Kronik

Vil du have succes på arbejdsmarkedet, skal du lære af Paradise Hotel

Realityshowet Paradise Hotel afvises som useriøs og ulækker underholdning. Men showet og de dyder, det hylder, minder mere om det moderne arbejdsmarked, end de fleste har lyst til at gøre sig bevidst
Paradise Hotel holdes ud i strakt arm som noget, der lugter virkelig dårligt, og som man ikke bør beskæftige sig med, når man er et ordentligt menneske. Men vinderne på hotellet vinder netop ved at leve op til nogle af de idealer, som tiden mafiøst pådutter mange af de ordentlige mennesker, der er i færd med at blive voksne, og som træder ud på arbejdsmarkedet i disse år, skriver dagens kronikør. Arkivfoto

Paradise Hotel holdes ud i strakt arm som noget, der lugter virkelig dårligt, og som man ikke bør beskæftige sig med, når man er et ordentligt menneske. Men vinderne på hotellet vinder netop ved at leve op til nogle af de idealer, som tiden mafiøst pådutter mange af de ordentlige mennesker, der er i færd med at blive voksne, og som træder ud på arbejdsmarkedet i disse år, skriver dagens kronikør. Arkivfoto

Unger Anthon

20. juni 2017

13. sæson af Paradise Hotel er netop slut. Dét er man ikke nødvendigvis klar over, hvis man daglig orienterer sig bredt i de seriøse danske skriftmedier. Et kig i arkivet viser, at der over de seneste seks hele måneder blot er udgivet 27 artikler, der indeholder ordene ’Paradise Hotel’ i Information, Politiken, Jyllands-Posten, Børsen, Weekendavisen, Berlingske og Kristeligt Dagblad. Tilsammen.

Kun en enkelt artikel, en anmeldelse i nærværende dagblad, handler om selve showet, de øvrige referer til det i bisætninger eller bruger programmets titel som et skældsord.

Man kan med god ret mene, at programmet er dubiøs og kaloriefattig underholdning for ungdommen. Men at afskrive det som fjernsyn til og for samfundets tabere er en doven analyse, der misser den oplagte pointe: Deltagerne i Paradise Hotel er ikke udskammede tabere. Tværtimod.

De er vindere, der står på toppen af piedestaler og hyldes af deres egen generation. Som strålende ledestjerner, der viser vejen frem. Midlertidigt, men strålende

Tvivler du på det, skal du blot slå et smut forbi Instagram. Her følges Boris, som var blandt de 10 startende deltagere i årets udgave, pt. af 837.000 mennesker. Det er en følgeskare af en kaliber, der knap og nap kan mønstres af tidens to vel nok største popstjerner: Medina og Christopher. Tilsammen.

Selv fraregnet SoMe-stjernen Boris ligger de resterende ni startende deltagere på omkring 50.000 følgere i snit. Vores statsminister har godt og vel 24.000. Og de tilbedende likes, emojis og kommentarer holder i kilometerlange køer på deltagernes respektive profilsider.

Som en mail fra Djøf

Hvad er det så for nogle dyder, de besidder, disse unge tilbedte vindere på det mexicanske hotel?

Måske er det overraskende svar, at det et stykke hen ad vejen er de samme dyder som dem, der efterspørges af unge, ambitiøse karrieremennesker på dagens arbejdsmarked.

De ugentlige mails med råd til min personlige karriere og udvikling, som jeg får fra min fagforening Djøf, ligner i store stræk gode råd til en deltager i Paradise Hotel.

Det handler for det første om, at man skal blive valgt til for overhovedet at være med. Det sker i tæt indbyrdes konkurrence med andre, som også gerne vil vælges, i ritualer, der er etableret til formålet, og som foregår med jævne mellemrum. Parceremonier, ansættelsessamtaler og fyringsrunder.

Ritualets præmis er, at antallet af de, der gerne vil vælges til, overstiger antallet af de, der kan vælges. Der opstår derfor et særligt sprog, hvor det sociale umærkeligt forstås ved hjælp af ord og vendinger, vi normalt forbinder med spil og sport.

Man skal f.eks. ’spille sine kort rigtigt’, medmenneskerne er ’konkurrenter’ man er oppe imod, og ritualet fastsætter grænserne imellem de ’inkluderede vindere’ på den ene side og de ’ekskluderede tabere’ på den anden.

Den væsentligste kompetence, som man bør øve sig på løbende, er at kunne tale sin sag og overbevise om, at man er mere attraktiv end de andre.

Brev!!!

For det andet er det enormt vigtigt at være omstillingsparat ud i det ekstreme. I en disruptions-fascineret virkelighed, hvis eneste konstant synes at være uendelige omstillinger, og hvor flere og flere havner i prekære korttidsansættelser, er det nemlig en stor styrke at være ’forandringsparat’.

På Paradise Hotel ændres spillets regler igen og igen. Det er ganske enkelt en del af gamet. Forandringerne iscenesættes på samme måde hver gang: En velklædt mexicansk tjener kommer spadserende ind på hotellet med et brev på en serveringsbakke.

Deltagerne opdager det, ser chokererede ud og farer rundt i forvirrede cirkler og svinger med armene med lige dele chok og forventning strålende ud af øjnene, mens de skriger »brev!!«. I brevet beskrives så de nye regler, der afløser de gamle.

Der er ingen grund til at finde på intellektuelle undskyldninger, når man skal forklare, hvorfor man ser 
Paradise Hotel.Man kan lige så godt indrømme, at man ser det, fordi det er spændende. Og så måske lidt, fordi man kan 
føle sig klog
Læs også

Seere, der har været offentligt ansatte, mens reformtekst efter reformtekst er banket ud fra centraladministrationen og landet i deres mailbokse, oplever formodentlig en form for deja-vu. Den gode deltager formår lynhurtigt at omstille sig til de nye vilkår og bruge forandringerne positivt.

Nøjagtig som en mail jeg fik fra Djøf for et par uger siden, der pointerede, at det handler om at bruge foranderligheden positivt: Hvis man har mange »vikariater og korte ansættelser på CV’et’, skal man bare ’spille sine korte ansættelser rigtigt’« og bruge dem til at vise, at man hurtigt kan omstille sig; »Du er trænet i at være forandringsparat«, som det hedder. Det er nemlig vigtigt.

Nederlag er din egen skyld

For det tredje er de gode realitydeltagere mestre i at udvise en fuldkommen blindhed over for de strukturer, der støber den virkelighed, de bebor. Producenterne ændrer helt åbenlyst løbende reglerne på måder, der meget klart favoriserer visse af deltagerne.

Typisk dem, der laver godt tv og har hang til at lave ballade – og til at knalde non-stop for åben skærm.

Når deltagerne er stemt ud af hotellet, og de giver deres sidste refleksioner alene med kameraet, er de klinisk renset for tanker om den åbenlyse strukturelle uretfærdighed. I stedet vender de typisk ansvaret indad og forbinder nederlaget med deres manglende taktiske og sociale snilde.

De leder med en sociologisk formulering efter biografiske løsninger på strukturelle problemstillinger. Nøjagtig som i sociolog Rasmus Willigs pointe om, at offentligt ansatte i dag finder det umuligt at kritisere ledelsen, og derfor ofte ender med at kritisere sig selv.

Eller som når den arbejdsløse i dag forventes at vende kritikken indad og bebrejde sig selv, sit CV og sin manglende selvtillid for at jobbet udebliver. Frem for at kritisere aktiveringspolitikken og at udstille det grundvilkår, at der er færre job, end der er mennesker, der gerne vil have et job.

Strategiske venskaber

For det fjerde og sidste er de mest hyldede deltagere sande mestre i at tænke og handle strengt instrumentelt. At udnytte kærligheden, venskaber og sandheden som redskaber for selv at klatre opad. Gør du det, spiller du nemlig spillet.

Som da Phillip i denne års udgave af showet, stikker en kniv i ryggen på sin bedste ven Lenny og kyler ham ud af showet – efter at have løjet ham op i ansigtet og overbevist ham om, at deres venskab er det vigtigste for ham.

Lennys reaktion er sigende: Han raser kortvarigt, resignerer og anerkender så Phillips gode spil. Det stærke tillidsbånd til andre mister sin værdi som noget i sig selv og reduceres til et middel, der helt legitimt kan bruges i jagten på individuel succes.

Nogenlunde som når sportsaktiviteter, frivilligt arbejde og menneskelige værdier presses ind som uundværlige komponenter på CV’et, i ansøgningen og på LinkedIn-profilen.

Djøf-bladet rapporterede for nylig, at ny forskning fandt, at frivilligt arbejde ikke leder til job, og beskrev det på denne slående måde: »Er du jobsøgende, er det så godt som værdiløst at skrive erfaring med frivilligt arbejde på CV’et.« Kun det, der kan indgå i en instrumentel funktion, der hjælper dig fremad, har tilsyneladende værdi.

Paradise Hotel holdes ud i strakt arm som noget, der lugter virkelig dårligt, og som man ikke bør beskæftige sig med, når man er et ordentligt menneske. Men vinderne på hotellet vinder netop ved at leve op til nogle af de idealer, som tiden mafiøst pådutter mange af de ordentlige mennesker, der er i færd med at blive voksne og som træder ud på arbejdsmarkedet i disse år.

De kan ikke nødvendigvis slippe for den dårlige lugt, selv om de slukker for tv’et. Den hænger ved.

Mathias Herup Nielsen er redaktør ved Netudgaven og postdoc ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

Teksten er en bearbejdet udgave af en artikel på Netudgaven.dk

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Pernille Elholm
  • Christian De Thurah
  • Randi Christiansen
  • Anne Schøtt
  • odd bjertnes
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ebbe Overbye
  • Jakob Lilliendahl
  • Carsten Svendsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
Mads Berg, Pernille Elholm, Christian De Thurah, Randi Christiansen, Anne Schøtt, odd bjertnes, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Jakob Lilliendahl, Carsten Svendsen, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Jeg har kun set den norske satire på paradise hotel og den udstillede "den indre svaghed" i en masse menneskelige problematiker og der var også focus på, hvordan "gruppe tænkning" gjore det enkelte indvid mere idiotisk end det behøvede at være.... jeg ved så ikke om det var en akkurat satire på det orginale program eller de bare forsøgte at "vinge" dele af programmet...

Der er ikke noget at sige til, man er arbejdsløs.

Maria Jensen, Anne Schøtt, Jørgen Wassmann, Lise Lotte Rahbek, Jakob Lilliendahl, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Har selv været offentlig ansat igennem mange år og kan godt genkende forandringsparathedsiveren i nyere tid. Forandringer, som gentagne gange vendte bøtten på hovedet med en masse nye new-spech og buzzword. Men opgaven forblev i sin grundsubstans uændret. Det var kun chokoladeovertrækket, som skiftede farve. Det gælder om at lærer at smile på de nye rigtige tidspunkter og ellers fortsætte med at passe sin opgave ;-)

Søren Jacobsen

"For det fjerde og sidste er de mest hyldede deltagere sande mestre i at tænke og handle strengt instrumentelt. At udnytte kærligheden, venskaber og sandheden som redskaber for selv at klatre opad. Gør du det, spiller du nemlig spillet."

Man skal have gode psykopatiske evner i det spil.

Fie Sørensen, Henning Kjær, Anne Schøtt, Flemming Berger, Ib Christensen, Lise Lotte Rahbek, Ole Christiansen, Tino Rozzo og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Skod-tv er og bliver skod-tv, uanset hvor mange følgere, det giver på Instagram.
Er det virkelig nødvendigt at gentage, at kvalitet og kvantitet ikke er det samme?

Fie Sørensen, Mads Berg, Bjarne Bisgaard Jensen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Jeg kender ikke til nogen arbejdspladser, hvor en adfærd som den beskrevne Paradise-hotel-adfærd ville blive påskønnet. Tværtimod!

Men - erkendt - jeg kender kun til det private erhvervslivs spilleregler og aner ikke hvordan tingene fungerer i det offentlige.

Henrik Brøndum

Tak for analysen med DJØF karriere analogien, den bekræfter yderligere at denne strategi ikke er noget for mig. Jeg synes man skal gøre som man selv synes er rigtigt, hvis man gerne vil have succes.

Ok mange kan sikkert få et rimeligt job i en eller anden eksisterende organisation ved at slikke røv foroven og sparke forneden, men er det prisen værd?

Kim Houmøller, Fie Sørensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Henrik B, jeg synes faktisk, at DJØF karriere analogien er for langt ude. Jeg er ikke medlem af DJØF (kunne godt blive det) og kender ikke deres informationsmaterialer osv. Men jeg anser ikke DJØF for at være så totalt åndsforladte, at de tror på, at modellen med - som du skriver - at slikke røv foroven og sparke forneden fungere nogen steder. Og det er i hvert fald risikabelt at forsøge sig med modellen. Risikoen for fiasko og fyring er åbenbar.

I det hele taget anser jeg faktisk Mathias Herup Nielsens debatindlæg for at være en gang tomhjernet ordskvalder - men han lyder jo også til at bruge sin tid på at se de mest elendige og platte TV-programmer.

Henrik Brøndum

@Jens Winther

Ja jeg var polemisk og overdrev, men bryder mig stadig ikke om karriererådgivning.

Jens Winther

@Henrik Brøndum, der gør jeg heller ikke. Engager dig i dit job, lad være med at kigge på klokken (fleksibilitet går begge veje!), opfør dig ordentligt og hjælp dine kolleger - så går resten af sig selv.

Søren Kristensen

Jeg kom i arbejde, efter flere års ledighed, samme år jeg første gang gjorde mig bekendt med Paradise Hotel. Analysen er derfor fuldstændig korrekt.

Maria Jensen

Så Paradise Hotel er ligesom Djøf, og derfor må Paradise Hotel rumme noget værdifuldt? Der er også den anden mulighed...