Klumme

Stik mig bare i armen med heroin, nu du er i gang

Ros er dejligt. Men ros er lumsk. Der skal ikke så meget smiger til, før jeg bliver bange for at miste jordforbindelsen og lægge mig til rette på et leje af laurbærblade inde på Rådhuspladsen, hvor folk så kan defilere forbi og fortælle mig, hvorfor jeg er så god. Det ville ikke være værdigt
Debat
2. juni 2017

Et af de festligste syn, der findes, er folk, der ranker ryggen og rødmer af at få velfortjent ros. Kombinationen af at være stolt af sin præstation og forlegen over den opmærksomhed, den får, klæder de fleste.

Jeg er ikke i tvivl om, at det mest befordrende for de fleste mennesker er at vide, at de er gode nok, og at de gør det godt nok. I de fleste tilfælde er der også noget pænt at sige, og man skal vel ikke være så nærig med de ting, der gør andre glade og mere villige til at marchere ud i verden.

Men tag ikke fej. Ros er lumsk. Ros kan være opløftende, og opløftelsen kan være frigørende, men som med alle andre rusmidler er der grund til at være varsom. Man skulle nødig blive afhængig.

Afhængighed er upraktisk og begrænsende for ens dømme-, handle- og viljekraft. Jeg har hørt om arbejdspladser med så massiv en anerkendelseskultur, at folk går hjem i seriøs tvivl om, hvorvidt de overhovedet duer til noget, hvis de undtagelsesvis ikke har fået ros i løbet af dagen.

Når jeg kvitterer for en kompliment ved at mumle noget uforståeligt ned i min ene skulder, er det ikke udtryk for falsk beskedenhed, utaknemmelighed eller blaserthed. Det er, fordi jeg nyder rosen og frygter afhængigheden. Jeg siger tak og tænker, at roseren lige så godt kunne skyde mig i armen med heroin.

Anerkendelse kan også bruges til at kontrollere folk med, men mon ikke de fleste er for ædle af sind til at spekulere i det.

Eksplicit anerkendelse bliver let ritualiseret, noget, der skal til for at få de psykosociale tandhjul til at køre uden al for højlydt knirken. Jeg havde et arbejde engang, hvor jeg stod tidligt op for at klippe avisartikler ud, kopiere dem og uddele dem til de ansatte i et fagforbund.

Det var sødt nok af dem, der tog sig tid til at rose min indsats ved kopimaskinen (og sikkert også klogt nok af dem, der havde bevilget det kursus i værdsættende samtale, de lød til at være under indflydelse af). Det var bare svært at tage den personlige anerkendelse for lige akkurat at passe sit lønarbejde personligt.

Trangen til at rose andre kender jeg godt. Nogle gange har man en portion taknemmelighed, man skal af med, og så går der skulderklap i den. I de fleste sociale interaktioner er symmetri en god ting. Hvis nogen vinker, vinker man tilbage.

Hvis nogen erklærer deres kærlighed, er det en penibel situation, hvis erklæringen ikke bliver gengældt. Men med ros duer symmetrien ikke. Hvis en kompliment bliver gengældt med en kompliment, ligner det en økonomisk transaktion, og det er ikke sådan, man vil have sin ros.

Den skal helst komme et helt frit sted fra. Derfor er smiger dejligt, mens gensmiger er vammelt.

I den bedste af alle verdener er personlig anerkendelse noget, man får nok af som barn, så man i sit voksenliv kan lade sig styre af andre og sejere behov, såsom trangen til at forme verden til et bedre sted, forfølge sin medfødte nysgerrighed eller hjælpe andre, så godt man kan.

Så jeg dukker mig for komplimenter, på samme måde som alkoholikere takker nej til alkohol. Eller måske ikke helt lige så konsekvent. Faktisk labber jeg dem i mig. Bare ikke uden en vis (selvoptaget, luksuriøs) bekymring.

Der skal ikke så meget smiger til, før jeg bliver bange for at miste jordforbindelsen, aflyse alle aftaler og lægge mig til rette på et leje af laurbærblade inde på Rådhuspladsen, hvor folk så kan defilere forbi og fortælle mig, hvorfor jeg er så god. Og det ville ikke være værdigt.

Lone Nikolajsen er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Nørgaard

@ Lone Nikolajsen
En måske afklarende kommentar til dine iagttagelser og refleksioner.

Ros er forbeholdt og finder alene anvendelse i hierarkier. Ros er en belønning eller sanktion, der uddeles af en der er eller forstår sig selv som hierarkisk højerestillet og i denne forestilling tildeles til en, der er lavere stillet. Når sanktionen på samme tid virker som belønning og ydmygelse skyldes det netop den hierarkiske dualitet - at et hierarkisk system fungerer ved, at på den ene side belønningens accept og på den anden side den hierarkiske underkastelse udgør to sider af samme mønt. Derfor de konkurrerende følelser!
Ros er i sig selv et hierarkisk element i den forstand, at er der ros, da må der nødvendigvis også være ris eller misbilligelse og en skala derimellem.
Er ros anerkendelse? Det afhænger naturligvis af, hvorledes enten anerkendelsesbegrebet forstås og/eller hvad der er anerkendelsens genstand.
Lad mig slå dem sammen. Er der tale om anerkendelse, hvis rosen/sanktionen har reference til handlingen som genstand? ”Det er virkelig godt, udtryk for holdånd, engagement eller lignende at du sørgede for, at X blev ordnet”. Al den stund i princippet enhver kunne have udført handlingen X, er der i min forståelse ikke her tale om anerkendelse af personen bag handlingen, men blot og bart tale om en adfærdsregulerende sanktion. Sanktionen, der knytter sig til personen, vedrører ikke personen men eksekveringen af X.
Modsat forholder en anerkendelse af personen sig ganske paradoksalt ikke til personen men til handlingen og en anerkendelse af personen - altså handlingen - har derfor heller ikke rosens hierarkiske karakter. Handlingsanerkendelse benytter et sprog, der sidestiller den handlingsanerkendende med handlingens ophavsmand/kvinde. Handlingen kan omtales som eksempelvis interessant, overraskende eller lignende og reaktionen vil udtrykke en interesse i handlingen som genstand. ”Hvordan kom du frem til X handling, hvilke elementer indgik i dine overvejelser etc. Der vil for så vidt ikke være tale om en eksplicit anerkendelse, men om en implicit anerkendelse af den udvidelse af den handlingsanerkende persons perspektiv. De to personer kan meget vel befinde sig på forskellige niveauer i det organisatoriske hierarki, men vil i dialogen være ligestillede – i anerkendelse af hinandens tankeværk/handlingskapacitet.
Psykologisk læring er involveret i begge former men har vidt forskellig karakter.
Psykologisk vil sanktionslæring indebære momentan tilfredsstillelse, men vil, i kraft af dens karakter af at være afgrænset til og betinget af den konkrete handling, iboende være udtryk for en trussel om negativ sanktion. Afhængigt den psykologiske robusthed vil den sanktionerede opsøge gentagelse af den positive sanktion og skærpe opmærksomheden på sanktionssystemets funktionalitet.
Den psykologiske læring fra anerkendelse af tankeværk/handlingskapacitet vil have en lavere euforiseringsgrad, men vil til gengæld have en anderledes langtidsholdbar karakter. Det vil med en populær betegnelse understøtte selvværdet.