Klumme

Jeg bliver trodsig, når politikere taler om at sikre danskernes tryghed

Tryghed skurrer. Ordet sikkerhed er værre endnu, for det er den tryghed, man ikke må afvise. Men samtidig har jeg internaliseret tendensen til overbeskyttelse i mit eget liv. Jeg er blevet neurotisk. Tør ikke tegne Muhammed. Tør ikke slippe mine unger løs
Efter en lang dag i institution indgår børnenes forældre legeaftaler for dem, en absurd idé i mit barndomskvarter; det forekommer mig, at et barn i dag er et væsen, man ser stige ud af en bil, skriver Christoffer Zieler i dagens klumme. Arkivfoto

Efter en lang dag i institution indgår børnenes forældre legeaftaler for dem, en absurd idé i mit barndomskvarter; det forekommer mig, at et barn i dag er et væsen, man ser stige ud af en bil, skriver Christoffer Zieler i dagens klumme. Arkivfoto

Daniel Hjorth

8. juni 2017

Jeg vandt damen i helsekostbutikkens respekt på grund af min store vildskab.

Det handlede om, at jeg havde købt en pose tørret yerba mate, og hun opremsede nogle forskellige måder at brygge den mildt opkvikkende sydamerikanske drik maté på. Men jeg sagde nej, nej, jeg har en anden plan, jeg vil lave sodavand af yerba mate. »Ja,« sagde damen i helsekostbutikken, som er cool og mager og af ubestemmelig alder, »det kunne ligne dig at være lidt vild.«

Disse vildskabspoint fra damen i helsekostbutikken havde jeg bygget op til. Ikke mindst ved, efter at have læst om tonic i Politikens LørdagsLiv, at efterspørge ingredienser til hjemmelavet tonic. Det gør mig stolt at tænke på, at butikken kort efter indrettede et lille bord med kinabark og andre tonic-relaterede råvarer.

Pointen er, at jeg tager mine kudos for at være vild, hvor de byder sig, og med taknemmelighed, fordi jeg erkender af, at mit liv er ret adstadigt og lavrisikobetonet.

Min barndom i 1980’erne var vildere. Mine forældre troede, at børn udviklede sig ved at vove deres pelse. Der var regler, selvfølgelig, albuer på bordet og slik med farvestoffer var haram. Men jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg ikke bevægede mig frit som barn.

Minde ét: At være en lille unge på fire-fem år alene på cykel i en satellitby til Aarhus. I min ene hånd har jeg en hvaltand, som min ven Mikkel skal se. Tanden mangler en flis, fordi jeg taber den på vejen den dag. Mikkel har en sengeskuffe med rigtige kasteknive, så dem kaster vi med.

Minde to: På Bornholm som ulveunger lærer vi at snitte, at save og at tænde ild. Jeg er lige fyldt syv. Om natten, da de voksne sover, kravler vi bitte drenge ud af vores bivuakker og bygger et mægtigt bål. Flammerne slikker mod himlen. Jeg kan se silhuetterne af de voksne, som er vågnet og nu løber rundt i underbukser og får situationen under kontrol.

Hvis børn stadig oplever den form for lige lovlig uhæmmet vidunderlig frihed, stemmer det hverken overens med, hvad jeg kan finde og læse om børnehverdag i 2017, eller med hvad jeg oplever.

I min by vrimler det med børn, men de er ligesom ikke ude at lege. Efter en lang dag i institution indgår deres forældre legeaftaler for dem, en absurd idé i mit barndomskvarter; det forekommer mig, at et barn i dag er et væsen, man ser stige ud af en bil.

Min far sagde: »Hvis du selv tror, du kan, må du godt.«

Så jeg cyklede fra forstæderne til København, svømmede i søer, snittede med dolk, vandrede i skoven, klatrede op på de tynde grene, legede i grusgraven, gik balancegang på rækværket fem meter over den stærkt trafikerede vej for at imponere min søster. Det sidste var åndssvagt, og jeg fik skældud. Men jeg søgte mine egne grænser, og dem fandt jeg så og blev det rolige individ, der brygger maté i dag.

Når politikere i dag taler om at sikre danskernes tryghed, bliver jeg trodsig og hadefuld. Tryghed skurrer. Og ordet sikkerhed er værre endnu, fordi det er den tryghed, man ikke må afvise. Fra den venlige henstilling om at motionere for ikke at blive diabetiker til at stå og hale bukserne op i lufthavnen, bælteløs, fordi samfundet leger, at synet af en blottet buttcrack beskytter os mod terrorisme.

Samtidig har jeg dog internaliseret tendensen til overbeskyttelse i mit eget liv. Jeg er blevet så neurotisk. Muhammed tør jeg slet ikke tegne, og jeg bliver syg af ængstelse ved tanken om, hvad mine egne unger kan komme ud for, hvis jeg slipper dem løs.

Jeg får svært ved at give den ret til at handle frit og opveje risici, som jeg selv fik, videre til mine børn. Det siger jeg til min far, som fik lov at blaffe ned gennem Europa, da han var 13. Han siger noget med, at der var lidt færre biler i 1980’erne. Men det forklarer jo ikke forandringen.

Kan et helt samfund blive en bangebuks?

Christoffer Zieler er tegner og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Charlotte Ardal
  • Flemming Berger
  • Troels Brøgger
  • Niels Duus Nielsen
  • Kristen Carsten Munk
  • Jørn Andersen
  • Grethe Preisler
  • Hans Larsen
  • Jakob Lilliendahl
Charlotte Ardal, Flemming Berger, Troels Brøgger, Niels Duus Nielsen, Kristen Carsten Munk, Jørn Andersen, Grethe Preisler, Hans Larsen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

"Langt højere bjerge så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke."
(N.F.S. Grundtvig - Danmarks trøst)

Frei lebt, wer sterben kann!
(Helvetias nationalhymne)

Jeg er ret vild med din kat Zieler. Hils den mange gange og husk at skifte grus i dens bakke med passende mellemrum ;)

Jørn Andersen

Nej det er da ikke , tværtimod . husker stadig spændingen ved at lede efter det næste sted at sætte foden.

Kirsten Lindemark

Minde 1: Mor: " Ud og leg! Kom hjem når kirkeklokken ringer..."
Minde 2. Legekammerater: " Hent sin cykel. Nuddi er der!" Og så afsted og jage blotteren i Dyrehaven. Indtil Kirkeklokken ringede, selvfølgelig!
Sådan ca. 1959

Børge Rahbech Jensen

Lidt galgenhumor: Du kan overveje Manchester Arena, hvis du vil til store koncerter i Storbritannien. En stresstest for nylig viste 99,8% chance for at overleve og knap 99% chance for at slippe uskadt fra et terrorangreb.

Børge Rahbech Jensen

Nå ja, den generelle holdning i den britiske by Manchester synes at være, at de ikke kan pakke børnene ind i vat. De har selvfølgelig heller ikke oplevet terrorangreb som dem, der ramte London i weekenden. Vent... (22 < 8? 130 < 49? regne... tænke...) Never mind. :)

Søren Jacobsen

Før var der liv og fællesskab på 60'er villavejene. Masser af børn, som løb ud og ind hos hinanden som en selvfølgelighed. Forældre der byggede skuer sammen og fik en øl eller to og en snak. Der blev bygget jordhuler, snehuler, kastet med snebolde i tilrettelagte sneborge på vejen, leget tik og dåse til det var sengetid. Der var vejfeste hver sommer. Fredag blev vejen spærret af og teltet til festen sat op med godt med øl til at støve halsen af. Lørdag var der så fest og dans til alle faldt om til forældre og masser af leg til børnene. Søndag kom så finalen med nedtagning af telt. Igen med godt med øl til. Alle kendte alle, nogle blev surre på hinanden, forældre som børn, men fandt sammen igen. Hvis der var rund fødselsdag, sølvbryllup eller barnedåb var hele vejen inviteret med til fest på det lokale forsamlingshus med familie venner og bekendte med sang og musik. Nemt over 100 kvinder, mænd og børn. Ved sølvbryllup og lignende blev der sat krans om døren tidlig om morgenen og hele vejen stod og sang og blev mødt med glæde, kaffebord og en lille en. Sådan var det.

Nu er det hele borte. Børne er blevet voksen og forældre flyttet i ældrebolig eller gået bort. Nye unge er flyttet til. Men fællesskab? Det er der ikke længere noget af. Alle bor på deres egen lille ø-stat uden adgang for uvedkommende. Børnene på vejen kender knap nok hinanden og de voksne da slet ikke. Høje hække og ingen kommunikation. Måtte i dag hurtigt springe til siden da en ung kæk mor kom drønenede forbi med et overbærende smil.

Velkommen til det "moderne" konkurence Danmark.

Søren Roepstorff, Niels Duus Nielsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Og nå jo. den kække unge mor havde børnene med i bilen - For lige at få den med.

Sjælen er gået bort. Trist. Men minder om en god tid kan ingen tage fra os, som levede den gang der var liv til.

Niels Duus Nielsen

Da jeg var barn, udsatte vi os for lidt af hvert, uden voksenopsyn, men altid med de voksnes stiltiende godkendelse (næsten). Det var et udskilningsløb, hvor kun de mest robuste børn overlevede.

Heldigvis er børn robuste, så vi overlevede alle.