Kronik

Politikerne hylder de negative former for vækst

KRONIK – De nye ledere, fra Macron til Mette Frederiksen, har fælles udfordringer: Markedsudviklingen svækker fællesskabet. Følgagtige politikere gør det værre
Når afstandene øges, og de økonomiske uligheder forstærkes, splittes befolkningen op i forskellige boligkvarterer. Ghettoer for fattige og udsatte og ghettoer for rige.

Når afstandene øges, og de økonomiske uligheder forstærkes, splittes befolkningen op i forskellige boligkvarterer. Ghettoer for fattige og udsatte og ghettoer for rige.

Jesper Nørgaard Sørensen

6. juni 2017

Vi 75-årige har oplevet utrolige forandringer. Det første tv. IT-revolutionerne. Globaliseringen. Indvandringen. Klimaændringerne. Vi har næsten alle fået det bedre, men er mere bekymrede. Hurra hvor forbedret og ak hvor forandret!

Men skal vi forklare tidens reaktioner mod systemet, er der i næsten alle vestlige lande tre fundamentale forandringer – tre former for negativ vækst, der går igen: Uligheden er vokset. Mange steder langt mere end i Danmark. Det giver polarisering.

Afstandene til alle former for kommercielle, politiske, administrative og uddannelsesmæssige centre er vokset. Det handler ikke kun om Bruxelles eller Washington, men også om afstanden til jobcentret, til arbejdet, til rådhuset og såmænd til skattevæsenet.

Opsplitningen er vokset. Der er flere ghettoer, både for de dårligst stillede og for de rige. Mennesker, der bor tæt ved os, er kommet på større afstand.

Uligheden analyseres nu grundigt. De to andre former for negativ vækst tales der sjældent om, men de tre hænger tæt sammen.

Synergien mellem dem har ført til, at fællesskabet har det dårligere, den sociale mobilitet er ringere, usikkerheden er vokset, og drømmen om lige muligheder for alle er døende. Fremtiden trues ikke kun af klimaændringer og konflikter, men også af manglen på naturlige fællesskaber.

Større ulighed fører til opdeling af samfund og boligkvarterer. Fællesskabsfølelsen og troen på, at vi som individer har indflydelse, mindskes. De negative konsekvenser af indvandring forstærkes, og indvandringen bliver en selvstændig faktor i den yderligere opsplitning.

Det er rigtigt, at det med hensyn til ulighed står bedre til i Danmark end de fleste andre steder, men synergien mellem øget ulighed, afstand og opsplitning er markant.

Langt mellem mennesker

Vi hylder demokratiet, men demokrati har også med nærhed at gøre. Demokrati fungerer bedst i oplevede fællesskaber. Hvis vi ikke er fælles om ret meget, har demokratiet dårlige vilkår.

Jeg tror, det er et fællestræk i den vestlige verden, at følelsen af reelt fællesskab er svækket. I 1973 skrev E.F. Schumacher bogen Vækst eller velfærd med undertitlen Småt er smukt. Den skabte stor debat, men ændrede ikke udviklingen.

I dag ser vi verden over tusindvis af forsøg på at genskabe ægte lokale produktions- og boligfællesskaber. De går stik imod en udvikling, der stimulerer alt, hvad der er stort.

Jeg kan huske, at man en gang flyttede centre ud i Danmark. I min barndom havde vi også store afstande. Vi måtte rejse efter uddannelse, for kommuneskolen tilbød kun de lovpligtige syv skoleår. Uddannelse var ikke for de fattige. Der skulle betales dyre skolepenge.

Men velfærdsstaten skabte flere muligheder uden for hovedstaden og de største bycentre. Centre rykkede ud i landet ikke mindst på uddannelsesområdet. Alle dele af landet fik del i udviklingen. Der blev større lighed.

Med afviklingen af familielandbruget gik det den modsatte vej. Større landbrug med færre beskæftigede udhulede grundlaget for bæredygtige lokalsamfund. I andre lande – eksempelvis i Storbritannien – var udviklingen endnu mere dramatisk, da beskæftigelsen blev afløst af fattigdom i traditionelle industriområder.

Politiske beslutninger forstærkede udviklingen. I Danmark har den ene reform efter den anden afviklet politiske og administrative centre (rådhuse, politistationer mv.), som skabte lokal struktur og fællesskab. Nu kan man dårligt være arbejdsløs uden bil, for der er langt til jobcentret.

Surrealistisk ulighed

Markedsudviklingen øgede også den økonomiske ulighed. Mange virksomheder flyttede ud til lavere lønninger, og hjemme pressede importeret arbejdskraft de laveste lønninger ned. Mest i lande uden effektive fagforeninger, men også her. De nederste lønninger skulle holdes i ro, mens direktionslønningerne steg med raketfart.

Den andel af virksomhederne omsætning, der går til lønninger, er faldet, men udbyttet er øget. Ledelserne knyttes til udbyttetænkningen og har fået enorme lønstigninger.

Igen har det politiske svar været at styrke den negative tendens yderligere. Man har reduceret al beskatning, der kunne hæmme investorers lyst til at investere. Man har sænket formueskatter, arveafgifter og topskatter for at oliere systemet. Og reduceret de laveste ydelser til de fattigste for at sikre, at det betaler sig at arbejde.

Den offentlige sektor er svækket til fordel for den private sektor. Offentlige virksomheder privatiseres, og opsparing er flyttet fra offentligt til privat formueregi. Mange steder langt mere dramatisk end i Danmark.

Økonomen Thomas Piketty har beskrevet, at udviklingen siden 1970’erne i land efter land har reduceret det offentlige ejerskab voldsomt og øget den offentlig gæld. De private formuer er mangedoblede og koncentreret på stadig færre hænder.

I min barndoms landsby havde vi også ulighed. Den var synlig og til dels forståelig. Ligesom den var det i de faglige kampe mellem lokale fagforeninger og arbejdsgivere. I dag er uligheden uforståelig og surrealistisk, som når vi ser, at direktøren på mindre end en uge tjener, hvad en lønarbejder tjener på et år.

Når afstandene øges, og de økonomiske uligheder forstærkes, splittes befolkningen op i forskellige boligkvarterer. Ghettoer for fattige og udsatte og ghettoer for rige. I Danmark har vi endnu til gode at se indhegnede rigmandsghettoer, men de kommer.

København kæmper en tapper kamp for at levere boliger til almindelige mennesker, men kampen har udviklingen imod sig. Se blot Paris og London. Det er snart mange år siden, at jeg i et møde på Politigården i København fik at vide, at det er svært at sikre politiberedskabet i hovedstaden, fordi en stor del af betjentene bor i Ringsted eller længere væk, hvor de kan betale huslejen.

Den nationale politik har også her bidraget til at sikre de velstilledes tryghed. Senest herhjemme med boligskattereformen. Den drysser sukker over boligejere landet over, men de, som ingenting ejer, mister mulighederne for at få mere, fordi det offentlige råderum bruges på alle mulige andre end dem.

Forkert vækst hyldes

Hvad enten man er en liberal Macron eller en socialdemokratisk Mette Frederiksen er forudsætningen for succes, at de tre strukturelle udviklingsproblemer reduceres.

De liberale må gøre op med neoliberalismens negative konsekvenser. Socialdemokraterne må gøre op med den økonomiske følgagtighed. Det er fint, at Socialdemokratiet omsider sætter fokus på at bekæmpe ulighed, men det er ikke gjort med det. Og løsningen er ikke at lukke Danmark for indvandring, samtidig med at man hylder den forkerte form for vækst.

Kravet er blandt andet at fremme lokale fællesskaber, som kan skabe nærhed og sammenhængskraft, samtidig med at man langt mere aktivt kæmper for europæiske løsninger, hvor det er nødvendigt, så eksempelvis indvandring ikke fører til alles kamp mod alle.

Som i klimakampen handler det om at opstille de rammer, som regulerer markedet, så det ikke smadrer fremtiden.

Det forudsætter et langt mere positivt lokalt-nationalt samspil end regeringen og Finansministeriets negative kontrol med kommunale og lokale indsatser.

Det forudsætter som eksempel også reel støtte til lokale jobskabende landbrugs- og fødevarefællesskaber, nu hvor udviklingen i landbruget hverken er beskæftigelsesmæssig eller miljømæssig bæredygtig.

Det handler ikke om at skrue tiden baglæns, som når man hævder at kunne forene globalisering med lukkede grænser. Men om forudsætningerne for et reelt folkestyre. Hvad har vi tabt i de seneste årtiers udvikling, og hvad vil vi gerne genvinde?

I Frankrig er præsident Macron måske sidste chance for et liberalt opgør med neoliberalismens skadevirkninger. I Danmark har vi lidt mere tid. Men udviklingskursen skal lægges om. Hellere i dag end i morgen.

Knud Vilby er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristine Skøtt-Jensen
  • Pernille Elholm
  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Esben Lykke
  • Flemming Berger
  • Kristen Carsten Munk
  • Jesper Eskelund
  • Leo Nygaard
  • Erik Nissen
  • Ole Henriksen
  • Ejvind Larsen
  • Margit Tang
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Kristine Skøtt-Jensen, Pernille Elholm, Ervin Lazar, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Esben Lykke, Flemming Berger, Kristen Carsten Munk, Jesper Eskelund, Leo Nygaard, Erik Nissen, Ole Henriksen, Ejvind Larsen, Margit Tang, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Skredet i Danmark, ses nedefra, er værre end Vilby vurderer det.
Tillid, som er bygget op over årtier og årtier, tager det kun en 10 - 15 år at lægge i ruiner. Det er ved at være nu.

Mads Aagaard, Ervin Lazar, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Torben Kjeldsen, Flemming Berger, Heidi Larsen, Kim Houmøller, Erik Nissen, Kaare Skyum, John Christensen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er så sørgeligt. Socialdemokratiet har i den grad svigtet sit eget grundlag, Venstre og DF har undermineret sammenhængskraften og solidariteten forsvinder. Og det er dem vi nok skal trækkes med efter et kommende valg.. SUK!

John Christensen

"Hvad enten man er en liberal Macron eller en socialdemokratisk Mette Frederiksen er forudsætningen for succes, at de tre strukturelle udviklingsproblemer reduceres.
De liberale må gøre op med neoliberalismens negative konsekvenser. Socialdemokraterne må gøre op med den økonomiske følgagtighed. Det er fint, at Socialdemokratiet omsider sætter fokus på at bekæmpe ulighed, men det er ikke gjort med det. Og løsningen er ikke at lukke Danmark for indvandring, samtidig med at man hylder den forkerte form for vækst." skriver Knud Vildby her over.

Skulle der evt. have stået:
Løsningen er, at lukke Danmark for indvandring, og samtidig hylde den rigtige form for vækst (nærhed/lokalt)?

Ulighed, afstand og opsplitning - spændende spændende, men hvorfor lægger skribenten op til europæiske løsninger - når nu EU er selve kernen i problemerne?

Naivt at ville ændre EU, som lige præcis styrer hhv. Macron og Frederiksen, så de er helt forblændede.

Er Knud Vildby berøringsangst overfor udlændingedimensionen i den aktuelle situation, siden den problemstilling lige skulle sættes i samme sætning som - forkert vækst?

Martin Sørensen

I en doktrin hvor vores penge er skabt som gæld i jordspekulation.
Er alt andet end neoliberalismen umulig. ja dette er forudsætningen for. de neoliberale nødvendigheder, som der kommer med kølvandet på de naturlige kollaps. som denne økonomiske doktrin medfølger.

Dette mærker vi som "nødventighedens politik". der kort fortalt er bankerne som der er blevet to big to fall. så man smøre regningen ud på os. folket for elitens bolig fest.

For hvad ser vi nu gentage sig som en evindelig genudsendelse af stupiditet. jo jordpriserne eksplodere. mens vi med negative renter ser folk tage lån i deres "friværdi".
Som der sender forbruget op, mens, karrusellen igen køre, hurtigere og hurtigere til den igen kollapser. mens turene i karusellen bliver kortere og kortere med stadig større vækst. bliver. reparationer af karrusellen, stadigt. mere og mere omfattende. efter hver tur.

jeg vil præsentere jer for en skidt karl han hedder onkel friværdi , og er et dovent rad.
Alle penge som der skabes i dette samfund, i den økonomisk vækst. samles op af onkel friværdi. som der nu går sin rute rundt i samfundet hos alle "jordejere". jo tættere du bor på storbyen jo mere vil du få af samfundets værdierne af onkel friværdi, bor du til leje vil du ikke få en bøjet femogtyveøre-. og jo længere du bor væk fra storbyen og motorvejen jo længere kommer du væk fra onkel friværdis postgang. dem som bor helt ude i "UDKANTS DANMARK" for ikke en bøjet femogtyveøre. ca 2/3 dele af befolkningen har ikke en bøjet femogtyveøre, af samfundets vækst-

mens det er onkel friværdi som der giver boligejere i de store byers " gratis frokost"-
og det er precist som man siger der eksistere ikke noget som der heder en "gratis frokost".
Denne frokost er betalt af de sociale nedskæringer, halvtomme landsbyer der er drænet for liv. mens den nære. uligheden og fordeler samfundets værdier på stadigt færre hænder som også beskrevet af Thomas piketty. Bolig skatteforliget har kun forøget dette problem. og nu givet umiddelbart 20 milliarder mere til onkel friværdi som han nu vil gå på sin sædvanlige postomdeling med. mens denne her krise som der nu er ved og blive bygget op er krisen der vil få alle andre kriser til at ligne en søndagsudflugt med pigespejderne, bolig boblen sammen med peak oil resurse krisen, sammen med valutakrisen. ærligt så kan det faktisk være muligt og genopbygge karrusellen efter denne her omgang.

Om vi har en fransk puf macron kage og dejlige grå tysk merkel, kan ikke ændre på den økonomiske tyngdekraft, euroen vil kolapse sammen med dollaren og kroen, da den er fuld af den samme luft som der bære. vores. huspriser og akise værdier.

Kun en total. gældssanering kan redde os ud af denne omgang, med karrusellen, og sammen med den realitet må vi håbe på at folket nu forstår at vi skal ha en omlægning af hele den måde som karrusellen drives på. så den ikke er totalskadet. hvert 10 år og sender os ud i 7 års krise og 3 års fest.

hele problemet som der er beskrevet kan ikke løses uden at vi sætter onkel friværdi i fængsel for sine forbrydelser imod samfundet og tvinger ham ud på den RIGTIGE post omgang så ALLE borgere har del i samfundets vækst. med en

:fuld grundskyld på alle jordværdier.
: penge som der er skabt uden vækst
: direkte demokrati
: og en samfunds dividende ( en ubetinget (basisindkomst / borgerløn ) , der består af værdierne af den fulde grundskyld.

vi skal stoppe med at symptombehandle og erkende at det er hele motoren der driver karrusellen der er problemet.

Martin sørensen medlem af landsledelsen af retsforbundet danmarks bæredygtige parti-.

Randi Christiansen, Torben Arendal, Leo Nygaard, Tor Brandt og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Gode tanker. Gad vide hvad det er, der får dem til at handle med denne ødelæggende stupiditet?

Kristen Carsten Munk, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek og Martin Sørensen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Ifølge undersøgelser er det nette sum af 70 milliarder - milliarder $ ført i skattely. Gemt af banker og internationale virksomheder, tæt hjulpet af politikere fra Frankrig og Tyskland. Disse penge er helt ude af kontrol. At der nu mangler midler til simpel velfærd i den Vestlige økonomi er selvklart. Hvor mange milliarder vore skatteministre har ladet forsvinde, er småpenge i det spil!

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Martin Sørensen angriber nældens rod - både samfundets indtægter og udgifter.
Det kan tidens politikere ikke klare og demokratiet heller ikke.
Vi, borgerne kan kun " fremme lokale fællesskaber, som kan skabe nærhed og sammenhængskraft," ved at spille fodbold og ludo - eller drikke en bajer ved et grundlovsmøde, hvor politikere rakker ned på de andre og fremhæver sig selv. Samfundets dårligdomme kan de ikke gøre noget ved - Ingen nævnt, ingen glemt.

Det gamle ord "fremmedgørelse" må i brug igen. Fremmedgørelse overfor statens styring, som den enkelte føler sig magtesløs overfor, og en hengivelse til ligegyldige sociale medier, som kun medvirker til alles egotrip.
Deraf følger de velkendte negative virkninger for dagligliv i Danmark for voksne og værre, osse for børn !
Har du fået dit daglige narko ?

Søren Kristensen

Cool analyse og tankevækkende kommentarer. Gid den må blive læst vidt og bredt.

Kristine Skøtt-Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar