Kommentar

Rige lande stækker udviklingslandenes kamp mod skatteunddragelse

Udviklingslandene oplever den største skatteunddragelse. Deres forsøg på at dæmme op for problemet svækkes af, at OECD-landene holder dem ude af de internationale fora, hvor rammerne for indsatsen mod skatteunddragelse skabes
OECD er det primære organ for internationalt skattesamarbejde. Men udviklingslandene er i ringe grad repræsenteret ved forhandlingsbordet og bliver ikke tilgodeset tilstrækkeligt i reguleringssamarbejdet, mener dagens kommentarskribent.

OECD er det primære organ for internationalt skattesamarbejde. Men udviklingslandene er i ringe grad repræsenteret ved forhandlingsbordet og bliver ikke tilgodeset tilstrækkeligt i reguleringssamarbejdet, mener dagens kommentarskribent.

Maurizio Gambarini

7. juni 2017

Skatteunddragelse er en af vor tids største globale udfordringer. Den førende økonom Gabriel Zucman estimerer i The Hidden Wealth of Nations, at otte procent af verdens finansielle velstand holdes i skattely igennem offshore-konti. Gemt væk fra skattemyndighederne i de lande, hvor formuerne er skabt.

Der er markante regionale forskelle bag dette gennemsnit – f.eks. er 30 procent af Afrikas finansielle velstand placeret i offshore-finanscentre.

Der er – heldigvis – sket store fremskridt inden for den internationale regulering af skatteunddragelse. Der har været fremdrift i fora som EU og OECD – særligt når det gælder aftaler om udveksling af informationer og data mellem lande. I begge regi arbejder man på at etablere ’land til land’-skatterapportering, så virksomheders overskud beskattes der, hvor de genereres.

Disse globale, reguleringsmæssige landvindinger har dog ét stort problem: Rapporteringen inkluderer ikke udviklingslandene, hvor skatteunddragelsen beviseligt er størst. Netværket af lande, som arbejder med ’land til land’-skatterapportering, tæller Europa, OECD og enkelte, små offshore-centre.

OECD er det primære organ for internationalt skattesamarbejde. Men udviklingslandene er i ringe grad repræsenteret ved forhandlingsbordet og tilgodeses ikke tilstrækkeligt i reguleringssamarbejdet.

Afvisende rige

I den forgangne uge mødtes FN’s medlemslande i New York til Financing for Development-forum for at diskutere, hvordan man skal adressere det forventede årlige finansieringshul på 2,5 billioner dollar årligt frem mod 2030, hvis FN’s globale verdensmål skal realiseres.

Gruppen af udviklingslande, G77 + Kina, genfremsatte et forslag om at opgradere FN’s skattekomité til et intergovernmentalt organ med universelt medlemskab. På den måde ville alle FN’s medlemslande have medindflydelse på reguleringen af det, der generelt er et globalt problem, men rammer udviklingslandene hårdest.

Forslaget blev dog som så ofte før blokeret af USA, Storbritannien, Japan og den selvproklamerede humanitære stormagt EU med henvisning til, at OECD – hvor vi laver reglerne – er det rette forum for et sådant samarbejde. Det til trods for, at verdensmål 16 fastslår, at FN skal bidrage til at bekæmpe ulovlige pengestrømme.

EU’s linje i dette spørgsmål har traditionelt været drevet af lande som Storbritannien, Irland og Beneluxlandene, der alle forbindes med finansielt hemmelighedskræmmeri. Men de øvrige EU-lande har stiltiende accepteret ud af frygt for, hvilke påfund G77 + Kina ville kunne tvinge igennem ved afstemninger i et intergovernmentalt skatteorgan i kraft af deres flertal i FN-regi.

Effektiv udviklingsbistand

I den nylige folketingsaftale om bekæmpelse af skatteunddragelse genbekræftede parterne ambitionen om, at Danmark skal arbejde for, at udviklingslandene kan tage del i de internationale tiltag mod skatteunddragelse på lige fod med OECD-medlemslande. Sammen med støtten til opbyggelse af effektive, nationale skattesystemer er det et væsentligt element i regeringens udviklingspolitiske strategi, Verden 2030.

Hvis Danmark virkelig er seriøs med de målsætninger, bør vi igennem EU-kredsen sætte os i spidsen for at gøre FN til det primære forum, hvor vi vedtager regulering til bekæmpelse af international skatteunddragelse. Det er også i vores egen interesse; en effektiv løsning på problemet vedrørende skatteunddragelse må nødvendigvis være global og omfatte selv den mindste Stillehavsø.

Hvis vi både giver udviklingslandene medindflydelse på den globale regulering og fortsætter støtten til opbyggelse af nationale skattesystemer, vil vi på sigt reducere det globale behov for udviklingsbistand. Det må være sund fornuft for en regering, som ad flere omgange har reduceret og undergravet den danske udviklingsbistand.

Udviklingslandene har naturligvis også selv et ansvar for at sikre en effektiv skatteopkrævning og bekæmpe korruption, men når de ikke får lov at være en del af i de globale skattereguleringer, underminerer vi deres bestræbelser.

Reelt er international skattepolitik den mest effektive form for udviklingsbistand, vi overhovedet kan yde.

Frederik Lasserre er stud.scient.pol. ved Aarhus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu