Lektor i kulturhistorie, Mikkel Bolt, begik forleden en kronik i Information, hvori han argumenterede for, at »Enhedslisten og resten af venstrefløjen« skal fjernes, før man kan forandre samfundet.
Man kunne egentlig godt vælge at trække på skuldrene eller smilebåndet over lektorens forelæsning, men lad mig alligevel knytte et par kommentarer.
For det første er det virkelig mærkelig timing netop nu at slå til lyd for, at den parlamentariske kamp er meningsløs.
For første gang i årtier vinder venstrefløjen faktisk parlamentarisk frem i land efter land i Europa og har flere steder været tæt på at kunne gribe magten på ganske radikale politiske grundlag.
En opsigtsvækkende udvikling som få af os havde set komme. Den parlamentariske kamp har selvsagt ikke stået alene, men har i alle tilfælde været bygget på stærke folkelige bevægelser og mobiliseringer. Og sådan skal det være. Forandringer ad parlamentariske veje vil aldrig være mulige uden folkelig mobilisering og engagement.
Omvendt er det en forudsætning for succesfuld mobilisering, at der faktisk er en tro og et håb på, at forandringer er mulige.
Men uanset om man forkaster parlamentarismens muligheder i forhold til større samfundsforandringer, så skal man vist være både privilegeret, vellønnet og fastansat for i ramme alvor at mene, at parlamentarisk politik er et »skuespil« uden nogen betydning.
I de her måneder rammes titusinder af mennesker af kontanthjælpsloftet. Det er ikke skuespil. Det er blodig alvor for dem, det går ud over. Og det er sgu’ ikke ligegyldigt, om vi er nogen, der kæmper mod det og formentlig kan tvinge det væk efter et valg.
Det samme kunne man sige om den ødelæggelse af vores natur og drikkevand, som følger af Gylleloven og andre miljøødelæggende love og tiltag. Politisk kamp – også parlamentarisk – betyder noget for menneskers muligheder og for fremtiden for vores natur og miljø. Det er ikke ligegyldigt.
Kan ikke danses væk
Det mest opsigtsvækkende ved Bolts kronik er imidlertid fraværet af alternative strategier. Mikkel Bolt foreslår, at mennesker, der ønsker forandring skal »danse væk« og vende det politiske ryggen og satse på, at en række »opstande« vil følge.
Problemet er, at al historie har vist os, at de spontane opstande, som Bolt ser som strategien for samfundsforandring, sjældent bliver til andet og mere end netop opstande, der efter en tid damper af igen, fordi de mennesker, der deltager i dem også skal have mad på bordet og passe deres liv.
Hvis ikke man formår at omsætte og institutionalisere opstandene og den utilfredshed, som de er udtryk for, i permanente politiske bevægelser og partier, der kan meget mere end lejlighedsvist at fylde nogle torve og pladser, vil opstandene gå i sig selv igen.
Denne erkendelse var netop baggrunden for etableringen af nye stærke bevægelsespartier som PODEMOS i Spanien og Syriza i Grækenland. Og senest i den massive mobilisering omkring Corbyn.
Bolts kritik af Enhedslisten bygger nok også på en mere grundlæggende uenighed om vejen til samfundsforandring.
Bolts afvisning af parlamentarismen må indebære, at hans forandringer skal foregå uden, at befolkningen får mulighed for at stemme om dem. Og ja – hvis det er det, han vil – så bliver det ikke sammen med Enhedslisten.
Vi mener, at samfundsforandringer skal tage udgangspunkt i flertallets ønsker. Vi kommer aldrig til at støtte idéen om, at en selvproklameret avantgarde ved bedre end folk selv, og at frie valg og folkeafstemninger derfor er overflødige.
Vi har set følgerne af den slags alt for mange gange.
Det er egentlig lidt besynderligt, at Mikkel Bolt mener, at Enhedslisten skal væk, for at den bevægelse, han tror på, kan få succes. Enhedslisten står da på ingen måder i vejen for, at Bolt forlader studérekammeret og forsøger at opbygge en stærk bevægelse på baggrund af sine situationistiske teorier.
Det står ham da frit for, som han tidligere har gjort, at argumentere for, at det er mere revolutionært at plyndre Irma eller drikke sig stiv og begå hærværk, end at arbejde sammen med de reformramte for at afskaffe kontanthjælpsloftet eller organisere sig i stærke faglige organisationer for at kæmpe mod udnyttelsen af de udenlandske kollegaer.
Sæt i gang, Bolt! Så vil virkeligheden jo vise, hvilken type af bevægelser, partier og strategier, der faktisk er bedst i stand til at forandre samfundet. Personligt er jeg – lige her – ikke spor i tvivl.
Pelle Dragsted er folketingspolitiker for Enhedslisten
Kernen i Mikkel Bolts kronik er, at venstrefløjen skal nedlægge sig selv, men hvordan den skal opstå, må andre finde ud af. Derfor kan Pelle ikke andet end afvise forslaget, klart nok.
Det er en falliterklæring, når Ø og Å ikke kan tage hinanden under armen, når det er det, befolkningen ønsker. Det minder lidt om dem, der ikke tror på Gud, men forlanger at præsterne gør det. Befolkningen forlanger, at deres politikere kan finde ud af alt det, den ikke selv kan finde ud af. "Vil I ikke nok være søde, venstrefløj, at enes om at opstille et program, vi kan tro på. Det er jo derfor, vi nu stemmer til højre for jer"! Det gælder fx EU. Der skal vi gå ind og demokratisere det imod alle odds. Det gælder flygtninge, som vi for det første skal stille en plan op for og dernæst stå fast på den. Det gælder alle områder, for ellers går der Macron i den med tågehornet tudende døgnet rundt og total forvirring til følge. At stemmeprocenten er 40 i Frankrig, kan jeg forstå, men hvorfor er den 84 hos os? Det er da mystisk.
Altså, en venstrefløj det kan tros på, som man kan finde hoved og hale i, og som har bestemthed i sig til at stå fast og gennemføre det, den står for. Knald eller fald. Vi burde lave en grøn skyggeregering, hvor vi fortalte, at Johanne skulle være statsminister, fordi hun er elsket, Josephine Fock (Å) finansminister, fordi hun kan regne og vil opstille modeller for borgerløn, Pelle udenrigsminister, Uffe kulturminister osv. Klare udmeldinger, så folk ved, hvem og hvad de stemmer på.
I USA stemmer de på en galning, i England er politikerne konfuse og i Frankrig tror de nok, at de ved, hvad Macron vil - måske. Sygdommen hedder rådvildhed, og folkeforførerne siger: "Hej, venner, jeg er også rådvild. Stem på mig". I Danmark fedtspiller venstrefløjen og prøver at bilde befolkningen ind, at den er noget, men bliver selvfølgelig ikke troet. Den skal turde sige til sig selv: "Vi er utroværdige" og begynde der.
Hvis ikke Ø og Å kan finde fælles punkter om EU og flygtninge, kan den intet. Det betyder, at venstrefløjen som en anden alkoholiker skal erkende at være magtesløs, kontakte sin inderste kerne, tage afsked med sine gamle laster og melde ærligt ud om de svære spørgsmål i håb om at blive forstået, altså anvende alkoholafvendingens 12-trinsprogram. Gør vi ikke det, kommer vi ikke videre
De borgerlige vil altid forsøge at gøre venstrefløjen til sofavælgere og en aktiv venstrefløj må se det som dets fornemste formål at angagere folk i den politiske kamp via oplysning om at mennesker altid har en plads til at hævde sig overfor systemet og en stemme til at påvirke systemet - de borgerlige er mere afslappe omkring folks apolitiske tendenser, de syntes nemlig at pengene og penges velbefindene skal styre, hvor meget plads der skal være til mennesker....
Parlamentarismen er så sandelig et værdiløst skue! Man må mistænke Dragsted for at misforstå Bolt med vilje, da hans pointe jo ikke er, at kontanthjælpsloftet ikke skulle være resultat af en parlamentarisk proces, som skader befolkningen. Pointen er at parlamentarismen spiller fallit, når samtlige partier stemmer for neoliberale nedskæringer og den eneste "modstand" kommer fra "socialisterne" i Enhedslisten, der har for travlt med deres værdipolitik til at gå op i arbejderens kamp. Det har ganske rigtigt rod i en teoretisk vildfarelse, som tog venstrefløjen i retning af en neo-marxistisk (læs: Vulgærmarxistisk) retning.
Skal man undgå at betvivle Dragsteds intellekt, vil jeg antage at han bevidst valgte at misforstå argumentationen. Han hamrer ved sin falliterklæring de sidste søm i kisten på den humanistiske marxisme samt frankfurter marxismen, der drev den yderste venstrefløj ud i den teoretiske blindgyde, som han i dag har begge ben solidt plantet i.
Men hvor ofte hører man ikke sådanne teoretiske indvendelser blive affejet som "pedanteri" eller af tom politisk retorik, som vi ser ved ovenstående?
Giv mig en venstrefløj der tør tøjle og anvende folkets foragt og vrede i stedet for at løbe op under skørterne på det bestående, når I trues af den farlige "populisme" og stigende "fremmedfjendskhed". Det er simpelthen for vattet og reaktionært.
Pernille Skipper har også haft travlt med at fortælle Københavnerne at de altså ikke må kritisere Romaerne .. Vor herre bevares. Rigtig venstrefløj ønskes - gerne én som er lidt mere optaget af at indføre socialismen og gøre op med den kapitalistiske produktionsform. Jeres parlamentariske kampe er ligegyldige foruden det mål. Det private erhvervsliv vil altid tilbageerobre fællesskabets ejendom. Kapital akkumulation på få, private hænder stopper ikke før selve den private ejendomsret har lidt dødsstødet.
Måske ødelægger det mere end samler, alle disse inddelinger i højre/ venstre - rød/ blå blok og så lige de blåsorte og grønne...
Så ved alle, hvor vi er, ikke?
Vi har jo flyttet os fra de farvelagte tegninger i børnehaven og måske kunne udmeldinger fra partierne hjælpe os til at fortå, hvad de gerne vil videre kommunikere af ønsker, ideer og planer? Andet end aktuelle hovsaer og kontinuerlige rettelser og andre småting.
Ø og Å er temmelig forskellige i min optik. Jeg føler mindst politikerlede for enhedslisten og Pelle Dragsted har gode pointer.
Men det ændrer ikke, at samfundet dirigeres af økonomi og meget spidsfindige, mildest talt uærlige metoder til at få gennemført den samfundsorden, som den nuværende regering finder rigtig til formålet. At det også betyder skævvridning og tab på områderne synes man ligeglade med. Skulle det undtagelsesvist forstås som uvidenhed? Det tror jeg ikke på.
Jeg tror heller ikke på, at danskerne laver revolution. Men i det hele taget, så er der mere krig, dårlige økonomier og dårlige ledere i verden end fælles bevægelser for at bedre liv. De er der heldigvis, men det rækker ikke.
Det vigtige er, om partierne kan afvise " den stærkes ret". Kan de det, og kan de udvise fantasi, forståelse for kompleksiteten i problemstillingerne og derfor bruge visionære, fantasifulde værktøjer, ja, så har de også en chancen for at skabe rammerne for en fornuftig fremtid i et fælles Europa.
Så længe enhedslisten holder sig på en venstreorienteret kurs og vil et bedre samfund og på flere strækninger ikke mindst sociale strækninger også et andet samfund... så alt magt til enhedslisten... stor ord men enhedslisten er det enste parti hvis hovedeargument ikke er "at det også skal være godt for de rige"...ned med plutokraterne...støt enhedslisten.
Tjah man må jo mistænke Dennis Jensen for at misforstå Pelle med vilje...
Den parlamentariske kamp har da aldrig været mere vigtig end nu. I det mindste i nyere tid.
EL har frivilligt fjernet sig selv.
Traditionen tro, på denne lyse årstid, meddeles der begejstret, bl.a. i TV, om en masse dugfriske indgåede politiske aftaler, og de folkevalgte undlader naturligvis ingen lejlighed til at vise sig frem for folket – dog, hvornår er der et kendt hoved fra EL til stede, eller er de bare uenige i alt og har travlt med at føre ’parlamentarisk kamp’ bag kulisserne i nabosognet … ;-)
Det synes det lyder skide godt! Jeg vil elske at se Enhedslisten institutionaliserer nogle ændringer til det bedre! Her tænker jeg på frihed, lighed og solidaritet.
Men hvordan er det lige gået med det? Skal vi sige, siden 1973? Ja, nu Pelle Dragsted selv nævner de historiske erfaringer.. Og hvordan stemmer det lige overens med Enhedslistens -Vi stemmer ikke for forringelser- pragmatik og ikke eksisterende indflydelse under Helle Thornings regering? Og hvilke "stærke faglige organisationer" er det lige, der er med på vognen for at institutionaliserer forandringerne? Og som vi skal organiserer os i? Jeg tænker på forandringer af en mere grundlæggende karakter, end den den klassebevarende socialdemokratisme evner og/eller ønsker..
"Man kunne egentlig godt vælge at trække på skuldrene eller smilebåndet over lektorens forelæsning"
- ja, det valgte jeg at gøre.
Det er ellers en rimelig dårlig måde at imødegå en velment kritik af den valgte politik og strategi på, er det ikke? Også endda i et grundtvigiansk dagblad.. :)
Pelle Dragsted vælger at forholde sig til hullerne i Mikkel Bolts argumentation, skønt enhver kan se at Bolt kommer med et kritisk indspark og ikke en færdig analyse. Det er dog et faktum at Enhedslisten, sidst partiets stemmer betød noget i det parlamentariske arbejde som Dragsted så ensidigt forsvarer, mest var garant for at Bjarne Corydon fik frit slag.
A propos Mikkel Bolt: Man kommer uvilkårligt til at tænke på Marx' kritik af dem han kaldte 'reolutionens alkymister'. Den virkelige kunst ligger i at forene parlamentarisk arbejde med mobiliserende arbejde i bunden af samfundet, reformkamp med samfundstranscenderende bevægelse, spontanitet med organisation og ledelse. En utrolig vanskelig opgave . Men det er ikke desto mindre den enste farbare vej. Man kan ikke, som Mikkel Bolt anbefaler, skyde genvej med noget i virkeligheden effektløs larm i gaderne .
Niels-Simon Larsen kl. 08.47 har fat i en løsning omkring den udbredte politikerlede.
Opstil en skyggeregering, som en tredje vej til enten en Løkke regering eller en Mette Frederiksen regering.
En sådan skyggeregering behøver ikke kun at bestå af partimedlemmer fra de partier, der bakker skyggeregeringen op.
@Holger Madsen: Tak. Mit forslag om at prøve at danne en skyggeregering var for lige at se, hvad vi var til - om noget, derude på fløjen. Kan vi stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele? Det kan da godt være, at nogle forsøger at flikke noget sammen, men for mig ser det mere ud, som om de sidder og fumler med værktøjet. Der kommer i hvert fald ikke noget til syne. Når vi hverken kan læse eller danse os til mere, end det vi ser nu, skal der gøres noget andet. Der burde være en debat om, hvad der burde gøres. Den kunne foregå her, fordi der hele tiden kommer artikler, men der er ingen politikere, der diskuterer med. Siden Ejvind trak sig eller blev gået, er der ikke sket en skid (det minder mig om Skousen, der synger: Der er ikke sket en skid siden 68.
Hvordan kommer der til at ske noget? Igen det folkelige pres, men hvor er det henne? Vi må se i øjnene, at hverken Ø eller Å kan samle noget, der minder om en opposition. Vi er så at sige ikke til noget. Når Løkke på Bornholm kan gentage, at det går ufattelig godt, er det foruroligende, for det går ufattelig varmt. Hvert år slår nye varmerekorder, og hvordan kan han så slippe igennem med at sige, at det går rigtig, rigtig godt? Det er da helt ude i hampen, men værre er, at venstrefløjen ikke kan få vælgerne til at forstå det. Det er der, problemet er. Vores problem.
Jeg nævner kun ordet skyggeregering for at illustrere, hvor langt venstrefløjen er fra målet. Vi er som knoldesparkere på grønsværen, der render rundt og sparker hinanden over benene. Det er selvfølgelig bedre end at stikke knive i ryggen på hinanden, men latterligt er vi. Vi er magtesløse, og det skal vi først indrømme. Højrefløjen har stort set frit løb. Mette kan være ligeglad med os. S er i kanen med DF. Der mangler selverkendelse om, at der skal ske en forening af de forandringsvillige kræfter. Det er som om, der slet ikke findes politisk, strategisk tænkning i øjeblikket.
Niels-Simon Larsen
Dit forslag om en skyggeregering er vi nok meget langt på afstand af, og ville jo næsten være en nummer to, den første består af S og DF.
Men at have en tredie 'skygge' liggende derude i landskabet er nu nok ikke så tosset endda. En skygge, alle bliver nødt til at tage alvorligt. Jeg mener fx. at ingen bør tage Å, Ø og SF´s opbakning til Mette Frederiksens S for givet, og slet ikke i alliance med DF. Dvs. at S kun kan regne med støtte fra den tredje skygge efter nærmere forhandling. Ingen automatik der.
Det er også Å's udmelding. Vist også Ø's. F er nok blødere i sværen. Men sådan tror jeg situationen tegner sig i Danmark frem mod næste valg.
Den " tredie skygge " kunne være spændende at have klar inden næste folketingsvalg, - med navne.!
Så siger vi 'tredje skygge', men her tror jeg kun på Ø og Å. Jeg kan ikke finde ud af, hvor F befinder sig. I det øjeblik, at Ø og Å finder ud af noget, går luften ud af F, tror jeg. Hvis vi ikke finder ud af noget og vinder vælgerne, kan enhver sige sig selv, at partierne til højre for Ø og Å fortsætter med at øve indflydelse og have magten, og så er det godnat Ole pengene ligger i vinduet og nøglen under måtten. I nogles øjne lever fløjen så videre i heroisk ensomhed, i mine i vanære.
Når jeg mener den " tredie skygge " kunne være spændende at have klar inden næste folketingsvalg - med navne. Så mener jeg ikke partinavne, men fagminister navne.
Kompetente fagminister, der ikke behøver at have en partibog i lommen.
En sådan skyggeregering kunne måske være et tiltrækkende håb for mange.
Pudsigt nok findes den idé, at parlamentarisk arbejde er ligegyldigt kun på venstrefløjen. Borgerskabet har aldrig været i tvivl om, at magt over statsapparatet er essentielt for at fremme klasseinteresser., Det er derfor, at der er noget, der hedder lobbyisme. Nu findes der naturligvis også venstreorienterede lobbyorganisationer, men ingen af dem har en størrelse, som kan måles med industriens og finanskapitelens lobbyorganisationer. F.eks. bruger den amerikanske finanskapital ca. $200 mia om året på lobbyvirksomhed, og det var årtiers målrettet lobbyvirksomhed, som fik afskaffet de mange begrænsninger, som præsident Roosevelt pålagde finanskapitalen efter den store depression i 30erne.
Et af hovedmålene med neoliberal økonomisk politik er at 'skærme' væsentlige økonomiske beslutninger fra folkevalgte politikere, som kunne finde på at gribe 'forstyrrende' ind i markedsmekanismen og foretage 'ukorrekte' økonomiske beslutninger. (F.eks. at prioritere bekæmpelse af arbejdsløshed højere end bekæmpelse af inflation.) Det er bl.a. derfor, at Europa Parlamentet i mange år ikke havde magt til at forkaste kommissionens forslag, og i dag stadigvæk ikke kan fremsætte lovforslag. Den herskende klasse har aldrig været i tvivl om, at magt over det kapitalistiske samfunds statsapparat er et væsentligt instrument i deres klassekamp.
Men er proletariatets-diktatur virkelig stadig målet for venstrefløjen??
Egentlig vil jeg opfordre Enhedslisten og deres medlemmer til at komme ud over rampen med budskabet/påstanden/indrømmelsen om, at det i virkeligheden er dem, der er de sande socialdemokrater. På den måde kan være at det, sådan på lavpraktiske vis, ville lykkedes dem at rykke nogle stemmer fra de falske socialdemokrater på den ekstreme højrefløj, uden at skræmme alle de gamle koldkrigs-skolede og kommunistforskrækkede væk fra deres yderst harmløse parlamentariske socialdemokratiske projekt.. Det må da siges at være "at spille det parlamentariske spil". Der vil givet vis give nogen ideologisk diskrepans hos nogle af listens nuværende medlemmer og støtter, men jo da nok ikke større end det er til at overkomme på en eftermiddag, vil jeg påstå.
@Holger: Ja. Et parti er nærmest tvunget til at stille ministre op, uanset om de har gode emner. En skyggeregering skal selvfølgelig komme med fagministre, man kan have tillid til. Vælgerne skal vide ikke blot hvad de stemmer på, men også hvem der kommer til at udøve magten.
Uanset om man stemmer blåt eller rødt i dag, ved man ikke, hvem der kommer til at sidde på taburetterne.
I et sort øjeblik kan jeg godt spørge mig selv, om det i virkeligheden bare drejer sig om, hvem der skal have lov at køre verden i sænk. Når de røde vil til magten, er det så ikke bare for at få en større del af kagen, ikke for at skåne naturen og bruge færre ressourcer og forbruge mindre? Mig bekendt tales der kun meget lavt om en helt anden livsform, altså en der gør menneskehedens overlevelse mulig. En der ikke ser ud til at mine børnebørn lever i en overophedet verden på deres gamle dage, eller får dem til at padle rundt i gaderne i gummibåde.
Højrefløjen har ingen visioner, for det går jo meget godt, men venstrefløjen burde da stille en redningsplan op for en mulig overlevelse, men jeg synes ikke engang, at der er en smule panik før lukketid. Ser jeg ud over det politiske terræn, ånder der fred og ro i vores kære, lille land. Man må konkludere, at det går godt, indtil det ikke går mere.
En mand står ved en kløft, der er 500 m dyb. Pludselig falder han ud over, og da han er faldet 50 m tænker han, at det her ender galt, men da han er faldet 300m, siger han til sig selv, at det går jo meget godt...
Det vi oplever idag er plutokratiets (rigmandsvældets) diktatur, men det er ikke det samme som, at venstrefløjen i dag ønsker sig et diktatur skabt af arbejdere - venstrefløjen er blevet mere moden og ser netop masser af udviklingsmuligheder i demokratiet.
Ja det er også det jeg tænker Poul Solrart Sørensen, så derfor undre jeg mig over udsagnet fra Ivan Breinholt Leth:
Pudsigt nok findes den idé, at parlamentarisk arbejde er ligegyldigt kun på venstrefløjen. Borgerskabet har aldrig været i tvivl om, at magt over statsapparatet er essentielt for at fremme klasseinteresser.
Underforstået, at klassekamp og/eller "progressivt" klassesamarbejde tilstadighed bør være venstrefløjens mål, frem for ophævelsen af klasserne.. Som jo ellers er det jeg forstår ved frihed, lighed og solidaritet..
Høhøhø, se hvad jeg fandt:
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2014/08/kommunismen-forsoegte...
Ø og Å er jo vidt forskellige, men kan sikkert finde sammen om mange ting.
Jeg tror de vil fortsætte med at udvikle sig selvstændigt hver især og ikke spekulere på evt. regeringssamarbejde før engang i fremtiden hvor den tid måtte komme.
Ud over det grønne må de have fællesmængder inden for finans-, bankvæsen og realkredit,, bevare bæredygtig statsdrift, nedsat arbejdstid, alternative organiseringer i landbruget og tilknyttede erhverv, undervisning uden styring af erhvervstankegang, kultur i fri dressur. m.m.
Jakob Lilliendahl
Jeg tror på klassekamp igennem oplysning.
Hvad der har hjulpet er dette. Det er på engelsk: The Century of the Self by Adam Curtis.
4 videoer
Man får et meget fint indblik i hele fænomenet Public relations and Advertising that is tied to everything, especially politics.
Hvis interesseret, giver jeg gerne et link til et 'transcript'.
Poul Solrart Sørensen
Der må jeg så nøjes med et beskedent håb om opbrud.. Oplysningen synes kuppet eftertrykkeligt..
Og når jeg skriver "oplysningen", mener jeg processen med at generobre menneskets plads i centrum af menneskenes verden.. Hvis der var nogen der var i tvivl..
Jeg kan blive helt i tvivl om hvad der er hensigten, når jeg sådan læser tråden igennem igen. Formålet med hele projektet er vel stadig at frigøre mennesket fra politiske, økonomiske og sociale herredømmeforhold, er det ikke? Og det er derfor at Enhedslisten går ind for frihed, lighed og solidaritet, ikke sandt? Jeg sidder dog tilbage med en fornemmelse af, at det "folket" og "deres lærde" og "deres ledere" vil, blot er at underkaste mennesket andre herredømmer, idet der ikke synes at være nogen tiltro til dets moralske karakter eller evner generelt.. Også er det MIG der blevet beskyldt for misantropi..
Men hvis det underkastede menneske er "den sande og retfærdige orden for den sande og retfærdige ordens skyld" skal jeg glædeligt hylde uretfærdigheden, for nu at parafraserer..
Erwin siger det måske bedst:
Jeg vil hverken være her til koncentrationslejrene for dem, der har den forkerte religion eller politiske observans, eller atomkrigen mod Rusland, så jeg kan sagtens more mig. I halvfjerdserne afskaffede venstrefløjen tilegnelse af viden i skolerne, så børnene kunne blive små dumme glade socialister.
I stedet blev de små dumme ondskabsfulde fascister – det passer nu engang bedre med den danske nationalkarakter. Og det ER da sjovt!
https://www.denfri.dk/2016/05/dagens-vittighed/
Hvis i vil ændre noget, kunne i jo lade være med at tage på arbejde i morgen, eller at betale for noget.. Det vil betyde mere end at afgive jeres stemme engang hvert 4. år, eller end at i melde jer ind i en interesseforening.. Det lover jeg!
Leo Nygaard
25. juni, 2017 - 14:43
"... frihed, lighed og solidaritet. "
Der er mange variationer og udviklinger gennem tiden af mottoet fra den franske revolution.
Her kommer du med en femte - tør vi sige georgisme.
Jeg forstår dog de to første
- den demokratiske stat repræsenterer jo netop friheden, og det fremgår tydeligt af deres grundlove. Her er intet jerngreb ud over indbildning i enkelte borgeres hoveder.
- lighed er typisk lighed for loven, og lige adgang til ansættelser og embeder, hvilket også er en af demokratiets mærkesager.
Hvorfor du vil have EL til at være liberale, ved jeg ikke, men i den dybe betydning af ordet liberal er de det faktisk. At tænke socialt er liberalt, din tredie pind. Men egoismens triumf er nærmere privatisering - EL foretrækker opretholdelse af bæredygtige statsvirksomheder så som DSB, DONG, POST, osv. EL vil gerne afskaffe overflødige regler, og det sidste bonmot, du kommer med: - alle har den frihed, der ikke begrænser andres tilsvarende frihed, - kan du også regne med, at EL går ind for med moderators mådehold.
Så dit sortsyn på EL's vegne lægge væk
https://www.leksikon.org/art.php?n=4753
Jeg er meget fristet til at sige ja til det hele, Leo.
Men, men...
- Jo, jeg tror bestemt, at EL vil løsne de bureaukratiske bånd,
- EL vil hellere end gerne hente skat ind på jorden, og lade alle deles om at passe på de naturgivne ressourcer.
- Den sidste pind kan jeg slet ikke se nogen uoverensstemmelse med EL i.
So, what's the problem?