særlig omsorg, men ikke får det. Jeg kunne skrive mange historier om det og om, hvad det forårsager af klager. Ligeledes om ubehagelige beboermøder. Somme tider siger jeg til mig selv, at det jo lige netop er sådan en som mig, der bør bo sådant et sted. I tolv år har jeg levet med en bipolær overbo, der laver om på nat og dag. Vedkommende er egentlig et venligt menneske, men to gange har politiet trådt til. Som forfatteren skriver - råb og skrig om natten. Også værtshus og ballade.
Resultatet på bundlinjen hedder: Samfundet overlader til beboerne at klare problemerne selv.
Jeg læser i en annonce for bofællesskaber: Bo nær naturen med venlige mennesker. Ja, jeg forstår det godt og valgte det selv en overgang. Nu bor jeg sammen med mange, jeg kun har et overfladisk kendskab til og oplever på afstand. Jeg skal give et eksempel:
En mand står ned i gården og råber med ynkelig stemme: Annette luk op. Luk nu op for helvede. Jeg ved godt du er der. Annette! Annette!
Annette har en shäferhund, som hun ikke må have, og hun skal ud af lejligheden. Nogle beboere er indkaldt til møde en dag, og vi står nede i gården og venter på kommunens folk. Der kommer en dame med en sagsmappe. Hun ringer på, og da der ikke bliver svaret, sætter hun et kryds på et papir: Klienten svarer ikke. Derefter venter vi på flere sagsbehandlere, og de ankommer fem i alt i en taxa. Der bliver igen ringet på og slået et kryds på et papir, hvorefter de drager af sted igen. Tilbage står vi beboere og ryster på hovedet.
Er problemet ikke, at mange sindslidende ikke ønsker hjælp? De sætter de deres egen velfærd på spil ved ikke at ville/kunne overholde husorden og fælles regler, men vi andre ønsker heller ikke at gribe ind, enten af berøringsangst eller af frygt for, at en klage blot vil føre til udsætning og endnu mere social deroute?
Også jeg bor i opgang med en "råber", som i disse varme måneder, hvor vinduerne står åbne, er til stor gene, hver gang hun har fået en tår over tørsten. Heldigvis er der en anden, knap så sindssyg alkoholiker, som tager kampen op og højlydt beder hende holde kæft, hver gang hun tager fat, så jeg glæder mig altid over, at hun trods alt har nogen at snakke med, selvom det ikke lige er de mest høviske samtaler, de fører.
Jeg tror, at den eneste løsning er at acceptere, at nogle mennesker er gået lidt i stykker. Hvis det opsøgende gadeteam har held til at få hende i behandling er det godt. Hvis ikke, er det bare noget, vi må leve med.
Ville hun være bedre tjent med at opholde sig på en lukket afdeling? Jeg tvivler. Ville vi andre beboere være bedre tjent med, at hun blev sat ud af sin lejlighed? Måske. Hvad er vigtigst, at vi kan sove om natten, eller at hun mister den sidste rest af menneskelighed og bliver sat under tvangsadministration? Det er et dilemma.
Måske kunne man mandsopdække hende med omsorgspersoner, indtil hun fatter så meget tillid til en af dem, at hun lader sig behandle? Det er selvfølgelig dyrt, men vi kan da ikke bare lade stå til - eller kan vi?
Oplagte jobmuligheder for omsorgspersonale. Når nu man har sparet sengepladser inkl omsorg væk, bør der være penge til omsorg i hjemmet. Ellers er naboerne jo nødsaget til at tage en tørn, såvidt det formås.
Den slags er symptomer på underliggende systemfejl, der må adresseres, hvis problemerne skal løses, og aben ikke bare flyttes rundt.