Klumme

Jeg er stadig bange for spøgelser

Mens jeg var et smut i Danmark, rensede en åndemaner min franske kærestes familiehus for den afdøde fars spøgelse. Det værste ved det hele var ikke historien om spøgelserne. Det var den naturlighed, hvormed de forholdt sig til det åndelige
26. juni 2017

Engang havde jeg en kæreste, der havde en tante, der hver morgen læste vores fremtid i kaffegrums. Jeg boede i Sydfrankrig, og jeg tror, at mine hastige fremskridt i fransk i hvert fald til dels var Laurents fortjeneste, for vi skændtes en del, og man bliver god til et sprog af at skændes på det.

Laurents familie var armenere, det var en tradition at læse i kaffegrums, og det var Tata Lise, der havde gaven. Tata Lise kunne se ting, andre ikke kunne se, og jeg holdt meget af hende. Man skulle tænke på noget vigtigt, mens man drak kaffen, gerne et spørgsmål man savnede svar på, og når man havde tømt den lille, spinkle kop, skulle man vende bunden i vejret på den og stille den på underkoppen med en hurtig og bestemt bevægelse udad, væk fra kroppen.

Så løb den sidste væde fra, og derefter vendte Tata Lise koppen og læste i de aftegninger, der var opstået i det fine, sortbrune grums i koppens bund. »Du bærer en stor sorg i dit hjerte,« sagde hun for eksempel til mig, og jeg følte mig så set.

Engang læste Tata Lise i grumset, at vi ville komme ud for en bilulykke, og det var virkelig uheldigt, for vi skulle til Marseille til en koncert. Vi diskuterede intenst. Var det sikkert at køre? Tata Lise var virkelig bekymret, selv var jeg ved at gå ud af mit gode skind af nervøsitet.

Men alle ville så gerne med til den koncert, så af sted kørte vi efter at have lovet Tata Lise at køre forsigtigt, og så punkterede bilen faktisk på vejen, lige netop den dag, og det var jo ikke som sådan nogen ulykke, for vi sneglede os af sted gennem en trafikprop, da det skete, men det var alligevel mærkeligt. Og Tata Lise var så lettet, da vi kom helskindede hjem, og jeg var endnu mere lettet.

Laurent var astrolog. Han lagde mit horoskop og granskede sammenbidt resultatet. »Du egner dig ikke særlig godt til at indgå i forpligtende relationer,« sagde han vredt, og det kunne der være noget om, det kunne jeg godt se. Men på en måde var det en viden, vi havde allerede, ligesom Tata Lises indsigt i mine hjertekvaler.

Laurents familie var i det hele taget meget åndeligt orienteret. Det var almindeligt accepteret, at faderen, der var død alt for tidligt, spøgte i huset. Fra jeg fik den besked, var jeg et nervevrag.

Det værste var ikke historierne, som de fortalte mig lidt nedtonet og en passant, nok fordi de kunne mærke, at de skræmte mig. Det værste var den naturlighed, hvormed de forholdt sig til alt overnaturligt. Det var en del af hverdagen, og mens jeg var hjemme i Danmark på en kort visit, havde de en åndemaner ude for at rense huset og sende faderen videre.

Det fortalte de mig glædestrålende, da jeg kom tilbage. Nu var huset renset, og faderen sendt godt af sted. Det havde ganske vist været en voldsom omgang med rusken i sengestolperne om natten og så videre, men nu var der ro på matriklen. Dejligt!

Jeg kan huske, hvordan jeg lå ved siden af Laurents sovende krop i sengen med det tynde lagen over mig, helt stille og skrækslagen i den fugtige nattehede, mens jeg grublede over strategier til at håndtere spøgelser.

Hårdt sammenpressede, beslutsomt lukkede øjne, så jeg ikke kunne se dem? Vidtåbne øjne, så de ikke kunne komme bag på mig? Musestille, så de måske overså mig? Larmende, uroligt, så de vidste, at jeg var der og var helt almindelig og levende og ubange?

Sidst i august det år rejste jeg hjem til Danmark. Et par måneder senere smed jeg alle billeder af Laurent ud, og min kærlighedshistorie med Frankrig var i praksis slut, selv om det tog mig nogle år at indse det. Men jeg kan stadig huske, hvordan det hus så ud om natten i varmen, når alle andre sov. Og jeg er stadig bange for spøgelser.

Julie Top-Nørregaard er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svend Erik Sokkelund

Kære Julie
Kommer lige fra et morgenarrangement med Henrik Saxgren & Rane Willerslev på slap line, med Ranes nye bog 'Tænk vildt' i lommen. Snakken handlede blandt meget andet en del om humoren i jukagirernes måde at håndtere potentielt farlige ånder.
Det er ikke sikkert, Ranes historier om det hårde liv hos pelsjægerne i Sibirien ka' vride ørerne af dine spøgelser. Men det er spændende læsning og god underholdning. Han er godt nok vild, knægten. Og nu er han leder af vort fornemste museum...