Kronik

Der skulle en psykolog til at lære mig de fundamentale ting

Susan blev min mor, da min egen mor døde. Hun var min far i den lange periode, hvor vi ikke kunne enes om noget som helst i min familie. Hun stod for hele min genopdragelse som voksen. Hun var min psykolog
Susan blev min mor, da min egen mor døde. Hun var min far i den lange periode, hvor vi ikke kunne enes om noget som helst i min familie. Hun stod for hele min genopdragelse som voksen. Hun var min psykolog

Thomas Iburg/iBureauet

22. juni 2017

For nogle år siden sagde en god ven, at hun havde fået et problem. Hun havde været udsat for en slem omgang partnervold. Jeg sagde med det samme, at jeg synes, det lød forfærdeligt. Man må som bekendt aldrig slå på dem, der er mindre eller sødere end en selv. Men heldigvis vidste jeg, hvem der kunne hjælp hende.

»Du skal have fat i Susan. Hun er min gamle psykolog. Og hun er mand for at hjælpe dig, kan jeg godt love dig for. Hun har en fortid i Forsvaret! Her er hendes nummer,« skrev jeg i en sms.

Et par dage efter sad jeg på Sebastopol på Sankt Hans Torv, da min telefon bippede. Jeg nikkede og læste sms’en med et halvt øje, imens min ledsager fortsatte med at snakke om sin barnløshed.

»En anden gang skal du ikke give den psykologs navn og nummer ud,« stod der i sms’en.

»Hvorfor ikke? Har hun sagt noget plat?« skrev jeg. Susan kunne have en temmelig lavpandet humor.

»Hun er død,« lød svaret.

Kvinden over for mig fadede væk. Hendes dybe brune øjne og paradoksalt moderlige barm forsvandt som dug for solen.

Susan? Død!?

Smiley’er og kattekillinger

Jeg googlede hende, da jeg kom hjem fra biografen den nat. Jeg fandt en dødsannonce. Ikke nok med, at hun faktisk var død – hun var død for over et år siden. Altså et år, inden jeg fik nyheden. Det var et ekstra hårdt slag. Alle de gange, jeg havde overvejet at genoptage kontakten med hende igennem det seneste år, havde hun allerede været brændt og tilintetgjort.

Susan. Med den ufatteligt smittende latter og de skæve tænder. Med de runde former. Med den samme hårfarve som min mor. Med den flade vestegnsdialekt. Med den praktiske, men altid rationelle og til tider noget kontante facon, man sommetider finder hos tyre – i hvert fald, hvis man er astrolog.

Jeg var i chok. Susan havde været hele min familie i flere år. Sådan føltes det. Hun havde været min mor, siden min egen mor døde. Hun havde været min far i den lange periode, hvor vi ikke kunne enes om noget som helst i min familie. Og hun havde stået for hele min genopdragelse som voksen.

Jeg spolede tiden tilbage.

Pludselig sad jeg igen i hendes tacky konsultation. Alting var lidt lavsocialt. Lædersofaen, der knirkede, når man sad i den. Og det faktum, at alt i hele konsultationen var enten læbestiftsrødt, sort pianolak eller helt hvidt. Da jeg engang spurgte hvorfor, sagde hun:

»Fordi sådan kan jeg sgu lide det. Og her arbejder jeg. Sådan, du!«

Jeg er mønsterbryder, så jeg er nærmest skræmt ved tanken om at glide ned i underklassen igen. Jeg vil altid helst op og videre. Så det banale og det grimme og det folkelige – på den dårlige måde – hader jeg. Men hos Susan var det et faktum. Og inderst inde var jeg meget tryg ved det hele. Jeg kendte jo det hele fra min opvækst.

Men det kunne nærmest drive mig til vanvid. Små, irriterende smiley’er og dannebrogsflag og kattekillinger stemplet med rød, grøn og blå overalt på den gule post-it-seddel, hvor hun med formskrift havde skrevet den næste tid.

Hendes grimme kopper med »Verdens Bedste Psykolog« påtrykt og fuld af koffeinfri pulverkaffe. Hendes hilsner, der altid betegnede hende som »din psykogok«. Hendes hår, der var permanentet på en måde, jeg ikke havde set siden begyndelsen af 1980’erne. Men som faktisk gav anelser om en meget indtagende og måske endda regulært sexet ung kvinde.

»Ja, du skulle have set mig i mine velmagtsdage, du. Jeg var brandlækker. Og så arbejdede jeg i marinen, mand. De havde sgu da noget at glo på! Men der var ikke noget hanky-panky. Man kan godt omgås det modsatte køn uden at have sex. Men det ved du jo alt om.«

Det sidste sagde hun, imens hun blinkede med det ene øje. En del af min terapi handlede om en meget svær skade fra seksuelle overgreb, som betød, at mine grænser dengang var nærmest ikkeeksisterende. Jeg kunne ikke skelne venskaber fra seksuelle relationer. Og det gav en del problemer.

Praktisk opdragelse

Susan tog alle historierne i stiv arm. Hendes tilgang var praktisk. Og hun erkendte hurtigt, at jeg nok aldrig var blevet rigtig opdraget. Hun sagde det allerede i den første time, efter jeg havde beskrevet min baggrund.

»Ja, den familieramme lyder ikke optimal. Der er sgu ikke rigtig noget at komme efter,« konstaterede hun tørt, inden hun grinede frækt, som om hun lige havde sagt noget, man ikke må sige højt.

Jeg blev fornærmet. Og der skulle gå flere år, før jeg selv tog formuleringen til mig.

Det var på grund af de mange svigt i barndommen, at Susan begyndte at opdrage mig.

Der var dengang hun forklarede mig, at jeg selvfølgelig skulle have et kørekort. Jeg mente ikke, at jeg havde brug for det. Jeg boede i en storby. Og jeg var jo bare freelancer.

»Gu’ er du da ej. Du er en berømt forfatter, og du farer rundt i landet og holder foredrag og gør ved. Se dog ud ad vinduet, mand. Se, hvor mange biler, der er. Det er normalt at have et kørekort. Hallo?« sagde hun, imens hun fysisk halede mig hen til vinduet.

Det var Susan, der hjalp mig med at købe min første bolig ved en session, hvor hun afslørede, at hun selv ejede ejendomme flere steder i både Danmark og udlandet, fordi hun sparede op til sin alderdom – som hun så desværre slet ikke fik, fordi hun døde, da hun var i begyndelsen af 60’erne.

Det var Susan, der lærte mig, at kvinder også kan være nogle dumme svin, og at man skal prøve at sortere lidt i dem, man møder. Og hun var kontant.

»Ja, hun har da vist siddet skævt på potten, hende dér. Det fører ikke til en skid. Ud med hende. Har du mødt andre her i weekenden?«

Jeg spurgte hende engang, om hun ikke syntes, at det var lidt uprofessionelt at komme med den slags firkantede råd. For hvor var den psykologiske analyse?

»Analyse? Vil du gerne analyseres? Jamen, så må vi jo se lidt på din promiskuitets recidiv og have fat i en lacaniansk forståelse af dine første år. Det kan vi da godt. Vil du hellere det?«

Susan vidste præcis, hvad hun gjorde. Hun lavede støttende terapi. Hun dannede mig. Hun lærte mig fundamentale ting, som andre skulle have lært mig. At en personlig succes var »skide flot, mand!«, at man bare skulle hakke til, når man blev tilbudt et job, »fedt – sig ja!«, og at man ikke skal være bange for noget – »du skal bare være dig selv – og du er den bedste til dét!«

Fra narkoman til normal

Der gik mange år – måske seks års terapi – før jeg rigtig havde gennemskuet, at Susan slet ikke var primitiv i virkeligheden, som hun ellers gav sine klienter indtryk af. Hun sad i Dansk Psykologforenings bestyrelse. Hun havde en fortid i Forsvaret og var en efterspurgt ledelsesrådgiver på topplan – »de kalder det supervision, for så kan de trække det fra i skat, men det er jo det samme som vi to laver«.

Hun dukkede hele tiden op i aviser og på tv, hvor hun udtalte sig om ofre for forbrydelser. Det var hendes egentlige speciale. Hun hjalp de mest medtagne. Hun trak pædofiliofre, voldtægtsofre, voldsofre, ofre for partnervold, misbrugere og prostituerede op af den ulykke, de var havnet i. Og hun var god til det.

Susan forvandlede – på ti samtaler – min allerbedste barndomsven fra narkoman til normal. Han er i dag en samfundsborger med familie, børn og eget firma. Hun startede med at forklare ham, at når det er vinter, så tager man en frakke på. Han var ankommet i T-shirt. I november.

Min forvandling var langsommere. Jeg var nok mere genstridig. Men jeg tog hendes råd til mig. Og i dag – ti år senere – er de stadig mine bedste ledetråde til et godt liv.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter.

Kronikken er ment som inspiration for deltagere i Informations kronikkonkurrence 2017 (se tekstboks). Den deltager ikke i selve konkurrencen. 

Serie

Kronikkonkurrence 2017

I årets kronikkonkurrence inviterer Information dig til at skrive om det menneske, der ændrede dit liv – på godt eller på ondt.

Læreren med den smittende passion. Ham, der nægtede at være din far, selv om han er den eneste, du har. Mesteren, der gav dig en chance, fordi han fornemmede, at der kunne blive en guttermand ud af hashhovedet. Eller ham, der kørte dig ned; hende, der mobbede, eller ham som gav dig selvtilliden tilbage, da du troede, den var tabt.

Nogle mennesker sætter sig uudslettelige spor. Hvem forandrede dit liv? Hvordan gjorde de det? Hvordan bidrog de til den, du er i dag?

1. præmie: Ni dages rejse i Iran med Viktors Farmor. Værdi 14.400

2. præmie: 2x2 biletter til Grand Teatret

3. præmie: Bogen ’De retsløse og de ydmygede’ af Hannah Arendt

Kronikken skal fylde mellem 7.200 og 7.500 tegn inkl. mellemrum. Send den til os senest torsdag den 13. juli. Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren. Send dit bidrag til kronik2017@information.dk

Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren.

Seneste artikler

  • På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden

    25. august 2017
    Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at sorg er kompliceret, fyldt med normative forestillinger, og at vi alle gør den forskelligt. Det tog mig lang tid at forstå, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helle
  • Jeg blev Tvind-imperiets første dissident

    22. august 2017
    Jeg var opfyldt af drømme om solidaritet og fællesskab, da jeg rejste ud i verden på Den Rejsende Højskoles jomfrurejse. Turen blev en vaccination mod snæversyn. Den gav mig nyttig vagtsomhed over for karismatiske ledere og stærke, lukkede ideologier
  • Svend oversatte danskerne for mig

    16. august 2017
    Da jeg som teenager kom til Danmark fra Jugoslavien læste Svend ’Nudansk Ordbog’ med mig, som var den en roman, og han lærte mig, at man i Danmark ikke altid siger, hvad man mener. Uden ham havde mine første år her været komplet uudholdelige
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Randi Christiansen
  • Ole Christiansen
  • Heidi Larsen
  • Britt Kristensen
  • Jørn Andersen
  • Camilla Krag Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
Vivi Rindom, Randi Christiansen, Ole Christiansen, Heidi Larsen, Britt Kristensen, Jørn Andersen, Camilla Krag Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Hendes metode burde anvendes i striden mellem israel og palæstina. Så ville den israelske adfærd utvivlsomt blive afsløret som det, den er, nemlig uretmæssig overtagelse af andres hjem.