Kommentar

Uddannelsespolitikkens værdikrigere vælger de forkerte kampe

Ingen kan være i tvivl om, at udviklingen på arbejdsmarkedet stiller nye krav til uddannelsespolitikken. Men det løser intet at rase mod ’de kreative’ og forlange et opgør med akademikerne. Vend i stedet skytset mod PISAficering, pres for hurtig gennemførelse på de videregående uddannelser og arbejdsgivernes manglende vilje til sikre oplæring
1. juli 2017

Uddannelsespolitikken bliver i de kommende år en af de vigtigste samfundsdiskussioner og en af de vigtigste værdikampe, skriver Frederik Vad Nielsen i Information den 28. juni. Og han peger på, hvor fronten i værdikampen står, nemlig »mellem en kuldsejlet uddannelsesmentalitet og en virkelighed, som stiller nye krav til os«.

Uddannelsesmentaliteten får hårde ord med på vejen: Den rummer snobberi, uddannelsespres og en forestilling om, at bestemte videregående uddannelser er det eneste saliggørende for vores samfund. Og den har ødelæggende konsekvenser, fordi den har ført til ulykkelige skæbner og personlige nederlag. Og ikke mindst til »en masse ufaglærte unge og voksne, hvis muligheder og frihed begrænses af vores uddannelsessystem«.

Det sidste skulle jeg lige læse igen, men jo, det skrev han faktisk. Det er altså ikke nye teknologier og deres krav til medarbejderes kompetencer og heller ikke kapitalens fri bevægelighed og flytningen af job til lavtlønsområder i andre lande, som begrænser de ufaglærtes muligheder. Næ, det er åbenbart uddannelsessystemet, som forhindrer dem i at komme i arbejde.

I Kaare Dybvad Beks bog De lærdes tyranni, som Frederik Vad Nielsen henviser til, kan man finde tilsvarende formuleringer. Han skriver blandt andet, at en uddannelsespolitik præget af kreativ ideologi har ført til, at »produktionsarbejdspladserne er blevet landsforvist« (side 13) og til »afvikling af produktionsvirksomheder og nedbrydning af deres traditionelle værdier« (side 55).

Men selv hvis de kreative i uddannelsessystemet mobiliserede alle deres kræfter, er det svært at forstå, hvordan de skulle være i stand til at landsforvise produktionsarbejdspladser.

Faglærte er også arbejdsløse

Både Nielsen og Bek gentager påstanden om, at der uddannes alt for mange fra universiteterne, og at det fører til massiv arbejdsløshed. Bek skriver bl.a., at »arbejdsløsheden er tårnhøj hos akademikere, men rekordlav hos faglærte og professionsuddannede« (side 29).

Men som mange har påpeget, er virkeligheden meget mere broget, både blandt akademikere og faglærte kommer nogle grupper hurtigt i arbejde, mens andre har betydelig ledighed (se f.eks. AE-rådets undersøgelse af ledigheden blandt nyuddannede, 30. januar 2017).

Der skal en særlig kynisme til for at kunne insistere på, at det er ubetinget gavnligt, at flere unge tager lange videregående uddannelser, skriver dagens kronikør.
Læs også

Og i forhold til situationen i de kommende år skal man huske, at der for alle videregående uddannelser er indført et dimensioneringssystem, som knytter antallet af uddannelsespladser til beskæftigelsen inden for de forskellige fag. Det er en nødvendig regulering, selv om den på længere sigt kan vise sig at være for snæver og føre til mangel på højtuddannet arbejdskraft.

Frederik Vad Nielsen peger på en række relevante og velbegrundede forslag: styrkelse af praktiske fag og åbne undervisningsmiljøer i folkeskolen, mere anerkendelse af arbejdserfaring i uddannelsessystemet, opkvalificering af ufaglærte, løbende kompetenceudvikling på arbejdspladsen, mindre fokus på lederuddannelse og mere på den enkelte medarbejders kompetencer i den offentlige sektor.

Det er væsentlige indsatser, både for kvalitet og social retfærdighed i uddannelsessystemet.

Vælg den rigtige fjende

Nielsen mener som nævnt, at værdikampen står mellem en »kuldsejlet uddannelsesmentalitet« og en virkelighed, som stiller nye krav. Han er alt for hurtig til at afskrive den omfattende indsats for bedre uddannelse som led i bedre livsvilkår for befolkningen, som ikke mindst Socialdemokratiet har stået for. Men han har ret i, at virkeligheden stiller nye krav, og at de nødvendige indsatser kræver kamp.

Det er bare ikke så meget en kamp mod »de kreative«, som det er en kamp mod den overdrevne vægt på færdigheder og PISA-resultater i skolepolitikken, mod det gennemgående fokus på økonomisering og hurtig gennemførelse i de videregående uddannelser og mod arbejdsgivernes manglende vilje til sikre oplæring af såvel unge som voksne.

Palle Rasmussen er professor i uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu