Kronik

Pas på det robuste barn!

Børnedebatten præges af en lang række stereotyper, der giver forældrene ansvaret for børnenes succes eller fiasko. Men et barns udvikling påvirkes af et komplekst system af samfundsfaktorer, der ofte er uden for den enkelte families rækkevidde, men som påvirker barnet helt ned på celleniveau
Populære børnestereotyper som ’det robuste barn’ hører ikke hjemme i afdelingen for spøg og skæmt. De erobrer nemlig scenen. Forsimpler vores forståelse af, hvad der skal til for at hjælpe børn med at håndtere livets udfordringer i et komplekst samfund.

Populære børnestereotyper som ’det robuste barn’ hører ikke hjemme i afdelingen for spøg og skæmt. De erobrer nemlig scenen. Forsimpler vores forståelse af, hvad der skal til for at hjælpe børn med at håndtere livets udfordringer i et komplekst samfund.

Lasse Kofod

28. juni 2017

Pas på det robuste barn!

I denne postfaktuelle tid er det op ad bakke for saglig forskning. Handler det om børnesyn, dominerer stereotyper debatten. Curlingbarnet er ét eksempel. Forargelsens sug i maven over forældre, der fjerner alle ujævnheder på barnets livsvej; dét er nok til, at betegnelsen ’føles rigtig’.

Men ideen er faktuelt usand – et fantom, som børne- og familieforskere har dokumenteret som en myte. Trods denne aflivning lever dette postfaktuelle barn uantastet videre.

På det seneste er ’det robuste barn’ så kommet på banen – et nyt konstrueret fantom. (Google det, og resultater i tusindvis strømmer ind).

Per Schultz Jørgensen er aktuel med bogen Robuste børn. Den handler om, hvordan forældre bør opdrage deres børn til karakterstyrke. Fint og sobert beskrevet. Begrebets troværdighed søges højnet med henvisning til aktuel forskning: »I dag har vi begreber, der fokuserer på (…) f.eks. jegstyrke og resiliens (modstandskraft)«, skriver Per Schultz Jørgensen.

Men det er faktisk ikke dagens fagbegreber. ’Det robuste barn’-fokusset blev aflivet for mere end 40 år siden. Resiliens defineres derfor ikke i dag som modstandskraft inde i børn. Afsættet i jegstyrke og indre modstandskraft gav nemlig stærkt begrænsede svar på spørgsmålet: Hvorfor bukker nogle børn under for krav, mens andre ikke gør det?

’Det robuste barn’/’robuste børn’ kan derfor ikke legitimeres med dagens forskning. Det er derimod en ny børnestereotyp, skabt til lejlighedens behov – i en tid, der ønsker mental robusthed.

Forsimplet børneopfattelse

Stereotypernes popularitet signalerer, at de har en ’nyttig’ funktion. Fiktionen ’det robuste barn’ giver spontan mening: Hvem kender ikke til eller ønsker et sådant barn? Det generelle/typiske postulat omformes hermed til ’mit’ og ’dit’ barn: Hvis din Ida og min Per eksempelvis er curlingbørn, så handler det om mangler og forældres kroniske dårlige samvittighed.

Du og jeg har ikke evnet at give vores Ida og Per den indre robusthed og modstandskraft, samfundet efterspørger. ’Kuren’, eller løsningen, følger per automatik: Dit robuste barn skal du ikke pylre om, lefle for eller curle til skole. Så klarer det sig aldrig i det krævende samfund.

Ergo: Mere konsekvens og disciplin udruster dit barn med den nødvendige karakterstyrke.

Min pointe? Populære børnestereotyper hører ikke hjemme i afdelingen for spøg og skæmt. De erobrer nemlig scenen. Forsimpler vores forståelse af, hvad der skal til for at hjælpe børn med at håndtere livets udfordringer i et komplekst samfund.

Sårbarhed nedarves

Der findes dog et alternativt grundsyn til ’det robuste barn’ – og andre populære børnefantomer. Det handler om en ny tværfaglig disciplin, kaldet udviklingsvidenskab (developmental science), som jeg skriver om i min nye bog UDVIKLING – fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab.

Hovedprincippet er, at børns udvikling altid foregår i en kontekst; dvs. i fjern- og nærsamfund, familie, daginstitution og skole – altså i fællesskaberne omkring det enkelte barn. Kompliceret? Ja! Men det er udviklingens sande påvirkningsveje.

Samfundsaktører kan her gøre en enorm forskel. Det viser sig nemlig, at resiliensskabende miljøpåvirkninger direkte præger det enkelte barn – dets psyke, hjerne og gener, helt ind i den enkelte celle.

Rige, ressourcestærke miljøer omkring barnet tænder og slukker nemlig for bestemte gener. Det udbygger hjernens millioner af neuroner, som igen udvikler barnets læringskapacitet og evne til at håndtere stress – dvs. øger modstandsdygtigheden.

Omvendt vil risikofyldte miljøer bremse hjernens udvikling, mindske læringsevnen, øge stress og dermed barnets indre sårbarhed.

Sofie Holm Larsen/iBureauet

Det vilde perspektiv er, at dette kan nedarves. Rettidig omhu eller manglende bredspektret intervention får intergenerationelle konsekvenser.

På godt (eller ondt) påvirker samfundets samspil med nutidens børnegeneration dermed kommende generationer.

Samfundets indretning og kultur påvirker indirekte forældrenes arbejdssfære, der smitter af på familielivet.

Samfundsindretningen påvirker også det institutionsmiljø, barnet færdes i. Sammen med familien og venne- og kammeratskabsgrupper har det konsekvenser for det enkelte barns centralnerve- og immunsystem, som i sidste ende sætter aftryk i barnets celleniveau (se figur).

Børn er et samfundsansvar

Hvis vi virkelig vil styrke børns modstandskraft og livsduelighed, skal vi se på påvirkningen fra samfund til celle i sin helhed. Dermed står det også klart, at vi skal passe på med ’det robuste barn’, som udelukkende er et forældreansvar.

For selv om far og mor opdrager deres Ida og Per helt ’efter bogen’, bliver de næppe særligt socialt robuste, hvis de hver eneste dag mobbes af andre børn og overses af den nedskæringsramte pædagog.

Figuren Fra Samfund til Celle viser mange påvirkende systemer omkring barnet. Mindre kan gøre det. Men jo flere, der aktiveres og støtter positivt, desto mere robusthed udvikler et barn. Samfundsomhu for alle børn hjælper derfor det enkelte barn.

Derfor handler det om at tænke visionært i opbygningen af resiliensfremmende systemer. Det har man for eksempel gjort i Vejle ved at satse virkelig ambitiøst som Danmarks resiliente hovedstad.

Det lønner sig ovenikøbet. Sårbarhed (stress, angst og depression) koster – ud over store personlige lidelser – i dag milliarder af kroner i behandling samt i manglende produktion.

Vismændene har nu foreslået, at værdien af velfærd indregnes i nationalbudgettet. Jeg kunne ikke være mere enig. Lad os nu få en 2025-plan med målrettede investeringer i tidlig børnevelfærd.

Hjælp til sårbare børn mislykkes nemlig, når systemet tilbyder en hverdag med 16 børn til én pædagog. Hvorimod hver ekstra million investeret i daginstitutionen beviseligt kommer mere end syv gange igen. Ministeren siger, at der ikke er råd. Dét er et politisk svar, ikke et økonomisk. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade stå til.

Dion Sommer er professor i udviklingspsykologi. Han er aktuel med bogen UDVIKLING – fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Vivi Rindom
  • Randi Christiansen
  • Estermarie Mandelquist
  • Eva Schwanenflügel
  • Karsten Aaen
  • Jørn Andersen
  • Torsten Jacobsen
Steffen Gliese, Vivi Rindom, Randi Christiansen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Jørn Andersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Måske kan det siges mere enkelt?

At alle børn har brug for kærlig opmærksomhed?

Og hvad betyder det begreb så? Bevares, det kan man sikkert skændes længe om, men mon ikke man til en start kan enes om en grundlæggende ingrediens?

Tid.

Børn har brug for (relationelt) nære voksnes udelte og positive opmærksomhed i urimelig lang tid (alle døgnets vågne timer), mens de er helt små. Et behov som i og for sig aldrig forsvinder, men som organisk omformes til en moden uafhængighed i det voksenalderen, hvis alt forløber helt efter planen. (Det gør det sjældent, men så er der jo heldigvis masser af arbejde til psykologerne i de efterfølgende år).

Og tid er som bekendt en knap ressource. Både blandt forældre og blandt de pædagoger og lærere, som mange i deres travlhed udliciterer ansvaret for den kærlige opmærksomhed til. Og så er der jo Ellers IPads og fritidsaktiviteter, som kan tage over mens far og mor tager en puster eller løber halvmarathon, eller gør rapporten til chefen færdig hen over køkkenbordet.

Men er det samfundets ansvar, at forældre ikke kan finde ud af tage sig tid til deres børn? Eller at nogle stakkels forældre simpelthen ikke kan finde ud af at tage sig af deres børn i det hele taget? Fordi de selv ikke blev taget sig af?

Det er vel det grundlæggende spørgsmål, som må afklares inden vi kan sætte ind med forslag til forbedringer?

Og mens det vel er absurd at forvente, at den enkelte forælder helt alene og koste hvad det vil må sætte sig imod tidsånden kaldet effektivitet og optimeringsstrategier (antitesen til kærlig opmærksomhed), så er det vel lige så absurd at hævde, at vi som forældre intet ansvar har overhovedet? Så viljeløse får er vi dog vel heller ikke? Eller så umodne, at vi slet ikke magter at sætte lille Mathias før Marathon eller metal-koncerter?

Der findes masser af os både-og forældre, som i perioder lykkes med at bilde os selv ind, at vi skam sagtens kan tilgodese både vores egne og vores partners selviske behov, samtidig med at vi kan være kærligt opmærksomme på vores børn. Den slags kognitiv dissonans kan man forbruge et helt liv på at fortrænge. Men er vi ærlige et øjeblik, og kigger vi vores børn i øjnene og os selv i spejlet, kan nogle af os sikkert godt få øje på falskheden og det uholdbare i status quo. Og så er det man får lyst til at bryde hele systemet ned: Alle de skide strukturer som dikterer, at vi for samfundets skyld og vores hierarkiske placering deri, må lade kærlig opmærksomhed fare til fordel for en lunken og distræt uopmærksomhed, og så ellers en ekstra is i sommerferien og en billet til at springe køen over i den årlige tur til Legoland?

Måske er det der man skulle starte? Tage et voksent og modent ansvar for sig selv og sine børns trivsel, og så yde de skide strukturer den politiske og aktivistiske modstand de så sandelig fortjener?

Jonas Vinding Thomsen, Steffen Gliese, Helle Brøcker, Esben Lykke, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Anders Reinholdt, Ruth Gjesing, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen og Helle Bovenius anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

"Man er hvad man spiser" sådan sagde man en gang, men nu om dage, så er vi mennesker også hvad vi udsættes for af farlige stoffer i maling, medicin, isolering, jordstråling osv.... ja det er rigtigt mange børn og voksne slåes med alle mulige former for allegier. Hvis man er dum nok til at tro, at den epidemien med fortidlig demens skyldes, at folk ryger eller drikker for meget, så er her et newsflash folk drak 10 gange så meget for 50 år siden og ved siden af det så pulsede de løs på cigaretter ... men okay de spiste så mere kål.
- og hvad med alle de fortidlig fødte børn, det var der heller ikke ret meget af for 50 år siden og folk røg og drak under graviditen, men alligevel gik de i 9 måneder med ungen...MON IKKE DER ER NOGET ANDET HELT GALT SOM DE IKKE FORTÆLLER OS....!!!
- SELVFØLGELIG er nutidens forældre nervøse, der er så mange ting der truer sundheden og svækker børnene både når det immunforssvar, indlæring og udvikling.... så forældrene kan ikke på samme måde forudsige barnet situation..... for 50 år siden slog man børn og spykologerne pegede næsten altid på barndommen, som der hvor alle traumerne lå begravet og det gjorde de også - det der er helt indlysende er sommetider svaret på hvad problemet er, i stedet for en og anden teoretisk skrivbords udlægning af problemet..... og vi må hellere finde ud af hvad der helt indlysende er galt med vores miljø inden, vi alle sammen bliver demente.... det er ikke medfødt, det er i det farlige miljø vi har skabt og det forcerede arbejdsmiljø m.m. ..... Hvor svært kan det hr. skrivebordsgeneraler....!!!

.....Rolle spil.... dem der klare sig godt i matematik og diktat de får de gode roller og bliver robuste og alle dem der ikke har en fremtid inden for kreative klasse de har den svaghed at de vil blive kørt ud på et sidespor i samfundet unden indflydelse eller anerkendelse - samfundet på mennesker i kasser og de burde snart stå ved det ellers risikere vi en ny era af facisme.

Ole Christiansen, Leo Nygaard, Kim Houmøller, Jørn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

... man bør gennemlæse sin kommentar en ekstra gang når man bliver vred... men nogen bør snart tage bladet for munden og råbe op om at vi bliver "håndteret" af samfundet og samfundet i virkligheden er ligeglade med vores problemer og gør alt for ikke at addressere dem eller kalde den for medfødt og individuelle problemer....
Stem så langt til venstre som muligt så får vi måske den revolution der kan forandre på samfundet... ned med plutokratiet og deres udenoms snak.

Poul Sørensen

... i gamle dage levede folk i huse der bestod af giftige svampe og alligevel blev de ikke demente i det epidemisk omfang som man gør idag...

Lone Sæderup

Poul, det er svært at blive dement, hvis man ikke når at blive gammel nok.

Rikke Nielsen, Poul Sørensen, Eva Schwanenflügel og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Robusthed – et begreb, visse psykologer og ledelsesforskere har udviklet til at hjælp for konkurrencestatens fortsatte opretholdelse med alle dens menneskefjendske konsekvenser i form af præstationsangst, depressioner, stress m.m. - omkostninger, som ikke indgår på debetsiden i opstillingen af nationalregnskabet.
I konkurrencestaten er mennesket reduceret til et middel, hvis værdi måles i dets evne til at bidrage til det overordnede mål: at øge den økonomiske vækst.

Ole Christiansen, Anders Reinholdt, Poul Sørensen, Vivi Rindom, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Christel Gruner-Olesen, Bjarne Bisgaard Jensen, Grethe Preisler og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Man har altid talt om robuste børn, selv i 70'serne. Dengang skulle de håndtere rimeligt abrupte samfundsforandringer, med fx kvindefrigørelsen, kollektivismen og begrebet "nøglebørn", der handlede om at børnene kom hjem fra skole til et hjem hvor både mor og far var på arbejde.
Langt op i firserne var mange børn delt op i fraktioner, såkaldte 'diskere, der gik op i glamour og diskoteker, 'punkere' som var rå og altid på kant med samfundet, og 'flippere' som gik ind for kollektivisme, økologiske tanker og ø-lejre, og det autonome miljø som bestod af mange 'nøglebørn'.
Synes Dion Sommer har fuldstændig ret, når han kobler børns udvikling til celleniveau, men det er ikke en ny tanke.

Engang - uden eksperter, psykologer, vuggestuer, børnehaver, pædagoger, I-pads, facebook...............
- kunne forældre opfostre børn, så de kunne blive ordentlige voksne, så de kunne opfostre...............

Ole Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Jeg tror at alt den snak om celle overførelse slet og ret dækker over den åndelige dimension. Jeg er vokset op med en åndelige dimension, med alle mulige væserner, der havde travlt med at påvirke og vise mig, hvem der havde boet på gården før mig, hvor der havede været udhuse. Hvad der var af fordele og forventninger der var ved og bo på gården.
Når der var sankt hans bå så vidste man præcis hvordan det skulle foregår og hvordan man en dag skulle være når man bliver voksen fordi det vidste ånderne en.... det var vigtigt at alt var som det altid havde været og folk udfyldte den plads de var født til.... og af samme grund flygtede halvdelen af Jylland til København.
- Det er en åndeverden der på spil og ikke celle hukommelse.... det er så indlysende .... men en og anden smart pillefabrik opfinder en dag en resilient pille, fordi det har psykiatrien bildt sig selv ind er den måde det fungere på og eftersom det ikke er den måde virkeligheden er, så får alle brug for en pille til at bilde sig selv ind at de resiliente....
- Jeg gik også i katolsk børnehave, men nisser og katolisime er åbenbart naturlige fjender, fordi nonner behandlede mig som jeg var en fjende af den "eneste og sande tro" og det var og er jeg også.... der er så mange faktorer i det her, at jeg føler, at det her er anden udgave af scientogiens at blive "clear" eller Nietzsche's supermennesker der bliver genfødt igen på et højere mentalt plan.....
- Det virker også som om det er udgave af det "at finde ind til sig selv", men det er bare ikke en udgave af at kunne "finde ind til sig selv" og det er det der er problemet...

ulla enevoldsen

Artiklen begynder godt, men ender alligevel med at bekræfte en redskabs- og økonomitilgang. Giv os Astrid Lindgren tilbage! Eventyr, leg, omsorg, samt det ikke-instrumentelle....!

Anne Schøtt, Eva Schwanenflügel og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg læser artiklen derhen at børn skal have masser af opmærksomhed og ordentlige rammer og det kniber det til tider med, hovedsagligt og generelt fordi der ikke afsættes penge nok til et passende antal pædagoger og måske heller ikke altid ordentlige rammer, på den ene side. På den anden side er curling, som der snakkes meget om, kun er en del af løsningen, dels fordi ikke alle børn har mulighed for at blive curlet og dels fordi det er hele barnets miljø, inklusive familie, pædagoger, postnummer og habitus i det hele taget, der definerer barnets udvikling. Hvorfor det i princippet også kan gå galt i Vedbæk, men oftere gør det i Voldsmose. Og det kan jeg kun være enig i. Flere penge til børn og færre til fx våben, det må være vejen frem. Så længe kun de færreste har mulighed for at vokse op i Vimmerby og lignende steder.

Jeg så en indslag om særligt intelligente børn og deres særlige forhold i folkeskolen.
De virkede stivnede i deres kropssprog, deres ansigter var rolige, ja næsten stivnede, de smilede ikke.
De talte som meget ældre unge.
Måske er det bare mig, der savnede barnet i den udsendelse.