Klumme

Public-service-medierne tjener borgerne; ikke kunderne

Kulturministeren rejser rundt i landet for at undersøge mediebrugernes behov og vaner, så hun kan få input til sit kommende medieudspil. Det ligner en slags markedsundersøgelse. Lidt mystisk, for burde borgernes og samfundets overordnede interesser ikke stå over markedets, når vi taler om public service-medier?
28. juni 2017

Kulturminister Mette Bock er i gang med sin helt egen mediepolitiske oplysningskampagne. Hun rejser land og rige rundt for at lodde stemningen. Senest hos eleverne i 9. klasse på en skole i Haderslev.

Det er ikke befolkningen, der skal oplyses, men ministeren selv.

På mange måder fornuftigt, selv om der næppe er et område, der i forvejen er så veloplyst som medieproblematikken i Danmark. På det nyligt overståede folkemøde i Allinge uddelte Kulturministeriets folk tyggegummi i en gul indpakning, hvor der stod »Antennerne ude« – navnet på ministerens bruger-rundrejse. »Hver sin smag« står der også på pakken.

Man kan få mistanke om, at hun er i gang med en slags markedsundersøgelse, hvor kundernes behov, vaner og ikke mindst smag kommer til at spille en dominerende rolle i en mediepolitik, der handler om andet og mere.

En debat, hvor borgernes og samfundets overordnede interesser burde stå over markedets. Forskellen mellem private medier og offentligt forpligtede og offentligt ejede Public Service-medier er jo bl.a., at de private lever af kunder, mens de offentligt ejede i princippet tjener borgerne og samfundet.

Oppe i Norge er de tilsyneladende lysår foran os. Mediedebatten er (næsten) overstået i denne omgang, og det norske Storting og regeringen er i gang med en mediepolitisk hovedrengøring, der umiddelbart ser ud til at styrke både private og offentligt ejede medier.

I fredags offentliggjorde det norske kulturministerium betingelserne for udbuddet af den kommercielle Public Service-station TV 2 Norge. Endnu engang har nordmændene vist vejen for, hvordan en fremtidig mediepolitik kan og bør føres – i modsætning til Danmark hvor ævl og kævl, gammelt nag, ideologi og institutionel og organisatorisk stivhed har fastlåst mediedebatten.

Det norske kulturministerium har – med bred parlamentarisk støtte – imødekommet TV 2 Norges krav om at få kontant kompensation for at opretholde en national, privatejet konkurrerende nyhedstjeneste.

I øjeblikket ejes TV 2 Norge af den danske mediekoncern Egmont. I den kommende 5-årige aftale periode, vil stationen få 135 millioner norske kroner årligt i statstilskud til nyhedsproduktion.

Nordmændene har altså accepteret Egmont-koncernens argument om, at det ikke er forretningsmæssigt muligt at gøre nyhedsformidling på tv til en sund forretning. Og den norske regering har fastslået, at en sund konkurrence for tv-nyheder mellem private og offentligt ejede aktører kræver statslige midler til begge parter.

De norske udbudsbetingelser for den kommercielle Public Service-station kommer oven i andre mediepolitiske tiltag, der bl.a. sikrer NRK, den statsejede kanal, der svarer til DR i Danmark, en langtidssikring af sin økonomi, samtidig med at alle nyhedsmedier fritages for moms på de digitale platforme. Og at momsen på den norske licens bliver sænket.

Momspolitikken i Norge er i høj grad værd at studere. I Danmark er der lagt fuld moms på licensen, og de færreste er klar over, at vi gennem medielicensen tilsammen sender en milliard kroner direkte i statskassen.

For efterhånden mange år siden blev der indført nulmoms for de trykte dagblade. Det svarer lidt til, at der ikke var moms på fastnettelefoner, men fuld moms på mobiltelefoner.

Med tiden er værdien af nulmomsen faldet fra langt over 1 milliard kroner til under en halv. Og i takt med digitaliseringen skal de i forvejen hårdt trængte dagblade betale mere og mere i fuld moms.

Det hænger simpelthen ikke sammen. Det har nordmændene for længst indset, mens denne vigtige del af mediepolitikken i Danmark er overladt til Finansministeriets regnedrenge og -piger.

Hvis man forestillede sig, at vi fik norske tilstande, ville en lang række af både de private, kommercielle medier og de offentligt ejede Public Service-medier få masser af deres krav og ønsker tilfredsstillet, så der kunne bygges et nationalt bolværk imod truslen fra udenlandske netgiganter.

Mette Bock rejser landet rundt for at lodde danskernes forhold til medierne. Må man foreslå, at ministeren lægger en studierejse til Norge ind i det travle rejseprogram?

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Dorte Sørensen
Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Suk viderefører blot den tankegang, der har sneget (eller har den?) ind i al offentlig aktivitet. Nu er vi borgerne ikke mere "borgere" eller medlemmer af et givent samfund. Næh, vi er reduceret til kunder. Vi er ikke længere passagerer i busser og tog, vi er kunder. Når jeg går på biblioteket, så er jeg ikke i de ansattes øjne en låner, nej, jeg er en kunde. Om det er ligesådan på hospitalerne, ved jeg ikke. Kaldes vi stadig patienter, indlagte, eller er vi også dér reduceret til kunder i sundhedsbutikken.
Men det stikker dybere end som så. Ministerier omdannes til koncerner, og udstyres med koncern-direktører.
Gradvis breder først markedsgørelsen sig, siden kommer den korporative tankegang til. Også den findes i trepartsforhandlinger, og den langsomme fusion mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og staten.
Mette Suk (ihærdig talerør for Bæredygtig Landbrug inden hun blev minister) gør bare hvad hun skal ifølge den herskende ideologi.

Henrik Rude Hvid, Eva Schwanenflügel, Helene Kristensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar