Kronik

De politiske beslutningstagere er ikke viljesløse marionetter i elitens magtteater

En selvcentreret elite sætter egne interesser igennem på folkets bekostning. Sådan lyder en populær påstand, der er blevet gentaget igen og igen siden 1970’erne. Men ser man på tilblivelsen af vor tids mest omfattende reformer, står det klart, at det er de folkevalgte, der styrer slagets gang
Har departementscheferne på Slotsholmen en hemmelig pagt om at lægge ’udkantsdanmark’ øde? Er det Finansministeriets ansatte, der dikterer den udvikling ud fra deres egne personlige interesser? Nej, det er ikke denne ’elite’ – den såkaldt ’uddannede klasse’ – men derimod de folkevalgte politikere som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der har truffet beslutningerne om at centralisere.

Har departementscheferne på Slotsholmen en hemmelig pagt om at lægge ’udkantsdanmark’ øde? Er det Finansministeriets ansatte, der dikterer den udvikling ud fra deres egne personlige interesser? Nej, det er ikke denne ’elite’ – den såkaldt ’uddannede klasse’ – men derimod de folkevalgte politikere som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der har truffet beslutningerne om at centralisere.

Rune Aarestrup Pedersen

29. juni 2017

Kaare Dybvad Beks bog De lærdes Tyranni indskriver sig i rækken af værker, der påpeger påståede eller reelle konsekvenser af klasseforskelle i Danmark.

Substansen i disse meget forskellige værker – fra Jørgen S. Dichs Den herskende Klasse (1973), Christopher Laschs Eliternes oprør (1996) og Lars Olsens Eliternes triumf (2010) – er nogenlunde den samme: Eliterne har udviklet sig fra at levere viden og administrative ydelser til et politisk niveau til selv i egen interesse at påvirke den politiske beslutningsproces for derefter at høste fordelene bl.a. ved at sikre en uddannelsespolitik, der kan reproducere den herskende klasse.

I naboopgangen rumsterer Fonsmark (Historien om den danske utopi (1990)), Fogh Rasmussen (Fra socialstat til minimalstat (1993)) og Opgøret med ’smagsdommerne’ i 2002.

I den dybvadske og (olsenske) verden står eliterne i modsætning til ’det folkelige’. De lever fysisk og åndeligt langt fra de mennesker, der må finde sig i konsekvenserne af deres indsats i form af bl.a. den offentlige forvaltningsvirksomhed.

Uanset de relevante problemstillinger og analyser, der peger på skævheder i løndannelse, uddannelsespolitik, den administrative infrastruktur, konsekvenser af globalisering og EU-medlemskab osv., aner man bag de nævnte værker en sammensværgelse udtænkt af eliten med henblik på »at gøre folket til almue igen«, som Dybvad formulerer det.

Han anfører også de lærdes mål: Overakademisering, velbetalte ’kreative’ stillinger, billige servicearbejdere og centralisering uden ende. Tilsvarende Dich: »Den herskende klasse er ud fra egen interesse interesseret i, at de offentlige ydelser i humanitetens, sundhedens eller uddannelsens navn ekspanderes i stadigt stigende grad.«

Almindelige menneskers indflydelse på samfundsudviklingen og folkestyret undergraves.

Elitære dukkeførere

Hvem er denne elite?

Lasch beskriver »den nye klasse« som »en ny klasse i den forstand, at deres udkomme ... er baseret på deres udnyttelse af informationer og faglig ekspertise. Deres investering er i uddannelse og information … «.

Olsen opererer med tre eliter, som han sammenholder med en kategori kaldet »de øvrige vælgere«. Disse tre eliter, der angives at udgøre seks procent af befolkningen, er: erhvervseliten, djøflag og kultur- og uddannelseseliten.

Holck Poulsen-familien er næstrigest. Mange kender til Bestseller. Mere ukendt er det, at de også har anseelige investeringer i e-handels-virksomheder i Danmark og udlandet – ikke mindst Zalando.
Læs også

Dichs herskende klasse omfatter tillige den dengang stærkt voksende gruppe af pædagoger, socialrådgivere og lærere. Dybvad overtager, så vidt ses, Olsens inddeling, dog med betegnelsen »de lærde«.

Det er de uddannede klasser, der har taget magten. Men ingen dokumentation afslører eliternes fremfærd i de politiske kulisser. Læserne må derfor opfatte de politiske beslutningstagere som viljesløse marionetter i et magtteater, hvor eliterne har bestemt repertoiret.

Politikerne er reformivrige

Hvad har politikerne foretaget sig?

Et kort tilbageblik over tilblivelsen af de store reformer siden 1960’erne er illustrerende: Socialreformen (1974), kommunalreformen (1970), planreformen (1976), EF-medlemskabet (1973), miljølovgivningen, 00’ernes strukturreform og opgavereform, politikredsreform (2007), retskredsreform (2007) og alle mulige uddannelsesreformer.

Eliten leverede det nødvendige arbejdsgrundlag, men listede disse eksperter også deres egne interesser igennem? Var de dukkeførere, der fik politikerne til at træffe beslutninger, som især gavnede deres egne elitære interesser?

På 35 år gik man fra omkring 850 kommuner til 98 samt fem regioner.

Var det eliten, der fandt på denne centralisering, med bl.a. den fatale overflytning af skatteligning, opkrævning samt ejendomsvurderinger til staten? Nej. Det var Fogh, Løkke, Thulesen Dahl og Kjærsgaard.

Politikredsene blev reduceret fra 54 til 12. Retskredsene fra 82 til 24. En sådan centralisering var ikke set siden 1919. Var det noget, justitsministeren lod sig forføre til som en håndholdt repræsentant for eliten? Var det meget store flertal, der vedtog konsekvensændringerne i retsplejeloven, i den herskende klasses sold?

Nej. Det var politikerne, der efter at have stillet 160 spørgsmål til justitsministeren, modtaget dusinvis af deputationer og skriftlige henvendelser samt afgivelse af en udvalgsbetænkning på 22 sider, til sidst stemte lovforslaget igennem.

Med socialreform, miljølove og strukturreformen i 2005 blev der stillet større krav til den kommunale forvaltning. Kvaliteten af sagsbehandlingen skulle forbedres.

Kommunerne skulle styrke det lokale demokrati gennem stærke og bæredygtige kommuner, som det hed i regeringsoplægget Det nye Danmark. En offentlig sektor tæt på borgeren (2004). Den kommunale administration blev styrket både kvantitativt og kvalitativt.

Opgaveflytningen fra amtskommuner og stat betød, at det professionelle forvaltningspersonale (djøfferne) måtte veje tungere i det kommunale arbejde end tidligere.

Hemmelig pagt?

Både Olsen og Dybvad har peget på, hvor galt det er gået.

Kommunalbestyrelsesmedlemmerne har mistet indflydelse, afstanden til de kommunale beslutningstagere er stærkt forøget, politiets tilstedeværelse i lokalsamfundet er nærmest afviklet, og mange gamle købstæder har åndenød, ikke mindst på grund af en stadig strammere statslig styring af den kommunale økonomi gennem budgetloven.

Den såkaldte udkantsproblematik blev dermed forstærket og æder sig i varierende grad ind på de lidt større bysamfund.

Men er det kommunaldirektørernes fejl? Eller har departementscheferne på Slotsholmen en hemmelig pagt om at lægge ’udkantsdanmark’ øde? Er det Finansministeriets ansatte, der dikterer den udvikling ud fra deres egne personlige interesser? Eller ved de bare, hvordan deres minister tænker, arbejder på grundlag af denne viden og formår at tilrettelægge de ønskede politiske udspil herefter?

Konklusionen af denne gennemgang er, at eliten, herunder navnlig djøflaget, gør, hvad den altid har gjort: Forbereder reformer og lovgivningsinitiativer til politisk beslutning uden nogen påviselige hensyn til egne interesser generelt eller konkret.

Denne forberedelse har skiftet karakter med hensyn til den ’politiske’ indføling, hvilket har gjort embedsværkets politologiske profil stærkere end kendt fra tidligere tiders Max Weberske idealtyper. Men det betyder ikke, at djøfferne i stigende grad forfølger egne interesser – snarere tværtimod.

Alt tyder på, de er mere optagede af deres ministers interesser end nogensinde.

Folkevalgte i øjenhøjde

Men hvad med politikerne da? Hvis ikke de er viljeløse marionetter, er de så en del af den selvcentrerede elite?

Flere af de nævnte værker byder på bekymring for Folketingets uddannelsesmæssige sammensætning og en påstand om, at mens den letter kommunikationen med embedsværket, skaber den barrierer i kontakten med vælgerbefolkningen.

40 procent af folketingsmedlemmerne efter valget i 2007 havde lange videregående uddannelser. For MF’ere under 40 år var dette tal 71 procent sammenholdt med befolkningens kun 6 procent. Det ser skræmmende og problematisk ud.

Men havner politikerne i lommen på embedsværket af den grund?

DF’s Morten Messerschmidt (cand.jur.) formidlede sin politik med succes ved Europa-Parlamentsvalget i 2009. Han fik 284.000 stemmer. Genvalgt i 2014 med over 400.000 stemmer. Venstres Fogh Rasmussen (cand.oecon.) blev valgt ind i 1977 og genvalgt ved samtlige valg, indtil han foretrak NATO.

En akademiker kan altså formidle et politisk slagkraftigt budskab, uanset at politikformidling ikke mindst i lyset af EU-medlemskabets store indflydelse på dansk politik er blevet en kompliceret sag. De ovennævnte danske reformer blev nok af den grund aldrig gjort til valgkampspørgsmål trods deres vidtrækkende konsekvenser. Var det eliten, der forhindrede det?

En lang uddannelse er således ikke nødvendigvis i sig selv nogen større hindring i forhold til kontakten med ’folket’.

Befolkningen er blind over for magtelitens dominans, mens eliten selv forsøger at omtale sig som en del af folket. Ny bog afdækker, hvordan de 423 mennesker i magteliten er forbundet. Og når vi går til valg, er det kun få procent, vi selv kan udskifte
Læs også

Folketingsmedlemmer bor blandt almindelige mennesker i parcelhuse, ejerlejligheder, andelsboliger og lejeboliger. De har naboer, som de snakker med. De møder dem hyppigt og færdes i fritiden i de samme omgivelser som deres vælgere.

Problemet er nok snarere, at flere yngre folketingsmedlemmer ikke har færdiggjort deres uddannelse, ikke har prøvet kræfter med livet på en arbejdsplads og stiftet bekendtskab med tilværelsens mangfoldighed og kompleksitet. Her peger pilen mod de vælgerforeninger, der opstiller kandidaterne.

De er måske benovede over at få æren af at opstille en fra eliten?

Afslutningsvis kan noteres, at hverken Dich, Olsen eller Dybvad ulejliger sig med andre forklaringer end en påstand om, at det er eliterne, der har erobret magten efter års tilløb i form af stadig mere uddannelse.

Hvordan det er gået til, hvilke andre mekanismer i samfundets grundstruktur der har skabt et uddannelses- og informationssamfund, undersøges ikke. Generelle forklaringsmodeller, der kunne tage udgangspunkt i en kritik af kapitalens betragtelige indflydelse, synes bandlyst.

Endelig er det påfaldende, at disse værker undgår valide undersøgelser af de værdier, der trives blandt de højt uddannede politikere. Det kunne være godt at vide, om de værdisæt, der hævdes karakteristiske for eliten, bare er nogenlunde sammenfaldende med værdierne hos de MF’ere, der har påbegyndt eller afsluttet tilsvarende uddannelser.

Det er trist. Alle mellemregningerne og alternative indfaldsvinkler er udeladt, men de er måske ligegyldige, når facit på forhånd er givet.

Leif Hermann er cand.jur., pensioneret seminarielektor og tidligere medlem af Folketinget valgt for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sidsel Jespersen
  • Anne Albinus
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Niels Duus Nielsen
  • Ib Jørgensen
  • Grethe Preisler
  • Ervin Lazar
  • Hans Larsen
  • Ejvind Larsen
Sidsel Jespersen, Anne Albinus, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen, Ib Jørgensen, Grethe Preisler, Ervin Lazar, Hans Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Simonsen

Godt nok nogle år siden jeg læste Jørgen Dich, men på sin plads, at få ham og andre problematiseret.
Men der er kun en lidt vag henvisning til kapitalens indflydelse. Det var måske det der burde analyseres?

Ervin Lazar, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Britt Kristensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

I slutningen af 70'erne forskede jeg (med kolleger) i konsekvenserne af kommunalreformen af 1970, hvor 1098 kommuner blev til 277 (275) og amternes antal gik fra 25 til 14.
I slutningen af 90'erne forskede jeg så i, hvordan man i EU søgte at centralisere den fysiske planlægning i medlemslandene, bl.a. gennem strukturfondene.
Det har ligget som en ikke udtalt forudsætning bag alle disse tiltag, at det var forvaltningen (ikke styringen) af kapitalismens udviklingsbehov, der var det grundlæggende problem. Samt imødegåelse af de mest åbenlyst negative konsekvenser for samfundet. Disse processer er borgerne i et vist omfang blevet inviteret til at deltage i, men ikke kontrol over eller styring af udviklingen.
På dette punkt har intet ændret sig.

Henning Kjær

Nej politikerne er ikke viljeløse ofre marionetter i elitens magtteater, de er stålsatte i deres reformiver i al deres uerfarenhed, og derfor hopper de gang på gang med på ”djøffers” teoretiske fremtidsreformer. Alt for mange politikere har ikke prøvet kræfter med livet på en arbejdsplads og livets mangfoldighed.
At de bor og lever blandt ”folket” er ikke ensbetydende med, at de er kender til mere almindelige menneskers livsvilkår.
Der er ingen elitær sammensværgelse mod folket, men eliten er dem der tromler frem som lemminger med tidens buzzword støttet af ligeså uerfarne højtuddannede amatører, de ikke har erkendt Donald Rumsfelds legendariske:
" There are things we know that we know. There are known unknowns. That is to say there are things that we now know we don't know. But there are also unknown unknowns. There are things we do not know we don't know.”

Politikerne/eliten opfører sig som om der ikke er ”unknown unknowns”, men at verden i høj grad er som de selv tror den er.

Anne Eriksen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Britt Kristensen, Niels Duus Nielsen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg ved ikke, hvem der er i lommen på hvem.
Set nedefra og på behørig afstand af magtens maskinrum, som et måske meget rammende politikeranvendt udtryk lyder, er det komplet umuligt at gennemskue.

Jeg ved, at jeg selv ingen magt eller indflydelse har, ud over hvad jeg kan skrive i kommentarfelter som dette.
Ingen i min omgangskreds er embedsmænd eller politikere eller elitære. Eller har kapital, for den sags skyld. Hverken den moralske, den økonomiske eller den kreative magt trives i vores nærhed.

Det kan meget vel være, at magten ikke ligger hos en ikke nærmere defineret elite, men den ligger heller ikke blandt halvtstuderede, arbejdsmarkedsfjerne politikere, som har gjort sig uendeligt få erfaringer i den verden, deres vælgere lever hele deres liv i.

Måske er jeg forført af ideen om, at magten ligger hos en 'elite'.
Men hvis den ikke findes, denne elite,
hvor er magten så?

Allan Stampe Kristiansen, Hanne Ribens, Søren Andersen, Søren Roepstorff, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg er for tiden ved at tygge mig igennem "Magteliten - Hvordan 423 danskere styrer landet". Ifølge denne analyse er det ikke så meget embedsværket eller de menige folketingsmedlemmer, som det er nuværende og forhenværende toppolitikere, erhvervsfolk og fagforeningfolk, der udgør den elite, der har den reelle magt her i landet. Så Kaare Dybvad burde måske se indad, når han kritiserer "eliten" - han tilhører den formodentlig selv, eller håber en dag at komme til det?

Søren Andersen, Søren Roepstorff og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Al debat om hvem der styrer Danmark anno 2017 er ganske enkelt brød og skuespil for hele vælgerbefolkningen, for de politiske beslutningstagere ved udmærket godt, at både de selv og landets højtstående embedsmænd med DJØF’erne i spidsen, ikke er andet end marionetdukker for EU-kommissionen i Bruxelles, der sidder hver dag og udsteder det ene EU-direktiv efter det andet til de 28 medlemslande.

I dag sidder vi i en situation, hvor otte ud af ti udstedte EU-direktiver fra Bruxelles bliver implementeret direkte i dansk lovgivning af ministeriernes embedsmænd. Uden at de bliver forelagt politikerne i Folketinget. De eneste til at protestere over denne uhyrlige politiske centralisering og ensretning af magten fra EU’s side, er partierne Dansk Folkeparti, Enhedslisten og til dels Liberal Alliance, der konstant bliver underkendt i repræsentativt demokratisk flertal af de seks EU-partier med Socialdemokratiet i front.

De folkevalgte politikere har i den sidste ende meget lidt indflydelse på Danmarks overordnede nationaløkonomi, fordi EU-kommissionen med alle sine anonyme ikke-folkevalgte embedsmænd og de mange internationale lobbyister, reelt styrer ”butikken” Danmark gennem EU-direktiver i et sådant omfang, at de ni partier inde på Christiansborg i realiteten kun får lov til at omfordele økonomiske midler for omkring 40 milliarder kroner ved hver finanslov, resten er bestemt på forhånd i EU-regi.

Joh, de politiske beslutningstagere (lovgiverne) er i sandhed viljeløse marionetter i elitens magtteater, nemlig magteliten i EU-kommissionen, og de højtlønnede DJØF-embedsmænd er blevet deres villige opportunistiske håndlangere. En ansvarsløs og ansvarsforflygtigende højt lønnet magtelite, der uden skelen til vælgerbefolkningens ønsker i demokratisk flertal, bare implementerer det ene EU-direktiv efter det andet. Uden forudgående folkelig debat i medierne – samt debat og afstemning i repræsentativt flertal i Folketinget.

DJØF-magteliten giver ordrerne nedefter i den danske centraladministration, hvor alle 70.000 ledere i ren og skær opportunisme bare makker ret. Enhver liberal og fordomsfri kritik af EU-direktiverne er bandlyst. Hvis man som højtstående embedsmand protesterer over beslutningerne fra Bruxelles, kan man være helt sikker på, at man hurtigt står ude på gaden uden arbejde. Og hvem ønsker at miste en stilling til 80-100.000 kroner om måneden?

Eliten inden for kultur og uddannelse, herunder pædagoger, socialrådgivere og lærere, er ligeledes fuldstændig kontrolleret, i deres tilfælde af DJØF-eliten. En gennemgående rød tråd for alle disse faggrupper er, at DJØF’erne gennem årene har etableret en uhyggelig politisk korrekthed nedefter i systemet. Helt i EU`s ånd. Hvilket indebærer, at beslutningstagere på alle niveauer i landets centraladministration altid makker ret i ren og skær opportunisme, fordi de som DJØF’erne selv ønsker at overleve socialt og økonomisk med høje sikre overenskomstmæssige lønninger, ferie, pension og frynsegoder etc.

Hvis man endelig skal tale om en selvcentreret elite må det være erhvervslivet med Dansk Industri i spidsen, der er hamrende ligeglade med Kongeriget Danmark i national betydning, og deres indflydelse er sammen med EU-kommissionens embedsmænd så dominerende, at samtlige højtstående embedsmænd i ministerierne blot makker ret, når direktiverne strømmer ind fra Bruxelles. Vi har som bekendt været EU’s duks i mange år med hensyn til implementering af EU-direktiver og centralisering af magten gennem stribevis af reformer, der også i stor udstrækning er dikteret fra Bruxelles, ikke udelukkende af politikere som Anders Fogh Rasmussen.

Så, ja, de uddannede klasser med DJØF’erne i front har i sandhed taget magten, men desværre som intet andet end politiske håndlangere for EU-kommissionen i Bruxelles, hvis eneste interesse med hensyn til Danmark er, at skabe fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser for de internationale privatejede multinationale koncerner og konglomerater. De er hamrende ligeglade med befolkningen i et land som Kongeriget Danmark, og de ser os gerne nedlagt som nationalstat, jo hurtigere desto bedre, så vi bliver en sølle delstat under EU.

Men lige så længe alle de ledende offentligt ansatte embedsmænd og EU-partierne med sine erfarne og uerfarne politikere, lader sig køre rundt i cirkusmanegen som marionetdukker i et sygt geopolitisk spil om politisk og økonomisk magt for EU-kommissionen og de multinationale koncerner med alle deres lobbyister, ja, lige så længe vil danske politikere og embedsmænd være gennemsyret af opportunisme, ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse omkring al politisk beslutningstagning i fremtidens Danmark - skønt de folkevalgte politikere er de eneste som kan ændre alt gennem beslutninger i simpelt flertal.

Desværre har alle tilsyneladende solgt deres sjæl til New World Order.

Søren Roepstorff, Ivan Breinholt Leth og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Politikerne er ikke et bred udsnit af befolkningen på alle måder. Derfor er de en del af eliten.
Den samlede elite er ikke på bølgelængde med befolkningen.

Hvis "eliten" i et privat virksomhed var på samme måde, ville firmaet ikke leve længe. De gode ledere ved at alle funktioner på alle planer skal være velfungerende.
Samfundet ville "profitere", hvis dets elite underordnede sig denne model.
Vi ser grusomme eksempler på, hvordan det går, når de ikke gør det.

EWII (et forsyningsselskab i Jylland) er et godt eksempel på halvoffentlige, bruger ejede, og styrede af direktion, bestyrelse og repræsentantskab. På papiret en demokratisk organisation - i praksis et pamperselskab, der ikke begrænser sig til sin oprindelige kærneopgave.
Nu er korthuset vaklende med direktørens afgang og en lavine er igang.
Det vrimler med den slags samfundssygdomme.
Et godt billede af hvad der sker, når eliten får magtsyge og den demokratiske basis ikke evner at løse deres opgave - helt fra vælgerne og opad.

Et billede af et velfærdessamfund, der ikke fungerer.
Er det fordi eliten ikke forstår deres rolle og forpligtelse - eller er det fordi befolkningen er uoplyste, uinteresserede eller evnesvage.
Kan det overhovedet være anderledes ?

Søren Kristensen

Det er lidt lige som alle de krige vi har deltaget i de sidste mange år, det er også noget vi selv har valgt. Formodentligt fordi vi tror på det gavner.

Peter Sterling

De politiske beslutningstagere ønsker ikke at vi finder ud af at de er viljesløse marionetter i EU-elitens magtteater.

Den 19. juni 2017 skriver Information: Regeringen vil sende drift af S-togene i udbud. "Private skal ifølge transportminister Ole Birk Olesen (LA) have lov at give deres bud, hvordan togene på S-banen skal drives og til hvilken pris. Udspillet er baseret på analyser fra konsulenthusene McKinsey & Company samt Stuensee & Co".

Men allerede den 15. dec. 2016 skriver Arbejderen: EU kræver liberalisering af al togdrift. "De nationale, offentlige skinner skal åbnes op for private togfirmaer, lyder ambitionen i EU's fjerde jernbanepakke, som EU-parlamentet vedtog i går. EU vil liberalisere al passagerdrift og tvinge medlemslandene til at sende samtlige sine 215.000 kilometer togstrækninger i udbud hos private og udenlandske togfirmaer fra 2020. Den 4. jernbanepakke er den sidste i en række pakker, der består af direktiver og forordninger, som skal harmonisere og liberalisere jernbanedriften i EU. Fremover skal det Det Europæiske Jernbaneagentur udstede EU-tilladelser til at køre tog".

Ebbe Overbye, Torben Skov, Søren Roepstorff, Niels Duus Nielsen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Når man lader den økonomiske politik forsvinde ud af synsfeltet, er det nemt at få det til at se ud som om, at det er de folkevalgte politikere, som styrer landet. For når den økonomiske politik bare er 'nødvendig', er der ikke så meget mere at diskutere, og så kan vi blot snakke videre om antallet af regioner og 'udkants-Danmark'.

Allan Stampe Kristiansen, Ebbe Overbye, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Poul Simonsen, Søren Roepstorff og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

hvis man vil opstøve en mafia, så forlyder det, at man skal følge pengene og pengestrømmene.. vores pengestrømme ligger i mærkelige anbragte skattelettelser, i våbenindustrien med krige og ufred, som generere endnu mere våbensalg og flere fjendebilleder i flere dele af verdenen... jeg kan undres over hvor villige alle regeringer pludselig er blevet for at opruste. som lyn fra en klar himmel med USA (selvfølgelig) i spidsen... jeg gad nok vide hvem der har interessen i, at råbe fjende og krig.....

Lise Lotte Rahbek, Allan Stampe Kristiansen, Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Jan Hedegaard Kronborg

Et sammenhængende Danmark - vision for vores land og by-politik

Friere rammer og offentlig opbakning forslag til mere præcis og handlings-orienteret politik. Danske kommuner og lokalsamfund, skal kunne komme med indspark: Konkret politik formuleret, kommuner og lokale, til Folketinget. Post nr. med deltager et antal 5000 myndige mennesker og gyldige underskrifter danske statsborger. Bopæl i post nr.. Lov-regel forslag høring og efterfølgende debat Folketinget. Blot et dansk opstillet godkendt parti vil dette og kan se sig selv i forslaget. Det vil være Alternativet, Enhedslisten sandsynligvis.
En sammenhængende infrastruktur forslag til mere præcis og handlings-orienteret politik. Et klogt Nordjylland model forsøget, alle aktører kan give tilbud, rejseplanen er åben ift. flere og ny fokus på udviklingen af regionale og lokale løsninger samkørsel. Bl.a. forældre, kollegaer og også lovregel med adgang til: Lokalt kørekort for 16 - 17 år gruppen, til brug til - fra kort eller mellemlange uddannelser institutioner regionen. Eller indenfor radius lokalt 100 kilometer-vej. Der vil blive aftalt en tidsbegrænset aftale, ulykke forsikring m.m..
Grønt håb og sundt landbrug forslag til mere præcis og handlings-orienteret politik..At danske landmænds produktionsvirksomheder familieejet med en gælds-byrde, der vil betyde konkurs. Kan sælge til: Andel opbygget lokalsamfund med forudsætning, der bliver gårdbutik og salg direkte fra gården. Og gerne fra en fælles oprettet: Andeloglokalsamfund.dk. Både- og økologi brug med ønsket, et skifte til fødevareproduktion og omstille til en 100 pct. økologisk produktion. Hjemmeside ÅBEN 24 - 7 OG GERNE MED nytænk levering aktør og billig..
Vild natur og turisme forslag til mere præcis og handlings-orienteret politik. At National Park nuværende antal bliver dobbelt op om muligt. Bornholm som National Park, Skjern Ådalen og øen Læsø, et samarbejde med lokalt ejerskab, information og en viden mennesker national og også udenlandske, skal arbejde med opgaven. Udarbejde fleksjobber arbejde og en drift, gerne balance socioøkonomisk virksomhed-modellen. Oplevelser, bære-dygtige drift principper og gode lokale egens kvaliteter. (Der kan give gode arbejdspladser..)