Hvor riget stander

Kongehuset bidrog forleden indirekte til forbedring af samfundsøkonomien: Et forhenværende medlem af huset, grevinden af Frederiksborg, fraskriver sig statens årpenge. Om tre år. Noget for noget som den Store Kreative Bogfører forkyndte sin overskuelige morallære: Eksprinsessen vil i samme ånd oppebære tjenestemandspension, den højeste må man gå ud fra, når hun fylder 67.

Samme Fogh Rasmussen ondulerede i sin tid en royal lokumsaftale, der lod skatteyderne om de langsigtede omkostninger efter det kulsejlede ægteskab mellem miss Manley og den i forhold til tronfølgen snart irrelevante prins Joakim. I betragtning af den målestok, politikere normalt anlægger for offentligt underhold, kan man i sit stille sind undre sig over en ofte demonstrativ generøsitet, når det gælder de glücksborgskes pengesager.

Hvad angår dronningen, nu proppen er af, sker det i ærbødig knæbøjning og passende devot at denne signatur igen føler sig kaldet til at gå i rette med Majestæten. Atter engang har fruen på slottet nemlig udarbejdet scenografi nu til Pantomimeteatret i Tivoli.

Konkurrenceforvridning

Kaster man et blik i Blå Bogs første tekstside, naturligt nok viet Danmarks statsoverhoved, springer særligt i øjnene artiklens drabelige liste over dronningens præstationer inden for oversættervirksomhed, illustration, dekoration, maleri og scenografi.

Her får læseren klart indtryk af en særdeles aktiv og produktiv person, der i over 35 år regelmæssigt har leveret kunstnerisk betegnede arbejder omfattende kirkeinventar, billeder og teatervirksomhed. Værklisten er lang: messehagler, julemærker, dekorationer og kostumer til hele forestillinger osv. Så lang – som anført før i klummen – at en og anden vrissen natur får (flere) betænkeligheder:

For det første er dronningen som bekendt ifølge Grundloven ansvarsfri, monarkens person forlenet med særlige regler herunder alvorligt mente lovbestemmelser om majestætsfornærmelse.

Eventuelle krænkelser, der her kan komme på tale, og som paragraffens ophav utvivlsomt først og fremmest har haft i tankerne, er ikke væsensforskellige fra § 267 i straffeloven om ærekrænkelser i almindelighed; dog fordobler §115 straffen, ifald Dronningen (den, der fører regeringen, hvilket i Grundlovens forældede bogstav er monarken) og eller tronfølgeren krænkes eller på anden vis forulempes i nedsættende skrift og tale.

Med andre ord en alvorlig sag, hvis man ytrer eller skriver, hvad man mener, og som en domstol måtte finde ærekrænkende.

Det vil sige, at dronningen i selve grundlaget for indretningen ikke kan og bør udsættes for sådanne mere eller mindre grove personlige bemærkninger, den slags der her til lands normalt ledsager kunstnerisk virksomhed, og som rigtige kunstnere må leve med.

Hænder det, at Dronningens frembringelser får af grovfilen, hvad de (næsten) aldrig får, opfattes dette som unfair. Majestæten kan forstås ikke replicere, hvilket igen er en tvivlsom indvending, eftersom den høje publicist med det pågældende værk jo har leveret sin replik.

Selve forudsætningen for en vurdering af de præsterede arbejder er altså grundlæggende ulige i forhold til andre på markedet. Dronningen vil altid have forrang og særstatus, hvilket også ses af det par malerier fra dronningens hånd, der uden anden begrundelse er ophængt centralt i Statens Museum for Kunst.

Jo mere ukritiseret tingene hober sig op på CV’et, des stærkere står producenten – også eller især i forhold til andre producenter.

Man kan roligt tale om åbenbar konkurrenceforvridning, hvilket i det bedste af lande i den bedste af verdener burde give en dronning anfægtelser. En selvransagende natur ville overveje, hvorvidt de betingelser, hvorunder værkerne leveres, er rimelige i relation til andres vilkår.

For det andet: optræder dronningen ikke på markedet i nogen forstand som professionel, men er og bliver den amatør, der takket være sin position uden modspil kommer til at tage arbejde fra professionelle. Fra dem, der vel at mærke er henvist til at søge deres levebrød i lige præcis de opgaver, dronningen tager på sig. Dette forhold er selvfølgelig også udbydernes afgørelse og ansvar.

Teaterdirektører, museumsledere og andre hårdt pressede vurderer selvsagt den tillokkende markedsværdi forbundet med en folkekær dronning, der med krone på hovedet og bolig på slottet stiger ned og beriger undersåtterne med sit fritidsværk. At stuntet efterhånden som antydet er bedrevet så mange gange, at benovelsen burde være behersket, er en anden sag. Man kan blot konstatere, at det er den ikke.

Det er dronningen vel undt – talent eller det der er mindre – at få afløb for andre gøremål end overklipning af snore og nytårstaler. Men det er ikke i orden at tage arbejdet fra professionens folk, der jo ikke kompenseres ved at fungere som dronning for de indtægter og den prestige på deres CV, som de således tilsidesat unddrages.

Det her beskrevne er sådan set en af de mere elementære spilleregler, der nu krænkes igen: Man går ikke andre i brødet og slet ikke fra den mest uantastelige magtstilling i samfundet. Det er udannet.

Bedrøvelig skandale

En anden elementær regel er, at ministre ikke må lyve. Lige så elementær som at sympatiserende folketingsmedlemmer holder sig fra at forvride argumenter og forfalske præmisser.

At en formand for et folketingsudvalg og flere borgerlige politikere bevidst forveksler begrebet barnebrude, som ikke var den reelle sag i sagen og ikke mænd på 70 og piger på 12, med ministeransvarsloven, er den mest bedrøvelige skandale siden Tamil-sagen. Dengang var der dog i sidste instans en retsindig statsminister, der tog konsekvensen.

En sådan mangler i dag.

Han og hans kreativt forklaringslabile minister Støjberg (V) har ikke bestilt tid på slottet.

Dronningen bliver ikke i denne ombæring kaldt til pligt og ministerfyring, men færdes fortsat uanfægtet på andres næringsvej.